Frygt for brandattentater spøger stadig

Samim Zahiri betragter mig diskret afventende, mens jeg ser mig om i asylcentrets såkaldte aktivitetsrum. Vi er de eneste personer i lokalet; det er søndag, og de af centrets 120 beboere, der har råd og mulighed for det, er taget væk i nogle timer. Til Grenå ti kilometer borte, eller måske endda helt ind til Aarhus. Det kan man ikke fortænke dem i.

Men Samim Zahiri ser på mig.

Indtil nu har han vist asylcentret frem med en respekt for omgivelserne og indretningen, som var det hans eget hjem – hvad det sådan set også er. Han har boet her i otte måneder.

Lyngbygaard i Norddjurs Kommune er hans tredje center, for som asylansøger i Danmark er det ikke ualmindeligt at blive rykket rundt med og placeret i henhold til, hvor langt ens sag er i systemet. Samim Zahiri er 20 år, og han kom hertil helt alene fra Afghanistan som 18-årig. I løbet af den tid, han har været her, har han lært sig noget engelsk og lidt mindre dansk på den skole, han går på tre gange om ugen, og han veksler uforfærdet mellem sprogene.

Lige inden for aktivitetsrummets dør er der en bogreol af jern. Der ligger en stak bøger, som man kan låne. Der er udmærket engelsk lufthavnslitteratur imellem, men den eneste titel, jeg husker bagefter, er Lademanns KATTE-leksikon M-Å.

‘This is not good’

Jeg kigger på de tomme vægge og de ramponerede sofamøbler. Her er  bordtennisbord, bordfodbold og billardbord – fint nok. Men engang for ikke så mange år siden var Lyngbygård et plejehjem, og nok byder man de gamle meget i det her land, men det her var alligevel ikke gået. En pårørende ville have slået alarm eller gået til pressen. Hvad der engang må have været af billeder på væggene og pynt i fællesarealerne er long gone.

Det er mærkeligt: Ude fra vejen, der skærer gennem den lille landsby, ser asylcentret egentlig fint ud. Men indefra føles det som at gå rundt i en kondemneret bygning. Eller er det bare mig, der er blevet sart? Jeg har kun været her i tre kvarter, og asylcentret, der har været i brug som sådan siden oktober 2014, er trods alt drevet af Røde Kors og ikke af en kommune. Det borger vel for en eller anden form for kvalitet.

»Det her er ikke så rart?« spørger jeg forsigtigt på engelsk.

Samim Zahiri lyser op, da jeg siger det – i det omfang man kan lyse op med lettere udslukte øjne.

»No. This is no good. Ikke godt,« siger han og slår ud med armene.

Han tager mig med videre rundt og viser mig mere forfald. Ting, der er gået i stykker og ikke repareret – som eksempelvis flere af maskinerne i træningsrummet og computerne i computerrummet. Vi kigger ikke ind på nogen af værelserne, men Samim peger på dørene ind til dem, mens vi går hen ad gangen. »This is Eritrea…. this is Kurdistan…« Som en af dem, der har opholdt sig længst i asylcentret, ved han nogenlunde, hvem alle er.

Røde Kors-flaget

Solen skinner, og vi går udenfor. Ud på græsplænen, hvor en af de mandlige beboere, som Samim Zahiri siger netop er ankommet, leger med sin datter på en gammel trampolin.

Samim Zahiri tager en cigaret frem og tænder den. Han viser pakken frem.

»I never smoked before. I used to be a good boy. But now, now I smoke and I drink beer. Waiting, waiting, waiting. The system is no good«.

Så siger ingen af os noget. Der er helt stille i Lyngby. Lyngbygård er omgivet af parcelhuse og villaer, men der er ingen mennesker at se nogen steder. Engang imellem kører en bil igennem gaden. Midt på græsplænen står der en flagstang. Det er ikke Dannebrog, der vajer fra den, men Røde Kors’ eget flag. Jeg har ikke været her særlig længe, men jeg har allerede set så meget af Lyngbygård, at det ikke kommer bag på mig, at flaget er flosset i kanten.

Da det begynder at blive køligt, sætter vi os ind i et af centrets kønsløse køkkener, hvor Samim Zahiri gæstfrit sørger for kaffe, te og cola. Der ligger også to små pizzaer på bordet mellem os, som han har købt i Dagli’Brugsen lidt nede ad vejen. Han kan ikke så meget engelsk og dansk endnu, men han fortæller, at han er mekaniker, og at hans forældre og hans to mindre søskende er blevet tilbage i Kabul. »I am not happy,« siger han.

‘Jeg er jo sort!’

