Barn i de voksnes verden

Uledsagede mindreårige – altså børn, der flygter til Danmark uden deres forældre – har en særlig status i det danske asylsystem. Udlændingestyrelsen skriver på deres hjemmeside, at uledsagede mindreårige asylansøgere betragtes som ”en særligt sårbar gruppe”, hvorfor der dels er ”særlige retningslinjer for behandlingen af deres ansøgninger”, dels er krav om, at de skal bo på ”særlige asylcentre med specialuddannet personale”. Vi skal altså passe på børnene, forstår man. Det betyder også, at der ikke må bo voksne på børnecentrene. Derfor flyttes beboere straks, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at de er ældre, end de udgiver sig for.

For at kunne håndhæve det, alderstester Udlændingestyrelsen hvert år flere hundrede børn og unge fra landets asylcentre, hvis de, som de skriver i en mail til Føljeton, vurderer, at en mindreårig asylansøger ”ud fra en umiddelbar vurdering fremtræder ældre end den oplyste alder, og hvis der ikke er ID-dokumenter, der dokumenterer ansøgerens alder”. Deres metode er først og fremmest en lægelig undersøgelse, der rummer en usikkerhed på mindst to år i begge ender. Derfor kan man ikke bare gå ud fra, at den alder, de fastlægger, rent faktisk stemmer overens med den testedes faktiske alder. Men Udlændingestyrelsens beslutning tæller, og hvis et barn vurderes til at have nået myndighedsalderen, bliver det også behandlet derefter og må derfor fra den ene dag til den anden vinke farvel til den særlige beskyttelse, det giver at være mindreårig, og i stedet indgå i asylsystemet som voksen. Det, selvom man reelt set ikke med sikkerhed ved, om det rent faktisk er et barn, man sender videre i systemet.

Farvel barndom

Personlig partsrepræsentant. Uddannet personale. Fast skolegang. Juridisk rådgivning. Hurtig sagsbehandling. Planlagte fritidsaktiviteter. Hjælp til at lave mad. Faste sengetider. Ja, på mange måder minder livet på børnecentrene om efterskolelivet. Bortset fra at det altså er lidt mere frit. Men alt det forsvinder over en skypesamtale med Udlændingestyrelsen, hvis en beboer vurderes til at være myndig – også selvom der ikke er andet bevis end Udlændingestyrelsens skøn baseret på en usikker alderstest. Allerede samme dag eller dagen efter flyttes beboeren til et voksencenter, hvor han eller hun skal klare sig selv og bo med mange voksne på meget lidt plads.

Anna-maria Højvang Christensen er uddannet pædagog og var i 2013 med til at starte Børnecenter Østrup i Vesthimmerlands Kommune, hvor hun i dag er ansat som familiekonsulent. Hun har både gennem arbejdet som pædagogisk netværker på asylcentret og som familiekonsulent hos kommunen oplevet, at alderstesten har haft alvorlige konsekvenser for de unge asylansøgere.

”På børnecentret oplevede jeg unge, der med to dages varsel skulle flytte til et voksencenter og være voksne fra den ene dag til anden. Ingen omsorgspersonale, der fast ser til dig. Ingen personale efter 16. Uro og ballade. Angst. Indkøb og et kæmpe ansvar for sig selv,” fortæller Anna-maria Højvang Christensen om alderstestens konsekvenser for børnecentrets beboere.

Hun oplever stort set det samme i arbejdet som familiekonsulent hos kommunen, hvor forskellen er, at hendes klienter har fået ophold i Danmark og derfor ikke længere bor på asylcentre.

”I min nuværende funktion ved kommunen kan jeg se de drastiske konsekvenser, det har for de unge, hvis de er blevet vurderet til at være over 18 og så får ophold.  I den forbindelse har jeg oplevet unge som tydeligt ikke er modne nok til at bo selv – og som bestemt ikke er de 19 år, som testen fortæller, de er. Men når du først er myndig, er der er ingen – absolut ingen – ekstra hjælp at hente, når du står der og skal sørge for alt selv: indkøb, skolegang, ensomhed, omsorg, aftaler, struktur osv. Jeg har oplevet en ung, der over to uger hver dag kom på kommunen og bad om plejefamilie eller andet, han kunne bo ved, da han var så angst og ensom over at bo alene. Han var blevet vurderet til at være 19, men min overbevisning er, han var 15,” fortæller hun.

Men er det ikke også et problem, hvis der bor voksne på et børnecenter? Skal de ikke opdages og flyttes? 

”Jo bestemt. Men jeg tænker, at testen ikke kan stå alene. Der skal ses på andre faktorer og modenhed, hvis man skal have en chance for at fastsætte nogens alder. Og så skal man ikke tage den højest mulige alder. Hvis testen siger eksempelvis 16-20 år, bør man vælge 16 og ikke 19, som man tit gør. Disse unge er ekstremt sårbare i forvejen,” fortæller hun.

