Sjuskeri befrier fra værre scenarier

Den vigtigste oplysning står som den allerførste i Rigsrevisionens beretning om Finansministeriet og DONG-salget, der udkom forleden:

Det var Finansministeriet, der sad for bordenden og styrede processen, da DONG Energy fik udvidet sin kapital ved salg af aktier til ikke mindst den forkætrede investeringsbank Goldman Sachs, der indgik en bragende god handel, tjente en formue og anbragte alle pengene i skattely: ”Rigsrevisionen vurderer samlet, at Finansministeriet har fungeret som aktiv ejer og haft en styrende rolle under kapitaludvidelsen (…)”, skriver rigsrevisorerne om processen, der løb gennem 2013.

Det er en forståelig, men også en meget diskutabel startkonklusion, eftersom man i resten af beretningen – og i hvert fald konkret 15 steder – bruger mange flere linjer på at beklage revisionens manglende mulighed for indsigt i netop ministeriets gøren og laden under de månedlange bestræbelser på at sælge den store aktiepost, der gav så voldsomme dønninger i hele Danmark.

Alle de vigtigste faser – salgsbeslutningen (var salget overhovedet nødvendigt), salgets art (privat eller statsligt), udregningen af prisen (værdiansættelsen), gennemførelsen af udbuddet (udpegningen af mulige købere), de afgørende forhandlinger (med ikke mindst Goldman Sachs) og hele det store incitamentsprogram (som forgyldte DONGs ledelse til sidst) henligger fortsat i mørke, fordi rigsrevisorerne ikke havde adgang til den afgørende viden på helt centrale felter.

Det er den kedelige, endelige konstatering.

Det ’forståelige’ ved den tidlige og bastante konklusion om Finansministeriets styring af hele DONG-salget skyldes, at alle andre scenarier ville have ændret undersøgelsens kurs helt afgørende. Den ville i stedet være endt i mindst to skandaler, der hver for sig ville være større end den indlysende ’sjuske-historie’, som pressen lagde frem straks ved undersøgelsens offentliggørelse. Her fokuserede man på blotlæggelsen af de lemfældige arbejdsgange, der åbenbart kunne opstå i landets ’fineste ministerium’. Det var chokerende. Den lå lige til både højre- og venstrebenet i de danske medier.

Sjuske-løsningen befrier alle de involverede parter fra værre scenarier – især to:

En situation, hvor energiselskabets ejere – altså staten og dermed os alle – mistede fuld og indlysende kontrol over aktiesalget, som det formede sig i 2013. At Finansministeriet af den ene eller den anden grund afgav denne styring, helt eller delvist, der i så fald blev overtaget af andre parter.

Når der mangler helt logiske informationer, nedskrevne referater og dokumenter – sådan som Rigsrevisionen hamrer det fast igen og igen – kunne det i den optik skyldes noget langt mere logisk end det enorme ministerielle roderiniveau, som alle har undret sig over – og som både omfatter den forkætrede, efter al sandsynlighed for lave værdiansættelse og den afgørende salgsfase med Goldman Sachs oppe på allerførste rampe:

Finansministeriet havde slet ikke fat i tøjlerne. De lå i hænderne på andre. I hvert fald til dels. Derfor blev afgørende papirer ikke skrevet, centrale (møde)referater ikke udfærdiget og anden ellers logisk dokumentation ikke gemt. Finansministeriet var ikke til stede.

En langt større skandale-situation ville følge af en sådan manglende – eller for svag – styring, idet den ’statslige bordende’ i de fortrolige mødelokaler med stor logik kan være blevet overtaget af Dong Energy, der jo trods alt sad med al viden om virksomheden og dens daglige drift. Problemet er, at man så støder på det såkaldte incitaments-program, som var et af de meget omdiskuterede problemer ved DONG-aktiesalget:

Selskabets øverste direktører fik gennem personlige aktiekøb en meget speget interesse i at sælge deres egen virksomhed særdeles billigt – fordi deres aktier så kunne stige i millionklassen frem imod en forventet børsnotering nogle år senere. Denne paradoksale tilstand kunne kun ’uskyldiggøres’, hvis de selvsamme direktører ikke kunne siges at styre salgsprocessen med klar og konkret indflydelse på prisen.

Det samme kunne falde tilbage på nære rådgivere gennem forløbet – som Danske Bank, der lod sit datterselskab Danica købe en velvoksen aktiepost undervejs i processen.

Sådanne skandale-scenarier undgås fra linje ét med tildelingen af førerkasketten til det ministerium, der ellers undervejs i Rigsrevisionens udforskning gør alt for at tilte et endeligt, klart og utvetydigt billede af, hvad der foregik i nationen, dengang DONG-aktierne blev solgt.

Forsættelsen følger i morgen…