Da vi har siddet lidt, kommer en ung kvindelig asylansøger fra Elfenbenskysten gående med sin datter på to år. Vi ser hende fra vinduet, og Samim Zahiri kalder hende hen, da jeg siger, at jeg gerne vil hilse på hende. Rachel Tendance er velklædt og taler fint engelsk med fransk accent. Hendes datter bærer en lyserød Hello Kitty-hue og er ved at spise en Filur-is. Rachel Tendance er en anden type flygtning end Samim Zahiri, for hende forældre er her allerede. De kom i 2008, hendes far er politisk flygtning. Rachel Tendance har læst økonomi på et fransk universitet. Hun har boet på asylcenter i otte måneder, først på Asylcenter Samsø, som hun ikke var så vild med. Lyngbygård klager hun ikke over, men hun tilbringer det meste af tiden på sit værelse med sin datter. Mange af mændene på asylcentret ser på hende, som om hun var prostitueret, siger hun.

Lige før hun ankom til Djursland, var Lyngbygård udsat for et brandattentat. En ung fyr, som politiet fangede kort efter, satte sidst i august ild til en minibus, som holdt på parkeringspladsen bag centret. Ilden sved op ad muren, men ingen kom noget til. Gerningsmanden malede også hagekors på garageportene og skrev ‘DNSP’, ‘Go home’ og ‘første advarsel’.

»Jeg blev meget bange, da jeg hørte om det,« siger hun. »Jeg er jo sort! Hvordan skulle det ikke gå? Men der er ikke sket mere. Og folk i byen er flinke, og de hilser.«

Centrene og lokalbefolkningen

Hvis et plejehjem er en slags virksomhed, så må et asylcenter også være det. Det her er et virksomhedsbesøg, men det er søndag, og virksomheden Lyngbygård er ikke i fuldt sving. Jeg har valgt at besøge netop dette asylcenter på grund af brandattentatet i august, men også fordi jeg har læst nogle spøjse ting om Røde Kors-drevne asylcentre i en rapport fra efteråret om forholdet mellem asylcentre og lokalbefolkningen, skrevet af tre forskere på Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

I rapporten kan man for eksempel læse, at Langeland Kommune, som selv driver sine asylcentre, i udpræget grad gør brug af lokalt personale. Rationalet er, at den øgede kontaktflade mellem center og lokalsamfund styrker de lokales velvilje og giver dem en større forståelse for flygtningenes situation.

‘Jeg kunne jo blive fyret’

Men den sag har Røde Kors ifølge rapporten et helt andet syn på. Rapporten citerer en anonym Røde Kors-centerleder for det her tankespind:

»Hvis man nu for eksempel – som lokal indbygger – er ansat på et asylcenter et afsondret sted på landet, for enden af en lang og øde landevej, og man en mørk aften, hvor sneen fyger hen over vejen fra begge sider, kommer kørende dér på vej hjem fra arbejde, og der så går en asylansøger langs vejen, som ikke har råd til en taxa, eller bussen ikke kører. Da ville det som ansat i Røde Kors være forbudt at tage vedkommende med op. Jeg kunne blive fyret, hvis jeg gjorde det. For vi skal behandle alle asylansøgere ens, og det vil jo sige, at hvis vi tager én med op, hvad så med de måske 200 andre? Vi er nødt til at behandle dem allesammen lige, det er en del af vores professionelle relation til dem, og hvis man er lokal, bliver dette selvfølgelig sværere, fordi man oftere – uden for arbejdstid – vil rundt omkring lokalt og derfor lettere kan komme ud i situationer, som for eksempel den ovenfor, hvor det bliver vanskeligt ikke at komme til at gøre forskel på beboerne.«

Man må ikke bare møde op

Antropologernes har også fat i en anonym lokalt Røde Kors-ansat, som fortæller, at hun forsøger at hemmeligholde for asylcentrets beboere, at hun bor 200 meter nede ad vejen, da hun ikke ville risikere at have asylansøgerne »rendende« uden for arbejdstiden. En anden mangeårig Røde Kors-medarbejder fortæller, at hun havde lignende overvejelser, da hun i sin tid begyndte på jobbet, men hun kan kun komme i tanker om én gang, hvor nogen fra centret har banket på hendes dør, og det var en, der virkelig havde brug for hjælp.

Forfatteren Mads Nygaard, der er medstifter af græsrodsorganisationen Venligboerne, delte for nylig på Facebook et uddrag af et mødereferat fra et asylcenter i Sønderjylland. Det var et mødereferat, som var blevet sendt ud til frivillige og andre interesserede borgere i asylcentrets nærområde. I teksten stod der: »I forlængelse af vores debat om jeres øvrige besøg på asylcentret har jeg fået indskærpet fra mit bagland, at al frivillig-besøg på centret skal ske som en del af en planlagt aktivitet i frivilliggruppen. Man må altså ikke på eget initiativ møde op på centret eller planlægge sin egen aktivitet«.

Det var altså Røde Kors’ besked til lokale, der med Mads Nygaards formulering, »hellere end gerne vil hjælpe med at skabe liv og trivsel« i det lokale asylcenter.

