Nyhedsanalysen

De unge alkoholikere bliver flere og flere

At alkoholisme er en folkesygdom, der kan ramme alle, er for længst en accepteret sandhed. Næsten da. For mens de fleste har forliget sig med, at sygdommen er blind for social baggrund og køn, er det stadig ikke bredt anerkendt, at den også slår ned i alle aldersgrupper. I efteråret talte Føljeton med tre unge alkoholikere og var med til et møde hos Anonyme Alkoholikere, hvor den yngste deltager ikke var mere end 17 år. Nu dykker vi igen ned i de unge alkoholikeres univers. Vi er blandt andet med en ædru alkoholiker på Roskilde Festival, hvor hun arrangerer AA-møder.

Festivaler, grillfester, rosé på altanen og fadøl i solen efter arbejde. Sommeren har indtaget Danmark, og for mange betyder det også, at der skrues godt op for promillerne. Men ikke for alle. For selvom unge danskere igen og igen slår verdensrekorder i at drikke mest, har vi også en stor gruppe af unge mennesker, der i en tidlig alder har meldt sig ud af drukkulturen og ind i fællesskabet AA, hvor de jævnligt går til møder som ædru alkoholikere.

I efteråret talte Føljeton med Marie på 28, Victor på 30, Felix på 27 og Sascha på 24, der har det til fælles, at de ikke drikker mere og alle går til ugentlige møder i AA.

Og de er ikke alene.

Trine, der sidder i AA’s Landsdækkende Informationsudvalg og har været i fællesskabet i fem år, mener, at der nu er op til en tredjedel under 30 år til de møder, hun kommer fast til:

”Da vi jo ikke fører statistik, er der en del mavefornemmelse, når det kommer til antal, men der er ingen tvivl om, at der kommer flere og flere unge til,” fortæller Trine, der er 43 år.

Hun bakkes op af Anne-Margrethe Overgaard, der er daglig leder på Behandlingscenter Tjele.

”Vi fører ikke alderstatistikker på de enkelte sager, men i de seneste 10 år er gennemsnitsalderen i vores behandlingstilbud faldet med 10 år, så det taler vel for sig selv,” fortæller hun.

Illustration: Michael Rytz

Kan have mange årsager

Hvordan kan det være, at flere og flere unge melder sig i alkoholbehandling? Føljeton har spurgt Kit Broholm, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen og har bidraget til en række rapporter om alkoholbehandling.

”Det skyldes i hvert fald ikke, at unge drikker mere. Vi kan se på vores sundhedsprofilundersøgelse, at unge mellem 16 og 24 år faktisk drikker mindre, end de gjorde i 2010,” fortæller hun.

Hun peger i stedet på en række andre faktorer, der kan spille ind.

”Det kan eventuelt skyldes, at unge i høj grad oplever, at de lever i en præstationskultur, hvor de er mere opmærksomme på, at deres alkoholforbrug påvirker deres præstationer på andre områder i livet,” fortæller hun og fortsætter:

”Det kan også skyldes, at kvaliteten af alkoholbehandlingen i Danmark de seneste ti år er blevet bedre og behandlingsmulighederne mere synlige. Alkoholbehandlingen er i højere grad blevet mere systematisk og vidensbaseret, behandlerne har fået mere uddannelse, og der er lavet kampagner, der synliggør behandlingstilbuddet og giver respekt til dem, der søger hjælp for deres alkoholproblemer.”

Den kommende uge

I denne uges føljeton handler det om de unge drankere. Vi skal møde Peter på 25 år, der er alkoholiker og en del af en kedelig statistik, som viser, at hver tredje barn, der er vokset op med alkoholmisbrug, selv udvikler et. Vi skal møde Anders på 27, der som mange andre unge med misbrug, oplevede at skulle lære alting på ny, da han holdt op med at drikke. Vi skal høre om alkoholismens mange ansigter – fra blackouteren over hverdagsalkoholikeren til kvartalsdrankeren. Og endelig skal vi et smut på Roskilde Festival, hvor Cecilie, der er ung alkoholiker, står for at stable AA-møder på benene midt i druksumpen.

Anonymitet

Alle navne på AA’ere, der optræder i artiklen, er opdigtede. Det skyldes ikke, at de ikke vil stå frem med deres historier, men at netop medlemmernes anonymitet er et grundprincip i AA. På deres hjemmeside har de opridset tre hovedårsager:

1. Vi har lært af egen erfaring, at den aktive alkoholiker vil undgå enhver form for hjælp, som kan afsløre hans eller hendes identitet.

2. Erfaringen tyder på, at de alkoholikere, som søger offentlighedens søgelys i egenskab af deres AA-medlemskab, kan begynde at drikke igen.

3. Offentlig opmærksomhed og publicitet omkring det enkelte AA-medlem kan medføre konflikter mellem forskellige personlige synspunkter.

Redaktion er bekendt med kildernes identitet.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12