Historien om hvordan et maleri kom til at koste en milliard

Historien

Det er ganske vist længe siden, men der var engang – på et ubestemmeligt tidspunkt før 16-1700-tallet – hvor kunst kun var noget, man fik lavet på bestilling, og hvor kunstværkets pris afhang af, hvor lang tid det ville tage at lave det, og hvilke materialer der skulle bruges.

I middelalderen var det for eksempel på mode at få indarbejdet guld i sin kunst, hvis man var en helvedes karl (en konge eller kirken), ligesom farven blå var særlig svær at lave og derfor også i høj kurs, men kunstneren var der ikke så mange som tog sig af. Han (for det var altid en han) var vel at sammenligne med en tømrer eller en snedker, der alt efter størrelsen på sin kundekreds også havde et sjak af elever og svende omkring sig, men den egentlige mester var ikke agtet i særlig grad.

Det havde kunstneren det tilsyneladende fint med i århundreder, men renæssancens kunstnere begyndte i stigende grad at kræve agtelse som tænkere, drømmeskabere, filosoffer og ja, som kunstnere. De krævede kunstnerisk frihed.

Det er også lige umiddelbart derefter, vi for første gang har optegnelser fra offentlige kunstauktioner, hvor værker bliver solgt til væsentligt mere end mandetimer og materialer. Kunstværket, der skulle blive kendt som det, der satte standarden for det moderne kunstmarked, er hollandske Gerrit Dous Interiør med kvinde og barn, der i 1700 gik til den ublu pris af 320 pund, hvilket jeg ærlig talt ikke aner, hvad svarer til i 2017-priser, men mit gæt er ”meget”. Prisen blev kun overgået syv gange helt frem til 1910, hvor kun andre hollandske malere som Rembrandt og Antoon Van Dyck kunne følge med. Her blev den italienske renæssancemaler Andrea Mantegna solgt til 29.500 pund på en auktion.

Status og rigdom

Det er her i begyndelsen af 1900-tallets, rige amerikanere begynder at blande sig i den dyreste ende af kunstmarkedet. Deres trang til at vise klasse med europæisk kunst skubber til priserne, der i 1958 sender først Gauguin og samme år Cezanne ind på en førsteplads over verdens dyreste kunstner med det berømte Le Garçon au gilet rouge (Drengen med den røde vest), der blev solgt til 220.000 pund. Men helt op til begyndelsen af 1980’erne når kunsten ikke markant længere op end det leje. Først herfra begynder priserne for alvor at komme uden for fatteevne, og også moderne kunstnere bliver solgt til flere hundrede millioner kroner. Pablo Picasso, Andy Warhol, Jeff Koons og Damien Hirst bliver rockstjerner, og alt, hvad de rører ved, bliver til millioner.

I dag taler nogle bekymrede kommentatorer om et overophedet kunstmarked, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at priserne vil dykke – heller ikke for den moderne kunst. De allerdyreste værker er lavet af kunstnere som Gauguin, der bliver solgt for et sted mellem 1,5 og 2 milliarder kroner, mens kunstnere som Rembrandt, Monet, Munch eller middelalderens stjerner stort set aldrig er til salg. Derfor domineres kunstmarkedet også af kunstnere fra det 20. århundrede, og kun tre af de ti dyreste kunstværker er fra før 1900.

Det globale kunstmarked for værker dyrere end 80 millioner dykkede dog en smule sidste år fra 160 til 80 værker. Det samlede salg faldt også med 22 procent til cirka 100 milliarder kroner fra 2015, hvor også seks af de 10 dyreste værker gennem tiden blev solgt. Til gengæld er det kinesiske marked stadig på vej op og steg med 38 procent efter et totalsalg til kinesiske samlere på 30 milliarder kroner. Med undtagelse af 2015 har kineserne toppet markedet de seneste syv år; til gengæld går en stor del af de mange kinesiske milliarder til traditionel kinesisk kunst, der ikke tiltrækker meget interesse uden for Kina.

Køberen

Da hammeren endeligt ramte pulten hos Sotheby’s i New York brød jublen løs.­ Folk klappede og hujede, og med en telefon i den ene hånd og et anonymt købernummer i den anden stod en asiatisk kvinde og så lettet og lidt forlegen ud. Det var hende, hele salen kiggede på og klappede af. Eller det vil sige, det var vel nærmere telefonrøret, for i den anden ende sad den lykkelige ejer af et maleri, der med salær kom op i en den berømte 100 millioner-dollars-klub, hvor kun 10 andre malerier er kommet ind.

