Højrefløjen er udraderet – og hverdagen tilbage

Theresa May forsætter som premierminister. Sammen med det lille nordirske parti Ulster Conservatives and Unionists kan hun lige akkurat skrabe nok mandater sammen til at forblive i 10 Downing Street. Men hun tabte sin store gambling på at få et stærkere mandat forud for Brexit-forhandlingerne.

Lillebritannien er vågnet op til et usikkert politisk landskab, som dog er præget af én stabil – og opsigtvækkende – faktor, som vil berolige de fleste: Det højrenationale UKIP, UK Independence Party, er blevet udraderet. Ydmyget og annulleret. Selv efter den islamistiske terrorbølge med massemorderiske angreb ved Westminster, i Manchester Arena og senest ved Borough Market er den yderste højrefløj ikke gået frem. Tværtimod.

Efter nattens stemmeoptælling står UKIP til at miste langt over tre mio. stemmer og falder fra en opbakning i 2015 på 12,7% til nu blot 1,9%. UKIP er valgets absolutte taber, og den højrenationale protestbølge tyder dermed på at være ebbet ud. Ved parlamentsvalget i Holland i marts lykkedes det heller ikke for Frihedspartiets Geert Wilders at triumfere i det omfang, som de mest paranoide typer havde forudset. Højrenationalisme er ikke længere en epidemi i Europa.

Briterne har demonstrativt vendt ryggen til såvel det yderste højre som de mest hærdede modstandere af internationalt samarbejde. Terroren er blevet mødt af en endnu stærkere kraft, nemlig demokratiet. Og forestillingen om, at religiøst-motiverede terrordrab skulle kunne kortslutte den demokratiske proces – ved at opildne til had og hævn – har vist sig ikke at holde stik. Præcist som tilfældet var i Frankrig, hvor et terrorangreb midt i valgkampen heller ikke endte med at gavne Marine Le Pens højrefløjsparti Front National.

Under de mest ekstreme vilkår har Europas største og mest stolte demokratier vist, at befolkningerne ikke lader sig skræmme af morderiske mørkemænd. Og set i dét lys er det ærligt talt noget mere hverdagsagtigt det kaos, som nu er opstået i det britiske parlament, House of Commons, hvor hverken Theresa Mays konservative eller Jeremy Corbyns socialdemokrater kan mønstre et flertal. Men der er god grund til at holde af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt.

I den britiske hverdagsvirkelighed er det vitterligt kaotisk, at der ikke kan dannes en flertalsregering. De kalder tilstanden for et ‘hung parliament’, som på dansk bedst kan oversættes til mudrede vande i parlamentet. Herhjemme er tilstanden normal: På grund af det danske valgsystem er mindretalsregeringer selve normen, men i Storbritannien, hvor de har flertalsvalg i enkeltmandskredse – også kaldet first-past-the-post eller winning-takes-it-all – hører det til sjældenhederne, at ét parti ikke kan danne regering alene. Den konservative premierminister Theresa May vil nu være afhængig af personlige luner fra hvert enkelt medlem af den mindst tænkelige koalition bag hendes nye regering.

I går havde Theresa May et flertal på 17 mandater i parlamentet, i dag manglede hun ti parlamentsmedlemmer for at have flertal alene, og måtte derfor invitere Ulster Conservatives and Unionists med. Paradoksalt nok fik de konservative dog rent faktisk flere stemmer end sidst: Mere end to mio. flere stemmer, men Mays parti tabte mandater på grund af valgsystemet. Med en endnu større stigning i antal stemmer vandt Labour næsten 30 ekstra mandater, bl.a. fra det venstreorienterede skotske parti, SNP.

Forklaringen på, at de to store partier begge kan gå frem i antal stemmer, er i al væsentlighed, at UKIP kollapsede, samt at valgdeltagelsen ser ud til at være steget. Briterne gik i seng med udsigt til en ‘hård Brexit’ og er vågnet op til en moralsk sejr til en blød marxist: Labour-lederen Jeremy Corbyn har klaret sig væsentligt bedre, end nogen havde forudset inden valgkampen gik i gang. Hans græsrodsaktivisme fik mobiliseret hundredtusindvis af særligt unge førstegangsvælgere, som har givet ny energi til britisk politik.

I dagens Storbritannien har kandidater med appel til den yderste venstrefløj tydeligvis større folkelig gennemslagskraft end kandidater fra den yderste højrefløj. Når det kommer til stykket er vreden over hverdagens konkrete problemer – med f.eks. et nedslidt sundhedsvæsen og faldende lønninger – tilsyneladende mere påtrængende for den britiske befolkning end abstrakt kulturkrig. Huslejeopkrævningen. Afstemningen af checkhæftet. Opvasken. Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape.

Hverdagens kaos er tilbage i Lillebritannien. Usikkerheden er så stor for Theresa Mays nye regering, at der snart kan blive udskrevet nyvalg. Men frygten og højrenationalismen er bremset. Og hold da helt ferie, hvor der er grund til at holde hverdagen. Stinkende meget af hverdagen.