Er demokratiet i bedring eller i opløsning?

Her i Vesten har vi haft det vildt med demokratiet i løbet af de sidste par år. Over hele verden har protestbevægelser, protestpartier eller bare folk, der protesterer haft vind i sejlene i sådan en grad, at det, vi kunne kalde ‘de etablerede’, har haft travlt med at stille diagnoser og i øvrigt erklære demokratiet for ødelagt. Vi har fået os et helt nyt politisk landskab, som er blevet delt op i de ‘ansvarlige partier’ og de ‘populistiske partier’.

Det skete i USA med Trump (som blandt andre Vox har set som et udtryk for at den demokratiske model er ødelagt) og Sanders (der har fået Brookings Institution til at mene, at demokratiet gør os dummere), det er sket i Storbritannien med først Brexit og siden fremgang til Corbyn (som LA-Times tog som et udtryk for, hvad der sker, når man har ”for meget demokrati”), og det er sket i Frankrig, hvor Front National med Marine Le Pen pludselig truede den franske selvforståelse og ja, dermed også demokratiet med en heftig fremgang under valget for en måned siden.

Så galt gik det som bekendt ikke i Frankrig og medierne og kommentatorerne kunne lidt bedre tolerere Macrons vindende protestparti En Marche!, fordi det lignede noget de bedre kunne lide (frihandel, åbne grænser, grøn energi og en lille offentlig sektor) og slet ikke havde den strengt forbudte, bekymrende småracistiske nationalromantik, som kan være så svær at se i øjnene. Det kan være svært at håndtere folk, der blot siger, mener og handler ud fra det, de rent faktisk føler.

Men Macrons optimismeprotest har tilsyneladende knust den mere sorte protest. Første runde af valget til Frankrigs nationalforsamling blev et triumftog for præsident Emmanuel Macron og hans nystiftede centrumparti, La République En Marche (LREM) og et kæmpe nederlag til Marine Le Pen. Næsten hver tredje stemme tilfaldt Macrons parti, der har indgået en valgalliance med centrumpartiet MoDem, og alliancen fik knap 33 procent af stemmerne. Republikanerne fik sammen med sine allierede på højrefløjen 21,6 procent af stemmerne foran Front Nationals kun 13,2 procent.

Dermed ser det ud til, at præsidenten får et flertal i ryggen, når valget til Nationalforsamlingen bliver afgjort ved den anden runde 18. juni. Ifølge Le Figaro har Macrons valgalliance udsigt til at få mellem 400 og 440 ud af de i alt 577 pladser. De store etablerede partier Socialistpartiet og Republikanerne, der traditionelt har siddet ved magten i Frankrig, er valgets største tabere.

Som vi også skrev her i bulletinen i weekenden, så er det ikke bare Le Pens nationalisme, der er på tilbagetog i Europa. Det, man med lidt god vilje kunne samle under begrebet ”nationalpopulisme”, ser over en bred kam ud til at have mistet pusten. UKIP i Storbritannien havde et katastrofalt valg, Alternative für Deutschland går tilbage efter i årevis at have vundet udbredelse, Geert Wilders og Frihedspartiet i Holland fik ikke det valg, de havde håbet, ja, selv Dansk Folkeparti ser ud til at gå tilbage i meningsmålingerne.

Det ville være hårdt og lidt vel kvikt at dømme de nationalistiske protestpartier ude på baggrund af den udvikling, men noget kunne tyde på, at demokratiet er i bedring. Ikke hvis du skal se på valgdeltagelsen, som har været hovedrystende lav både i USA, i Frankrig og i Storbritannien, men hvis du skal se på en verden, ”de etablerede” bedre kan tolerere. Så er spørgsmålet naturligvis, hvad der er det vigtigste for demokratiet. Vi tror på en åben verden, en lys fremtid og ”ansvarlige politikere”, men vi tror også på, at demokratiet har det bedst, når det bliver brugt.