Nyhedsanalysen
Ingen højere?
Den dyre ende af kunstmarkedet er gået agurk i løbet af de seneste årtier. Priserne for de dyreste værker har passeret en milliard kroner, og i denne føljeton forsøger vi at forklare, hvordan et af verdens mest ugennemskuelige, manipulerede, men også hellige og fornemme markeder er formet i 2017. Hver dag en ny vinkel. I dag: auktionshusene.
Det var kulminationen på måneders optur, da auktionarius Oliver Barker elegant daskede hammeren i bordet hos Sotheby’s i New York.
”98 millioner, mine damer og herre. Tillykke og mange tak,” sagde han med sin britiske overklasseaccent, mens salens mumlen blev forvandlet til et regulært brøl, og klapsalverne skyllede ind over en lidt forlegen kvinde med en telefon i den ene hånd og et plastskilt i det andet. Et sted i den anden ende af røret sad den japanske mange milliardær Yusaku Maezawa og kunne glæde sig over endnu et Jean-Michel Basquiat-maleri til sin samling.
”Encore,” råbte kunsthandleren Ivor Braka fra 3. række med henvisning til en herlig aften hos auktionshuset, der så sluttede af med Jean-Michel Basquiats karakteristiske skarptskårne og brutale streger til 850 millioner.
Kun fire værker den aften nåede ikke sit minimum og Francis Outred, der er bestyrelsesformand hos konkurrenten Christie’s havde tilsyneladende ret, da han tidligere på året efter en storsælgende aften tilfreds udtalte, at ”kunstmarkedet er tilbage”. Kunstmarkedet er igen begyndt at sprænge rammerne for, hvad der er muligt at forstå.
Lad mig alligevel forsøge at sætte tingene lidt i perspektiv med en lille omvej. I går aftes sad jeg og så et livestream fra Sotheby’s i London, der havde en række mesterværker under hammeren. Miro, Wassily Kandinsky og et enkelt Picasso blev sendt rundt til verdens samlere til svimlende, men alligevel ikke rekord-beløb. Et Kandinsky gik til 22 millioner pund, et andet – det abstrakte billede Bild mit weißen Linien – gik til 33 millioner, mens Miros Femme et oiseaux hjembragte 24,5 millioner og Picassos Buste de femme couchée sølle 2,4 millioner pund. I alt indbragte aftenen 1,5 milliarder kroner til sælgerne og auktionshuset, så da jeg senere på aftenen hørte, at odensebydelen Vollsmose nu endelig skulle gennemgribende istandsættes og saneres, så urolighederne i den plagede bydel kunne stoppe, var det svært ikke at sætte det i relief. Via Indenrigsministeriet, Odense Kommune og Landsbyggefonden var det lykkes at skaffe 300 millioner til Ghetto-fornyelsen – det er lige lidt mindre end Kandinskys Bild mit weißen Linien.
Udbud og efterspørgsel… gode gamle
Auktionshusene er en glimrende indikator for verdens finansielle tilstand blandt de rigeste som en regulær udlevelse af, hvad kapitalismen kan. Det er en af de reneste udgaver af udbud og efterspørgsel, vi har. Modsat galleristerne og kunsthandlerne er de lidt groft sagt kun interesserede i den højeste pris for det kunst, de har til salg, og mindre interesserede i kunstnerens karriere eller omdømme. Her er en minimumspris fastsat af sælger og auktionshuset i fællesskab, og ellers går værket til højestbydende. Hvor en gallerist vil vente med at sælge sin kunstner til det rette tidspunkt eller til den rette person, er auktionshusene blot interesseret i salget, så om det er ugunstigt for kunstneren, at prisen er høj eller lav, eller om køberen er et velanset museum eller en samler, eller om det blot går til en nyrig ejendomsmægler, der vil hænge maleriet på sit toilet, er for så vidt ligegyldigt.
Alt bortset fra køberen i mange tilfælde er åbent og gennemskueligt og derfor er det også ofte auktionerne os, der ikke er insidere i kunstbranchen orienterer os efter. Efter et skuffende 2016, var kommentatorerne begyndt at tale om krise og verdens økonomer var begyndt at skæve til auktionshusene, men i det første halvår af 2017 er ængsteligheden gjort til skamme – eller et udtryk for et overophedet marked.
En forklaring på auktionshusenes fremgang kan være, at økonomien i kunsten er blevet bedre og investeringslysten større efter Brexit – en ikke uvæsentlig begivenhed for verdens tre største auktionshuse, Christie’s, Sotheby’s og Phillips, der alle er britiske. En anden forklaring kan også være de største auktionshuses forfinelse af en forretningsmodel, der bygger mere og mere på spektakulære salg og rekorder. Kritikere har anklaget husene for kun at interessere sig for at sælge de mest kendte kunstnere til milliarder for at få omtale, og der er blevet hvisket om aftalt spil og fastlagte priser, uden at nogen dog har kunnet komme op med fældende beviser.
Sidste år omsatte Sotheby’s for 805 millioner dollars, hvilket var det laveste siden 2012, dog næsten det dobbelte af 2009. I 2015 omsatte de for 961 millioner dollars. Konkurrenten Christy’s omsatte for 7,4 milliarder i 2016.