Cool følsomhed

Caroline Albertine Minor ankom på den danske litterære scene med romanen Pura vida i 2013. Hun landede som en helikopter i et diset terræn, og ud stod hun med denne klarhed, som karakteriserer hendes sprog. To ting (mindst) var bemærkelsesværdige: den internationale spredning, forstået som, at vi frit bevæger os rundt på kloden, og den sproglige præcision, der beskedent ikke peger på sig selv, men driver værket.

Bogen kan læses som en beretning om frihed, jf. titlen, der er costaricansk for det ’rene liv’ og betyder noget i retning af ’at gøre, hvad man vil’, en afslappet, bekymringsløs livsform, som lyder forjættende, men også kan bevirke, at man blot føres med og ikke tager føringen i sit liv. Der er dog ingen moralisering i bogen, men en særlig form for eksistentiel flyden, som fremstilles for læseren i takt med omkringvandringen. Hvis der afsløres en vis usikkerhed hos hovedpersonen, er det ikke tilfældet hos forfatteren, der skriver med stor sikkerhed om netop dette. Bogens hele stemning sidder i én flere år efter læsningen som en rotorvinge i mørket.

Endnu mere prekær og tung er den nye bog, Velsignelser, som udkom i år. Men samtidig forbløffende let og gennemskinnelig af sproglig suverænitet. Hvor romanen fungerede i selvstændige afsnit, i forskellige verdensdele, er novellerne delvis sammenhængende, i visse tilfælde med samme personer. Således hælder romanen mod novellegenren og novellerne mod romanen. Og det er ikke tilfældigt, for disse glidninger er ikke blot overskridninger af genrer, men en bevidst afbildning af en verden, der hænger sammen og dog ikke. Opleves i glimt, men også i genkommende dele af helheder.

Man kan med en vis ret hævde, at sorg er det eneste, man i prosa troværdigt kan skrive om. Nogle vil mene, at det er kærlighed. Men det er to sider af samme sag. Kærligheden rummer sorgen, idet den mistes, og sorgen har kærligheden som klangbund, thi det er den mistede kærlighed, der skaber sorgen. I alle tilfælde er det sorg, der gennemløber Velsignelser, ikke en sorg i øjeblikket, som kan overvindes, men en grundlæggende sorg, der tegner mennesket. Novellen har jo den indbyggede kvalitet, at dens tema hører op, at den spidser til og fortager sig, så at sige, men her – hos Caroline Albertine Minor – er det, som om anslåede sorger blot samler sig til en vedvarende værensbetingelse; og dermed ligner novellerne livet.

Også i novellerne er der en baggrundssummen af laissez-faire, forhold findes, ophører, glider fra hinanden, en slags hverandreløshed hersker, mens kærligheden udfolder sig. Det er sindsoprivende! Men absolut mest pågående er sorgen, fordi der mistes så pludseligt – og i et enkelt tilfælde akavet, hvis man kan miste akavet. Alt er fanget ind med et nærværsnet, som om alle ting var medvirkende årsager, alle sansninger, alle fysiske berøringer, erindringer, var årsager til tabet, fordi verden trænger sig på med en sådan styrke. Og hvis det er mennesker, børn, voksne, forældre eller jævnaldrende, alle hvisker de ind i øret på fortælleren, at de er der, at de har deres plads. Det er som skrivekunst imponerende, fordi man som læser unægtelig føler sig som deltager. Tabet overføres som ved infusion.

Det kan alt sammen kun lade sig gøre, fordi sproget på én gang er varmt og koldt. Det hedder cool. Der er et stort følelsesregister, men det præsenteres tilbageholdt i korte, nærmest vibrerende sætninger. Rytmen er afgørende, pauserne ved linjeskift. Ny linje. Pause. Her ligger så den eller den følelse, iblandet tanke, bevidsthed, sansning, tab. Et sted hedder det: ”Vinteren over flød vi ind og ud af hinandens arme og senge, og for første gang i mit liv var tingene lidt sådan, som man forestiller sig, at de vil være, når man forestiller sig dem” (p. 172). Bemærk, at ellers, som grundvilkår, er tingene ikke sådan, som man forestiller sig, at de vil være, når man forestiller sig dem.

Den mest sorgfulde af novellerne er den tredje, ”Sorgens have”, om et par, hvor manden har været ude for et færdselsuheld, så livet med ét er forandret. Kvinden taler. Det er hårdt, præcist, som regn på ruden. Her – som andre steder – bliver følelsen flertydig, der kastes lys tilbage på den følende selv. Og det bliver så formidlet til læseren. Det er, som om der dunker et etisk hjerte i teksten, det er meget smukt, næsten uoverkommeligt at leve med, men så meget desto vigtigere.

Den første novelle, som har karakter af en lille roman, hedder ”Villages de France”. Den rummer det hele, afsked, flygtigt seksuelt forhold, omskiftelighed, eksistentiel udsathed, detaljerigdom i livstilstanden. Den slutter med følgende afsnit, der godt eksemplificerer novellernes sprog:

”Da programmet sluttede, og rulleteksterne dukkede op med en sørgmunter melodi, kunne jeg ikke sidde stille længere og gik ud i haven. Lærken sang. Jeg betragtede floden, der var gjort dyb og livlig af smeltevandet fra bjergene. Det var kun et spørgsmål om tid, forstod jeg, og alt i mig var på vagt. Som var jeg ved en fejl løbet ud på det åbne efter længe at have befundet mig i mørket mellem træstammer og buske.”

Vi har før set novellen som pejlemærke for en tid og en generation, vi har haft J.P. Jacobsens noveller, vi har haft Peter Seebergs, vi har haft Pia Juuls. Således nu Caroline Albertine Minors. /Asger Schnack

Caroline Albertine Minor: Velsignelser. Rosinante (2017)