Theresa May laver en 'Hillary'

Hun kaldes for ‘Stål-ladyen’. Men måske er det mest i spøg? Hun virker umiddelbart mere gummiagtig. Selv ved 60-årige Theresa May heller intet værre end at blive sammenlignet med forgængeren – den kvindelige, konservative premierminister, Jernladyen Margaret Thatcher, som regerede Storbritannien fra 1979-1990. Og godt det samme, for May er en langt mere konventionel karrierepolitiker. Hun hverken engagerer eller provokerer: Theresa May blev premierminister på afbud og mangler endnu at overbevise den britiske befolkning om sine lederegenskaber.

For to måneder siden stod hun til at vinde en massiv valgsejr. Men i samme øjeblik den nye frontfigur for ‘Conservative and Unionist Party’, Theresa May, rent faktisk udskrev valget – og dermed selv måtte ud og føre valgkamp og stå ansigt til ansigt med vælgerne – er hun rullet baglæns. Lynhurtigt bagud.

May stod med alle forudsætninger for at vinde en jordskredssejr: I meningsmålingerne førte hun stabilt med op til 15-18 procentpoint over Labours leder, den 68-årige Jeremy Corbyn, som ikke engang har fuld opbakning i sin egen socialdemokratiske parlamentsgruppe. På papiret er Jeremy Corbyn den bedste modstander for en konservativ kvinde i mands minde. Og da de to andre partier, Liberal Democrats og UK Independence Party, samtidig er smeltet sammen efter Brexit, forventede de fleste, at Theresa May blot skulle have tiden til at gå – altså helt konkret bare vente – før hun ville kunne forblive i 10 Downing Street med en styrket legitimitet.

Men de politiske understrømme i Vesteuropa og USA følger ikke længere de konventionelle mønstre. Pludselig står Theresa May som en mulig taber, der ikke forstår noget så basalt som vigtigheden af en valgkamp. Og hvad værre er: Selv hvis det lige akkurat skulle lykkes for Theresa May at vinde nok mandater i Underhuset ved det pludselig gyser-agtigt tætte valg på torsdag, forventer absolut ingen, at begrebet ‘mayisme’ vil gå over i historiebøgerne, som ‘thatcherismen’ har gjort.

May står som en parentes, der måske vil blive forlænget, men under alle omstændigheder kun som en grå kontrast til Thatcher, der på alle måder var en mere ideologisk politiker. Thatcher førte åben krig mod fagforeninger, offentligt ansatte og arbejdsløse, mens May snarere står frem som en opportunist, som bøjer sig for folkestemningen: I det konservative valgmanifest foreslog hun således først, at den offentlige sygdomsbehandling skulle begrænses ved hjælp af brugerbetaling på udvalgte lidelser, f.eks. demens. Men da forslaget affødte opstandelse, drejede May hurtigt rundt og lovede i stedet, at der skulle indføres et loft på brugerbetaling på sygehusene.

Hendes mest iøjnefaldende zigzag-kurs handler dog om den allerstørste dagsorden: Hun førte kampagne for et ‘Remain’ ved Storbritanniens skelsættende EU-folkeafstemning, men vendte rundt på hovedet efter Brexit-resultatet og blev pludselig ‘Leave’-kampagnens hårdeste forhandler. På endnu mere forvirrende vis hævder hun, at udmeldelsen af EU’s indre marked er båret af frihandelsværdier. Den haltende logik lyder: Storbritannien skal handle mindre med EU for fremover at kunne handle mere.

Virker det usammenhængende og principløst? Fortvivl ej, for flertallet af de  britiske vælgere føler sig heller ikke overbeviste af Theresa May. Tværtimod sammenlignes hun i stigende grad med Demokraternes mislykkede kandidat i USA, Hillary Clinton, som forlod sig skæbnesvangert på modstandernes formodede svaghed og såkaldte ‘unelectability’. I stedet for at præsentere vælgerne for et gennemarbejdet program forlader også Theresa May sig på den arrogance, som siges at kendetegne etablissementet: En doven erfaring med, at business-as-usual nok fortsætter som hidtil, og den flygtige ophidselse fra modstanderne af ‘The Establishment’ derfor ikke behøver at blive taget alvorligt.

Konservative Theresa May tegner til at kunne lide samme skæbne, som det er sket for etablissementets lidenskabsløse kandidat i stort set alle vestlige lande, hvor der har været afholdt valg på det seneste. De dekadente kandidater, såsom Hillary Clinton (USA) og François Fillon (Frankrig), har tabt til de nye outsidere, såsom Donald Trump og Emmanuel Macron. Som den britiske valgkamp har formet sig risikerer Theresa May også at implodere tæt på målstregen.

Spørgsmålet er dog: Har den socialdemokratiske modkandidat Jeremy Corbyn den sidste afgørende og eksplosive forandringskraft, som kan skubbe etablissementet til side for i stedet at lade en uprøvet og uforudsigelig skikkelse tage over? Er Jeremy Corbyn en venstreorienteret Trump?

Fortsættelsen følger i morgen…