De privilegieblindes øjne

Nu er der naturligvis ingen af os, der har siddet i juryen på Cannes Filmfestival i år, og vi kender heller ikke hverken Will Smith eller Pedro Almodóvar, der gør. Ja, vi har ikke engang været på festivalen, men derfor vil vi alligevel godt tage vores del af æren for, at guldpalmen for første gang går til Sverige og Ruben Östlunds nye film The Square, for som bekendt truede vi allerede inden festivalen startede med at blive rasende, hvis ikke han vandt. Nu er vi tilfredse.

Onde tunger har ellers talt om et svagt hovedfelt ved årets festival, og andre har undret sig over filmens behændige forbigåelse af en verden i brand – flygtningekriser, klimakriser, borgerkrig, borgerrettigheder, vrede populister og den slags. Men helt ærligt, Cannes har jo aldrig rigtig været præget af hverken politik (eller pop-eskapisme for den sags skyld). Næ, Cannes har i særlig grad lagt vægt på kunsten. Cannes har altid sat auteuren i centrum. Nå, nå, siger du nu, hvad med Michael Moores Fahrenheit 9/11 eller Ken Loachs I Daniel Blake fra sidste år, og vandt Dommedag nu ikke også – de var da politiske. Jo, jo, siger vi så, men helt generelt har det altså ikke præget vinderfeltet siden krigen – vi, siger det bare, tjek det selv.

Men når det så er sagt, så er Ruben Östlund i øvrigt også udpræget politisk. Han gør det bare med humoren og sig selv som priviligeret bleg svensker som udgangspunkt, og på os… virker det. Lad os hurtigt løbe igennem hans overskuelige produktion:

Östlund brød bredt igennem med sin anden film De ufrivillige, der tematiserer den ufrihed, mennesker lever under i verdens mest frie samfund. I en kalejdoskopisk fortællestruktur, som er løst bundet sammen af en bustur, oplever vi gruppepres i en skoleklasse, fulde teenagepiger, en herretur, der går over gevind, og et uheld med fyrværkeri. Det er morsomt og tåkrummende. Stilen er dokumentarisk og direkte, ligesom hans opfølger og mere kontroversielle film Play, der beskriver fem brune drenge, der frarøver tre hvide drenge deres mobiltelefon og driver dem rundt en hel dag i Göteborgs øde kvarterer under deres regler.

Play blev særligt i Sverige anklaget for at være racistisk og stereotyp, men filmen handler ikke om hudfarve, men om sociale spil, klasser og grupper. Det dominerende samfunds spil bliver vendt på hovedet, hvor vi til syvende og sidst godt ved, hvem der dominerer hvem. Det hele er elegant krydret med tematikker som barn vs. voksen, det offentlige vs. individet og det kølige Göteborgs indbyggere, hundeluftere og joggere, der møder eksotiske kulturer med panfløjter og salsadragter. Og så var der Force Majeure (2015), der indbragte ham både nomineringer til Golden Globe, BAFTA og Cannes, hvor han vandt i kategorien ‘Un Certain Regard’ (juryens storpris). Filmen tager sit udgangspunkt i alperne, hvor en velbeslået familie bestående af far, mor, søn og datter er på skiferie. I et øjebliks panik under noget, der ligner en lavinefare, kaster faderen alt familieomsorg fra sig og redder sig selv. Herefter indskrænkes familiens i forvejen stærkt fortættede psykologiske rum. Det er ikke alene hylende morsomt og tåkrummende, det er syleskarpt og ondt, og siger en masse om menneskets grundlæggende natur. Os alle sammen.

Der er andre end os, der har set Ruben Östlund som en mester med et troldspejl for det moderne vestlige samfund, men det er der, hvor han er bedst. Han giver de privilegieblinde øjne og udstiller vores eget selvbedrag. Det er de dybeste sider af mennesket, han dykker ned i med humor og dilemmaer. Det handler om ondskab, borgermod og det velstillede menneskes behov for selvfiksering i en stadig mere usikker omverden. Derfor er Ruben Östlund politisk, og derfor er han den bedste, vi har her i Skandinavien, og vi er sgu glade for, at han vandt. Det var han i øvrigt også selv, kunne man se på scenen, og se eller gense lige det her guddommelige klip, han selv har lagt ud fra dengang, han IKKE blev nomineret til en Oscar. Spol frem til det sidste minut og se en hvid mand i frit fald.