”Det husker jeg ikke” eller endnu oftere ”Det erindrer jeg ikke”. Sådan lød det i alt 107 gange fra den konservative ordfører Viggo Fischer under afhøringerne i Tamilsagen. Desværre. For minderne kan jo svigte, selv i de vigtigste øjeblikke. Hullerne i hukommelsen fra ellers punktlige folk opstår pudsigt nok altid i forbindelse med kritiske undersøgelseskommissioner.
I går kom USA’s justitsminister Jeff Session med en blakket bekendelse under vidneafhøringen i Senatet: Han kunne ganske enkelt ikke huske, at han overhovedet havde været til fest med Ruslands ambassadør Sergeij Kisljak i Washington D.C. under præsidentvalgkampen: ”Jeg forstår nu, at han var der. Faktisk har jeg for nylig set en video af, at han var der,” lød den kryptiske rekonstruktion fra justitsministeren, som på opsigtsvækkende vis har været nødt til at erklære sig selv inhabil i undersøgelsen af netop Ruslands lyssky indblanding i valget af Donald Trump.
Sammen med bl.a. den tidligere chefrådgiver Paul Manafort, den ligeledes afskedigede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og ikke mindst sønnen Eric Trump hører justitsminister Jess Sessions til den inderkreds af folk omkring præsident Trump, som har plejet gentagen og dubiøs omgang med både Ruslands efterretningstjeneste og mafia-oligarker. Men desværre, Sessions erindrer intet om møderne.
Gårsdagens vidneforklaring af USA’s justitsminister kommer efter en lignende afhøring af den fyrede FBI-chef James Comey, som i sidste uge fortalte en tryllebundet amerikansk offentlighed, at ‘The Donald’ under fire øjne havde forsøgt at presse ham til at stoppe den videre efterforskning i Kreml-agenternes aktive indblanding. Da Comey afviste, blev han fyret – bl.a. bakket op af justitsminister Sessions, som pludselig ikke var inhabil, selv om fyringen handlede om at skille sig af med en FBI-chef, som tilsyneladende var for nysgerrig i forhold til Trump og Sessions’ mørke forbindelser til Moskva.
I substansen står det amerikanske demokrati over for en endnu større skandale end Watergate-sagen, som i 1974 endte med at koste republikaneren Richard Nixon præsidentposten. Indbrudstyve – med forbindelse til Nixons-genvalgskomité – forsøgte at stjæle dokumenter i Demokraternes hovedkvarter. Men de blev arresteret i gerningen. Anderledes effektivt var det i 2016, hvor russiske hackere rent faktisk fik stjålet tusindvis af mail-korrespondancer fra Demokraternes server og dernæst med perfekt timing i valgkampen lod nogle lidet flatterende oplysninger lække til udvalgte konservative medier – med Julian Assanges organisation WikiLeaks som budbringer og dermed nyttig idiot for Vladimir Putins autoritære regime.
Efterretningstjenesterne i USA – og ja, det er efterretningstjenester i flertal, da der i dag findes i alt 17 forskellige og ofte indbyrdes konkurrerende spiontjenester i Amerika – er alle enige om, at Rusland stod bag den fjendtlige indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp og dermed ultimativt medvirkede til at få valgt Donald Trump. Et komplot så subversivt, at landets justitsminister har måttet erklære sig inhabil, men altså samtidig har mere end accepteret, at FBI-chefen blev fyret, fordi han åbenbart stillede lidt for mange ubehagelige spørgsmål.
Endnu har ingen kunne trække den afgørende tråd mellem på den ene side den russiske indblanding til fordel for Donald Trump og på den anden siden Trump-kampagnen, endsige ‘The Donald’ himself. Motivet er klart, personforbindelser er overvældende og indicierne hober sig op – men den rygende pistol mangler stadig. At dømme efter gårsdagens afhøring i Senatet vil de afgørende beviser næppe heller blive fundet ved snak alene. Sessions klarede langt hen ad vejen frisag ved blot at sige, at han ikke erindrer noget.
Herhjemme skal vi derfor heller ikke forvente os et gennembrud af sandfærdig åbenhed, hvis det skulle lykkes for Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, at få nedsat såkaldte parlamentariske høringer efter norsk forbillede. I reelt forsøg på at give Folketinget flere og bedre kontrolmuligheder over for regeringen og embedsværket lægger Dansk Folkepartis tidligere formand op til en interessant nyudvikling af det danske demokrati.
Tænk, hvis vi også i Danmark kunne have vidneafhøringer, som dem, der finder sted for rullende kameraer i USA i disse dage? Erfaringer viser dog, at forventningerne ikke skal skrues for højt op. Her på Føljeton tør vi i hvert fald godt komme med et bud på, hvad den mest slidte frase vil blive under den forestående undersøgelseskommission om skandalerne i Skat: ”Det erindrer jeg ikke.”