Lige når man har forstået, at et maleri kan koste 850 millioner kroner, melder der sig det naturlige spørgsmål: Hvem køber dog sådan et maleri og hvorfor? En del af svaret kan findes et sted i den anden ende af telefonføret, hvor den 41-årige japanske mangemilliardær Yusaku Maezawa sidder og sveder. Det offentliggjorde han selv på sin Instagram-konto, da han forklarede sit køb:

”Jeg er så glad for at kunne annoncere, at jeg lige har vundet dette mesterværk,” skriver han under billedet af sig selv, der poserer ved siden af maleriet.

”Da jeg først så billedet, blev jeg så bevæget og taknemmelig for min kærlighed til kunst. Jeg ville dele det med så mange mennesker som muligt.”

Det er lidt uklart, hvad han mener med at dele billedet, for der er reserveret en plads i hans private Tokyo-lejlighed, hvor der hænger flere andre Basquiat’er, foruden Richard Princes Runaway Nurse (købt for 9,6 millioner dollars hos Christie’s sidste år), der hænger i trappeopgangen, et Roy Lichtenstein i spisestuen, et stort værk af Christopher Wool (13,9 millioner) i stuen og et Picasso, han har købt for 22 millioner dollars.

Booste sin pengetank

Yusaku Maezawa var engang trommeslager i et japansk indierockband, men i 1998 startede han firmaet Zozotown, der er Japans største online modebutik. Den skulle efter sigende være 3,5 milliarder dollars værd, og han er den 14. rigeste person i Japan, så han har sikkert en konto, der ikke går i overtræk, når Sotheby’s dankort-transaktion går igennem.

Jeg betvivler ikke Yusaku Meazawas kærlighed til kunsten, men uden at han nødvendigvis behøver at lægge det til grund for sin beslutning, har et køb i den liga nogle fordele, som stikker dybere, end den kærlighed, han bliver ramt af, når han ser på det. Det er blandt andet også derfor, at folk i kunstverden har talt om aftalt spil, når det gælder rekordkøbet, og om at budkrigen var rent spil for galleriet (undskyld) og endte med en pris, som Meazawas og Sotheby’s allerede havde besluttet sig for.

Længere nede skal vi se på auktionshusets interesser i salget, men for Meazawa havde det den fordel, at prisen på Basquiat omgående steg med 20 procent, og formentlig vil den stige endnu mere inden det næste maleri sættes til salg. Alene det at maleriet nu er et rekordmaleri hæver efterspørgslen gevaldigt og dermed også værdien på de andre Basquiat-malerier, Meazawas ejer. Hans personlige formue faldt altså ikke ved det køb, men steg. Det samme gjorde omtalen af hans modeimperium og hans andre kunstværker (de er som bekendt nået helt til denne lille publikation). Desuden besidder han nu en vare, som har vist sig at holde sin værdi bedre end nogen anden aktie eller noget metal – den allerdyreste kunstvare, som Picasso, Warhol, Gaugin og den slags. Disse kunstneres værdi er kun steget med årene uafhængig af tidens finanskriser og synes at arbejde ud fra en positiv spiral-logik, der betyder, at jo mere du giver for din vare, jo mere bliver den værd næste gang, du skal sælge det. Gruppen af ekstremt rige er ikke blevet mindre i løbet af de seneste årtiers pinefulde finanskriser, men tværtimod vokset markant, blandt andet ved væksten i Kina, der i dag tegner sig for 30 procent af salget af kunstværker, der koster mere end 80 millioner.

Samtidig er kunst en vare, der ikke umiddelbart beskattes. Du har et fysisk objekt til en milliard, du kan flytte over landegrænser, give videre til yngre generationer eller – hvis du er den type – bruge til at vaske penge, du er kommet i besiddelse af på en måde, som myndighederne i dit land måske er mindre begejstrede for, kridhvide og fine igen. Det beviste de berømte Panama-papers i øvrigt.

Ingen af delene har naturligvis noget som helst at gøre med langt, langt de fleste samlere i verden, der er højt respekterede for deres kunstforståelse og støtte til fonde, museer og kunstskoler. Det kan man se på de lister, som mange af verdens store kunstmagasiner opgiver hvert år med de mest toneangivende og rigeste samleres køb og salg i løbet af året. Man kan bare også objektivt konkludere, at det sjældent er en dårlig forretning at smide penge i den dyreste ende af kunstmarkedet. Langt mere risikabelt er det, at købe unge og upcoming-kunstnere, og kunstinvesteringsrådgivere siger helt rutinemæssigt, at man kun skal investere i deres kunst, hvis man har en særlig kærlighed til den. Alternativt skal du have så mange penge, at du har råd til selv at byde kunstneren op.

