Usikker alderstest adskiller tvillinger

Alam Shah, Rahmanullah og deres storebror Habib kom til Danmark fra Afghanistan 10. juni 2016. Ved ankomsten opgav de fødselsdatoer og navne til de danske myndigheder. Dengang var Habibs fødselsdato 6. juli 2000, mens hans yngre brødre begge havde fødselsdag 10. januar 2003. Tvillinger. Men drengene havde ikke dokumentation for hverken fødselsdag eller tvillingstatus. De danske myndigheder besluttede derfor at lade brødrene aldersteste, hvilket de blev i december 2016. Til drengenes store overraskelse, fastsatte Udlændingestyrelsen tvillingernes alder med et års mellemrum.

”Vi var forberedt på, at alderstesten muligvis kunne ændre vores alder, men vi havde ikke forestillet os, at mine brødre ikke længere ville være tvillinger. Det er helt vildt,” fortæller Habib, da Føljeton skyper med ham og Alam Shah.

Hans Peter Dahl, der i dag er partsrepræsentant for Habib, var med på det videomøde, hvor Udlændingestyrelsen overleverede nyheden om, at Rahmanullah nu var et år yngre end sin tvilling.

”De blev ret chokerede. Først grinede de over absurditeten, men da det gik op for dem, at det var alvor og ikke stod til at blive ændret, blev de meget frustrerede og også vrede,” fortæller han.

Han forklarer endvidere, at drengenes alder i virkeligheden ikke engang nødvendigvis var vurderet et helt år fra hinanden.

”Alam Shah havde allerede fået besked på, at han var 16 år. Rahmanullah fik der at vide, at han var 15 til 16 år, hvilket de så rundede ned. Men de beholdt samme fødselsdato, så 10. januar i år fyldte Alam Shah 17, mens Rahmanullah blev 16. Drengene havde selvfølgelig svært ved at forstå, hvorfor de ikke fik samme alder, når nu Rahmanullahs test viste begge ting, og de havde oplyst, at de var tvillinger,” fortæller han.

Hvordan fastlægger Udlændingestyrelsen alderen?

At testens udfald endte sådan kan på sin vis have en logisk forklaring. Udlændingestyrelsen har nemlig faste procedurer for, hvordan de fastlægger asylansøgeres alder på baggrund af oplysningerne fra Retsmedicinsk Institut, der foretager alderstestene. Nu bliver det lidt kringlet, men prøv at følge med, det er vigtigt for forståelsen.

Når Retsmedicinsk Institut sender deres erklæring til Udlændingestyrelsen, angiver de ikke én fast alder, men derimod et aldersspænd på flere år. Det er så op til Udlændingestyrelsen at fastlægge alderen. Det gør de efter en fast procedure, hvor de – for at lade tvivlen komme barnet til gode – altid vælger den laveste af de mest sandsynlige aldre. Skriver Retsmedicinsk Institut eksempelvis, at en asylansøgers mest sandsynlige alder er mellem 16 og 18, vil Udlændingestyrelsen i udgangspunktet vurdere asylansøgerens alder til 16 år.

Derfor kan man formode, at Udlændingestyrelsen i den konkrete sag har fulgt proceduren og fastlagt Rahmanullahs daværende alder efter den laveste i aldersspændet – altså 15 og ikke 16.

Niels Lynnerup er retsmediciner og leder den afdeling på Retsmedicinsk Institut i København, der som det eneste sted i landet udfører alderstest af asylansøgere. Han er ikke afvisende over for, at den slags ting kan ske:

”Der er jo altid usikkerhed forbundet med de her undersøgelser. Derfor kan det ikke udelukkes, at der byttes rundt i rækkefølgen på en søskendeflok,” fortæller han.

Er de tvillinger?

Selvom Habib fortæller, at han kan huske, da drengene blev født og deres far kom ind og fortalte, at han havde fået to brødre, mangler de juridiske beviser, før testen kan ændres. Der foreligger ikke dokumentation for drengenes alder, hvilket gør det umuligt at bevise, om de er tvillinger eller ej. De er ikke enæggede, så en DNA-test ville heller ikke kunne bevise andet, end at de rent faktisk er brødre. Derfor er det tætteste, man kommer på dokumentation, drengenes egne ord og det faktum, at aldersvurderingerne lå så tæt op ad hinanden.

Men både Habibs partsrepræsentant og Alam Shah og Rahmanullahs Røde Kors-repræsentant fortæller den samme historie:

”De er ikke enæggede, men de kunne sagtens være tvillinger. De er meget tæt knyttet,” fortæller Julie Gandrup Thomsen, der er repræsentant for de to yngste.

