Nyhedsanalysen

Let cardio for dit parforhold

Utroskab betyder altid enden på et forhold. Men det kan også betyde starten på et nyt, muligvis et langt bedre, med den samme person. Det er en af kongstankerne fra psykologen Esther Perel, en af den slags eksperter som medierne har forfremmet til ”guru”. Hun afholder parterapi med sine virkelige klienter for åben mikrofon i podcasten Where Should We Begin?. Hvis man kan overvinde sin terapiskræk er det ren fitness for parforholdet.

”Det var som at have sex med et lig,” siger manden til sin kone i første afsnit af podcasten Where Should We Begin?. Sådan husker han de sørgelige rester af et sexliv efter tre små børn og ægteskabets langsommelige maskefald, som han valgte at flygte fra ind i en to år lang affære. Med opdigtede forretningsrejser og alle de andre klichéer. Røvhul, tænker man, han er en af dén slags inkarnerede røvhuller, som man ikke skal finde sig i, og det skal hun da heller ikke, han har brug for en dør i hovedet, og hun har brug for at pleje selvrespekten med rigelige mængder gin.

Men den slags løsninger hører til i Hollywood, og virkeligheden kan man ikke flygte fra i podcasten, hvor virkelige par er til virkelig parterapi med den belgiske psykolog Esther Perel. Sjovt nok er hun kvinden, som Hollywood ringede til for at bede om råd til at skabe et mere nuanceret billede af utroskabens væsens i den knaldgode Showtime-serie The Affair. I serien husker to hemmelige elskende tilbage på deres affære, men deres minder bliver til to forskellige historier, rundet og farvet af hver deres fortid og følelsesrus. Først ville producenterne strukturere den nye podcast på samme måde, som en ”he said, she said”, forklarer Esther Perel til Vogue (sjovt, hvordan den formulering altid giver manden det første ord). Men det ville være usundt og usandt at reducere kommunikationen mellem et par til en verbal brydekamp, mener Esther Perel, man bør hellere se det som et ”indbyrdes afhængigt loop”.

For virkelig at høre det må man lytte til længere samtaler uden afbrydelser, sådan som de flyder under Perels terapisamtaler i hendes klinik i New York. Andet er podcasten ikke: En tre timer lang terapisession klippet sammen til 50 minutter. Tid og loops nok til, at kvinden må indrømme, at hun havde sex med sin mand, selvom hun ikke havde lyst. I årevis. At hun valgte at ligge der som et lig, fordi det nu engang var traditionen i hendes russisk-ortodokse opdragelse, at en gift kvinde må give sin mand, hvad han har brug for. Og nu er hun såret over, at det ikke var nok. At stille op til sex, at være en god mor, endda en god husmor, at elske ham, at skifte sin ortodokse tro ud med Islam for at kunne gifte sig med ham. Faktisk er hun ikke engang vred længere, fortæller hun, det er svært i det hele taget at føle noget:

”Det er ikke affæren, der gør ondt. Det er bedraget – at nogen var vigtigere for ham end mig,” siger hun.

Ingen af de to kan castes som helt eller offer, eller også spiller de begge roller på samme tid. Terapi er nu engang en form for rollespil. Et følelsesmæssigt sterilt laboratorie, hvor terapeuten som videnskabsmand kan skrue på variablerne og spillereglerne. I de kunstige rammer kan parrene lægge deres vante roller fra sig og vove nogle nye. Eller bare lade identiteten svømme for en times tid.

Det kan lyde som en masochistisk tendens at gå frivilligt i parterapi gennem radioen. Eller måske kræver det, at man har den småperverse interesse for folks privatliv, som drager cirka én million danskere mod Mads & Monopolet hver ugeDet er dog ikke for de slibrige detaljer, man skal lytte med, dem er der slet ikke nok af. Det er nærmere for den rensende effekt, en slags let cardio for dit eget parforhold. Hvis man ellers kan sætte sig ud over sin terapeutskræk.

Alle de 12 par i podcasten optræder anonymt, så ubegrænset ærlighed burde være en garanti. Parrene beder om hjælp til at løse konflikter om alt fra barnløshed, arbejdsløshed, overgreb og tab. Men de fleste afsnit handler om utroskab, hvor Esther Perel har sin ekspertise.

Af en psykolog at være har hun en form for rockstjernestatus – den type, der har opnået tilnavnet ”guru” i medierne. New York Times har kaldt hende en ”game changer”, og The Guardian beskriver hendes syn på kærlighed, sex og ægteskab som ”det mest indsigtsfulde, afslørende og kontroversielle i vores tid”.

Idéen om, at et dødt sexliv kan vækkes, hvis bare et par bruger mere kvalitetstid sammen, skyder hun i sænk i sin bog Mating in Captivity: Sex, Lies and Domestic Bliss. Kærlighed lever af nærhed, forklarer hun, begær lever af afstand. Af usikkerhed, af at se sin partner udefra i nye miljøer, af jalousi endda. Hun forklarer mekanikken glimrende i en TED-talk.

Grænsen til utroskab er hårfin. Og det er hendes andet hovedbudskab. At utroskab ikke nødvendigvis er et symptom på parforholdets forfald. Afhængig af, hvordan utroskab defineres – tæller sexting for eksempel med? – vil mellem 26 procent og 75 procent af os være utro på et tidspunkt, fortæller Esther Perel i sit andet TED-talk-hit. Vi kan ikke alle sammen være ulykkelige.

I gamle dage var vi utro, fordi vi var ulykkelige, mener hun. I dag er vi utro, fordi vi kunne være lykkeligere. Kærlighed og sex er blevet et spørgsmål om identitet i langt højere grad, end dengang et ægteskab var en forretningsaftale om, hvem som skulle arve trækdyrene og den fædrene gård. Og når vi er utro i dag, er det mindre en flugt fra vores partner end en flugt fra den person, vi selv er blevet. Det er en søgen efter identitet. Ofte er det en handling, som følger i kølvandet på sorg og tab – påmindelser om, at vi skal dø.

”Mine klienter overalt på kloden nævner især én ting, når de skal forklare deres utroskab,” siger Esther Perel. ”Jeg følte mig levende, siger de.”

Utroskab er en længsel efter liv i Esther Perels verden. Det kan være præcis den eksplosion af energi, som kan starte et parforhold op igen. Ikke at hun vil anbefale sidespring som medicin. ”Ikke mere end jeg ville anbefale kræft,” siger hun. ”Men kræftpatienter kan også vågne op til et nyt liv efter sygdommen,” som hun siger.

Før i tiden var det tabu at forlade sin ægtefælle. I dag er det tabu at blive, hvis den anden har bollet ved siden af.

Efter utroskab er det gamle parforhold under alle omstændigheder dødt, forklarer hun. Men det er muligt at starte et nyt med det samme menneske. Det er den mulighed, hun giver parret i podcastens første afsnit.

Efter 50 minutter står det ikke klart, om de to tør eller kan magte opgaven. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg vil elske ham,” siger kvinden. Men Esther Perel påpeger, at de for første gang kan mødes om én ting: at ingen af dem var rigtigt glade i deres gamle forhold. At det hverken er lykken at have sex, selvom man ikke har lyst, eller at have sex med én, der ikke har lyst. Det parforhold er heldigvis dødt. Nu er der plads til noget nyt. Måske mellem de samme to mennesker, måske mellem nogle andre.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12