Nyhedsanalysen
Vælgerne flygter fra Trump-partierne i Europa
Ugens kollaps for UKIP i Storbritannien er det mest ekstreme tilfælde, men det er langt fra enestående: De populistiske højrefløjspartier, der støtter ‘The Donald’ her i Europa, er efter en lang periode med fremgang begyndt at rulle baglæns.
Hverken højre eller venstre er i dag, hvad de var engang. Ikke fordi politiske modsætninger og interessekonflikter er ophævet, på ingen måde. Snarere fordi de traditionelle etiketter efterhånden forvirrer mere, end de forklarer. Et nyt politisk spektrum er i stedet blevet forsøgt foreslået: fra de pragmatiske administrator-partier til de idealistiske holdningspartier. Andre opdeler det nye politiske landskab med et lidt andet ordvalg: mellem ‘ansvarlige partier’ og ‘populistiske partier’.
I dagens turbulente verden er der imidlertid én anden og mere tankevækkende opdeling, som sætter opbruddene i det politiske landskab mere på spidsen: På den ene side står det, jeg vil kalde for en klynge af ‘Trump-partier’ i Europa, og på den anden side står stort set resten af partierne.
De ‘Trump-partier’ er ikke klassisk højreorienterede og i hvert fald slet ikke venstreorienterede. I løbet af det seneste år har en broget samling af partier fra Storbritannien over Holland, Frankrig og Tyskland til Danmark hyldet ‘The Donald’ – og på hver deres måde sværget til en lignende cocktail af grænsekontrol, protektionisme, islam-bashing og ikke mindst EU-modstand.
‘Trump-partierne’ har haft medvind i meningsmålingerne og er blevet betragtet som en ustoppelig, folkelig protestbevægelse, der var ved at overrumple hele det politiske etablissement. Særligt efter den voldsomme tilstrømning til Europa af asylansøgere fra Mellemøsten og immigranter fra Nordafrika i efteråret 2015 oplevede ‘Trump-partierne’ en pludselig popularitet, som fik de gamle partier til at skælve.
Protestbølgen kan formentlig hurtigt rejse sig igen, og ‘Trump-partierne’ igen få såkaldt ‘momentum’, men i de seneste uger har bevægelsen gået den stik modsatte vej. ‘Trump-partierne’ i Europa er begyndt at falde tilbage og får generelt lavere tilslutning ved valg end i meningsmålingerne. Modsat tendensen tidligere er der altså flere og flere, som åbent overvejer at stemme på ‘Trump-partierne’, men som ombestemmer sig i valgboksen.
Torsdagens valg i Storbritannien var præget af ét afgørende omslag: UKIP – UK Independence Party – som er det britiske ‘Trump-parti’, blev tæt på elimineret. Over tre mio. vælgere droppede partiet. 40-årige Paul Nuttall, der kun nåede at være partileder ganske kortvarigt, trak sig tilbage efter nederlaget og blev straks efterfulgt af den ukendte Stephen Crowther, som imidlertid heller ikke har meget at prale med: Crowther fik kun i alt 1.187 stemmer forleden. Begge UKIP-ledere står i skyggen af den mere karismatiske Nigel Farage (som pryder indgangsfotoet til artiklen her).
Nigel Farage, som i dag sidder i Europa-Parlamentet, har siden Brexit-afstemningen sidste sommer turneret rundt i Europa og USA som én af Donald Trumps fortrolige rådgivere. Under den britiske valgkamp har han også siddet og råbt fra sidelinjen som tv-kommentator, men lige meget har det hjulpet. De tætte forbindelser til ‘The Donald’ i både Trump Tower og Det Hvide Hus har i sig selv skræmt vælgere væk. Trumpismen er ikke en slagvare i Europa.
Her følger fem nedslag i de mest aktuelle valgkampe, hvor ‘Trump-partierne’ pludselig må kæmpe for at genvinde fordums styrke:
UK Independence Party
Hvis billedet af Stephen Crowther ikke får en klokke til at ringe hos dig, er du ikke alene. De britiske vælgere har heller ikke været bjergtaget af den nu fratrådte leder af UKIP. Kun socialdemokrater rundt om i Europa har i de senere år oplevet en så monumental fiasko ved et valg. Fra et imponerende valgresultat i 2015 – som ganske vist kun førte til ét enkelt mandat i Clacton i Essex – er UKIP nu gået i opløsning. Partiet har ikke fået nogen mandater, og med de konservatives hårdere EU-kritiske linje er det også svært at se, hvordan UK Independence Party skal kunne genvinde en eksistensberettigelse igen.
