Forstå Hanstholm gennem mørksejen

”Hvad kan jeg få for dem her?” Auktionsmester Jes Holm Sørensen skuer rundt på indkøberne, der står samlet om kasserne med mørksej. De er helt blanke her til morgen, hvilket er et tegn på god kvalitet. Der er et spil i gang; auktionsmesteren imod alle de andre. ”Kan jeg få seks kroner?” Stilhed. ”Fem og en halv?” Stadig ingen bud. ”Fem?” ”Ja,” lyder det hurtigt fra indkøberen fra Hesselholt Fisk Eksport, og så går det stærkt. ”Fem-ti – fem-tyve – fem-tredive. Fem-tredive? Fem-tredive, Hesselholt.” Jes Holm Sørensen slår på fiskekassens kant med sit plastikrør, der agerer auktionshammer her på Hanstholm Fiskeauktion. ”Jeg tager hele partiet,” siger indkøberen. Det er trods alt en god pris.

”Jeg er ikke så stolt af mig selv i dag. De der mørksej – det er den laveste pris, jeg har solgt til i ti år,” siger Jes Holm Sørensen, der i ærgrelse kommer til at overdrive en smule. Det er ham, der skal forklare den tyske trawler Helgoland, hvorfor de ikke kunne få mere for deres fisk. ”Vi er vant til, at de ligger omkring tolv kroner kiloet, men efterspørgslen var bare ikke til mere i dag.”

Selv om prisen på mørksej var lavere, end den plejer at være, så omsatte man for godt tre millioner kroner på dagens auktion. Det er såmænd meget pænt, og generelt har de første måneder i 2017 været gode. Man ligger foran omsætningen for samme tidspunkt i 2016, og dét endte med at blive et rekordår for auktionen – 730 millioner kroner løb det op i, hvilket var nok til at gøre Hanstholm til det sted i Europa, hvor der blev solgt næstmest konsumfisk, kun overgået af Peterhead i Skotland. Og med Brexit hængende over hovederne på skotterne, er førstepladsen måske endda inden for rækkevidde.

”Siden jeg overtog auktionen efter min far i 1993, er det stort set kun gået opad. Det er, fordi vi har været gode til at udnytte Hanstholms placering,” siger Jes Holm Sørensen og følger op med holmboernes uofficielle mantra: ”Tættest ved de bedste fiskepladser.”

Jes Holm Sørensen var kun en lille dreng, da han først satte fødderne i Hanstholm. Det var på en søndagsudflugt i 1960’erne sammen med faren, Ib Holm Sørensen, der på det tidspunkt var ansat på fiskeauktionen i Thyborøn, men som gik med drømmen om at blive auktionsmester i Hanstholm, når havnen engang stod færdig. Dengang kaldte man faktisk Hanstholm for Hansted, og byen bestod af et fyr, en kirke, en lille klat hvide fiskerhuse og det ambitiøse havnebyggeri. Da familien vendte tilbage i 1967, var havnen ikke længere bare et byggeri, Hansted var blevet til Hanstholm, og Ib Holm Sørensen var blevet udnævnt til byens første auktionsmester.

Det var en helt anden by end den, familien havde besøgt på sine udflugter. Hansted var bare en lille, ustruktureret flække, mens Hanstholm var planlagt ned til mindste detalje. Man havde inddelt byen i forskellige sektorer: En boligsektor med parcelhuse, en industrisektor med fabrikker, en sektor kun for håndværkere, en indkøbssektor, der bestod af et stort overdækket shoppingcenter – Nordjyllands første af sin slags – og havnen var på sin vis også sin egen sektor, adskilt fra resten af byen af et læbælte og en stor, bred hovedvej. Man kaldte det for Danmarks mest moderne by, og forventningerne var enorme: Alene første etape af byplanen skulle rumme 5.000 mennesker, og derfra skulle byen bare vokse sig større. Opportunister strømmede til byen fra nær og fjern for at tage del i det omfattende anlægsarbejde, det voksende fiskeri eller noget helt tredje, og byen nåede hurtigt over 2.000 indbyggere. Det var et regulært klondike, dikteret af en stram byplan, hvor udgangspunktet var Hanstholm Havn.

”Der var en fantastisk nybyggerstemning. Folk arbejdede hele tiden, for man skulle lave det hele fra bunden af. Jeg kan huske, at min far arbejdede fra klokken 4 om morgenen, og når jeg kom hjem fra skole, så sad der gerne en mand med en regnemaskine på mit værelse, fordi fiskeauktionen ikke havde noget kontor,” siger Jes Holm Sørensen.

Det var meget normalt, at man i Hanstholm fandt ukonventionelle løsninger på problemerne. Den lille sognekommune var på ingen måde gearet til at løfte den enorme opgave, det var at skabe en stor havneby, og man var ofte nødt at improvisere, når problemerne opstod. Derfor fik Hanstholm hurtigt et ry for at være et nærmest lovløst samfund, hvor man ikke var bleg for at udnytte smuthuller i lovgivningen, og i Søfartsstyrelsen blev begrebet en ”Hanstholm-løsning” brugt til at beskrive, når noget var helt uortodokst – og måske på kant med loven.

