En sand historie?

Nanna Bang spiller selv den eneste rolle i forestilling, som hun også har skrevet manuskriptet til. Den er én lang monolog om at være kvinde i slut-tyverne med alt, hvad det indebærer. Fra ubehagelige one night stands og selvbedrageriske kærlighedsaffærer med gifte mænd: ”Jeg synes, det er vigtigt, han bliver hos sine børn,” som karakteren fortæller publikum, da en sådan netop har forladt hende, over absurde fantasier om jalousidrab på den alt for lykkelige underbo til likvidering af hunden, der pludselig ”ikke kunne lide” hende længere.

”Jeg vil gerne vise, hvordan vi i min generation har den der tendens til hele tiden at gå meget op i at være tro mod os selv. Være ærlige. Være frie og selvstændige i en sådan grad, at vi godt helt kan glemme at lytte til os selv, og derfor kommer til at overskride vores egne grænser og udnytte os selv – og det er jo ikke frihed,” fortæller Nanna Bang.

En usikker lille klovn

Nanna Bang har hentet inspiration til forestillingen fra sit eget liv. Det gør hun med alt, hvad hun skriver. Om det er folkeskolereformen, hendes egne personlige oplevelser, venindernes fortællinger eller blot en tendens i tiden, har hendes tekster altid en tilknytning til hende selv. Og denne forestilling i særdeleshed:

”Nogle gange er karakteren 80 procent mig, andre gange 10 procent mig. Det er meget forskelligt,” fortæller hun.

Hvordan er det at spille noget, der er så tæt på én selv?

”Jeg havde oprindeligt slet ikke tænkt, jeg selv skulle være på scenen, så det var ikke en del af skriveprocessen i starten. Men nu blev det mig selv, og derfor har det været vigtigt for mig at undgå, at jeg kom til at censurere de personlige dele af monologen. Så når jeg skrev, tænkte jeg ikke på, jeg selv skulle sige det højt bag efter,” forklarer hun og uddyber:

”Men det er sindssygt grænseoverskridende at spille. Både fordi, det er personligt, men også fordi det kun er mig og mine ord. Det bliver svært at give skylden videre, hvis det bliver dårligt. På den måde er det meget nøgent og angstprovokerende,” fortæller hun.

Du bliver bange for at gå på scenen?

”Sindssygt bange, ja.”

Hvad gør du så?

”Jeg tager nervøsiteten med ind foran publikum og bruger den aktivt. Det lærte jeg af en klovnelærer, jeg havde på skuespillerskolen. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, inden jeg skulle på, og jeg fortalte, at jeg følte mig meget usikker. Så sagde hun: Jamen, så er du jo nok bare usikker lille klovn på scenen, og det havde hun helt ret i,” fortæller hun.

Moralisering er uinteressant

For mig at se er stykket ret politisk. Er det kendetegnende for alle dine ting?

”Det siger folk, at det er. Og de har nok ret. Jeg har gået på tre forskellige lilleskoler, på demokratisk efterskole og taget 10. på Det Frie Gymnasium, så jeg har altid været politisk orienteret og politisk bevidst. Det er jeg stadig. Derfor handler mine ting nok også om samfundet,” fortæller hun.

Og det her stykke?

”Det er specielt med det her, fordi det lynhurtigt bliver gjort til kønspolitisk. Så er jeg hardcore feminist det ene øjeblik og dårlig feminist det næste – der er mange holdninger til det. Det er generelt meget svært at være kvinde og skrive om kvinder, uden det bliver gjort til et stort feministisk projekt. Og det kan godt være, jeg er feminist, men jeg er slet ikke ude på, at fortælle folk, hvad de skal mene eller føle. Jeg vil bare gerne skildre, hvordan det kan være at være ung kvinde i dag. Men jeg vil ikke gøres til talerør for et helt køn. Det kan jeg slet ikke,” siger hun.

Men det er politisk teater?

”Ja, det er det. Og jeg elsker politisk teater og vil rigtig gerne være med til at lave det. Men det skal bare være uden de moraliserende elementer. Hvis jeg fortæller folk, hvad de skal mene, bliver det uinteressant. Så kommer der bare til at sidde en fyldt sal med mennesker, der klapper løs, ford de er enige med mig,” forklarer hun og fortsætter:

”Men det er altid politisk teater, der har rørt mig mest. Da jeg var teenager og opdagede denne her verden af moderne kritisk teater, var jeg helt solgt og begyndte at blive inspireret til, hvor jeg godt ville søge hen.”

Apropos drømme. Jeg googlede dig i går og læste en artikel om dig fra 2015. Der siger du, at din største drøm er at komme til at arbejde sammen med Christian Lollike. Og det gør du nu..

”Gud, har jeg sagt det? Det kan jeg slet ikke huske. Nu bliver jeg helt genert,” siger Nanna Bang og skjuler et øjeblik ansigtet med sine hænder, mens hun kaster hoved bagover. Hun griner lidt og kigger så op igen:

”Men det er rigtig nok. Det var noget, jeg virkelig gerne ville, og det er det på en måde stadig. Jeg synes, det er så inspirerende at arbejde med de mennesker, jeg har arbejdet med det seneste år. Jeg er selvfølgelig åben for alt, fordi jeg er så ung og nyuddannet, men umiddelbart er det denne her type ting, jeg godt kunne tænke mig at blive ved med at lave,” fortæller hun.

Og som det ser ud nu, får hun også lov til det lidt endnu. True.Story er færdig på CPH Stage, men bliver sat op igen til efteråret. Derudover skriver hun for øjeblikket på en forestilling til Aarhus Teater, der efter at have set True.Story selv kontaktede Nanna Bang for at hyre hende til at skrive et stykke mere i samme stil.