Nyhedsanalysen
Menstruationsaktivisme og Den Lille Havfrue
I går var det international menstruationsdag, og i morges var Den Lille Havfrue malet rød. Tilfældigt? Det tror vi næppe. Vi er godt klar over, at nogen – måske endda gerningsmændene selv – i en menstruationsforskrækket panikhandling har prøvet at få det til at handle om færøske hvaler, men den hopper vi altså ikke på. I stedet vil vi benytte lejligheden anledningen til at give dig en guidet tour gennem menstruationsaktivisme. Der er meget af det, og det er ret sejt.
Menstruationsaktivisme er en ting. Efterhånden ganske veletableret i feministisk kredse verden over. For de flestes vedkommende handler det om at bryde tabuet omkring kvinders menstruation og dermed nedbryde nogle af de undertrykkende strukturer, der omgærder den kvindelige krop og natur. Og indrømmet; når man først har fået blikket op for blodaktivismen, så ser man den alle steder. Der findes ikke det snitsår, som ikke på en eller anden måde kan tolkes som en frigørelse for kropsvæsker. Derfor var vi heller ikke i tvivl, da vi i morges faldt over et billede af Den Lille Havfrue, totalindsmurt i rødt. Grindehvaler, siger gerningspersonerne, og har brutale drab på færøske hvaler i tankerne. Pis os i øret, siger vi for nu at blive ved kropsvæskerne. Vi kender menstruationsaktivisme, når vi ser det. Her får du en lille guidet tour gennem nogle udvalgte eksempler på blodig aktivisme.
Menstruation på Islamisk Stats flag
I 2014 postede den egyptiske, feministiske aktivist Aliaa Magda Elmahdy et billede på sin blog, hvor hun og en unavngiven medaktivist hhv. menstruerer og skider på et Islamisk Stat-flag – nøgne. Elmahdy forklarede dengang i et interview i det amerikanske Vice, hvorfor hun havde lavet aktionen. Og det gjorde hun ret godt:
”Vi lavede denne her aktion i fotoformat som et svar på Islamisk Stats seneste video, hvor de viser henrettelsen af journalisten (James Foley. Red.). Med vores billedhilsen, viser vi vores egen måde ‘at henrette’ Islamisk Stats ideer. Vores tekst til billedet er: ‘Dyr, vores henrettelse af jeres ideer ser sådan her ud! Kig grundigt på det!! Vi kræver ikke løsesummer, vi truer dig ikke med drab, vi SKIDER BARE PÅ DIG, ISIS!’”
Skønheden i blodet
Den amerikanske kunstner og aktivist Jen Lewis gjorde sig allerede i 2015 bemærket, da hun besluttede at gå kontra på de normer, der gør kvinders menstruation til en skamfuld og privat ting. Hvordan? Ja, hun begyndte simpelthen at tømme blodet fra sin menstruationskop i i vand og fotografere det, mens det flød rundt. Fotoprojektet hedder Beauty in Blood og har til formål at aftabuisere menstrutionen.
Menstruationssangen
Den indiske gruppe Girliyapa, som bryster sig af at være kvinder, men ikke fra Venus, har lavet en badass-amazing menstruationsmusikvideo. ”PMS is my excuse, what’s yours for being mental,” rapper vi her på redaktionen og fægter med armene: ”Can I get a P! Can I get a period period”… I hvert fald nogle af os.
På gaden smurt i menstruationsblod
Det spanske performancekollektiv Sangre Menstrual – på dansk Menstruationsblod – indtog tilbage i 2014 gaderne i deres hjemland, hvor de iført hvide bukser smurt ind i blod, vandrede byen tynd for at aftabuisere menstruationen. På den måde ville de tilbagetage den kvindelige krop og frigøre en normal kropsfunktion fra den skam og fordømmelse, som menstruation ofte forbindes med.
Menstruationslyrik
Så har vi altså også fundet et eksempel fra egne rækker. Det er måske det, som de unge ville kalde ‘ananas i egen juice’, men vi synes det holder. Et styk menstruationslyrik, som Føljetons redaktionsmedlem Sille Kirketerp Berthelsen fyrede af til studiemagasinet Delfinen i 2015. Der er også en billedeserie, men den skåner vi jer for.
