Tågerne over Dong-salget

De ejendommelige tågedannelser i sagen udvisker vitale dele af alle de vigtigste områder (faser i processen) ifølge Rigsrevisionens beretning, og det starter allerede ved selve salgsbeslutningen, hvor DONG Energy har bedt ministeriet om en tiltrængt kapitaludvidelse.

Logisk betragtet kan staten klare problemet selv – det kræver blot, at man afstemmer en sådan handling med EU’s regler. Denne løsning virker indlysende, også fordi tiden for et privat salg af aktier dengang i 2013 ikke var spor gunstig.

Men Rigsrevisionen kan ikke se, at man – staten – nogensinde bevæger sig videre ad denne vej – for eksempel ved at forhøre sig i EU.

Tværtimod slår Finansministeriet pludselig ind på en entydig ’privat’ kurs med ubestemmelige, luftige begrundelser som, at private aktionærer sikkert vil kunne bidrage med et givtigt ”med- og modspil i fremtiden” – samt at den private model uden tvivl vil vække større jubel hos den daværende blå opposition. Dybere tanker eller uddybende materiale kan ikke findes af rigsrevisorerne – der mindst ti steder i beretningen vender tilbage til dette pludselige, aldrig udrullede valg af privat løsning:

”Rigsrevisionen konstaterer, at materialet ikke viser de kommercielle forskelle ved et statsligt eller et privat kapitalindskud eller en kombination heraf,” lyder det lakonisk om det mærkværdige faktum, som rigsrevisorerne endda beder en ekstern ekspert, KPMG, om at eftertjekke ved en særlig gennemgang. De private revisorer er enige i den vurdering.

Næste tågedannelse, som rigsrevisorerne heller ikke kan løfte for offentligheden, er hele udbudsrunden, hvor staten skal finde de helt rigtige købere til DONG-aktier for mange milliarder.

Selv antallet af investorer, der melder sig, kræver Finansministeriet skjult – og trangen til diskretion synes at omfatte hele det månedlange udbudsforløb igennem foråret og sommeren 2013.

Rigsrevisionen konkluderer indledningsvis, at forløbet er ”veldokumenteret i Finansministeriets sagsmateriale”, men ligesom ved hovedkonklusionen om ministeriets fulde ’styring’ af hele processen, synes de efterfølgende sider at underminere både ordvalget og indholdet – i hvert fald når det gælder deling af viden med offentligheden. Lakonisk konstaterer rigsrevisorerne nogle sider længere fremme:

”Finansministeriet har vurderet, at antallet af investorer, der blev kontaktet, antallet af bud, der blev afgivet, og detaljerede informationer om forhandlingspositioner og aftalevilkår er fortrolige.”

Det betyder i realiteten, at man ikke kan sige noget som helst om, hvordan udvælgelsen af mulige købere skete – om nogle blev forfordelt, mens andre blev foretrukket – måske endda fik særbehandling, for eksempel i form af tidlig kontakt af særlig fortrolig karakter eller lignende.

Hvis netværksforbindelser, personlige kontakter eller noget helt tredje har skævvredet processen, er adgangen til den afdækning effektivt blokeret.

Rigsrevisionens beskrivelse af budprocessen fremstår særdeles svag og ofte sprogligt ubehjælpsom, som om man ikke rigtigt aner, hvordan man skal skrive sig ud af miséren.

Helt ude på sidesporet havner beretningens gennemgang af salgsbestræbelserne, da rigsrevisorerne fremlægger Finansministeriets udlægning af en åbenlys fadæse: Ministeriet har indrykket en annonce i den internationale presse med oplysninger om aktiesalget alt, alt for sent – kun to uger før det sidste bud skal være afgivet – det er i juni 2013.

Eventuelle nye investorer vil ikke have en chance for at blive ligestillet med de særligt udvalgte, der er blevet direkte kontaktet, og derfor allerede er langt inde i vurderingen af DONG som mulig investering. Det kan være i strid med EU-regler og er i hvert fald en uforklarligt sen og mærkværdig handling.

”Det fremgår ikke af sagen, hvilke overvejelser der ligger bag timingen af annonceringen,” skriver Rigsrevisionen og tilføjer: ”Det fremgår imidlertid af statsstøttereglerne, der er beskrevet tidligere, at (…) byderne bør have tid nok til at kunne gennemføre en ordentlig værdiansættelse af selskabet.”

Imidlertid forklarer ministeriet så til revisionen, at man jo forresten holdt nogle pressemøder med offentliggørelse af salgstankerne allerede i februar – i Danmark – og at sådanne tanker temmelig sikkert også blev refereret i udenlandske medier:

”Ifølge Finansministeriet var DONG Energy’s intention om at rejse kapital således bredt kendt i offentligheden,” skriver rigsrevisorerne og gør ikke mere ud af dét punkt, der ellers kunne have haft vigtig indflydelse på en mulig favorisering af én eller flere af de investorer, der blev direkte kontaktet.

Hvis nogen ville undgå ’utidig’ konkurrence fra en eller anden stor, international investor var den uhyre sene annoncering det helt rigtige skaktræk. Selve annoncen fremstod ganske uanselig og tilbagetrukket og affødte da heller ikke, så vidt vides, en eneste efterfølgende henvendelse.

Ikke desto mindre tiltræder Rigsrevisionen – igen – den absolut mest bovlamme forklaring, nemlig at et mindre dansk pressemøde skulle gøre det ud for en målrettet international mediepublicering, som naturligvis i reglernes ånd skulle affattes både i tide og i præcis og overbevisende form. Den undskyldning får lov til at stå både kortfattet og uantastet tilbage i revisionsberetningen.