Bagmanden Nigel Farage tog fejl, da han under Trumps valgkamp proklamerede, at ”ånden nu var ude af flasken”, og Europa snart ville blive overvældet af en trumpesque revolution. Torsdagens nederlag for UKIP viser, at parolerne om bl.a. protektionisme og grænsekontrol ikke er nok i sig selv – og næppe heller kan forklare ‘The Donald’s spektakulære valgsejr i USA. Det reneste forsøg på at kopiere trumpismen ind i en europæisk sammenhæng er slået så markant fejl, at de giver ængstelse blandt de andre ‘Trump-partier’ i Europa. For kan boblen pludselig briste? Kan nationalpopulismen være et tidsfænomen, der slutter lige så hurtigt, som det opstod?
Front National
Første runde af parlamentsvalget i Frankrig afholdes søndag. Efter en præsidentvalgkamp, hvor lederen af det franske ‘Trump-parti, Front National, Marine Le Pen, nåede frem til den afgørende valgrunde – hvor hun dog tabte klart til den liberale himmelstormer Emmanuel Macron – kunne man tro, at Europas store atommagt er næste dominobrik. Men nej, det franske valgsystem er lige så ubarmhjertigt over for mindre partier som det britiske, og derfor vil Marine Le Pen få mere end vanskeligt ved overhovedet at få nogen nævneværdig repræsentation i Nationalforsamlingen, Assemblée Nationale.
Prognoserne frem mod søndagens parlamentsvalg tyder på, at Front National vil få mellem fem og 15 mandater, hvilket i allerbedste fald kun udgør ca. to procent af sæderne. I vælgeropbakning står Marine Le Pen & co. dog til at få op mod 17 procent af stemmerne, men selv her glider hun tilbage.
Front National ser ud til at have toppet med 21,3% ved anden runde af præsidentvalget i maj, og glider lige nu langsomt tilbage i folkelig opbakning, dog fra et relativt højt niveau.
Den historiske udvikling viser, at Front National har taget flere op- og nedture, og Marine Le Pen skal bestemt ikke undervurderes som en turbulent kraft i den franske offentlighed. Problemet for Front National er blot, at forslagene om at indføre en Trump-inspireret protektionisme, grænsekontrol og tilbagetrækning fra internationalt samarbejde ikke har nogen reel indvirkning på den førte politik. Med valget af Emmanuel Macron som ny præsident – som tilmed står til at kunne vinde absolut flertal i Nationalforsamlingen – står Front National over en periode med ingen indflydelse. Zéro.
Alternative für Deutschland
Intet sted i verden er længere fra Det Hvide Hus end Kansleramt i Berlin. Tyskland står imidlertid også over for et uforudsigeligt valg i september, hvor det tyske ‘Trump-parti’, Alternative für Deutschland, kan skabe kaos i det ellers velordnede politiske landskab. Med 42-årige Dr. Frauke Petry i spidsen har AfD bragt en nationalistisk dagsorden ind i tysk politik, som ellers har været påfaldende fraværende siden Anden Verdenskrig. Men endnu har gennemslagskraften været væsentligt mindre end i nabolandene.
Allerede i 1947 gjorde forfatteren Thomas Mann valget klart i ‘Doktor Faustus’: Enten ender Europa med at blive tysk, eller også vil Tyskland gradvist blive forvandlet til et europæisk land. Konklusionen er klar her 70 år efter Anden Verdenskrig: Tyskland er blevet et normalt land.
Dengang håbede Thomas Mann, at Tyskland ville kunne modstå nationalismens svøbe, som han så som ”en kæmpe bølge af excentrisk barbari og primitiv massedemokratis kræmmermarked-råhed”.
Slagordet om, at ”vi vil ikke et tysk Europa, men et europæisk Tyskland”, som den nobelprismodtagende forfatter oprindeligt formulerede – og som både den socialdemokratiske kansler Willy Brandt og senere den liberale udenrigsminister Hans Dietrich Genscher gjorde til deres – var tænkt som en garanti mod, at Tyskland nogensinde igen skulle blive hjemstavn for højrenationalisme. Men det såkaldte ”Rechtsrutsch” er en realitet; højreskredet. Men skredet er foreløbigt til at overskue.
Aktuelt ligger Alternative für Deutschland på det laveste niveau i meningsmålingerne i månedsvis. Tilbage i 2013 fik AfD med en vælgeropbakning på 4,7% af stemmerne lige akkurat for lidt til at vinde repræsentation i den tyske Bundestag. Tyskland har således en særligt restriktiv spærregrænse på fem procent.
Ved efterårets valg skal meget gå galt, hvis AfD ikke skal komme ind, som det løbende er sket i delstats-parlamenterne. Med den tyske tradition for samarbejde henover midten mellem det store konservative CDU og det socialdemokratiske SPD kan det dog på forhånd udelukkes, at Alternative für Deutschland får nogen som helst realpolitisk indflydelse. Null. Nichts.
