Ud med mændene, Diana klarer ærterne

Det kan godt være, at du læser det her tidsforskudt, men jeg er netop kommet ud i dagslyset efter at have set Wonder Woman i biografen. Wauw, hvor den skinner, solen! Og nu hvor jeg står her og låser min cykel op, blændet og omtumlet, skammer jeg mig ikke over at indrømme, at Wonder Woman er en film, som jeg har set frem til, siden hovedpersonen optrådte i en birolle i Zack Snyders alt for alvorstunge og blåtonede tjubangdystopi Batman vs. Superman – Dawn of Justice for lidt over et år siden.

Jeg syntes, at Batman vs. Superman var en god film, selv om begge superhelte, som jeg virkelig satte pris på i min barndom, fremstår imbecile og ude af stand til at træffe åbenlyst korrekte valg – hverken i kampens hede med spidse ører, brylcreme og kapper eller som deres alter egoer i civilt kluns. Måske bortset fra scenen, hvor Clark Kent/Superman fuldt påklædt lader sig synke ned i badekarret til sin nøgne, våde veninde Lois Lane. På den anden side kan man argumentere for, at han blot følger sine naturlige instinkter.

Som du kan læse i min gamle artikel her, fandt jeg aldrig ud af, om instruktøren og manuskriptforfatterne havde gjort Superman og Batman så langsomt opfattende med vilje for, at Wonder Woman (spillet af israelske Gal Gadot) virkelig kunne stråle af styrke, mod og handlekraft, da hun endelig dukkede op med sit skjold og sværd for at tage del i kampen mod de onde, mens filmens komponister Hans Zimmer og Junkie XL’s særlige Wonder Woman-tema ‘She with you’ bragede løs. Det tema er en lille smule corny, men det er også tidløst, og jeg har elsket det, siden jeg hørte det første gang.

https://www.youtube.com/watch?v=BsUSuLBUaj8

Så Gal Gadot gjorde altså en god figur. Kendere af tegneserieforlaget DC’s helteunivers har talt om, at Gadot ligefrem stjal billedet fra Henry Cavill (Superman) og Ben Affleck (der var mindre fejlcastet som Batman, end man skulle tro), og dermed udgjorde hun en forrygende reklamesøjle for den kommende Wonder Woman-film, som allerede var in the making.

Hvilken klump ler

Nu har jeg set den og kan fortælle, at det var en meget, meget tilfredsstillende oplevelse. Filmens manuskript er skrevet af Zack Snyder, og den er instrueret af amerikanske Patty Jenkins, 45, hvis største film hidtil er Monster (2003). Hendes instruktion vender vi tilbage til. Nu tager vi et hurtigt resumé, og da det er noget af det kedeligste at skrive, stykker vi det sammen af citater fra forskellige mediers anmeldelser.

”Diana (Gal Gadot) vokser op på amazonernes ø som datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen), der har formet hende af en klump ler, som Zeus har pustet liv i. Hun bliver trænet af sin moster, general Antiope (Robin Wright), og er kampklar, da nutiden bryder igennem den tåge, som Zeus har lagt over paradisøen,” skriver Weekendavisens Bo Green Jensen i sin anmeldelse og fortsætter: ”Året er 1918, og Steve Trevor (Chris Pine) nødlander i forklædning som tysk pilot, forfulgt af tyske flådesoldater. Der er en blodig kamp mellem soldater og amazoner.”

Så tager Steve Trevor Diana ”med sig til Første Verdenskrig, hvor hun insisterer på at finde Ares og slå ham ihjel for at redde menneskene fra deres egen blodtørst,” skriver Politikens Joachim Grundahl, der omtaler London, som ”beskidt og myldrende under de kulsorte søjler fra tusinder af skorstene, mens den civilklædte Wonder Woman infiltrerer mændenes sociopolitiske institutioner.”

I London skal Steve ”fortælle sine foresatte om det frygtelige kemiske våben, som den tyske general Ludendorff (Danny Huston) er i færd med at udvikle,” skriver Informations Christian Monggaard.” Diana overtaler Steve til at føre hende til fronten, hvor hun regner med at finde Ares, som – igen med Monggaards ord – ”kun kan stoppes af en amazone og et bestemt, kraftfuldt våben, som selvfølgelig viser sig at være hende, Diana, selv.”