Sælgeren

Det var live-transmitteret, spektakulært og dekadent, da verdens ældste auktionshus lod hammeren falde på 98 millioner dollars for Jean-Michel Basquiats ubetitlede maleri af et kranium. Tilskuerne klappede og hujede, og gad vide om ikke også auktionshuset Sotheby’s ledelse havde et listigt smil på læberne, da de udover opmærksomheden også tager et salær, der får prisen til at løbe op i 110 millioner dollars. Sådan bliver cirka halvdelen af verdens kunst handlet – via auktionshuse. Den anden halvdel går gennem gallerister og kunsthandlere, mens kun forsvindende lidt foregår direkte gennem kunstneren. I dag dykker vi en tur ned hos sælgerne for at forstå det svulmende kunstmarked.

I 2015 blev der ifølge revisions- og konsulent-selskabet Arts Economics i Dublin handlet kunst for knap 63 milliarder dollars, hvilket er lige lidt mindre end Slovakiets samlede bruttonationalprodukt. Det er næsten en fordobling siden 2009, der oven på finanskrisen var lidt af et katastrofeår for kunsthandlerne, men siden er det så også kun gået fremad.

Særligt den kinesiske vækst har pustet til handlerne, og i dag står Kina for 22 procent af den samlede kunsthandel, og særligt er det private salg fra gallerierne og kunsthandlerne steget, selv om auktionshusene oftest står for de mere spektakulære salg. De private sælgere står stort set for alt salget på det primære marked, det vil sige det, der går direkte fra kunstnerens atelier, mens auktionshusene tager en større bid af det sekundære.

Men havde Basquiats kranium skullet sælges privat, var det med stor sandsynlighed blevet forestået af den legendariske Larry Gagosian Han bor i Los Angeles, men huserer over hele verden, hvor han repræsenterer kunstnere som Andy Warhol, Damien Hirst, Picasso og ja, Basquiat, og han omsætter for en milliard om året.

Forretningens kunst

Andy Warhol, der var fyldt med fede oneliners, skal have sagt, at det ”at lave forretning, er den mest fascinerende kunstart”, og i kunstverden er det galleristerne, der står for den slags. Det er dem, der opbygger kunstnerens renommé og beskytter det, handler værkerne og administrerer deres karriere. For det at sælge kunst er ikke bare at sælge kunst – særligt ikke hvis du spiller i den store liga som Gagosian, og faktisk er det heller ikke så let at få lov at købe det.

En dygtig gallerist er nemlig ikke ligeglad med, hvem de sælger deres værker til. Købere kan hæve eller sænke markedsværdien på en kunstner, og det er her renommé-beskyttelsen kommer ind i billedet, for hvis en kendt eller respekteret samler køber en kunstner, vil prisen på kunstneren stige. Lidt firkantet kunne man sige, at der grundlæggende er tre grunde til at købe kunst: 1) Af kærlighed til kunsten eller kunstneren, 2) for at investere eller 3) for hæve sin position i samfundet. Som regel er det ikke kun én af delene, men hvis vi nu ser bort fra den første kategori af utilregneligheder, så vil de to sidste påvirkes kraftigt af, hvem der er køberen. Igen kan vi kigge på Warhols karriere for at forstå systemet, for han tilskrives æren for at have forstået, at det vigtigste ved et salg ikke er prisen, men køberen, så hvis du som gallerist kan få en ung eller lovende kunstner solgt til den rigtige samler eller samling vil mange begynde at kigge i den retning og følge strømmen.

Når gallerierne bliver store nok, kan de blive større end selv kunstneren. Alt, hvad de rører ved, bliver til guld. Sådan er det for en fyr som Larry Gagosian eller tyske David Zwirner, der har bygget en hel kæde af respekterede gallerier op. De er to af nogle få hundrede supergallerister, der kan afgøre en kunstners fremtid i et ugennemskueligt marked. De fastsætter priserne, de finder køberne, og på lange stræk er deres smag altafgørende for markedets retning. På den ene side. For på den anden side er kunsten en inficeret og total fri udgave af en ”udbud og efterspørgsel-model”, hvor galleristerne i langt højere grad end auktionshusene er vores eneste forbindelse til virkeligheden. De beskytter deres kunstnere.

