Sejlads mellem Skylla og Karybdis

2.11.1879

At introducere sig smukt er maaske den vanskeligste af alle Kunster – en Seilads mellem Skylla og Karybdis, hvor man enten lover for lidt og slet ikke interesserer, eller lover for meget – og skuffer. Derfor har jeg med Tanken paa denne Feuilleton opfundet hundrede Planer, som igjen blev forkastet, og min Hjerne tømtes, efterhaanden som Papirskurven fyldtes. Saa opgav jeg pludselig det Hele: jeg vilde gaa lige til Sagen uden alle Komplimenter, og jeg opgav enhver Introduktion. Og lidt efter lidt indsaa jeg nok, at det var det eneste, jeg baade kunde og burde.

Saa vil jeg da ganske simpelt begynde med at fortælle, hvorom jeg vilde have skrevet i Oktober, og jeg vil overlade Dem at tage, hvad jeg skriver, enten som et Løfte eller som – en Advarsel!

Faa Menneskers Død er med Rette bleven mere beklaget end Peter Heises. Han døde jo lige efter at have givet sit Folk et stort Løfte, og paa et saadant Tidspunkt er det for en Kunstner altid lykkeligt at dø, thi selv det største er aldrig større end vore Forventninger. Derfor kunde der maaske være kommet en Tid, hvor man havde skattet Heises Liv høiere, aldrig noget Øieblik, hvor man stærkere vilde have beklaget hans Død. Og dog skulde man, naar man den 17. September traadte ind i Frue Kirke, vanskelig have set, at det var en af de paa samme Tid betydelige og haabefulde i Folket, man her sagde det sidste Farvel.

Kirken var fuld, men ikke fyldt, og rundt i Pulpiturerne prangede lystklædte Damer, der lignede en Skare nysgjerrige, komne ind fra Gaden, langtfra sørgende. Den afdøde Kunstner elskede Simpelhed og hadede Affektation; derfor var der ingen Operasang og ingen Kantate, men selv den simpleste Hyldest kan blive ophøiet, naar det er en Befolkning, der yder den, selv den prunkløseste Høitidelighed bliver gribende, naar den feires under et Folks Deltagelse. Men saaledes er det ikke, og vort Decennium, hvem det i mere end en Betydning er blevet givet at begrave Fædrenes Guder, har tilsyneladende ikke forstaaet, at det er godt og sundt, naar Samfundet samles om sine betydelige Mænds Baarer.

Alene de allersidste Aar har set Andersen, Paludan-Müller og Winther dø. H. C. Andersens Død vilde vække Opsigt i Europa, og det var at vente, at Times vilde omtale hans Begravelse: man gjør altid omhyggeligt Toilette, naar man skal i stort Selskab, endsige da, naar »Europas Øine vogter paa en«, og Andersens Begravelse blev derfor foretagen under større Deltagelse – i Times under levende Sorg. Men nu Paludan-Müller? Der gik halvandet Døgn, inden Hovedstaden anede, at »Danserindens« Digter var død, og da han saa en sludfuld Vinterdag bisattes i Holmens Kirke, var det kun de literære »Trehundrede«, der fulgte ham til Jorden. Man undlader aldrig at følge en Forretningsven eller en Forretningsvens Kone til Jorden, men den Mand, der gav Danmark »Adam Homo«, har man ingen Trang til at følge. Og dog er han mere end vor Ven, han er vor Velgjører. Eller nu Kristian Winther – Kjærlighedens evig unge Sanger, død i et fremmed Land og bragt hjem til Sjællands Jord for at hvile paa den Plet, han havde kjærest i Verden.

Hvor var den Ungdom, om hvis Drømme han havde sunget, hvis Længsler han havde givet Ord, og hvis Kjærlighed han havde følt? Hundrede Studenter eller lidt flere var alt, hvad man saa – de andre havde ikke Tid, Børsfolkene havde travlt, Sagførerne vare i Retten, og Theatrene holdt Prøve, kort sagt, man havde ikke Tid til at »følge«, ikke Tid – eller ikke Trang. Men det, at vi fattes denne Trang, er os ikke til Hæder. Thi – vi maa tilstaa – Paludan-Müller og Kristian Winther blive ikke ringere, fordi vi vise deres Begravelse ringe Deltagelse – »Adam Homo« vil bestandig være stor, saa stor, at enhver social Roman i vort Sprog vil synes som en fattig Efterligning, og man vil sildig glemme de bævende Sange til »En« – nei, de blive lige store, det er os, der bliver ringere, os, der ikke forstaar, at det altid er godt for et Land at hædre sin sande Storhed og i splittede Tider mødes i en fælles Sorg …

Jeg vilde have skrevet om Ristori, og i Modsætning til adskillige andre Kritikere, der dog vistnok vare i samme Kasus som jeg, der vel at mærke ikke kritiserer, vilde jeg have begyndt med at sige, at jeg ikke kan et eneste Ord Italiensk, og jeg vilde ikke en Gang have vovet at paastaa, at det var gaaet mig lige som den fra Reklamerne bekjendte Arbeidsmand, der rigtignok ikke forstod Italiensk, men alligevel godt forstod Ristori.