Det bekræfter Hans Peter Dahl. Han er Habibs partsrepræsentant, men har kendt alle tre drenge fra efteråret, da de kun havde været få måneder i Danmark.

”Der er ingen tvivl om, at de er meget tætte. Det er jo svært at bedømme, om nogen er tvillinger, men deres adfærd bekræfter det i hvert fald. De ligner ikke hinanden så meget, men dækkede man deres ansigter og stillede dem ved siden af hinanden, ville man nok ikke kunne se hvem, der var hvem. Samtidig er man ikke tvivl om, hvem der er ældst, når man ser alle tre brødre sammen. Så er Habib helt klart storebror,” fortæller han.

Fra samme værelse til tre forskellige hjem

Konsekvenserne af alderstestens udfald betød ikke blot ny alder og rokade i søskendeflokken – drengenes hverdag blev også drastisk ændret fra den ene dag til anden. Før alderstesten boede de på samme værelse på Børnecenter Toftlund i Sønderjylland. Men både Habib og Alam Shah var efter aldersvurderingen begge for gamle til at blive der. Habib, der med sin nye alder er næsten 20 år, blev flyttet til et voksencenter, Alam Shah blev flyttet på et såkaldt 17-års-center, mens Rahmanullah måtte blive tilbage på børnecentret. Voksencenteret og 17-års-centeret ligger klods op og ned af hinanden, men børnecenteret, hvor Rahmanullah bor, ligger 30 kilometer væk.

”Vi har altid boet sammen. Både i Afghanistan og i Danmark, så det er virkelig hårdt at være væk fra hinanden. Især Rahmanullah, der er så langt væk. Men det er værst for tvillingerne,” siger Habib.

Han holder en lille pause, før han fortsætter:

”Du ved… tvilllinger er jo meget, meget tætte. Meget tættere end andre søskende. Jeg savner ham jo også rigtig meget, men mine brødre har virkelig brug for at være sammen. Hvis bare de to kunne bo sammen, ville jeg være glad. Jeg kan klare mig, men de har brug for hinanden.”

Julie Gandrup Thomsen, der er ansat i Røde Kors og repræsentant for Alam Shah og Rahmanullah, bekræfter billedet.

”De bruger hinanden meget. Hvis jeg eksempelvis har talt med Rahmanullah og bag efter ringer til Alam Shah, så ved han allerede, hvad det handler om, fordi Rahmanullah har nået at ringe og fortælle ham om vores samtale,” fortæller hun.

Hans Peter Dahl supplerer:

”Det, der har taget meget hårdt på dem, er, at de ikke kan bo sammen. Stod det til dem, boede de alle tre på samme værelse, og der er ingen tvivl om, at de to små godt kunne bruge at bo sammen,” siger han.

Skal passe på børnene

Selvom drengene gerne vil bo sammen, kan man ikke sådan bare ændre på den slags. Der er faste regler for boformerne i asylsystemet – og med god grund.  Uledsagede mindreårige har nemlig en særlig status i det danske asylsystem. Udlændingestyrelsen skriver på deres hjemmeside, at uledsagede mindreårige asylansøgere betragtes som ”en særligt sårbar gruppe”, hvorfor der dels er ”særlige retningslinjer for behandlingen af deres ansøgninger”, dels er krav om, at de skal bo på ”særlige asylcentre med specialuddannet personale”. Vi skal altså passe på børnene, forstår man. Det betyder også, at der ikke må bo voksne på børnecentrene. Derfor flyttes beboere straks, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at de er ældre, end de udgiver sig for.

Det ændrer dog hverken på, at alderstesten er så usikker, at det ikke kan udelukkes, at der findes mindreårige, som fejlagtigt er placeret i voksenscentre rundt om i landet, eller på at omvæltningen fra børnecenter til voksencenter er stor, uanset om du er 16, 17 eller 18 år.

Det kender Anna-maria Højvang Christensen alt til. Hun er uddannet pædagog og var i 2014 med til at starte Børnecenter Østrup i Vesthimmerlands Kommune op. I dag er hun ansat som familiekonsulent i kommunen. Hun har i begge funktioner set, hvilke konsekvenser alderstesten kan have for de involverede:

”På børnecentret oplevede jeg unge, der med to dages varsel skulle flytte til et voksencenter og være voksne fra den ene dag til anden. Intet omsorgspersonale, der fast ser til dig. Intet personale efter 16. Uro og ballade. Angst. Indkøb og et kæmpe ansvar for sig selv,” fortæller hun.

Habib fortæller, at Alam Shah i hans optik er for lille til at være på 17-årscenteret.

