Nyd stilheden

Der var voksen-Distortion på Østerbro i går. Publikum var godt nok 20 år ældre end dem på Nørrebro, og de havde kaldt det Depeche Mode-koncert i Parken, men det var den feeling af fuldskab og upassende fællessang, der drev gennem de mondæne boulevarder op mod nationalarenaen før plus 55-trioens femte koncert på den scene.

Og det blev endnu en gang et triumftog for de mørke elektropoppere, hvis man skal tro en for en gangs skyld enig anmelderflok af 55-plus mænd. Her følger en gennemgang kun afbrudt af seks af gruppens største numre.

Berlingske (5 stjerner)

I forhold til de ekstravagante udstyrsstykker, der normalt rykker ind i Parken til den her slags megakoncerter, var det et ekstremt minimalistisk setup. Glem alt om fyrværkeri, pyroteknik og konfettikanoner. Glem alt om dansere, svævebaner, vandbassiner, badebolde og gigantiske scener. Depeche Mode var bare Depeche Mode og lod deres sortsvedne elektropop og Gahans magnetiske karisma gøre arbejdet.

Den 55-årige forsanger var umulig at tage øjne og ører fra. Med eyeliner, tyndt moustache, tilbagestrøget hår og vest med guldryg lignede han en blanding mellem en lurvet alfons og en elegant toreador. Han slangede sig som en sjakal, lavede piruetter som en ballerina, gjorde sig til som en stripper. Men hans flirt med det feminine gjorde ham kun endnu mere maskulin. Og så sang han stadig med kæmpe autoritet, overskud og indlevelse. Han var intens, men også smilende. Så ud, som om han stadig nyder det i fulde drag.

(Michael Charles Gaunt)

BT (6 stjerner)

Det er det vidunderlige ved Depeche Mode; allerede dér efter 40 minutter var den der, følelsen af symfonisk symbiose mellem sange, band og publikum. Som liveband har Depeche Mode-sangene, historien, storheden – og arrogancen på den fede måde – der gør, at de kan gemme de største hits til sidst i sættet. Tilsyneladende helt uden risiko for at tabe næsten 40.000 mennesker i verdens mindst velegnede koncertarena på gulvet.

David Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher har efterhånden en del sæsoner på bagen. De vælger at fremstå som sig selv, deres klassiske vestklædte, sortneglede karakterer på scenen. David Gahan bevæger sig stadig ubesværet rundt som en vårhare på sprøjtede gulerødder, mens han synger de fleste af sangene.

Men det var som altid Martin Gore i front for ’A Question of Lust’, helt alene kun akkompagneret af et piano. Igen al mulig grund til at lette på firserhåret for det lydanlæg, Depeche Mode medbringer på denne turné. Fraset et vel uundgåeligt ekko lå Gores sang ganske perfekt afstemt i forhold til pianoet.

Og som han stod der smilende, ydmygt, næsten undseeligt og vinkede akavet ud mod publikum et tyst øjeblik midt i Depeche Modes maskinstorm. Ja, det var så smukt, så smukt. Igen i ekstranummeret ’Somebody’, en ballade af Billy Joelske proportioner. Det var der, armhårene begyndte at stritte.

(Jan Eriksen)

Ekstra Bladet (5 stjerner)

Dave Gahan ejede scenen i skikkelse af en dinglende djævel, der sang besættende om smerte, en hel del lidelse og mere smerte. Det var en fornøjelse.

Martin Gore croonede ’A Question of Lust’ som gospel, der fremkaldte andægtig stemning, da solen endelig var på vej ned, og mørket fortættede stemningen i Parken, som lukker alt for meget lys ind, selvom der er låg på sardindåsen.

Depeche Mode slap overraskende helskindet fra de vovede sangvalg ’Cover Me’ og ’Corrupt’, men det var gåsehudsfremkaldende ’Enjoy the Silence’ og ’Never Let Me Down Again’ samt en opdateret udgave af ’Everything Counts’, der frigjorde euforien og 44.000 stemmer.

Under ekstranumrene imponerede en intim fortolkning af David Bowies ’Heroes’, mens magtfulde ’I Feel You’ og ’Personal Jesus’ cementerede en mindeværdig storsejr helt til sidst.

Et par kilometer væk på Nørrebro levede Distortion op til alle fordomme om, hvor fordummende elektronisk musik kan være. På Østerbro demonstrerede Depeche Mode, hvor begavet det kan gøres.

Det var en beundringsværdig magtdemonstration og sjælden stor kunst et sted, der plejer at være alt for stort til den slags.

Depeche Mode burde spille i Parken hvert år.

(Thomas Treo)

Politiken (4 stjerner)

På vej gennem Fælledparken kunne vi alle sammen høre ekkoet fra Distortions dunkende bas i vinden. Lyden af dem, der er unge nu.

Indenfor i Parkens beton-kube var der messe for dem, der var unge engang.

Og da Depeche Mode rakte tilbage til deres udgangspunkt, klikkede koncerten. Som Gahan med al sin mægtige styrke sang gennem en væg af brutale synthesizere:

”All this running around/ Well it’s getting me down/ Just give me a pain that I’m used to”.

(Simon Lund)

https://www.youtube.com/watch?v=Ue3SPjsXgdI

Gaffa (6 stjerner)

Depeche Modes bedste koncert på dansk grund. Tro det, om De kan, ærede læser, men helt fra de første toner af ‘Going Backwards’, det fremragende åbningsnummer fra Spirit, kunne man konstatere, at det ikke blot ikke stod skidt til, men at lyden rent faktisk var decideret god; helt oppe foran, hvor jeg befandt mig var den faktisk rigtig god. Musikkens forskellige lag stod godt defineret, de akustiske trommer tromlede ikke alle frekvensslag ned som en let fordrukken klodset elefant, balancen mellem synthesizere, guitarer og backing tracks var præcis, og der var plads til, at Dave Gahans vokal kunne trænge flot igennem, hvilket den gjorde koncerten igennem, måske lige bortset fra et par enkelte passager til sidst.

(Ras Bolding)

SÆTLISTE

Going Backwards
So Much Love
Barrel of a Gun
A Pain That I’m Used To
Corrupt
In Your Room
World in My Eyes
Cover Me
A Question of Lust
Home
Poison Heart
Where’s the Revolution
Wrong
Everything Counts
Stripped
Enjoy the Silence
Never Let Me Down Again

EKSTRANUMRE

Somebody
Walking in My Shoes
‘Heroes’ (David Bowie-cover)
I Feel You
Personal Jesus