Landlige tegn

Sidste år udkom Andreas Pedersens debutdigte på forlaget Gladiator. Bogen bærer titlen Fryden, hvilket allerede er usædvanligt. Jeg ved ikke hvorfor, men ud over ordets almindelige betydning læser jeg det også som navnet på en blomst. Jeg har intet belæg for det, for selvfølgelig handler digtene om en sjælstilstand. Men der er noget frydefuldt over hele bogen og dens landlige tegn, der giver billedet af en i vinden svajende plante, belæsset med følelsesmæssige frugtanlæg og fint formede kronblade.

Bemærk forsiden! De seks tegninger (af forfatteren selv), der pryder den gyldne bund, skal læses oppefra og ned, først den venstre række, så den højre. De er titlerne på bogens seks afsnit. De kalligraferede tegn giver mindelser om kinesiske skrifttegn og viser måske også hen til en verdensoplevelse af østlig karakter – midt det jyske bondeland, som danner baggrund for digtene.
Digtene er usædvanlige af flere grunde. For det første på grund af deres storladne, episke karakter, med ’fortællende linjer’, der bredt strækker sig over siden. I nogle tilfælde går digtene direkte over i prosa, men forskellen er ikke stor, for i det hele ligger fortællingen. Men på en absolut original måde underordnes fortællingen atter lyden, rytmen, friheden i den sproglige hengivelse, som overfører – som var det elektricitet – digtenes vision til læseren. Deres dybeste livsfølelse, som er meget lidt abstrakt, men svært oversættelig til et hvilket som helst andet sprog end digtenes eget. Det giver bogen en iøjnefaldende autoritet.

For det andet på grund af deres miljø, så at sige. Det er landbrugsjord, vi ser ud på, det er en stald med grise, vi går ind i, det er traktorer, der kører forbi, konteksten er bondeland. Det er sjældent i moderne poesi, som oftest finder sin ramme i storbyen. Vi kender eksempler på ny litteratur fra landet, Knud Sørensen, Hans Otto Jørgensen, men her er altså sidste skud.

Forfatteren bevæger sig i en bølgende bevægelse tilbage til en barndom på landet, et familieliv på gården, en teenagetid på knallerter, en erindring, der føres helt frem til det voksne nu, som besøger stedet og stederne for det erindrede. Følelserne er stille, nedtonede i sprogdragten, men voldsomme underneden, de banker som en puls i hele teksten, teksten, der indbefatter digtene, naturligvis, men også en uskrevet tekst, en under- eller sidetekst af en ukendt skønhed i dansk poesi.

Som al betydelig poesi rummer Fryden foruden sin helhed også, hvad jeg vil kalde fascinationspunkter, som lyser op i flowet. Igen og igen griber enkeltlinjer fast i ens allerede rystede bevidsthed. Som her: ”Fremtiden er ikke andet end en del af nutiden, som man befrier i et stormløb.” Det står i et digt, der begynder: ”Man går mod skønheden.” Et uforglemmeligt digt, der er placeret i fortiden, men løfter sig ud af tiden – i sit eget sproglige stormløb. ”Et lys der tændes ved at kastes”, som det hedder.
Dette digt hører til i afsnit fire, altså tegnet øverst til højre på forsiden. Det er så uendelig godt, både digtet og afsnittet, at man sidder og tænker: Her sker noget! Digtet slutter: ”Til sidst er der uendeligt mange nuancer. / En kridttegning på betonen, en maskinel blomst. / Spørg hvordan han lukker øjnene, hvordan han kan være sådan.”
Det næste digt – her går vi fra højdepunkt til højdepunkt – begynder: ”Rolige, mørkerøde linjer.” Og digtet slutter med de mest fortrøstningsfulde linjer, jeg længe har læst: ”Nu kommer med al sin kærlighed kærligheden. / Jeg kender ingen anden form på det. / Blå blå blå sat til at vogte.” Fra de mørkerøde linjer til det gentagne blå er dette digt vidunderligt og løfterigt (to adjektiver, der faktisk i afledt form findes i digtet).

I bogens næstsidste afsnit, som fortrinsvis er i prosa, falder en bemærkning af særlig betydning: Teksten handler om fætteren Nicki, om hvem det hedder: ”han er min mors søsters søn, dvs. han er præcis som mig, bare en anden”. Det er interessant. Som Nicki er præcis som jeget, bare en anden, inviteres læseren til at være præcis som jeget, bare en anden. Vi har et fælles oplevelsesrum, men vi erfarer, sanser, erindrer på hver sin måde dette fælles. Oplevelsen af på én gang individualitet og fællesskab, ja, fælles identitet, faktisk, giver muligheden for den poetiske oplevelse: Digtet skaber et fælles rum, man kan træde ind i, naturligvis som en anden, men som en velkommen anden.
I samme tekst, på næste side, hedder det: ”Når det en sjælden gang som nu regner, er vi til for at sidde og høre på regnen.” Denne sætning er værd at memorere. Det er selve den poetiske oplevelse, der her beskrives: At være til for at sidde og høre på regnen, når det en sjælden gang regner. Sætningen kan varieres til solskin, sne, et hvilket som helst vejrlig.

Andreas Pedersen er af forlaget blevet sammenlignet med J.P. Jacobsen. Det er ikke helt forkert. (Og det kan i øvrigt også siges om andre). Også J.P. Jacobsens digte var i mange tilfælde episke, eller snarere: en skitse til et prosaforløb, noget større, der ikke blev, men som fik sit eget (evige) liv på bogsiden. Og hvad der er nok så væsentligt: Andreas Pedersen har denne evne – som også J.P. Jacobsen havde – til at give udtryk for følelser gennem et nyt af ham selv skabt sprogligt udtryk. Det fandtes ikke, før J.P. Jacobsen skrev det. Og det fandtes ikke, før Andreas Pedersen skrev det. Men nu findes det. /Asger Schnack

Andreas Pedersen: Fryden. Forlaget Gladiator (2016)