Kunstmarkedet: En immateriel værdi til milliarder

Det er med en blanding af væmmelse og fryd, man ser videoen fra Sotheby’s i New York, hvor deres auktionarius Oliver Barker med britisk coolness og største selvfølgelighed presser prisen på Jean-Michel Basquiat ubetitlede billede af et kranie i vejret.

”96 millioner – har vi et bud mere?” Han venter. Smiler og læner sig indover sin pult.

”97 millioner – tak.” Og så lynhurtigt:

”98, ja. Er det det? Ja? Og dette værk er solgt til denne herre – mange tak – til  98 millioner dollars.” Salen klapper. Oliver Barker smiler og slår med hammeren til en pris, der med auktionshusets salær blev til 110 millioner dollars. Køberen, der er den japanske online modemogul Yusaku Maezawa, griner lettet. Han har i øvrigt seks Basquiat-malerier derhjemme i forvejen, der ifølge kunstkommentatorer steg 20 procent i værdi ved hammerslaget.

Håndværkerens kunstneriske frihed

Der handles for ubegribelige summer i denne ende af kunstmarkedet, men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor kunst var et håndværk, og kunstneren var en håndværker. Det er ganske vist længe siden, men der var engang – på et ubestemmeligt tidspunkt før 16-1700-tallet – hvor kunst kun var noget man fik lavet på bestilling, og hvor kunstværkets pris afhang af, hvor lang tid det ville tage at lave det, og hvilke materialer der skulle bruges.

I middelalderen var det for eksempel på mode at få indarbejdet guld i sin kunst, hvis man var en helvedes karl, ligesom farven blå var særlig svær at lave og derfor også i høj kurs, men kunstneren var der ikke så mange som tog sig af. Han (for det var altid en han) var vel at sammenligne med en tømrer eller en snedker, der alt efter størrelsen på sin kundekreds også havde et sjak af elever og svende omkring sig, men den egentlige mester var ikke agtet i særlig grad.

Det havde kunstneren det tilsyneladende fint med i århundreder, men renæssancens kunstnere begyndte i stigende grad at kræve agtelse som tænkere, drømmeskabere, filosoffer og ja, som kunstnere. De krævede kunstnerisk frihed.

Det er også lige umiddelbart derefter, vi for første gang har optegnelser fra offentlige kunstauktioner, hvor værker bliver solgt til væsentligt mere end mandetimer og materialer. Kunstværket, der skulle blive kendt som det, der satte standarten for det moderne kunstmarked, er hollandske Gerrit Dous Interiør med kvinde og barn, der i 1700 gik til den ublu pris af 320 pund, hvilket jeg ærlig talt ikke aner, hvad svarer til i 2017-priser, men mit gæt er ”meget”. Prisen blev kun overgået syv gange helt frem til 1910, hvor kun andre hollandske malere som Rembrandt og Antoon Van Dyck kunne følge med. Her blev den italienske renæssancemaler Andrea Mantegna solgt til 29.500 pund på en auktion.

De rige amerikanere

Det er her i begyndelsen af 1900-tallets rige amerikanere begynder at blande sig i den dyreste ende af kunstmarkedet. Deres trang til at vise klasse med europæisk kunst skubber til priserne, der i 1958 sender først Gauguin og samme år Cezanne ind på en førsteplads over verdens dyreste kunstner med det berømte Le Garçon au gilet rouge (Drengen med den røde vest), der blev solgt til 220.000 pund. Men helt op til begyndelsen af 1980’erne når kunsten ikke markant længere op end det leje. Først herfra begynder priserne for alvor at komme uden for fatteevne, og også moderne kunstnere bliver solgt til flere hundrede millioner kroner. Pablo Picasso, Andy Warhol, Jeff Koons og Damien Hirst bliver rockstjerner, og alt, hvad de rører ved, bliver til millioner.

I dag taler nogle bekymrede kommentatorer om et overophedet kunstmarked, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at priserne vil dykke – heller ikke for den moderne kunst. De allerdyreste værker er lavet af kunstnere som Gauguin, der bliver solgt for et sted mellem 1,5 og 2 milliarder kroner, mens kunstnere som Rembrandt, Monet, Munch eller middelalderens stjerner stort set aldrig er til salg. Derfor domineres kunstmarkedet også af kunstnere fra det 20. århundrede, og kun tre af de ti dyreste kunstværker er fra før 1900.

Det globale kunstmarked for værker dyrere end 80 millioner dykkede dog en smule sidste år fra 160 til 80 værker. Det samlede salg faldt også med 22 procent til cirka 100 milliarder kroner fra et 2015, hvor også seks af de 10 dyreste værker gennem tiden blev solgt. Til gengæld er det kinesiske marked stadig på vej op og steg med 38 procent efter et totalsalg til kinesiske samlere på 30 milliarder kroner. Med undtagelse af 2015 har kineserne toppet markedet de sidste 7 år – til gengæld tegner en stor del af de mange kinesiske milliarder sig for traditionel kinesisk kunst, der ikke fatter meget interesse uden for Kina.