Men lad os dvæle lidt ved Ristori-Kritiken! Som bekjendt har Madame Trebelli – med sine »halvtreds«, som det forleden hed i en gavmild Kritik, der med et rundt Tal lagde ti Aar til Kunstnerindens Alder, en fin Smiger for Resten, naar Aarene mærkes saa lidt som hos Zelia Trebelli – paa Nedreisen fra Stockholm givet Koncerter i et Par større Provinsbyer. Det ene Sted havde Frøken Schou sunget Ugen i Forveien, og denne Omstændighed gav det stedlige Organ Leilighed til at anstille en Sammenligning mellem de to Kunstnerinder – »en Sammenligning, der uden al Partiskhed ubetinget falder ud til Fordel for vor egen Kunstnerinde!«

Hvorfor jeg fortæller dette i denne Sammenhæng? Fordi – nu, fordi det var Ravnekrogskritik, og fordi man altid har godt af at se sig i Speil: i Verdens Øine er Kjøbenhavn en Ravnekrog, og selv her hjemme mærkes det undertiden. Men lad os paa den anden Side tilstaa, at man meget ofte gjør vel i – med Selvkritik – at renoncere paa Aandrighed. Selv den aandfuldeste Forfatter kan saa let blive latterlig, naar han vil være altfor fin, og der er ingen Grund til at beklage sig over, at ingen af vore Kritikere har været saa aandfuld, at han har fundet Ristoris Sjæl sort, i Analogi med G. B., der i »Kristiania Dagblad« har kaldt Sarah Bernhardts Aand »brunet« – en noget besynderlig Karakteristik af en Sjæl!

Det er nu afgjort, at Ristori atter vil komme til at spille i Kjøbenhavn, og denne store Kunst tilhører altsaa ikke blot vor taknemmelige Erindring. Vi ville rimeligvis endnu en Gang faa Leilighed til at beundre Dødsscenen i Elisabeth og Skriftemaalet i Maria Stuart. Især dette uforglemmelige Skriftemaal. Man kan strides om, hvorvidt den Skikkelse, Ristoris Geni har skabt, helt er den historiske Maria – maaske burde selv i Fotheringhay Fængsel Kvindens Letsind fremhæves mere ved Siden af Dronningens Stolthed – men selv om denne Kvinde ikke fuldt ud er Maria Stuart, saa er hun i det mindste helt ud et Barn af Maria Stuarts Aarhundrede, hvis hun ikke er et Stykke Historie, er hun i det mindste et Stykke Kulturhistorie.

Dronningens Katholicisme er bleven Midtpunktet i den katholske Kunstnerindes Fremstilling, og naar man har set Maria Stuart, tror man næsten paa den Legende, at Ristori aldrig betræder Scenen uden med en stille Bøn til Gud. Man har sagt, at »Medeas« Fremstillerinde lagde megen og noget for synlig Vægt paa det plastiske, det vilde maaske være mere karakteriserende at sige, at hun higede stærkt mod det maleriske, hendes Grupper forme sig ofte til et betagende Billede: Saaledes netop Scenen, hvor hun knæler for Melvil. Hovedet er bøiet, Trækkene halvt i Profil, Krucifixet støttet mod Hagen, Blikket sorgfuldt og sænket. Og Ordene komme frem over hendes halvaabne Læber som en vemodig Musik. Hun skrifter sit brændende Had, hun skrifter sin syndige Elskov; bestandig den samme Ro, det samme sænkede Blik, den samme melodiske, halvhviskende Diktion, Atter spørger Melvil – og pludselig præger en usigelig Skræk sig i Marias Træk – det er Darnleys Mord, hun skrifter.

Den høire Haand slipper det sorte Krucifix, og med en krampagtig Sitren griber hun i Dødsangst Melvil i Kappens Folder, medens hendes Stemme bæver i en skærende Gru … aarlange, nagende Kvaler drog forbi os i dette Nu. Og saa den sidste Replik! Med Panden støttet mod det mørke Kors ligger Ristori rolig, med en himmelsk Glæde over sine Træk, ubevægelig, som i stille Bøn; og hendes Sjæl er gaaet hen, der hvor der hverken er Had eller Elskov, men kun en uendelig Kjærlighed, der modtager alle og tilgiver alle.

Mere til sig selv end til Melvil hvisker hun saa disse Ord: Meinen Hass und meine Liebe habe ich Gott geopfert.

Den, der kan glemme denne Scene, er ikke blot uden Kunstsans, men han er ogsaa uden Blik for det største i den menneskelige Natur.

Der er andre Scener, der staa jævnsides denne; der er mange, hvor den store Skuespillerindes tekniske Fuldendthed blænder os mere end her: Diktatet af Brevet i »Elisabeth«, den sidste Scene i »Marie Antoinette«, Scenen med Jason i »Medea«s anden Akt; men at komme ind paa alt dette vilde føre os for vidt … selv Kampen, hvor hun underskriver Essex’ Dødsdom, maa jeg idag lade uomtalt. Men, som sagt, Ristori vender tilbage, og efterat have spillet Schiller vil hun nu spille Shakespeare, efter at have malet os Marie Stuarts Hjerteangst vil hun male Lady Machbeths Samvittighedskvaler. Vi have maaske den mest ophøiede Nydelse tilbage.

