Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er, torsdag den 1. juni 2017, kaldt i samråd om beslutningen om undtagelsesfrit at adskille ægtepar på asylcentre, hvor den ene ægtefælle er under 18 år. Ministeren skal redegøre for forløbet om beslutningen, og hun skal fortælle, hvilke vurderinger der forelå fra hendes embedsmænd. Desuden skal hun forklare, hvorfor hun valgte at fjerne en formulering om, at adskillelsen af parrene skulle ske på en individuel vurdering. Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV), Josephine Fock (ALT).. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Drømmen om et papirløst samfund har vist sig at være en illusion – alle andre steder end ét sted: I den danske centraladministration. Her bliver de vigtigste beslutninger ikke længere skrevet ned, kun videregivet mundtligt og uformelt. Intet dokumenteres tilsyneladende, helt officielt, så snart det rummer potentialet til at kunne blive kontroversielt.
Sådan var det i DONG-salget, og således skete det i forbindelse med den ulovlige praksis over for asylpar, som i de seneste dage har fanget udlændingeminister Inger Støjberg (V) i beskyldninger om overlagte ulovligheder, som ville kunne føre til en rigsretssag, hvis der da ellers var flertal for det i Folketinget.
Under samrådet i Folketinget i går kom udlændingeminister Inger Støjberg (V) med en ny og overrumplende undskyldning, nemlig at hun slet ikke havde givet en vildledende instruks på skrift til Udlændingestyrelsen, kun udsendt en ikke-juridisk pressemeddelelse, som så uheldigvis havde fået en upræcis ordlyd. Desværre glemte man så samtidig at skrive de gældende regler ned. Men fodfejl sker jo, ikke?
I pressemeddelelsen omtales ”de nye retningslinjer” ganske vist. Og tilmed som det eneste sted, eftersom intet andet blev skrevet ned. I pressemeddelelsen står, at ”ingen mindreårige” må bo sammen med ægtefæller eller samlevere på danske asylcentre, og dermed at vurderingen ikke skete individuelt, som udlændingeloven ellers kræver, men kollektivt og altså i strid med dansk retspraksis. Men bare rolig, lyder forklaringen: Den åbenlyse tilsidesættelse af basale principper i dansk lovgivning skete kun i pressemeddelelsen – som Inger Støjberg i øvrigt personligt havde redigeret – ikke i de interne og mundtlige ordre.
Den papirløse forvaltning er blevet det nye sort; det nye mørke uden for offentlighedens søgelys. Hvis papirerne mangler, eller ligefrem påviser ulovligheder, er det nye trumfargument tilsyneladende blevet, at alt selvfølgelig gik efter bogen i den mundtlige og dermed ikke-sporbare kommunikation. Efter Tamilsagen er embedsmændene i hvert fald blevet omhyggeligt opmærksomme på aldrig at nedskrive noget eller efterlade sig dokumenterbare spor.
Selv om Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, i sin redegørelse klart konkluderer, at pressemeddelelsen var en instruks, og at ”det er min opfattelse, at instruksen af 10. februar 2016 efter sit indhold var ulovlig”, ja, så hævder Inger Støjberg altså nu, at der slet ikke var nogen ‘instruks’ og dermed heller kan være tale om nogen ulovlighed, fordi embedsmændene i Udlændingestyrelsen – mundtligt – fik den rette instruks. Hokuspokus, filihankat…
På papiret har Inger Støjberg begået en klar ulovlighed, som hun ville kunne dømmes efter, men sådan fungerer det ikke længere i det virtuelle tomrum, som den danske centraladministration er blevet.
Selv Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er fortumlet overrasket over Støjbergs seneste forklaring: ”Det er selvfølgelig noget rod, at ministeren udsender en pressemeddelelse, som siger et, og så lægger man op til, at praksis reelt skal være noget andet. Det er noget rod,” lyder det fra støttepartiet, som dog fortsat bakker ministeren op, fordi Dansk Folkeparti støtter den kollektive retspraksis med at skære særlige grupper over én kam.
Inger Støjberg vil ikke alene overleve stormløbet, men også blive husket længe for at ophøje en gammel regel i politik til en ny raison d’état: Kun det talte ord gælder. I dag giver det nemlig ikke længere mening at forfølge papirsporene, for de findes ikke i de mest kontroversielle sager.
Absurd nok nærmer vi os det punkt, hvor Politiets Efterretningstjeneste må til at aflytte ministerierne og ministrenes mundtlige samtaler, så Folketinget senere kan blive i stand til at kontrollere magthaverne. Okay, dét var en spøg! Hemmelig aflytning er bestemt ikke vejen frem, men lige nu er statsforvaltningen vitterligt ved at glide ud i mørket, langt væk fra offentlighedens kontrol med, at ministrene blot overholder landets love.