Partij voor de Vrijheid
Forud for det hollandske parlamentsvalg i marts lød varslet, at den mest trumpske af alle europæiske politikere, 53-årige Geert Wilders, ville kunne triumfere og gøre sit Frihedsparti til landets største parti. Men vælgerne skulle jo også lige tages med på råd, og ved selve valget fik partiet 13,1% af stemmerne. Nok til at gøre PVV, Partij voor de Vrijheid, til det andet største parti i Nederlandene, men slet ikke nok til at indfri forventningerne om en omvæltning af hele det politiske system. Tværtimod skuffede Wilders – både i egne rækker og blandt de journalister, som havde håbet på et større drama.
I nøgne tal klarede Geert Wilders sig dårligere ved forårets valg, end han og PVV gjorde ved valg i 2009, 2010 og 2014: ”Det var ikke den sejr, vi håbede på,” lød Wilders egen konklusion. Premierminister Rutte talte omvendt om, at populismen var blevet besejret, og at de hollandske vælgere havde sagt nej til den ”forkerte slags populisme”. Nogen triumf var der i hvert fald definitivt ikke tale om for Geert Wilders.
Parallellerne mellem Donald Trump og Geert Wilders er iøjnefaldende: Det ikoniske orange hår, reality-stjerne-fremtoningen og de konstante tweets. Ja, Geert Wilders er også hyperaktiv på sociale medier. Men lige meget synes det at hjælpe i et Europa, hvor ligheder med Trump i stigende grad fremkalder folkelige modreaktioner.
Dansk Folkeparti
Ugens comeback til stemmeslugeren Morten Messerschmidt kunne ses som begyndelsen på Dansk Folkepartis genrejsning. Men så skal man næsten være blind, for selv om den blot 36-årige politiker slog historisk danmarksrekord med 465.758 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget i 2014, er det efterhånden et godt stykke tid siden, at partiledelsen med Kristian Thulesen Dahl i spidsen har set Morten Messerschmidt som et trumfkort.
Efter skandalerne om misbrug med offentlige midler i Meld og Feld har Dansk Folkeparti oplevet et markant og stabilt fald i folkelig opbakning, og i partitoppen placeres ansvaret ét sted: Morten Messerschmidt opfattes som hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti er faldet med mere end en håndfuld procentpoint i meningsmålingerne og efter en lang ubrudt række af valgsejre nu står til at tabe mandater, hvis der blev udskrevet folketingsvalg i morgen. Forklaringen er bekvem for Thulesen Dahl & co., også for bekvem.
Den barske kendsgerning er snarere, at Dansk Folkeparti har haft svært ved at veksle deres valgsejr i 2015 – hvor massiv fremgang i bl.a. Sønderjylland gjorde de gamle udbrydere fra Fremskridtspartiet til Danmarks største borgerlige parti – til konkrete resultater. Mærkesager som permanent grænsekontrol, udfordring af internationale konventioner og mindre EU-samarbejde er ikke tilnærmelsesvist blevet ført ud i livet. Dansk Folkeparti er blevet stort, og har fået så mange mandater, at der også stilles forventninger – forventninger, som i vid udstrækning ikke er blevet indfriet.
Dansk Folkeparti har mere end flirtet med Trump. EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth har ved flere lejligheder hyldet ‘The Donald’ som et politisk forbillede: ”Den gode Trump har altså en pointe: Den politiske korrekthed er det, der forhindrer, at vi som politikere gør det, der er nødvendigt. Vi er bundet op af alle mulige konventioner, internationale aftaler og politisk korrekte menneskers udlægning af jura og god moral. I stedet for at gøre det, der er fornuftigt, sætter vi en ramme for os selv, som gør, at vi i virkeligheden ikke rigtigt kan agere,” lød det fra den centralt placerede DF’er allerede tidligt i den amerikanske præsidentvalgkamp: ”Trump taler det sprog, som almindelige folk kan forstå.”
Kenneth Kristensen Berth har nok en mere præcis pointe, end han ønskede. For vælgerne i Europa forstår Trump-sproget – og de virker til at have fået nok. De europæiske ‘Trump-partier’, såsom UKIP, Front National, Alternative für Deutschland, Partij voor de Vrijheid og Dansk Folkeparti, har tabt millioner og atter millioner af vælgere i de seneste uger og måneder.
Tidevandet kan måske begynde at løbe tilbage en dag, men vurderet på de faktiske valgresultater er vælgerne begyndt at fatte budskaberne, og selv tidligere vælgere siger pænt nej tak. UKIP er netop imploderet, og søndag står Marine Le Pen til at få et dårligere resultat end i maj; et symbolsk tilbageslag, som tilmed vil isolere hende og Front National yderligere .
2016 var ‘Trump-partiernes’ epoke af en særegen tidslomme. Men det er slut: Nye bevægelser og demokratiske opbrud tegner et mere åbent og liberalt 2017.