Mobilisering på klippeøen

Folket flokkes på klippeøen i udkanten af kongeriget. Nogle er edderspændt arrige, andre er tavse. Men mobiliseringen er klar – og nu er det nok: Klippeøen er selvsagt ikke Bornholm, og mobiliseringen af indestængt raseri sker heller ikke i Allinge til Folkemødet, hvor tusindvis af politiske turister, lobbyister og junior-pampere i de kommende døgn drikker rosévin på sommerbarer. Nej, langt væk fra det muntre lag på Bornholm, oppe i den anden ende af kongeriget, er vreden mere påtrængende. I Grønland, nærmere bestemt hovedstaden Nuuk, er folk i de seneste dage gået på gaden.

I sidste uge blev en tilsynsrapport offentliggjort, som viser, at anbragte børn i Sermersooq Kommune – hvor Nuuk ligger – er blevet vanrøgtet, mishandlet og misbrugt i et ubegribeligt stort omfang, og hvad endnu værre og endnu mere ubegribeligt er: Myndighederne har stort set systematisk kigget den anden vej. De mest skrøbelige børn, som i forvejen er blevet fjernet fra deres forældre, lades således i stikken i et omfang, som de færreste ovre på Folkemødet nok overhovedet tør tænke kan ske i vores fælles kongerige.

I rapporten står: ”Det offentlige omsorgssvigt opstår derved, at børn med kommunens viden har været (er) i akut risiko for deres liv/ødelæggelse af deres fremtidige liv, eksempelvis ved – at de udsættes for betydelig fysisk vold og seksuelle overgreb – uden at kommunen har bragt dette til ophør eller effektivt har forsøgt at bringe dette til ophør.” I mere end halvdelen af alle sager om anbragte børn er der ingen handlingsplan; ingen gennemtænkt plan for, hvordan groft mishandlede børn skal hjælpes videre i livet.

Afsløringen i tilsynsrapporten har skabt opstandelse, og ved demonstrationen foran rådhuset i Nuuk var de fleste af kommunalbestyrelsens medlemmer  mødt frem med borgmester Asii Chemnitz Narup i spidsen. Det manglede da også bare. For i et samfund, hvor antallet af børn, som vanrøgtes, mishandles og seksuelt misbruges i forvejen er foruroligende højt, er det utilgiveligt, at myndighederne ikke evner at skabe trygge og velfungerende rammer for de anbragte børn. Det er u-t-i-l-g-i-v-e-l-i-g-t, eftersom der har siddet folk på kommunekontoret og vidst, at børn var i ”akut risiko for deres liv”, mens de blev udsat for ”betydelig fysisk vold og seksuelle overgreb”.

Nå, ja, ja, tænker mange i Danmark – og i hvert en del af dem, der samles på klippeøen i den anden ende af kongeriget: Grønland er fjernt og vildt. Men nej. For det første er det børn i Kongeriget Danmark, som gøres fortræd. Systematisk og brutalt. Og for det andet sker nøjagtig det samme i Danmark: Så sent som i går tildelte Østre Landsret tre søstre en erstatning på 100.000 kroner, da Slagelse Kommune ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn med pigernes ve og vel i plejefamilie, hvor de var blevet anbragt og på ulykkelig vis udsat for vold og seksuelt misbrug. Altså præcist samme fænomen som i Grønland.

Sermersooq Kommune og Slagelse Kommune har gjort sig skyldige i den samme forbrydelse mod børn. I dommen hedder det om de vestsjællandske myndigheder således, at ”det efter karakteren og alvoren af de forskellige indberetninger og bekymringer må have stået klart for kommunen, at pigerne under anbringelsen på opholdsstedet risikerede at blive udsat for person­lige overgreb, men at kommunen ikke på noget tidspunkt tog skridt til at undersøge forholdene hos plejefamilien nærmere eller hindre, at sådanne overgreb fandt sted”.

Erstatningen er faktisk historisk høj: 100.000 kroner til de tre misbrugte børn. Flere sager er på vej. Forhåbentligt. Men stop lige engang: 100.000 kroner for mindst 1.000 voldtægter er reelt en hån – først og fremmest mod de tre søstre, som nu kan regne ud, at samfundet takserer en voldtægt til sølle kr. 1.000,-. Absurd. I anden omgang og mindst lige så vigtigt er erstatningen heller ikke på nogen måde afskrækkende for Slagelse Kommune. En bøde på kr. 100.000,- for at negligere omkostningskrævende opsøgende socialt arbejde vil på ikke virke præventivt over for andre kommuner.

Selv i de skræmmende få sager, hvor det vitterligt får konsekvenser, når myndighederne bevidst overlader børn til voldsmænd og seksuelle krænkere, er sanktionerne alt for svage. Erstatningerne og de retlige konsekvenser burde derfor skærpes. Giv børnene en erstatning, så de i det mindste kan komme økonomisk videre i livet – og giv embedsfolk og politikere en straf, så de ikke kan komme videre med deres karriere.

De fleste vil dog nok helst fortrænge, at børnemishandlingen ikke kun sker i Sermersooq Kommune og Slagelse Kommune, men mange, mange flere steder. På Folkemødet skal der nok blive snakket livligt om alt muligt og umuligt andet. Imens står folk tavse tilbage i Nuuk.