Øjet i det høje

”Jeg var lille, jeg var søvnig / det var dagen, der sgu slutte / men først aftenbøn og fadervor / forinden mor ku putte / og der ligger man og grynter / og skal lige til at sutte / så lurer der et øje i det høje / ham gud / han er eddermame svær at få smidt ud”

Efter hændervridende overvejelser er Danmarks liberale parti Venstre langt om længe gået med til at stemme for Enhedslistens forslag om at afskaffe blasfemiparagraffen. Dermed er hele VLAK-regeringen med på at udvide rammerne for en bramfri religionskritik i Danmark.

På fredag vil straffelovens kontroversielle og symbolsk markante, men reelt ligegyldige paragraf 140 i straffeloven blive annulleret. Fremover vil ”den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse” således ikke længere kunne ”straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”.

En lang dyster tradition tilbage fra Danske Lov af 1683 er dermed brudt. Dengang hed det mere drakonisk: ”Hvem som bevisligt har nedgjort Gud eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, af ham skal tungen levende af hans mund udskæres, dernæst hans hoved afslås, og tillige med tungen sættes på en stage. Har nogen brugt sin hånd til sådan Guds foragt, da bør også den af ham levende afhugges og ved hovedet på stagen fæstes.”

Mange kan tage æren for, at én af de mest formørkede paragraffer i dansk lovgivning nu formelt afskaffes, heriblandt Bruno Jerup fra Enhedslisten, som har stillet selve lovforslaget, og direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, som længe har kæmpet bravt for at sætte ordet frit. Men med al respekt for de to herrer tilfalder den største ære en kvinde, som desværre døde sidste efterår: Trille Bodil Nielsen.

I september 1970 satte hun en lavine i gang, som her præcist 17.057 dage senere er kulmineret med den brede opbakning til at afskaffe blasfemiparagraffen. Dengang for rullende kameraer i det populære underholdningsprogram Musikalske venner sang hun – videre:

”Når jeg strammer mine trusser / som har blonder og er gule / kan jeg komme til at røre / ved det frække, de skal skjule / men så snart der’ noget der kildrer / bar’ en lille bitte smule / så lurer der et øje i det høje / ham gud / han er eddermame svær at få smidt ud”

Absurd nok og som et tidligt varsel om forfaldet for religiøse krænkelsesprædikanter besluttede den konservative justitsminister Knud Thestrup i marts 1971 – og efter pres fra ikke mindst pastor Svend Aage Olsen fra Kristelig Lytter- og Fjernseerforening – at der skulle rejses tiltale efter blasfemiparagraffen mod DR’s programchefer, Niels-Jørgen Kaiser og Kaj Bruun. Men de endte med at blive frikendt. Trille satte ord på en ny tid.

Allerede i 1971 forekom det forkrøblet og virkelighedsfjernt, at Trille ikke skulle måtte synge om øjet i det høje og kildren i trusserne. Sidste domfældelse ligger da også helt tilbage i 1946, hvor et kærestepar iført præstekjoler døbte en dukke til et karneval og blev idømt en bøde. Sidenhen har alle anklager ført til frifindelser.

I praksis kommer det næppe til at betyde noget som helst, at blasfemiparagraffen formelt afskaffes. For heldigvis er det svært at pege på, at den kulørte cocktail af en historisk begrænset brug af paragraffen og en stadig mere udbredt norm for bramfri og antiautoritær debat, har holdt nogen tilbage siden Trille åbnede festen i 1970. Langt om længe er hendes frigjorte og selvbevidste attitude blevet mainstream. Folketingets partier er efter 46 års trakasserier blevet enige med Enhedslistens formulering om, at ”lovforslaget skal ses som et element til sikring af sekulariseringen af samfundet. Alle religioner kan være grundlag for en diskussion og kritik, uden at dette i sig selv er kriminaliseret”.

”Jeg er voksen og forelsket / og han lægger sine briller / og han kæler og han sjæler / lykken svir som brændenælder / glæden slår med store kæppe / men så lurer der et øje i det høje / ham gud / han er eddermame svær at få smidt ud / men selvføl’ig / hvad har gud forstand på sjæl / når han aldrig / nogensind’ var men’ske sel’”