Okay eller ked af det på Bornholm

Det kommer til at lyde klamt, og det er slet ikke meningen, men det er det billede, som lige dukkede op: mens du læser disse linjer, er sandsynligheden for, at nogen kaster op i Allinge Havn virkelig stor. Folkemødet i den nordbornholmske by har været temmelig alive siden torsdag, og da festivalen (lad os bare kalde den det) er større og endnu mere besøgt end nogen af de foregående seks år, skulle det være mærkeligt, hvis ikke der ud fra en statistisk betragtning er i hvert fald en eller to gæster, som har fået for meget sprut indenbords eller simpelthen er blevet ramt af et maveonde efter indtagelse af fordærvede råvarer, som har ligget og stegt i en bod under Østersøens sol.

Føljeton er også til folkemøde. Hvis nogen spørger, kan du sige, at vi er der som en slags folkets observatører. Vi har ikke en bod med Føljeton-bolsjer eller karamelliserede æbler, og vi har ikke betalt i dyre domme for en teltplads, hvor vi modererer debatter om fake news og droner og ledelse i det offentlige, eller hvor vi, ligesom lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer, viser, hvordan man – næsten helt bibelsk – kan ”lave pis om til øl”.

Det gør andre meget bedre end os. Til gengæld kan vi lave øl om til pis hele året uden at gøre et stort nummer ud af det.

Men vi går rundt og snuser, og vi bliver grebet af stemningen, og mens vi er her, føler vi næsten, at Allinge er det vigtigste sted i Danmark lige nu, og at Folkemødet styrker demokratiet og bidrager til samfundets sammenhængskraft. I år er det hele mere tjekket end nogensinde.

Nede mellem Infrastrukturens Telt og Bornholms Turistinformation ved inderhavnen mødte vi arrangementchefen for et af landets største mediehuse. Han er en mand, der gennem 30 år har stablet alt mellem himmel og jord på benene i ind- og udland; når der er publikum, logistik, lyd og midlertidige scener involveret, er han i den syvende himmel. Han sagde – nej, råbte gennem larmen, at niveauet var ”meget imponerende. Meget imponerende”. Og det er også rigtigt. Selv om det måske er noget romantisk fis, kan man godt en lille smule savne Folkemødets tidligere år, hvor det hele var mere klondike-agtigt, hvor internetdækningen var ringe, og hvor større problemer var noget, man løste ad hoc. Der var en charmerende, klart aftegnet bornholmerskør pionerånd, som i dag mest kommer til udtryk, når folketingsmedlem uden nævneværdig portefølje Bertel Haarder (V) og hans partifælle, forskningsminister Søren Pind stiller sig op på den store scene og med deres specielle vokaler – og en af dem endda med stråhat på – synger ‘Bornholm, Bornholm, Bornholm’ foran tusind mennesker.

Nu er der mange flere politibetjente, og de bærer skudsikre veste. Hjemmeværnet har altid været der, men de ser mere cool ud i år, måske fordi der rent faktisk er nogle opgaver at løse. Mellem betjentene er der folket. Let’s face it, en meget stor del af Folkemødets folk tilhører det ældre segment, men sådan forholder det sig jo også for landets befolkning generelt.

Den typiske folkemødegænger er flere forskellige personer, men du kunne være sådan her: Du er over 70 år og er til folkemøde med din mand. I er kommet med bussen og bor på Sandvig Familie Camping sammen med et vennepar. I har masser af tid og mangler ikke penge uden dog at være velhavere. Mens I går rundt, har han et spejlreflekskamera hængende i en snor om halsen og en kasket på hovedet. Hans brilleglas er røgfarvede ude i solen. I den ene hånd bærer han en Aldi-pose med vand og andre små fornødenheder. Han siger ikke så meget. Men det gør du. I søger ud mod DR’s store åbne scene, hvorfra de sender live med det ene panel af kendte politikere efter det andet, som bliver stillet alle mulige kendis-spørgsmål, og det slår dig, hvor mange ydmygelser man skal kunne finde sig i, når man er folkevalgt.

Du har øjnene på stilke, så du får øje på studieværten Jes Dorph-Petersen, som står og modererer en quiz ovre i PR-bureauet Lead Agencys enorme telt, MeningsMinisteriet. Du aner ikke, hvad Lead Agency er, og du vil heller ikke kunne huske navnet, så snart du vender ryggen til igen, men du kender Jes Dorph-Petersen, og du har da bladret med en vis nyfigenhed i hans selvbiografi, Jes, ovre i supermarkedet, hvor han fortæller om sine nedture. Du foreslår din mand og jeres venner at kigge nærmere på quizzen, som viser sig at handle om sociale medier. Publikum kan svare med, og et af svarene er Linse Kessler, så det siger du så højt fra din siddeplads på en trækasse lige uden for teltet, at Jes, der virker veloplagt, kan høre det, og et øjeblik efter fører I en lille, hyggelig, jovial dialog – dig siddende på trækassen, og Jes fra scenen. This is democracy in the working. Alle kan blande sig i de interstellare samtaler, man ellers kun ser på flow-tv, men lige nu er det dig – Jytte, eller hvad du nu hedder.