Kunstens værdi, må nødvendigvis være subjektiv, og som en slags selvreguleringsmekanisme har markedet indarbejdet, hvad man kunne kalde signalstoffer, som man kan pejle efter – de velansete gallerier og samlere, et par håndfulde af verdens museer og de kendte samlere. Den treenighed er den altoverskyggende prisfastsætter, der dog i nogen grad og fra tid til anden forstyrres af auktionshusene mere ”hasarderet” salgsmetode, hvor den rene udbud-efterspørgsel-logik tilsyneladende hersker. Hvor galleristerne bruger mange kræfter på at opbygge og ‘skabe’ en kunstner; sørge for at de svære perioder ikke får lov at overskygge de gode, bruger år på at lade ham eller hende modnes, indgår personlige relationer og skabe arbejdsro, går auktionshusene anderledes råt til værks og ser på hvad markedet vil gøre ved værket og essentielt set også ved kunstneren. Kunst er en skrøbelig størrelse og kan være tilfældig og derfor er det også almindeligt at se gallerister opkøbe ”deres” kunstner, hvis de bliver udbudt på auktioner – for bedre at kunne styre deres karriere.

Auktionshusene

Det var kulminationen på måneders optur, da auktionarius Oliver Barker elegant daskede hammeren i bordet hos Sotheby’s i New York og lod den anspændte mumlen forvandle sig til et regulært jubelbrøl.

”Encore,” råbte kunsthandleren Ivor Braka fra 3. række med henvisning til en herlig aften hos auktionshuset, der så sluttede af med Jean-Michel Basquiats karakteristiske skarptskårne og brutale streger til 850 millioner.

Kun fire værker den aften nåede ikke sit minimum og Francis Outred, der er bestyrelsesformand hos konkurrenten Christie’s havde tilsyneladende ret, da han tidligere på året efter en storsælgende aften tilfreds udtalte, at ”kunstmarkedet er tilbage”. Kunstmarkedet er igen begyndt at sprænge rammerne for, hvad der er muligt at forstå.

Lad mig alligevel forsøge at sætte tingene lidt i perspektiv med en lille omvej. I går aftes sad jeg og så et livestream fra Sotheby’s i London, der havde en række mesterværker under hammeren. Miro, Wassily Kandinsky og et enkelt Picasso blev sendt rundt til verdens samlere til svimlende, men alligevel ikke rekord-beløb. Et Kandinsky gik til 22 millioner pund, et andet – det abstrakte billede Bild mit weißen Linien – gik til 33 millioner, mens Miros Femme et oiseaux hjembragte 24,5 millioner og Picassos Buste de femme couchée sølle 2,4 millioner pund. I alt indbragte aftenen 1,5 milliarder kroner til sælgerne og auktionshuset, så da jeg senere på aftenen hørte, at odensebydelen Vollsmose nu endelig skulle gennemgribende istandsættes og saneres, så urolighederne i den plagede bydel kunne stoppe, var det svært ikke at sætte det i relief. Via Indenrigsministeriet, Odense Kommune og Landsbyggefonden var det lykkes at skaffe 300 millioner til Ghetto-fornyelsen – det er lige lidt mindre end Kandinskys Bild mit weißen Linien.

Udbud og efterspørgsel… gode gamle

Auktionshusene er en glimrende indikator for verdens finansielle tilstand blandt de rigeste som en regulær udlevelse af, hvad kapitalismen kan. Det er en af de reneste udgaver af udbud og efterspørgsel, vi har. Modsat galleristerne og kunsthandlerne er de lidt groft sagt kun interesserede i den højeste pris for det kunst, de har til salg, og mindre interesserede i kunstnerens karriere eller omdømme. Her er en minimumspris fastsat af sælger og auktionshuset i fællesskab, og ellers går værket til højestbydende. Her arbejder man psykologisk på at opnå den rette euforiske stemning, så de nogen gange nærmest for karakter af en sportsgren for overklassen. Man taler endda om at ”vinde sine værker”.

Hvor en gallerist vil vente med at sælge sin kunstner til det rette tidspunkt eller til den rette person, er auktionshusene blot interesseret i salget, så om det er ugunstigt for kunstneren, at prisen er høj eller lav, eller om køberen er et velanset museum eller en samler, eller om det blot går til en nyrig ejendomsmægler, der vil hænge maleriet på sit toilet, er for så vidt ligegyldigt.

Alt bortset fra køberen i mange tilfælde er åbent og gennemskueligt og derfor er det også ofte auktionerne os, der ikke er insidere i kunstbranchen orienterer os efter. Efter et skuffende 2016, var kommentatorerne begyndt at tale om krise og verdens økonomer var begyndt at skæve til auktionshusene, men i det første halvår af 2017 er ængsteligheden gjort til skamme – eller et udtryk for et overophedet marked.

