Sankthans er en af de få dage på året, hvor det er ganske stuerent at lade sig overmande af en lummervarm nationalisme. Ingen taber ansigt ved at brøle ”Vi elsker vort land, men ved midsommer mest”, ikke engang hvis du mener det en lille smule og skyller ned med en kold Carlsberg.
Det kan der jo være noget smukt i. Men Danmark er så småt, at der også er noget klædeligt i at se os selv som en del af noget større, af historien og af verdensaltet, selv midt i Shu-bi-dua. Her tænker vi ikke kun på den uheldige smag, man hvert år kan få i munden ved tanken om hekseafbrænding. Vi tænker også på den der Carlsberg.
Jacobsens gamle bryggeri er ikke længere kun danskernes. Carlsberg har fundet et nyt guldæg i Asien, hvor ølmarkedet er i svimlende vækst. Og I føljetonen ”Ølpigerne og ølgiganten” har Majken Søgaard og Freya Bjørnlund tidligere beskrevet, hvordan arbejdere i Cambodja beskylder Carlsberg for at krænke deres rettigheder.
Det mest klistrede eksempel er sagen om ølpigerne – de smukke unge kvinder, som sælger Carlsbergs øl i lårkorte uniformer på barer og restauranter. For at tjene månedslønnen på 140 til 200 dollar hjem, skal der sælges mange dåser (kan vi huske antal kasser for salary base?), og så må kvinderne også sælge deres selskab, flirte og drikke med kunderne. Nogle af dem sælger endda deres krop.
Et liv som ølpige kan betyde vold, sexchikane, druk, voldtægt og HIV-smitte. Det er en slibrig og småperfid historie, måske derfor er den dukket op med jævne mellemrum i de danske medier i mere end 20 år. Lige så længe har Carlsberg forsøgt at skure møgsagen ren, men uden at nå helt i bund. Og det, selvom ølpigernes arbejdsforhold på visse punkter er i strid med Carlsbergs eget CSR-reglement.
For at forstå, hvorfor problemet ikke er blevet løst for længst, er det igen nødvendigt at zoome ud. At huske konteksten. I Cambodja driver Carlsberg forretning i et land, hvor frie fagforeninger stadig er en sværmerisk utopi. Det gælder også for ølpigerne og arbejderne på Carlsbergs partnerbryggeri i landet. De beskylder Carlsberg for at se passivt til, mens deres partnerselskab Cambrew med fuldt overlæg saboterer deres frie fagbevægelse.
I dag skal to ledere af fagforbundet CFSWF for retten i Cambodja. Forbrydelsen, der står anklaget for, er at lede en strejke. Hvis de bliver kendt skyldige, risikerer de to år i fængsel, og fagbevægelsen risikerer at gå til grunde. Eksperter ser retssagen som et direkte angreb på forsamlingsfriheden og et brud på OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber.
De anklagede frygter selv at blive kendt skyldige – ikke fordi de har overtrådt loven, men fordi de forventer, at dommeren er blevet bestukket. En helt almindelig praksis i Cambodja, hvor retssikkerhed og forsamlingsfrihed ifølge juridiske eksperter på ingen måde er en selvfølge.
At arbejdere anklager Carlsberg for union busting, kan man ikke læse meget om i de store danske medier. Måske fordi organiseret arbejdskraft er knap så sexet som prostituerede barpiger. Ikke desto mindre kan retssagen få store konsekvenser for ølpigernes ve og vel. Uden en fagbevægelse kan kvinderne ikke protestere over de nye, forringede korttidsansættelser.
Carlsberg kan gribe ind over for retssagen, mener eksperter. Hvis altså viljen er der.
Vi dækker dommen i morgendagens Føljeton. I mellemtiden kan man skåle på fædrelandsfølelsen. Bajeren kommer under alle omstændigheder til at smage af bål, men den bør vælges med omhu. Skål.