”Han er utryg der. Hvis du kom hertil og så ham, ville du også kunne se, at han er meget mindre end de andre drenge,” fortæller han.

En observation Hans Peter Dahl genkender:

”Det er uden tvivl hårdt for Alam Shah at være på 17-års-centeret. Det er det,” siger han.

Ressourcestærke drenge med mistillid til systemet

Forløbet har også været en hård omgang psykisk for drengene.

Alam Shah fortæller, at han ikke kan tænke på alderstesten uden at få det skidt:

”Jeg blev så ked af det og så vred, da vi fik resultaterne. På en måde er alt godt her i Danmark. Jeg går i skole og bor sikkert, og folk er søde, men når jeg tænker på alderstesten og min tvilling, bliver jeg så ked af det. Jeg kan ikke forstå, hvordan de kan sige til os, at vi ikke er tvillinger længere,” fortæller han.

Habib supplerer:

”Jeg blev meget vred, da de sagde, drengene ikke var lige gamle, og jeg var sikker på, det kunne ændres. Men det kan det åbenbart ikke. Det er meget svært at forstå. Vi troede, at vi kom til et land med retfærdighed, men det her er bare så uretfærdigt. Jeg prøvede at trøste mine brødre, men det er jo svært, når man ikke kan gøre noget,” fortæller han og fortsætter:

”Og når jeg tænker på Rahmanullah, bliver jeg så stresset. Han skal spise alene, gå i skole alene, gå i seng alene. Det bliver jeg så ked af at tænke på. Køkkenet lukker klokken otte, hvad hvis han ikke når at lave mad?”

Tvillingernes repræsentant Julie Gandrup Thomsen ser drengene som ressourcestærke og synes ud fra omstændigheder, at de klarer det godt, men fortæller også, at det er hårdt for dem.

”Jeg beundrer dem for at tage tingene, som de kommer. Jeg tror, det er deres måde at overleve på. Samtidig ser jeg dem som ressourcestærke drenge, som har overskud til at lave sjov med situationen, selvom der ikke er tvivl om, at det er en svær situation. Under en samtale med dem sad de og satte gule labels på hinanden, hvor de havde skrevet deres nye alder på. Det er deres måde at deale med situationen på, hvor de alligevel viser overskud og humor,” fortæller hun og holder en lille pause, før hun fortsætter:

”Men samtidig er der ingen tvivl om, at det har været meget underligt og hårdt for dem, og de har haft meget svært ved at forholde sig den nye situation, som jo har store konsekvenser for dem.”

Psykologen bakker op

Tina Vang er uddannet psykolog og driver privat praksis i både Ribe og Tønder. De seneste år har hun arbejdet med flygtningebørn og har rigt kendskab til reaktionerne efter en alderstest.

”De gennemgående og for mig at se farlige konsekvenser for de her drenge er, at de får opbygget en mistillid til systemet. Det bliver svært at tro på, at nogen vil en det godt. Det kan virke enormt krænkende og være meget svært at komme videre efter. Ja, man ser, at de på en eller anden måde mister modet,” fortæller hun.

Men der er flere måder, udfaldet af testen kan påvirke drengene:

”Hvis vi så går videre til den belastning, den helt praktiske omvæltning i pludselig at blive voksen. Når man bliver vurderet til at være over 18 år, bliver man flyttet fra børnecenteret. Flytningen er én ting, men den betydning flytningen har, er voldsom. De bliver fjernet fra alle, de kender. De bånd, de har knyttet til både jævnaldrende og personale, bliver kappet. De har ikke længere en fast hverdag med spisetider og skolegang, men skal klare alt selv, og det er meget, meget hårdt for dem,” fortæller hun og uddyber:

”Det kan gøre dem indadvendte og deprimerede. Ensomheden kan eksempelvis få dem til at vende sig imod religion eller misbrug, hvis de kommer i det forkerte selskab, og så står man altså pludselig med meget alvorlige psykiske problemer, der kombineret med eksempelvis krigstraumer kan være rigtig svære at komme ud af.”

Hvad nu?

Fremtiden for de tre brødre er fortsat uvis. De mangler stadig svar på både klagen over alderstesten og på deres asylsag, så meget af tiden går med at vente.

”Rahmanullah besøger os, så meget han kan, så selvom han ikke kan være hos os hele tiden, sørger vi for at se ham en gang om ugen. Sådan må det være, indtil vi ved, om vi kan blive i Danmark,” siger Habib.

Den 23. juni skal drengene til samtale i Udlændingestyrelsen, som de håber, kan ende ud i en opholdstilladelse, så de for alvor kan starte et liv sammen i Danmark alle tre.