Glad for besøg

Rachel Tendance fra Elfenbenskysten rejser sig og går ind på sit værelse med sin datter, og jeg sidder tilbage med Samim Zahiri. Ved et tilstødende bord sidder en syrer og ryger vandpibe, mens han taler højlydt i sin mobiltelefon. Det irriterer afghaneren, at syreren ikke har pli til at dæmpe sig lidt, når der er andre i køkkenet, men han siger ikke noget til ham. Det må kræve  Samim Zahiri siger igen og igen, at han er meget glad for, at jeg er kommet på besøg. Men jeg har intet gjort ud over at være der. Måske skal der ikke mere til.

Hen ad eftermiddagen kommer der en kvinde mere forbi. Hun hedder Yechiela Pojanamesbaanstit og er politisk flygtning fra Thailand. Hun skrev kritisk om det thailandske kongehus på Twitter – vel at mærke under pseudonym. Men pludselig en dag havde politiet alligevel været forbi og lede efter hende. Folk, der bliver taget for samme forseelse, får nemt 15-20 års fængsel, så hun vidste hun, at hun måtte ud af landet med sin lille datter. Det gik over stok og sten gennem junglen til Laos, og med hjælp fra nogle thailændere i Danmark, som hun ikke kendte i forvejen, kom hun hertil med datteren, der nu er seks år.

Swastika-forvirring

Yechiela Pojanamesbaanstit taler godt engelsk, og datteren er endda blevet ret god til dansk på de otte måneder, de har opholdt sig i Danmark. Jeg spørger hende, hvordan folk reagerede på branden i august.

»Til at begynde med var beboerne meget chokerede,« svarer hun. »De vidste ikke, hvad nazistsymbolet var, før nogen undersøgte det på internettet. Og så blev folk meget oprørte og kede af at være uønskede i Danmark. Mange af dem græd, og nogle søgte om at flytte væk fra asylcentret, fordi de var bange. Folk mistede også tilliden til Røde Kors-personalet og følte, at der ikke var nok sikkerhed, hvis de gerningsmændene kom tilbage for at brænde centret ned.«

Præster i fuldt ornat

Efter alt at dømme var der kun én gerningsmand, en mand på 26 år, som hurtigt blev pågrebet efter tip fra lokalbefolkningen.

Brandstiftelsen skete natten til en torsdag. Den følgende søndag fik beboerne sig en ny overraskelse, da mellem 1.500 og 2.000 danskere mødte op ved asylcentret for med en såkaldt »glædesring« at vise deres solidaritet med flygtningene. Præster fra flere sogne i nærområdet deltog i fuldt ornat. Det var arrangeret via Facebook af Venligboerne og lokale, der havde fået nok.

Jeg spørger Yechiela Pojanamesbaanstit, hvad beboerne sagde til det store opbud af danskere. Opvejede det den ubehagelige oplevelse et par dage tidligere?

»Da der kom en masse mennesker og besøgte asylcentret, blev folk mindet om, at der også er danskere, som ikke hader flygtninge og asylansøgere. Det gjorde et stort indtryk, at der kom så mange, og at de havde taget en masse ting med til os.«

Venligboerne til undsætning

Der har ikke været en sky på himlen hele eftermiddagen. Men nu begynder mørket at sænke sig over Lyngby. Flere flere asylansøgere vender tilbage fra deres ekskursioner. Ved halv femtiden dukker to danske kvinder op på asylcentret. Jette Aaroe Clausen og Ina Djulandani Dygaard er begge med i Venligboerne og er kørt i bil fra Aarhus. De er kommet for at se, hvordan det går med en ung statsløs palæstinensisk kvinde, der har brystbetændelse. Hun har en lille dreng på tre måneder, Mahmoud. Jette Aaroe er Clausen er jordemoder, og det ender med, at hun kører kvinden til nærmeste skadestue i sin bil. Der er altid brug for hjælp. Systemet kommer hele tiden til kort.

Lidt over en uge senere er den statsløse palæstinensiske kvindes sag oppe at vende hos Flygtningenævnet. Hun er kommet til Danmark fra Libyen med sin mand og hans søster og sin søster og to brødre. De er fra Syrien, men har boet i Libyen og flygtede i en både over Middelhavet. De kan ikke vende tilbage til Libyen, for Libyen tager ikke statsløse palæstinensere tilbage, hvis de har været ude af landet i nogle måneder. Og Syrien er der borgerkrig. Flygtningenævnet ender med ikke at give dem opholdstilladelse. Det er det rene limbo.

Torsdag 10. december klokken 8.37 skriver Mads Nygaard, medstifteren af Venligboerne, en statusopdatering på Facebook:

»Samling af babyseng fra Ikea. Det var min første opgave, da Hjørring Asylcenter åbnede sidste efterår. Jeg kunne ikke finde ud af det. I dag er jeg på vej til integrationstopmøde med to ministre. Det kan jeg med statsgaranti ikke finde ud af. Elefanter fra Hirtshals er håbløse til møder, der varer længere end en lur. Men pyt, det er det fine ved at være Venligbo. Du behøver ikke at være god til noget som helst. Du skal bare give en hånd til dem, der ikke kender et øje. Det går skide godt.«