Nyhedsanalysen

Alderstesten kan tolkes på mange måder

Når Udlændingestyrelsen skal fastlægge en ung asylansøgers alder, vælger de – for at lade usikkerheden komme barnet til gode – altid den lavest mulige alder ud fra Retsmedicinsk Instituts undersøgelser. Næsten da. For selv om de som udgangspunkt vælger den laveste af den mest sandsynlige alder, omfatter det kun 68 procent af usikkerheden.

Padborg Station - Efter politiet havde givet flygtningene lov til at fortsætte deres rejse strømmede flygninge til Padborg Station for at tage tog mod København. Her flygtning efra Afganistan der var glade over beskeden om de kunne fortsætte.

Haseeb Momazi kom til Danmark fra Afghanistan i 2015. Dengang var han efter eget udsagn 16 år, hvilket, hvis alderen var blevet anerkendt, ville betyde, at han i dag ville være 17 på vej mod de 18. Men Udlændingestyrelsen har på baggrund af en lægelig aldersundersøgelse bestemt ham til at være to år ældre – altså 19 år. Redegørelsen af undersøgelsen, som Føljeton har set, viser ellers, at Retsmedicinsk Institut vurderede ham til at være mellem 17 og 21 år. Derfor undrer resultatet Haseeb Momazi.

”Det er deres land, og jeg accepterer deres beslutning, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke valgte at tro på, at jeg var 17 på det tidspunkt, når testen gav mig ret i, at jeg godt kunne være det. Når nu jeg siger det samme, som testen siger, hvorfor skal de så sige, jeg er 19?” spørger han.

Svaret er, at Udlændingestyrelsen har bestemte retningslinjer, når de fastlægger alderen. Retningslinjer, der i udgangspunktet – og med mindre andre elementer medregnes – eliminerer de ydre dele af aldersspændet.

Haseeb Momazi og hans danske ”mor”, Margit Ledet

Den lavest mulige alder kan gradbøjes

”Der findes ikke en måde at fastlægge et menneskes faktiske kronologiske alder.” Det siger retsmediciner Niels Lynnerup til Føljeton. Det er ham, der leder den afdeling på Retsmedicinsk Institut i København, der som de eneste i landet foretager alderstest af asylansøgere. Uanset, hvad man gør, kan man ikke være 100 procent sikker på, at den aldersvurdering, man laver, stemmer overens med en persons faktiske alder. ”Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå en menneskes faktiske kronologiske alder på baggrund af det biologiske. Det er det bare ikke,” forklarer Niels Lynnerup. Men man kan gøre en del for at eliminere den store usikkerhed. Derfor arbejder Retsmedicinsk Institut i København sådan, at de altid lægger to år på hver side af den vurderede alder. ”På den måde kommer vi 95 procent af usikkerheden til livs,” forklarer han. Fastlægger Udlændingestyrelsen alderen efter den laveste alder inden for de beregninger, skulle man derfor også være dækket ind med 95 procents sikkerhed. Men sådan forholder virkeligheden sig ikke. Nu bliver det lidt teknisk, men det er vigtigt for forståelsen, så hold tungen lige munden.

Eksempel på en erklæring fra Retsmedicinsk Institut. Her fremgår det, hvordan usikkerheden er inddelt

Når Retsmedicinsk Institut sender deres erklæring til Udlændingestyrelsen, har de inddelt den mest sandsynlige alder i to kategorier. Én hvor de har lagt et år på hver side af den alder, testen har vist, og en, hvor de har lagt to år på hver side. Den første eliminerer 68 procent af usikkerheden, mens nummer to – den med to år – eliminerer 95 procent. Viser Retsmedicinsk Instituts test eksempelvis, at en asylansøger er 17 år, skriver de, at der er 68 procent chance for, at den mest sandsynlige alder er mellem 16 og 18 år, og 95% procent chance for, at den mest sandsynlige alder er mellem 15 og 19 år. Men når Udlændingestyrelsen så laver aldersvurderingen, bruger de i reglen ikke tallene med 95 procents sikkerhed, men derimod dem med 68 procents sikkerhed. I dette tænkte tilfælde, vil Udlændingestyrelsen derfor sætte alderen til 16 år. Så de tager rigtig nok det laveste tal for den mest sandsynlige alder – men altså fra det mindste interval. Derfor vil der altid være 32 procent chance for, at asylansøgeren – såfremt Udlændingestyrelsen udelukkende har baseret deres afgørelse på baggrund af den lægelige test – har en alder, der slet ikke har været i betragtning i vurderingen.

Hans Petter Hougen er professor på Retsmedicinsk Institut. Han vil ikke kommentere på Udlændingestyrelsens vurderinger:

”Det har jeg slet ikke nogen mening om. Det eneste, jeg kan forholde mig til, er det rent biologiske, og der er det klart, at det største spænd, giver den største sikkerhed. Det er også derfor, vi arbejder med de intervaller, vi gør,” forklarer han.

Det hårdeste har været ikke at blive troet på

Margit Ledet er skolelærer og Haseeb Momazis plejemor. Hun har taget sig af Haseeb, siden han blev vurderet til at være 19 år og måtte flytte ud af det børnecenter, han indtil da havde boet på.

”Det hårdeste for Haseeb var, at myndighederne ikke troede på hans historie. Han spurgte  mig igen og igen, hvorfor de ikke troede på ham. Det blev jo endnu mere uforståeligt, når nu testen faktisk konkluderede, at den alder, han selv opgav, godt kunne passe,” fortæller hun og fortsætter:

”Først blev han utrolig ked af det og følte sig svigtet. Senere blev det omdannet til vrede, hvilket på en måde er bedre, da det i det mindste kan skabe lidt mod til at handle. Men i virkeligheden er både han og vi ekstremt bange og stressede over ikke at vide, hvad der skal ske med ham.”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12