Selvmordstruet og angst for at miste

Mohammad Reza, der gerne vil kaldes Simo, da danskerne ikke kan udtale hans navn, er efter eget udsagn født 25. august 1999, hvilket ville betyde, at han er 17 år gammel nu. Han er flygtning fra Afghanistan og kom til Danmark 15. december 2015. Myndighederne vurderede ham på daværende tidspunkt til at være uledsaget mindreårig, og få dage efter blev han sendt til et børnecenter i Tønder.

”Jeg elskede at være der. Det var som en familie. Jeg var med til at arrangere ting. F.eks. et samarbejde mellem os på asylcentret og det lokale gymnasium. Jeg var også tolk på børnecentret, fordi jeg var den eneste, der kunne tale både dansk og engelsk. Jeg var god i skolen og havde fundet to drenge på min egen alder. Vi var sammen hele tiden, fordi de også var kommet alene. Vi var glade der,” fortæller han.

Men efter en enkelt samtale med Udlændingestyrelsen blev han indstillet til at skulle have foretaget en alderstest, da de ikke vurderede ham alderssvarende. Derfor mødte han op på Retsmedicinsk Institut 6. oktober 2016, og allerede 11. november fik han besked fra Udlændingestyrelsen: Han var vurderet til at være 17-21 år og ville fra nu af være 19. Hans nye fødselsdato blev derfor 25. august 1997 – altså var han nu præcis to år ældre, end han selv mente. Få dage senere blev han flyttet til et voksencenter i Sønderborg.

”Jeg var meget, meget bange for at skulle flytte til voksencentret. Jeg var bange for at skulle sove med 12 voksne mænd, der var meget ældre end mig. Det er jeg stadig bange for, selvom det sker hver nat. Her er beskidt, og jeg er begyndt at ryge cigaretter. Jeg sover dårligt om natten,” fortæller han.

Simo fortæller desuden, at han både har selvmordstanker og jævnligt skærer sig i armene, når det bliver for meget.

”Men jeg stopper mig selv. For jeg håber stadig at komme til at se min familie igen. Jeg mistede mine forældre og min lillebror og resten af min familie på flugten. Dem vil jeg gerne se igen. Ellers havde jeg ikke været her mere,” fortæller han.

Men selvom Simo af de danske myndigheder er overladt til sig selv, er det lykkedes ham at finde nogle voksne i Sønderborg, der kan passe på ham. Han mødte allerede Helle Wiedemann, mens han boede i Tønder, hvor han opsøgte en Venligbogruppe, han havde fundet på Facebook.

”Pludselig stod han bare i køkkenet og ville hjælpe med maden,” fortæller Helle Wiedemann.

Hende og Simo blev hurtigt venner og lavede mange ting sammen.

”Men da han pludselig blev 19, var det helt ad helvede til. Og skiftet til voksencentret var noget nær et mareridt,” fortæller Helle Wiedemann og fortsætter:

”Han turde ikke sove på sit værelse og havde det så skidt, så skidt. Så efter aftale med ham, skrev jeg et opslag på Venligboerne i Sønderborg og spurgte, om nogen ville have en afghansk ven.”

Hanne Næsborg-Andersen reagerede straks, hun så opslaget i Venligboerne Sønderborg:

”Det ville vi jo gerne. Egentlig havde jeg tænkt, det skulle være min mand, Ketills, ven og at forholdet skulle handle om at spise lidt god mad og sådan. Men Simo viste sig jo bare at være så fantastisk, at han blev en del familien meget hurtigt,” fortæller hun.

Hanne Næsborg-Andersen og Ketill Næsborg-Andersen hentede få dage senere Simo på asylcenteret og tog ham med hjem.

”Han var meget sky først. Og på dupperne. Men efter noget tid begyndte han at slappe af, og vi satte os for at se noget fjernsyn. Og han faldt bare i søvn med det samme, fordi han var så udkørt,” fortæller hun.

Siden er de blevet Simos partsrepræsentanter og prøver at have så meget kontakt til ham som muligt.

”Men det er svært. For han trækker sig. Han er så bange for at skulle forlade landet, og sommetider tror vi, han er selvmordstruet. Det er så hårdt,” fortæller Hanne Næsborg-Andersen.

Simo bekræfter Hanne Næsborg-Andersen fortælling:

”Jeg trækker mig fra venskaber og folk, jeg holder af. Først mistede jeg min familie på flugten, så alle mine relationer på børnecentret, og nu skal jeg måske selv ud af Danmark. Mit hjerte kan ikke holde til at miste flere. Så er det bedre ikke at være tæt på nogen,” fortæller han.