Funny money

I gamle dage, eller bare i de ganske få perioder, hvor Venstre har siddet i opposition i nyere tid, ville udspillet være blevet kaldt for uansvarligt. Under pres fra den nye alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – og dermed det manglende flertal i Folketinget for nye reformer – har statsminister Lars Løkke Rasmussen været nødt til at tænke kreativt og ‘ud af boksen’, som det ville hedde i Disruptionrådet. Resultatet er vitterligt også påfaldende.

Regeringens nye 2025-plan ‘Vækst og velstand 2025’ rummer to bærende og kontroversielle grundelementer, som traditionelt ville blive opfattet som dybt uansvarlige på Christiansborg.

For det første vil VLAK-regeringen finde penge til skattelettelser i de kommende år ved et prokuratorkneb, hvor tidspunktet for balance i statens økonomi skubbes fra 2020 til 2025. Underskuddet skubbes ganske enkelt længere ud i fremtiden, på den anden side af 2-3 folketingsvalg, og vupti, så er der pludselig flyttet penge til nutiden. Rent regnskabsteknisk kan det sagtens lade sig gøre, men i virkelighedens verden er der tale om, at en borgerlig regering vil gældsætte Danmark for at kunne bruge milliarder af kroner, som endnu ikke er i statskassen. Dét var engang uansvarligt.

Gevinsterne på 15 mia. kr. til ekstra skattelettelser er ikke engang udspecificerede. Finansieringen er således baseret på det, som kaldes ‘funny money’, altså ”indbudgettering af gode hensigter,” som cheføkonom hos Cepos, Mads Lundby Hansen, definerede fænomenet, da Socialdemokratiet i 2011 fremlagde en 2020-plan. I dag er det Lars Løkkes tur til at proppe budgettet med gode hensigter og til gengæld spare på konkrete tiltag, som han kan finde flertal for i Folketinget.

Finansieringen med ‘funny money’ er dog kun det ene kontroversielle element: For det andet har statsminister Lars Løkke Rasmussen valgt at koble forhandlingerne om de nye, men altså endnu ikke beskrevne  arbejdsudbudsreformer sammen med en pensionsreform. Dét er i udgangspunktet helt efter bogen. Studehandler kræver, at der er noget at rykke rundt på, og hvis VLAK-regeringen skal komme igennem med nedskæringer for at skabe råderum til bl.a. topskattelettelser, vil det kræve, at andre partier får nogle synlige trofæer på andre områder. Men også her har statsministeren valgt at spille højt spil: Kun Dansk Folkeparti vil blive inviteret til forhandlingerne om en ny pensionsreform. Socialdemokratiet må ikke være med.

Stik mod den danske tradition for at skabe brede og tværpolitiske forlig, som rækker henover valg på centrale politikområder, satser statsminister Lars Løkke Rasmussen på at føre ren blokpolitik og kun have Dansk Folkeparti med i forsøget på at løse et reelt og påtrængende problem: Midaldrende med lave indkomster er ramt af en marginalskat på over 100 procent, når de indbetaler til pension i deres sidste år på jobmarkedet. En absurd situation, der for mange danskere minder om forfatteren Astrid Lindgrens skæbne i historien om Pomperipossa i Monismanien.

Ved kun at ville forhandle med Dansk Folkeparti, og ikke med Danmarks største parti og formodentlige næste regeringsparti, Socialdemokratiet, reducerer VLAK-regeringen nu pensionspolitik til et taktisk og kortsigtet magtspil, til trods for, at det handler om folks konkrete opsparinger langt ud i fremtiden. I ånden fra det samarbejdende folkestyre ville dét også normalt blive kaldt for uansvarligt.

Men tiderne er nok bare ikke normale: Statsminister Lars Løkke Rasmussen står i et besynderligt tomrum, hvor han på den ene side ikke kan finde flertal, men på den anden side er der heller ikke et flertal imod ham. Parlamentarisk set oplever vi lige nu en form for undtagelsestilstand, hvor kun det forhåndenværende søms princip gælder. Går den, så går den – ellers må Lars Løkke snart give op og udskrive valg. Men først efter en sidste og afgørende holmgang med Dansk Folkeparti.