Hassan og fællesskabet

11-årige Hassan al Shawi fra Køge er en god og optimistisk dreng, som ikke bare tænker meget over alverdens ting, han verbaliserer også sine tanker forbilledligt. For at samle op: Hassan går 5. klasse, han har en rigtig god ven fra parallelklassen, som hedder Marius, og så er han god til fodbold, men svinger lidt mellem første- og andetholdet, selv om han mener, at hans træner har sagt til hans storebror, at han (Hassan) er en af trænerens yndlingsspillere. Det er der, vi er i de første par afsnit, som klart markeres som værende ‘Før ramadanen’.

Selv om afsnittene er korte, er det lykkedes producerne at indbygge lidt god gammeldags suspense med et reality-agtigt tilsnit. Dels er der fodbolden. Hassan er en robust spiller, men han har nogle mangler på det tekniske plan, som gør, at han ikke er selvskrevet til førsteholdet. Klarer han skærene? Det er sjovt at være med til træningen.

Så er der ramadanen. Det er Hassans første ramadan, og i almindelige muslimske hjem er der ingen forventninger om, at man deltager i ramadanen, før man er 15 år. Da fasten varer fra solopgang til solnedgang, er særligt syge, gamle og børn lidt mere udsatte, specielt når ramadanen ligger i sommermånederne, som det var tilfældet sidste år (og i år). I første afsnit taler familien om ramadanen over middagsbordet. Hassan vil gerne være med, fordi han føler, at han bliver snydt for at være med i fællesskabet. En af hans voksne brødre fortæller, hvordan han selv snød under ramadanen, da han var barn. Han fyldte lommerne med mad og spiste det ude på toilettet. Det er ret genialt, at serien er bygget op omkring Hassans første ramadan. Det er stærkt afmystificerende.

Hassan tilbringer en del tid med sin ven Marius. De spiller FIFA sammen på Playstation, og Hassan advarer Marius om, at kommentatorerne taler arabisk. Hver afsnit har sin egen overskrift, som gerne er noget, Hassan filosoferer over. Afsnit 4 hedder ‘Hassan – vil ikke være teenager’. Som han selv siger, så nærmer man sig teenagealderen, når man er 11 år, ”og det er nok det sværeste”.

”Jeg ved ikke, om du har hørt sangen,” siger han til Marius og gengiver den så godt, han kan: ”Min stemme er i overgang, og mit hår sidder helt forkert. Jeg går i det forkerte – og så er jeg bare helt genert.” Marius kigger. Det er ikke til at vide, om han kender Søren Kragh-Jacobsens populære guitar- og lejrbålssang om teenagelivets genvordigheder fra 1975, men så kan Hassan da indføre ham i den.

”Kan du mærke, at man bruger ekstra tid?” spørger Hassan og begynder at redegøre for, hvordan forfængeligheden kommer snigende. Selv om han ikke skal have en kæreste, så bruger han alligevel cirka en halv time om morgenen, fra syv til halv otte, på at vaske sit ansigt, få tøj på og ordne sit hår, og allerede nu fornemmer han, at man bruger endnu mere tid på den slags, ”når man kommer op i teenagealderen. ”Piger,” begynder han pludselig. ”De overdriver med det der makeup. Jeg mener det. De lægger så meget makeup, at man bare bliver forskrækket.”

I afsnit 13 har Hassan sidste skoledag, og det har han glædet sig til. ”Godmorgen, everybody,” siger han, da han møder ind i sin klasse. Og nu er han i et dilemma. Som han siger: ”Sidste skoledag er en dejlig dag, fordi man får lov at spise sammen og hygge sammen.” Men ramadanen er ikke slut, det er kun 18. dag, og den varer en måned. Ligesom ramadanen repræsenterer et fællesskab for den særdeles fællesskabsorienterede Hassan, så er sidste skoledag med klassen også noget, han gerne vil være sammen med sine klassekammerater om. Hassan vælger klassens fællesskab. ”Jeg endte med at tage den beslutning at spise, fordi jeg godt gad spise med dem (klassen, red.).”

DR Ultra har lavet en lille perle af en serie på 17 afsnit à cirka fire minutter, som fortjener et stort publikum. Du kan jo se den på din telefon i bussen.