Nyhedsanalysen
Betydningsløse i Kraks Blå Bog
Årets udgave af Kraks Blå Bog er netop udkommet. Selv om bogen som seriøst opslagsværk for længst er blevet overhalet af Wikipedia, opfattes den i visse kredse stadig som en institution og er for mange også et statussymbol på linje med halskæder, fingerringe og amuletter. I år er 178 nye kendte blevet optaget i bogen. Føljetons Oliver Stilling forsøger at finde ud af, hvem de er.

Det er den tid på året. Kraks Blå Bog er udkommet, og danskere, som netop er blevet optaget i den, deler nyheden om deres held på de sociale medier, som om det kommer bag på dem. Men de vidste det jo godt, for de nyoptagne skriver selv deres eget opslag. Det skal man huske på, hvis det biografiske opslag, man læser, er meget langt eller er spækket med superlativer.
I år er 178 personer blevet optaget. Seneste udgave af Kraks Blå Bog indeholder biografier på over 8.500 ”nulevende betydningsfulde danske mænd og kvinder”, som det hedder. Bogen koster 2.075 kroner. For samme beløb kan man også købe online-udgaven, hvor man vil få adgang ”til unikke oplysninger om fx fritidsinteresser og børn, som ikke er med i den trykte bog”. For 300 kroner ekstra kan man forresten få præget sit eget navn ned i forsiden, hvad enten man selv er med i den eller ej. Kraks Blå Bog er for længst blevet overflødiggjort af Wikipedia. Der er kun en ting, som holder den i live, og det er forfængelighed.
I betragtning af at bogens emner præsenteres som ”betydningsfulde”, er der mange, ikke-betydningsfulde imellem. Vi har kigget på en håndfuld af dem.
Klavs Krieger von Lowzow
Denne person står angivet som hofjægermester, godsejer og advokat. Vi er aldrig tidligere stødt på hans navn. Men Prins Henrik kender ham helt sikkert. Da vi aldrig har hørt om ham, kender vi heller ikke noget til hans opvækst. Forhåbentlig har den været privilegeret, da det må have ligget lige for at kalde ham von Løgsovs i skolen. Nu er han kommet i Kraks Blå Bog, så hvad han end har beskæftiget sig med af juristeri, har det ikke været forgæves.
Casper Wilhem von Koskull
Endnu en von. I 60’erne og 70’erne valgte mange venstreorienterede von’er og de’er at fjerne det lille ord (som på engelsk kaldes nobiliary article) for at trække fornavn og efternavn lidt tættere på hinanden. Da de to årtier var drevet over og på sikker afstand i 90’erne, fiskede den omtalte gruppe deres gamle de’er og von’er frem igen. Vi har ham her mistænkt for at have holdt fast i sit von lige fra barnsben. Casper Wilhelm von Koskull står anført som direktør i Nordea. Det ændrer ikke ved, at han efter Føljetons bedste vurdering er totalt ukendt.
Ronny Andersen
Ronny Andersen lyder som en skånsk tennisspiller, der klarer sig okay i herredouble og mixdouble, men som falder igennem i herresingle. Hver gang han står på gruset i en af de store ATP-turneringer, ryger han ud efter første runde. Igen og igen. Han har bare ikke psyken til at stå distancen. Men det er gætværk. Vores Ronny Andersen spiller muligvis tennis i sin fritid, men sin daglige gang har han i Ordenskapitlet. Det er det sted, der forvalter det danske ordensvæsen – det vil sige medaljer og den slags. Her arbejder han angiveligt som Kgl. Våbenmaler. Det er muligt, at kollegerne kender ham rigtig godt og pynter op med flag og stiller slik frem ved hans arbejdsstation, når han har fødselsdag, men den brede danske befolknings respekt har han ikke, al den stund at den aldrig har hørt om ham. Ronny Andersen er: totalt ukendt.
Mette-Marie Sonne Harild
Denne person har i modsætning til Ronny Andersen to efternavne. Hun er den ene af fire nyoptagne i Kraks Blå Bog, som hedder noget med Mette til fornavn. Mette-Marie Sonne Harild er ikke bare vicedirektør, men Vice President i virksomheden Medtronic, som formentlig udtales med hårdt d. De færreste har hørt om hende.
Steen Bitsch
Steen Bitsch (staves b-i-t-s-c-h) er ifølge blaabog.dk ‘CEO’ i firmaet Danespo. To hurtige spørgsmål: Er du kvalitetsbevidst? Og kan du lide den stivelsesholdige knoldfrugt, vi kender som kartoflen? Så har du muligvis haft et af Danespos produkter i munden. Danespo er ”din pålidelige og seriøse leverandør af kartofler af højeste kvalitet”, som ”konstant [søger] at være på forkant med udviklingen”. Men alt det er ligegyldigt i denne sammenhæng, for lidt research på internettet viser, at Steen Bitsch slet ikke er hos Danespo længere. Nu er han direktør hos Vestjyllands Andel. Men det er ligegyldigt, for uden for grovvarebranchen er der ingen, som kender ham.
Anne Bukh
Denne person er en lidt speciel case. Ifølge Kraks Blå Bogs liste over nyoptagne er hun nemlig koncerndirektør i ”Region Nordjyllando”. Det var Scandlines, der på en og samme tid populariserede og institutionaliserede den østjyske jovialitet med sloganet ‘Kombardo’ i 2013. Skal man tro Kraks Blå Bog, har Anne Bukhs arbejdsplads grebet stafetten. Det kan være en slåfejl, men tager vi Nordjyllando for gode varer, så lyder det mere som en betting-tjeneste eller en smart forretning, der yder sms-lån. Hvorom alting er: Anne Bukh who?
Jesper Andreasen
Der er mange, som hedder det samme som ham her. Men han er formentlig den eneste af det navn, som figurerer i Kraks Blå Bog. Hvis der har været andre, er de døde, og så ryger man automatisk ud i glemslen. Vi ved næsten lige så lidt om ham, som vi ved om alle de andre levende danskere, der hedder Jesper Andreasen. Vi ved dog, at han er direktør. Men det er jo ikke nogen beskyttet titel. Og så kan vi læse inde på blaabog.dk, at han åbenbart er direktør for en gruppe, der kalder sig A/S Rødovre Centrup. Prøv at slå Rødovre Centrup op; hvad det end er for en trup, har den ikke engang en hjemmeside. Jesper Andreasens opslag i Kraks Blå Bog er måske det mest uinteressante af alle de nye, fordi han er så ukendt.