Amok i Aarhus

Det må høre med til totaloplevelsen af et kunstværk, hvis man skal lede lidt efter det, og særligt hvis man under eftersøgningen bliver bragt steder hen, som man ellers aldrig ville være kommet. Jeg har sammenlagt boet to år i Aarhus for tyve år siden, og jeg har været der et utal af gange siden, men jeg har aldrig puslet rundt i det industrielle område, som ligger nede omkring Østbanevej, som det var tilfældet, da jeg forleden skulle finde Doug Aitkens (f.1968) The Garden. På et tidspunkt gik jeg langs industrijernbanen som en hobo med følelsen af, at der hvert øjeblik kunne dukke et kilometerlangt futtog op, som jeg kunne springe på i farten. Jeg havde i forvejen mudder på den ene sko, så jeg manglede bare en mundharmonika.

Illusionen brast, da jeg gik forbi et tysk par i 50’erne, som fumlede med et kort over Aarhus. De havde begge gummisko på og lignede nogle, der var indstillet på at tage hele turen ud forbi Tangkrogen og videre mod Ballehage langs kysten i sydlig retning for at se alle de installationer, som repræsenterer den del af triennalen, der hedder ‘The Future’.

Jeg fandt den rette lagerhal med gps’en på min mobiltelefon. Da jeg ankom klokken 12.25, var jeg den eneste gæst i det store betonrum. En ung fyr med kasket sad ved et bord inden for indgangen. Jeg ved ikke, hvad der plejer at stå derinde af maskinel, men placeret med stor sirlighed midt i lokalet var der et rum med fire vægge af glas.

Kasketfyren, der skulle sidde og passe på værket ti timer hver dag frem til udgangen af juli, fortalte mig, at ruderne var skudsikre, og at langsiderne var de længste skudsikre ruder i Europa. Der var en ridse i en af dem. Bag glasset stod der en masse kridhvide IKEA-møbler. ‘En masse’ er måske lidt overdrevet. Det så faktisk lidt goldt ud derinde. Så vidt jeg forstod på kasketfyren, manglede der en sofa eller en seng, men IKEA kunne ikke levere møblerne hurtigt nok, og lige nu var der en forsendelse af sofaer eller senge på vej fra IKEA i Tyskland. Det er en del af værket, at møblerne derinde hver dag klokken 13 skal smadres til ukendelighed. Der er et sted på nettet, hvor man kan melde sig til tjeneste.

Møblerne var ganske rigtigt generiske, og det var ærgerligt, at der ikke var flere af dem. Det så lidt goldt ud.

Pludselig blev der sprøjtet et lag fugt ud i lokalet fra nogle ventiler, som sad på taget, der strakte sig ud fra rummet. Der var et stærkt, varmeafgivende hvidt lys på undersiden af taget. Varmen og fugten gav hele lokalet et subtropisk indeklima, som under normale omstændigheder ville virke meget unaturligt i disse omgivelser. Fugten lagde sig lige så fint på skoven af planter, som omgav glasrummet og udgjorde en total modsætning. Det var kasketfyren, der styrede fugten. Hvert kvarter skulle planterne have en tur.

Nu dukkede mine venner, det kulturelle tyske ægtepar, op. De spurgte, om jeg også havde haft svært ved at finde stedet. De tog nogle billeder og så ud, som om de var på vej videre, men jeg anbefalede dem at blive, for kasketfyren havde fortalt, at der ville dukke en smadreperson op klokken 13. En, der havde meldt sig på nettet. Tyskerne forsvandt, men kom tilbage klokken lidt i et. Til gengæld var der ikke skyggen af nogen smadreperson. Kasketfyren sagde, at hvis hun ikke dukkede op, kunne jeg være stand-in. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville se ud, men brød mig ikke om tanken om at give slip på det lille fernis af civilisation, der adskiller en reporter fra en gorilla, der er trængt op i en krog. Så jeg ville have takket nej, hvis ikke smadrepersonen var dukket op.

Det var en kvinde i 40’erne. Hun fik en tynd, hvid dragt over sit tøj og en hjelm og et bat, og så blev hun lukket ind i rummet med beskeden om, at hun havde ti minutter til at forvandle stedet efter forgodtbefindende.

Nu var flere tilskuere kommet til, og flere begyndte at filme. Desværre – og det her var tyskerne og jeg om, da vi lidt senere mødte hinanden ved Tangkrogen – var dagens smadreperson alt for teatralsk anlagt. Hun brugte de første to minutter på at gå rundt og kigge på de hvide møbler, som om hun ville udse sig det helt rigtige. Hun slog stille battet ned i sin venstre hånd, som om der virkelig vankede bank. Men ingen var formentlig kommet for at se dilettantteater. Vi var her for at se møblerne blive kastet med og knust mod det skudsikre glas. Vi savnede mere aggression og mindre skuespil. Men efterhånden tog hun fat derinde og tog et møbel af gangen. Det er overraskende nemt at smadre IKEA-møbler, og det gjorde i øvrigt ikke ondt at se på.

Det var ikke kunstnerens – Doug Aitkens – skyld, at det faldt lidt til jorden. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er nødvendigt at lade inventaret smadre hver dag. Det stærke ved værket er kontrasterne. Inde vs. ude. Hvid tristesse vs. skovens fauna. Betonhal vs. kunstværk. Lys vs. skygge. Doug Aitken arbejder i mange forskellige medier. Video, fotos, skulpturer, lyd, lys, samtaler. Det her fungerer.

Hvis du vil se mere af Doug Aitken, så har vores venner hos Louisiana Channel lavet et fint interview med ham. Det får du her.

https://www.youtube.com/watch?v=2WZ-9AJykQc