Kulturudvalget
Kvindemusikfestival 2017
Årets festivalsæson er så småt ved at være skudt i gang. SPOT-festivalen åbnede gildet tilbage i maj, og Roskilde Festival er lige om hjørnet. Men før vi når så langt, skal vi lige huske at gøre plads til en helt ny festival – en musikfestival kun med kvindelige musikere. Kvindemusikfestival 2017, som festivalen hedder, finder sted lørdag d. 10. juni på Onkel Dannys Plads i København.

Ideen til festivalen udsprang egentlig af en joke. Den blev grundlagt gennem et satirisk indspark i sidste års heftige debat om den skæve kønsfordeling på Danmarks store festivaler, der alle var – og til stadighed er – voldsomt domineret af mænd. Stærkest kom det til udtryk på musikfestivalen Tinderbox, der få måneder før sidste års festival havde booket 98 procent mandlige kunstnere og kun to procent kvinder. Den kønsfordeling affødte stor debat, hvor Tinderbox igen og igen forsvarede sig med, at skævvridningen skyldtes, at der simpelthen ikke var nok dygtige kvindelige musikere, og at de få, der endelig var, sagde nej til at optræde, og at det altså skal være kvalitet frem for køn, når det kommer til kunst og musik. Det var musiker og satiriker Karina Willumsen og feministisk aktivist Katrine Manfred Swets mildt sagt ikke imponerede over. Derfor udsendte de som modsvar til Tinderbox en pressemeddelse, hvor de annoncerede Kvindemusikfestival 2017.
Inspireret af Tinderbox
I pressemeddelelsen, som du kan se i sin fulde længde nedenfor, forklarer Katrine Manfred Swets ideen bag den nye festival således:
”Vi er flere gange blevet spurgt om, hvordan vi har fået den her fantastiske idé til en separatistisk festival? Men ideen kan vi jo ikke tage hele æren for. Vi er blevet inspireret af nogle af de helt store festivaler herhjemme,” siger hun og fortsætter:
”Vi vil naturligvis ikke diskriminere nogen, så Kvindemusikfestivalen er ikke mere separatistisk end de festivaler, vi sammenligner os med, fx Tinderbox. Vi følger Tinderbox’s eksempel.”
Hun uddyber:
”For os handler det om at finde musikere, der har det høje musikalske niveau, vi leder efter, og hvis vi kan finde nogle mænd, der har det, kan vi da ikke udelukke, at de også kan komme til at spille på Kvindemusikfestivalen 2017. Vi må dog understrege, at kvaliteten er det vigtigste for os, og at musikken kommer i første række.”

”Nyheden om, at Tinderbox havde to kvinder og 98 mænd, var helt vild for mig. Og da jeg jo laver politisk satire, tænkte jeg, at det måtte jeg jo bruge nu. Så lavede vi videoen med pressemeddelsen. Det var ment i sjov, og vi syntes også selv, vi var hylende morsomme. Men vi havde slet ikke regnet med, det ville blive til en egentlig festival,” fortæller Karina Willumsen.
Men interessen for Kvindemusikfestival viste sig at være markant større, end Karina Willumsen og Katrine Manfred Swets havde forestillet sig.
”Man kan åbenbart ikke råbe festival, uden at folk vil have en fest. Så der begyndte at være flere og flere, der spurgte til, hvornår festivalen skulle afholdes, og hvad den gik ud på. Så Katrine og jeg kiggede på hinanden og aftalte at følge projektet til dørs,” fortæller Karina Willumsen.
Derfor tog de to kvinder fat i pladeselskabet og forlaget Demos, der har været inde over en række kvindefestivaller tilbage i 1970’erne.
”Og de var bare på med det samme. Så den del gik ret glidende,” fortæller hun.
Det skal være skidesjovt
Hverken Karina Willumsen eller Katrine Manfred Swets har arrangeret festivaler før, så før de gik i gang, lavede de et manisfest for hele tiden at minde sig selv om, hvad det hele udsprang af.
”Det her projekt startede fordi vi gerne ville lave noget sjovt om et alvorligt emne, og derfor skal det også være sjovt at lave hele vejen igennem. Det er en politisk pointe for os, at vi skal have det godt sammen, mens vi laver aktivisme og arrangementer. Det er den vigtigste grund til, at vi lavede manifestet, og den del fylder også tre ud af syv punkter,” fortæller hun.
Manifest
- Hold en kæmpe fest
- Ha’ en kæmpe fest
- Skab en alternativ, feministisk, musikalsk og kunstnerisk legeplads
- Gi’ plads, ta’ plads
- Når man laver noget nyt, laver man fejl og bliver klogere
- Husk de fire K’er: Kærlighed, kram, klassekamp og kritik
- Se punkt 1+2
Program og billetter
Programmet ligger efterhånden fast og er udvidet fra at være ren musikfestival til at rumme flere kunstneriske elementer:
”Vi har alt fra poetryslam og forfattere til mange forskellige slags musikere. Der er jazzmusikere, et klassisk kollektiv, rock og pop. Så der er mange genre repræsenteret, ligesom der også ligger forskellige budskaber i musikken. Nogle er politiske kunstnere, andre er ikke,” fortæller Karina Willumsen.
Er der nogle mænd, der optræder?
”Man skal næsten komme og se. Måske vil man blive overrasket? Men lad mig sige det sådan her: Vi overholder Tinderbox’ statistik fra sidste år,” fortæller Karina Willumsen.
Programmet er lige nu spækket med musik i alle genre. En billet koster 125 kroner og kan købes på Ticketmaster.