”Der var en selvforståelse af, at vi ved bedst selv, hvordan tingene skal gøres. Det lå simpelthen dybt i den selvstændige fiskerkultur, der var i Hanstholm,” siger historiker Knud Holck Andersen, der har skrevet to bøger om Hanstholms historie. ”Der var et stærkt sammenhold og en kampgejst, og derudover havde man nogle ildsjæle, der drev udviklingen fremad.”

En af disse ildsjæle var den senere folketingspolitiker Svend Heiselberg. Han var den første formand for Hanstholm Fiskeriforening, og derudover sad han både i sognerådet og amtsrådet. Når han husker tilbage på tiden, inden han kom i Folketinget i 1980, så fremhæver han, at Hanstholm var præget af en meget moderne tankegang: Havnearbejderne var overenskomstansatte, og modsat andre havne som Thyborøn og Hirtshals havde de danske både ikke fortrinsret til at få læsset fisk af, hvilket gjorde Hanstholm til førstevalget for mange udenlandske både, når de skulle losse. På den måde blev der landet mere fisk, og både omsætningen og beskæftigelsen på havnen steg.

”Mange af fiskerne troede fejlagtigt, at det ville presse prisen, men da var det, at jeg sagde: Hvis der kommer en lastbil til Hanstholm for at købe fisk, så skal der også være noget at købe – og det koster det samme i benzin, om den er halvt eller helt fyldt op,” siger Svend Heiselberg, der fremhæver det som en af hovedårsagerne til havnens succes.

En anden episode, der springer op i Svend Heiselbergs hukommelse, var da han efter en fiskerikonference i London endte på et hotelværelse sammen med den færøske lagmand Atli Dam. De drak drinks, og snakken gik lystigt, da samtalen faldt på den nye færgeforbindelse mellem Færøerne og Danmark. Planen var, at færgerne skulle gå til Esbjerg, men de to blev hurtigt enige om, at det var håbløst – de skulle da gå til Hanstholm i stedet.

”Da jeg kom hjem, ringede Atli Dam til mig og sagde, at hvis jeg kunne få de rigtige dokumenter i orden med det samme, så kunne han få færgerne til Hanstholm. Jeg skyndte mig over til kommunaldirektøren og fremlagde muligheden for ham. Det var egentlig påske, og vi havde fri, men der sagde kommunaldirektøren til mig: Svend, vi to har jo aldrig fri,” siger Svend Heiselberg, og sådan gik det til, at de første færger kom til Hanstholm – på uortodoks manér.

Optimismen var gennemtrængende: Havnen var en succes, og ved hjælp af frivilligt arbejde fik man skabt børnehave, svømmehal, bibliotek, fritidsklub og en masse andre ting, som kommunen ikke kunne klare alene. Projekt Hanstholm var lykkedes, lod det til. Men der var en ting, der ikke gik, som man havde regnet med.

”De visioner, man havde til indbyggertallet i Hanstholm, blev aldrig indfriet. Det kunne vi ikke helt forstå, for man byggede ind i en moderne byplan, hvor der kun var én stor hovedvej, der kørte ned til havnen, men uden om al bebyggelsen, så børnene kunne komme sikkert i skole uden at skulle krydse en stor vej,” siger Svend Heiselberg. ”Det skulle jo være attraktivt, men det var svært at få folk til at flytte hertil.”

Spørgsmålet er, om byplanen i virkeligheden var så attraktiv, som man havde håbet. Der var ingen byggegrunde med udsigt, på trods af at man lå på kanten til både Vesterhavet og Hanstholm Reservatet, der senere skulle blive til Thy Nationalpark, og flere af de mere velstillede holmboere valgte at bosætte sig andre steder, fordi de ikke kunne få lov til at bygge uden for den stramme byplan. Også Jes Holm Sørensens far var utilfreds.

”Dengang var der bopælspligt for auktionsmesteren, men hvis ikke det havde været tilfældet, er jeg ret sikker på, at vi var flyttet et andet sted hen,” siger Jes Holm Sørensen.

Den eksplosive befolkningsvækst, der var kendetegnende for byen i 60’erne, stagnerede gennem 70’erne og 80’erne, og indbyggertallet toppede i 90’erne på cirka 2600 mennesker – godt halvdelen af det, man som minimum havde forventet. Det var over samme periode, at det engang så frie fiskerierhverv blev mere og mere reguleret – først gennem danske fiskekvoter, så gennem en fælles europæisk fiskeripolitik og siden gennem kvotenedskæringer og et stigende bureaukrati.

”Den barske fiskerkultur var ikke meget for alle de nye regler, der blev presset ned over dem, og Hanstholm kom i høj grad i en forsvarsposition, hvor man isolerede sig og mente, at alle andre var nogle idioter. Byen lukkede sig simpelthen om havnen,” siger historiker Knud Holck Andersen.

Fiskefeberen, der havde trukket så mange lykkeriddere til Hanstholm, døde langsomt ud, og tilbage i byen stod Nordjyllands første overdækkede storcenter, der oprindeligt var bygget til 5.000 mennesker, og som siden var blevet udbygget to gange. Et mausoleum for de enorme ambitioner, der var på byens vegne, men som aldrig blev indfriet.

Succeserne havde taget omfartsvejen ned til havnen – uden om byen.