Folkedans i et 500.000-årigt perspektiv

På den igen. Weekendens helt store historie i internationale og danske medier var selvfølgelig terrorhandlingen, som fandt sted i Londons Southwark-distrikt lørdag aften. Der er ingen grund til at gå i detaljer her (den klarer Wikipedia), men vi kan da fortælle, at angrebet blev udført af tre mænd, som søndag blev identificeret som radikale islamister med en eller anden tilknytning til ISIS. De blev også dræbt af politiet. Intet nyt under solen der.

Men man må konstatere, at for hvert af de her angreb bliver de store etablerede medier bedre til at varetage det kæmpe ansvar, det er at rapportere om dem. De kolporterer færre halve sandheder, og hvis de endelig gør det, forsøger de at tage de nødvendige forbehold. De etablerede medier vinkler mindre på den rene og skære frygt, selv om det er så fristende og nemt. Måske er funktionærerne rundt om i nyhedsafdelingerne, hvoraf mange er eventyrlystne funktionærer, blevet mindre bange. Der er ved at indfinde sig en forståelse af, at terror er noget, som er der – ligesom sammenstød i trafikken og den lejlighedsvise flyulykke, som jo ikke afholder mennesker fra hverken at køre i bil eller flyve.

Det spiller formentlig også ind, at offentligheden hurtigt straffer medierne på de sociale medier, når de fucker op i de ovennævnte begreber. Da New York Times forleden bragte en artikel med overskriften ‘Terror Attacks in the Heart of London Leave 6 Dead in a Nation still Reeling’ (still reeling kan vel oversættes til ”stadig er groggy”), blev avisen straks udsat for en massiv dosis latterliggørelse. Blandt andet delte den engelske forfatter Robert Harris overskriften på Twitter med ordene: ”Den her type hypede overskrifter gør terroristernes job for dem. UK er ikke groggy.” Og da ‘reel’ på de britiske øer også er kendt som en populær folkedans, som praktiseres i både Skotland og Irland, begyndte folk at dele billeder af folkedans. ”Ja, New York Times, vi danser stadig folkedans i Storbritannien.”

Tirsdag morgen havde flere britiske medier historier om, at things are back to normal. Briterne går på arbejde. De bevæger sig i det offentlige rum. De kører med metroen, og de står i kø til dobbeltdækkeren. Der har altid været terror, og det har altid været en del af en eller anden PR-kampagne. I de her år er det dødskulten ISIS, som har mest held med at skabe synlighed om deres syge produkt.

Forleden mødte Føljeton en naturvejleder, som så jorden og naturen i et 500.000-årigt perspektiv. Det kan vi anbefale. Alene at tænke tanken er virkelig beroligende, specielt hvis man går rundt med nerverne uden på tøjet. Vi kan også anbefale dig at læse – eller endnu bedre: lytte til – Bob Dylans Nobel-foredrag, som Det Svenske Akademi offentliggjorde i lørdags. Bob taler blandt andet om Erich Maria Remarques berømte krigsroman Intet nyt fra vestfronten, og efter meget levende at have gengivet krigens død og ødelæggelse, som den beskrives i bogen, spørger han: ”Al den kultur fra for tusind år siden, den filosofi, den visdom – Platon, Aristoteles, Sokrates – hvad blev der af den? Den skulle have forhindret det her.” Og han beskriver soldaten, der efter et øjebliks tankevandring løfter blikket fra slagmarkens rædsler og lægger mærke til kirsebærtræerne. ”Og du ser, at naturen er upåvirket af alt det her. Poppeltræerne, de røde sommerfugle, blomsternes skrøbelige skønhed, solen – du ser, hvordan naturen er ligeglad med det hele. Al volden og alle menneskets lidelserne. Naturen lægger ikke engang mærke til det.” Hør på Bob og keep calm and carry on.