Så langt, så godt. Hvis man ikke gør det naturligt, men brændende ønsker sig at kunne lide superheltefilm, skal man ikke være alt for plotfikseret. Det hele er jo ret gakket i forvejen. Siden instruktøren Christopher Nolan med Batman begins i 2005 relancerede Batman i et dystert og udpræget humorforladt univers, som vel på en eller anden måde havde til formål at gøre genren mere troværdig, har det været comme il faut at holde den tone, når man skrev en superheltefilm.

Wonder Woman er lettere og lysere – ligesom hovedpersonen selv. Her er krop og sjæl i balance. ”Det handler ikke om at fortjene. Det handler om at tro. Og jeg tror på kærlighed,” siger hun.

Diana – lad os kalde hende det – bliver specielt i filmens midterste del, som foregår i London, udsat for en del mansplaining og seksualisering. På den ene side skal hun forestille at have hovedet skruet usædvanligt godt på, på den anden side virker hun lige der midt i den snavsede by temmelig naiv. Og det er der ikke noget synderligt feministisk over. The Guardians filmkritiker (en mand) vurderer i en anmeldelse, der giver filmen to ud fem stjerner, at ”glasloftet er intakt”, eftersom Gal Gadot er ”reduceret til en bevæbnet smølfette”.

Ingen baller, masser af repræsentation

I journalistikken og i anmelderiet opererer man for underholdningens skyld med begrebet ‘det ledige standpunkt’. I tilfældet Wonder Woman lader det ledige standpunkt (som i øvrigt er overbefolket) til at være, at filmen er halvsexistisk og kønsreducerende. I en kommentar i det danske magasin Soundvenue spørges der, hvorfor Diana løber rundt i hotpants og ”en uniform, som knap dækker ballerne”. Skribenten (en kvinde) mener, at da Diana er ”meget mere end en kvinde i et sexet kostume”, nemlig ”stærk, empatisk og kærlig”, så burde hun bruge sin magt til også at ”rykke grænser for kvinders repræsentation i superheltefilm”.

Der må jeg opponere. Jeg kiggede meget koncentreret på filmen, og jeg så ikke Gal Gadots baller en eneste gang.

Til gengæld har jeg set adskillige superheltefilm. Og jeg kan med sikkerhed sige, at Patty Jenkins’ Wonder Woman klart tilfører genren noget, som den har savnet. Superheltegenren har det muligvis med at få drengerøven op i instruktøren. Eksplosioner, huse, der falder sammen, nærkampe, død og ødelæggelse. Patty Jenkins er ingen drengerøv, men der er slagscener, som måler sig med de bedste, man har set. Til gengæld er der en sensibilitet, en  nænsomhed i billederne, som jeg ikke har set før i en superheltefilm. Det er noget med antydningens kunst. Det gælder i øvrigt også filmens eneste sexscene, som faktisk kun eksisterer inde i seerens hoved.

I filmens sidste tredjedel rider Diana tilbage til en lille landsby, som er blevet bombet med sennepsgas. Diana går rundt i den olafur eliassonske gul-orange tåge og konstaterer, at alle er døde. Men døden er ikke udpenslet. Vi ser konturerne af en nogle kroppe og hænder på jorden, og resten tænker vi os til. Alligevel giver scenen associationer til de giftgasangreb, som vi kender gennem tv-billeder fra Syrien og Irak. Og ligesom vi har siddet i sofaen foran fjernsynet og tænkt, at krig er noget lort, gør Diana det også. Men i modsætning til de fleste af os gør hun noget ved det og begiver sig straks hen for at tage opgøret med skurken.

En anmelder – jeg tror, at det er Bo Green Jensen i Weekendavisen – skriver, at filmen smager lidt af Indiana Jones. Det gør den også, men kun i de scener, hvor Chris Pine løber rundt og leger helt. Jeg vil ikke afsløre, om han klarer den eller ikke klarer den, men hvis jeg var Patty Jenkins – eller hvem der nu skal instruere den næste Wonder Woman-film – så ville jeg diskret eliminere den figur fra plottet. Han ser fjollet ud, når Diana er ham så overlegen. Vi kan kalde ham ‘den heltemodige mand’. Heraus! Eller som Diana siger: ”Mænd er hovedsagelig til forplantning, men når det handler om nydelse, unødvendige.”

Wonder Woman havde premiere 2. juni.