En forklaring på auktionshusenes fremgang kan være, at økonomien i kunsten er blevet bedre og investeringslysten større efter Brexit – en ikke uvæsentlig begivenhed for verdens tre største auktionshuse, Christie’s, Sotheby’s og Phillips, der alle er britiske. En anden forklaring kan også være de største auktionshuses forfinelse af en forretningsmodel, der bygger mere og mere på spektakulære salg og rekorder. Kritikere har anklaget husene for kun at interessere sig for at sælge de mest kendte kunstnere til milliarder for at få omtale, og der er blevet hvisket om aftalt spil og fastlagte priser, uden at nogen dog har kunnet komme op med fældende beviser.

Sidste år omsatte Sotheby’s for 805 millioner dollars, hvilket var det laveste siden 2012, dog næsten det dobbelte af 2009. I 2015 omsatte de for 961 millioner dollars. Konkurrenten Christy’s omsatte for 7,4 milliarder i 2016.

Kunstneren

For Jeanine Basquiat var der ikke så meget at sige, da Oliver Barker fra Sotheby’s storsmilende lod hammeren falde over hendes afdøde lillebrors ubetitlede maleri af et kranium og gjorde det til et af verdens dyreste malerier. Hun varetager familierettighederne over Jean-Michel Basquiats værker sammen med sin søster Lisane i Californien, så hun ringede til hende.

”Der var ikke meget at sige,” sagde hun til New York Times et par dage efter.

”Vi var mundlamme.”

Søstrene er ret private omkring deres berømte bror, der døde kun 27 år gammel i 1988, og har hverken dengang eller nu arbejdet for at promovere ham eller sælge ham, men sørger mest af alt for, at hans arv bliver varetaget forsvarligt. Det er der til gengæld andre, der har (altså promoveret ham), for stort set siden han begyndte sin karriere i 1980, har man vidst, at han havde potentialet til at havne i den absolutte superliga over verdens mest eftertragtede kunstnere. Allerede i begyndelsen af 80’erne var hans værker i den dyre ende, og særligt da han i 1983 indledte et samarbejde med Andy Warhol, gik det stærkt for ham.

Der er nogle kunstnerisk og historisk indlysende årsager til, at hans værker i dag er så eftertragtede udover det forhold, at hans karriere ikke er særlig lang, så der simpelthen ikke findes så mange værker, men Basquiat havde ikke opnået den status uden at være blevet taget ind af gallerister og naturligvis Warhol. Kunstnere, der skal op i en hvis liga, er afhængige af at have ”sælgere” bag sig, og der findes stort set ikke eksempler på kunstnere, der har klaret sig ved egen kraft. Selv Andy Warhol, der ellers er kendt for at være en pioner udi at promovere kunstneren over kunsten, havde den legendariske galerist Leo Castelli som gallerist, inden han åbnede sit såkaldte The Factory.

Som nævnt: ”At lave forretning er den mest fascinerende kunstart,” skal Andy Warhol engang have sagt, og siden er det blevet citeret mere end Bibelen i kunstverden.

Dog skubbede Warhol til det billede, man tidligere havde haft af kunstneren som det fattige, hjælpeløse geni til at være mere bevidst om sin egen værdi og fremtoning. Han betragtede sig selv som kommerciel og så det som en del af kunsten at arbejde i det økonomiske kredsløb – at lave penge. Men selv om kunstneren i dag i nogle tilfælde er små firmaer med mange ansatte til at lave og udtænke værkerne (sådan har det i øvrigt altid været), så er det stadig stort set utænkeligt, at kunstneren ikke først og fremmest koncentrerer sig om sin kunst og lader andre om salget.

Fald i værdi

Britiske Damien Hirst er et af de eneste tilfælde blandt de dyreste kunstnere, der har forsøgt at klare sig uden kunsthandler og gallerist. Tilbage i 2013 stoppede han pludselig samarbejdet med Larry Gagosian efter 17 års makkerskab og solgte sine værker selv direkte gennem auktionshuse. Allerede på det tidspunkt var han en af verdens dyreste nulevende kunstnere. Nogle mente, det handlede om, at han var utilfreds med, at hans værker solgte dårligere end tidligere. Andre mente, det handlede om at tage kunsten i egen hånd, og at bruddet ville vende op og ned på kunstverdenen.

Tal fra analysebureauet Artnet viste dog hurtigt, at det ikke umiddelbart var en god forretning for Hirst, da de værker han solgte på auktioner generelt gik for 30 procent under den pris, de var gået for under Gagosian. Hver tredje af de i alt 1.700 værker, han satte til salg, blev slet ikke solgt. I 2016 fandt Gagosian og Hirst sammen igen.