Nyhedsanalysen

Føljeton undersøger: Politikens nye slogan

Politiken har fået et nyt slogan: ‘Det er på tide at…’  – nej, vent, her er det: ‘Det er tid til at vælge side’. Føljeton, som selv står og mangler et godt slogan, dissekerer det og forsøger at finde ud af, hvad det betyder.

Er der noget mere mentalt tilfredsstillende end et perfekt slogan? Ja, det er der. Men det er nu alligevel saliggørende at støde på et, som ikke er lallet eller fortænkt, og hvor det hele går op i en højere enhed. Det er en slags kranio-sakral terapi uden nogen former for berøring, og uden at nogen stirrer på ens baghoved, mens man ligger på en briks med lukkede øjne. Et godt slogan sælger drømmen om produktet, uden at det bliver for luftigt.

I reklamebranchen vil de sige, at et godt slogan er et, man husker, at det adskiller brandet fra andre brands, at det udsender nogle positive vibrationer. Et af de mere opfindsomme slogans, vi er stødt på i nyere tid, kommer fra det californiske postordrefirma Dollar Shave Club, som sender billige barberblade ud til deres abonnenter: ‘Shave time. Shave money.’

Ude omkring i det danske reklamelandskab har en gammel kending fra den trykte presse gjort sit indtog med en ny reklamekampagne og et helt nyt slogan. Det er Politiken, vi taler om: ‘Det er tid til at vælge side’. Eftersom vi her på Føljeton holder meget af institutionen Politiken og mener, at avisen gennem hele forrige århundrede og et stykke ind i nærværende årtusinde har spillet en markant og vigtig rolle i den offentlige debat, føler vi, at det er vores pligt at se nærmere på avisens nye slogan. Hvad det går ud på, er umiddelbart lidt af et mysterium. ‘Det er tid til at vælge side’? Politikens kerneforretning er som bekendt stadig papirudgaven, som koster op imod 40 kroner i løssalg. Sådan en papiravis består af sider. Kan det være sådan? Du skal vælge den side i Politiken, du bedst kan lide? Nej, det er for dumt.

Politikens nye slogan.

At vælge side er noget, man for eksempel gør i kamp. Så er man på et hold. Man er med nogen mod nogle andre. ‘Det er tid til at vælge side’. Hvis vi antager, at Politiken med sit nye slogan lægger op til, at man skal vælge at være på Politikens side, hvem er det så, man er imod? Som Dan Turèll ville sige, er der noget gloomy over sloganet, noget dystert, som ikke kendetegner Politiken.

For nylig fik den hæderkronede amerikanske avis Washington Post også et smådystopisk nyt slogan, som nu står under logoet på forsiden: ‘Democracy Dies in Darkness’. Det er efter sigende noget, som en af avisens gamle stjernereportere, Bob ‘Watergate’ Woodward, har gået og sagt i lang tid, så på den måde er der en historie i det. Tv-værten og komikeren Stephen Colbert har sagt, at Washington Post med sloganet er gået ind i sin ”goth-periode”.

I det mindste indgår det opløftende ord demokrati.

Men ‘Det er tid til at vælge side’? Her på Føljeton kommer vi til at tænke på Darth Vader fra Star Wars eller den tidligere amerikanske præsident George W. Bush og begrebet ”ondskabens akse”, som han lancerede i 2002 (om Iran, Irak og Nordkorea). Og hvis vi endelig skal tænke på Bush, så havde ‘Politiken – missionen fuldført’ været bedre – eller i hvert fald sjovere.

Googler man ‘Politiken’ sammen med ‘vælge side’, begynder brikkerne dog at falde på plads – sådan nogenlunde da.

Første gang, sloganet dukker op – eller i hvert fald en afart af det – er i forbindelse med Politikens seneste redaktionelle omlægning, som fandt sted sidst i april. I en lille klumme forklarer ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, der overtog avisens hjørnekontor efter historikeren Bo Lidegaard i sommeren 2016, hvad der er i vente. Overskriften på klummen er: ‘Det er på tide at vælge side: Velkommen til et fornyet Politiken’. Nede i teksten rekapitulerer Jensen tre kerneværdier, som han mener, altid har kendetegnet avisen og tilsyneladende vil blive ved med at gøre det, nemlig ‘åbenhed’, ‘sanselighed’ og ‘frisind’ (det salsaagtige ord ‘sanselighed’ er vist nyt i det selskab). I teksten er der et link, som henviser til en anden tekst, som blev publiceret et par dage forinden – også med chefredaktøren som afsender. Her kan man læse Politikens nye vision, som er baseret på de tre kerneværdier:

”Politiken handler om mennesket. Om magten. Om menneskets forhold til magten. Om magtens forhold til mennesket. Politiken handler om omstillingerne i den moderne verden. Vi tror på, at det kan blive bedre, og vi tror på, at det kan blive bedre endnu.”

I den seneste tekst er Christian Jensen inde på, at vi lever ”i en tid præget af fake og biased news”, og at ”vi” derfor skal ”huske på, at der er forskel på opdateringer på sociale medier og den journalistik, der leveres af flere journalistiske medarbejdere med indsigt og metodisk faglighed”.

Og kommer forklaringen på det der med at vælge side: ”Det er derfor, vi nu siger, at det er på tide at vælge side. Vil man oplysning eller opdatering? Vil man dybde eller overflade? Vil man velunderbyggede præmisser eller løse påstande?”

At klummen nu her en måned senere viser sig at indeholde en præsentation af Politikens nye slogan, er måske en smule overraskende. Føljeton ønsker avisen held og lykke med den triste lille sætning. Selv har vi i nogen tid puslet med sloganet ‘Det er så yndigt at føljes ad’. Bemærk det lille j i føljes. Det er det, man kalder disruption. Men det er ikke officielt.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12