Du har ikke sagt meget mere, end et par sætninger om Linse Kessler, før du mister interessen (du har også alt for meget tøj på), lader Jes være Jes og rejser dig for at gå videre med dit lille selskab. På vej over mod den lille interimistiske bro, der munder ud ved Alternativets skib, hvor to store hæklede grønne Å’er hænger og byder velkommen, får du øje på en eller anden solbrun studievært fra DR, som sidder med lukkede øjne og et katteagtigt smil og slikker sol. Du prikker til ham, selv om du ikke kan huske, hvad han hedder, og spørger om han kan holde varmen, for det kan du bare gøre, og han smiler venligt og svarer noget, du ikke kan høre for støjen fra de forskellige lydanlæg, der crasher i luften lige heromkring.

Hvis nogen i smug fulgte efter dig og din lille gruppe for at studere, hvordan I gebærder jer på Folkemødet, ville I ikke lægge mærke til det, for der er så mange mennesker, og der sker så meget omkring jer. I ville ikke være svære at skygge. I bevæger jer langsomt fremad – måske 15 meter i minuttet – og der er ikke noget, I skal nå. I udgør ligesom en lille base, der hele tiden er i bevægelse, og hvilken vej basen flytter sig, afgør I metodisk og tålmodigt ved hver især skiftevis at tage små afstikkere i forskellige retninger, hvorefter I returnerer til basen og med ganske få, næsten uhørlige bemærkninger melder tilbage om, hvad I har set. Der er ingen fare på færde her, men der er helt sikkert dyr på den afrikanske savanne, som rykker flokken omkring efter de samme principper baseret på tusinder af års erfaring. For dem handler det om overlevelse. For dig og din mand og jeres venner handler det om oplevelse.

Oppe på Havnegade, hvor en mand i rødt og hvidt-stribet tøj råber, at han sælger ”Hold kæft, Inger Støjberg!-bolsjer”, går der mange mennesker rundt i lidt for pænt tøj. Som om de sidder på et kontor lige oppe i en af sidegaderne, og Prins Joachim kan komme forbi, hvornår det skal være. Det er lobbyister og pr-folk. Skaldede mænd med spidse sko og blazer og mobiltelefonen fremme. De taler om, hvor dyre deres teltpladser er; om hvordan egenkapitalen bare fosser ud af kassen, og om hvordan pengene helt sikkert kunne være brugt bedre. For nogle bureauers vedkommende kunne man have arrangeret en hel demokratifestival med gratis fadøl på en hvilken som helst anden dag et andet sted i landet. Men det er ikke demokratiet, der driver værket. Det er connections og kontaktpleje og salg og muligheden for at skraldgrine sammen med politikerne og organisationerne. Og så er der symbolværdien over for de andre i branchen. Jo større telt og bedre beliggenhed, des mere magtfuld – eller: relevant er måske et bedre ord – fremstår ens lille varmluftsbiks.

Og så er der politikerne. De er på overarbejde. Hvis du er Bertel Haarder, har du din lyseblå blazer på, og mens du går fra gig til gig med blikket stift rettet frem for dig, tænker du, at uden dig ville alt det her ikke være noget.

Hvis du er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, er du dækket op af tre PET-agenter, og på festivalpladsen bliver du stoppet af gamle, der klapper dig på skulderen og roser dig for din standhaftighed, og unge, der spørger, om de må tage en selfie med dig. Du aner ikke, om de kan lide dig, eller om det er en ironisk joke, men du stiller op og smiler igen og igen, om end dit smil virker en smule stift.

Hvis du er Konservatives tidligere formand Lars Barfoed, er der ingen, som aner, om du stadig er aktiv i politik. Men som du kommer adstadigt spadserende ude ved røgeriet med dine markante solbriller under dit stålsvampehår, og solen lige rammer dig rigtigt, ligner du Marcello Mastroianni, når man ser dig på afstand og fra en helt bestemt vinkel.

Hvis du er Karen Hækkerup, er du heller ikke længere en aktiv folkevalgt, du er lobbyist og direktør for Landbrug & Fødevarer, og selv om du tjener fyrsteligt og i hvert fald mere, end du gjorde som socialdemokratisk justitsminister, så glider du fint ind mellem Jytte og hendes venner i dine flade røde gummisko og din kjole, som minder folk, der får øje på dig, om egnsspecialiteten Sol over Gudhjem.

Hvis du er Helge Sander, er der heller ingen, der ved, hvad du laver i dag, for dit ellers så sirlige Wikipedia-opslag, hvor det blandt andet fremgår, at du fra 1990 til 1996 var medlem af Kristelig Lytter- og Fjernseerforenings landsstyrelse, slutter ligesom i 2010 med nogle bemærkninger om dit ”nære venskabelige forhold” til ”den bedrageridømte tidl. forsker og professor Milena Penkowa”. Men du er her, det er det vigtigste, og du lader til at have det sjovt.

Hvis du er Gulddreng fra Vejle, så spiller du fredag aften med dit band på Gæstgiveren, og pludselig ser man, hvor mange unge mennesker her også er. Er det hele Bornholms ungdom? De kender dit sangunivers, og dem, der ikke gør det, skråler med efter et omkvæd eller to. Formummet bag din pels, din hætte og dine solbriller lover du ungdommen en bekymringsfri fremtid. ”Hvis jeg var jeres leder,” siger du. Og hvis der var valg inden midnat, ville du helt sikkert få en masse stemmer. Så synger du:

Er du okay, eller er du ked af det?
For det’ okay at være ked af det
Er du okay, eller er du ked af det?
For det’ okay at være ked af det

De fleste lader til at være okay lige nu.