Opførelsen af »Faraos Ring« er vel Begyndelsen til sidste Akt af »Dramaet« Leonardastriden, denne Tragikomedie, hvor Kultusministeren er den strænge Biskop, Molbech den forfulgte Uskyldighed og Theaterchefen maaske paa samme Tid Biskoppens Fortrolige og den Forfulgtes Medskyldige – et Stykke antik Tragedie i moderne Dragt, antik, fordi i Athenens Skuespil den samme Kunstner ofte spillede de forskjelligste Roller: Masken dækkede ham … Leonardakampen er den anden literære Holmgang i dette Aar, og dog vilde den, der for otte Aar siden havde sagt, at vi i vor Udvikling gik en literær Periode i Møde, sikkert kun være blevet udlet som en anden Kassandra.

Imidlertid – man skal aldrig forsværge noget, og hvis det er sandt, hvad man paastaar, at vi staa ved Afslutningen af en social og politisk Periode, saa er vor begyndende literære Bevægelse – fortæller Historien ikke noget saadant? – maaske en nødvendig Forberedelse … Men jeg mærker, vi komme midt ind i Spørgsmaalet om Sædernes Indflydelse paa Literaturen og Literaturens paa Sæderne – et vanskeligt Spørgsmaal, altfor indviklet i det mindste for en Feuilletonist og altfor omfangsrigt for en Feuilleton! Lad os holde os til Bjørnsons »Leonarda«!

I og for sig er »Leonarda« mindre værdig til at vække saa megen Omtale. Det er et besynderligt Arbeide af den – dramaturgisk set – besynderlige Bjørnson, der har skrevet »Redaktøren« og »Kongen« – to Stykker, som kun Partimænd kunne finde mulige som Dramaer, og hvor Bjørnson mer end nogensinde har givet efter for sin usalige Fragmentmani. Men om den tekniske Side af Digterens seneste Arbeider vil jeg maaske en anden Gang faa Leilighed til at tale, og der er skrevet altfor meget om »Leonarda« til, at jeg skulde ville fordybe mig i æsthetiske Undersøgelser om Stykkets Værd og Egenskaber.

Alt, hvad jeg ønsker at sige, er kun et Par Ord om Leonardas Karakter. Meget har i denne Figur foresvævet Digteren, og Leonarda er mange Planers Barn. Men desværre har Bjørnson her kun villet meget, ikke givet meget, og den Leonarda, vi se, er ikke bleven mer end en Skygge af den Heltinde, der sikkert lever i hans Tanke. Fru Falk er Kvinden paa treti Aar, Kvinden i sin skjønneste Blomst og i den fulde Bevidsthed om sin Magt. Hun er tilmed en af de Kvinder, der tvinger Mændene til at elske, og denne Understrøm af stærkt betagende Erotik, der er et saa fremtrædende Træk i hendes Karakter, og som ene kan forklare hendes Magt over Generalen, Hagbarth og Pedersen, stiller hende visse af de kvindelige Typer i den moderne Roman næsten betænkelig nær. Dette er den franske Paavirkning i Fruens Skikkelse, norsk er hendes Styrke, hendes Forsagelse og – hendes Forskruethed.

Men den Leonarda, vi se, den stærke, forsagende og beherskede, lader sig ikke forene med den, vi ane og maa ane, hvis det Hele ikke skal blive aldeles uforstaaeligt; thi har Generalens Hustru ingen Fortid, da har Bjørnson antydet altfor meget og givet hende altfor mange skæbnesvangre Egenskaber, og paa den anden Side – hvis der gives en Vildfarelse i dette Liv, saa forstaa vi næsten endnu mindre den Fru Falk, der nu brænder Teglsten – forstaar hende ikke, fordi vi ikke kjende den Konflikt, der maa bygge Bro mellem Leonarda Rosén og Leonarda Falk. Derfor bliver Figuren uklar, med Villie – som det synes – holdt ud i Taagen og i et usikkert Halvlys. Men Folkekomediens melodramatiske Tusmørke bør ikke være Skalkeskjul for den Digter, der har skrevet »Fallitten« – – – Den moderne Roman stiler, som bekjendt, uforbeholdent mod »Episoden«; maaske ville vi opleve den Dag, hvor Dramaet følger efter, og hvor vi faa en Komedie at se, i hvilken de elskende ikke faa hinanden, ikke fordi den grusomme Fader forhindrer det, men simpelthen fordi »Dramaet« i Komedien slet ikke er forbi; med to Ord: vi ville maaske en smuk Dag staa foran Dramaet uden Opløsning – Episoden paa Scenen.

Maaske ville Bjørnsons Venner paastaa, at »Leonarda« er Begyndelsen til denne Æra, maaske, men i saa Fald bør man svare dem, at man ikke bør forveksle Fragmentet med Episoden, at Fru Falks Historie ikke er en Episode, men en Samling Fragmenter, og at naar den nye Skole opgiver Dramaets strænge Love og navnlig den Opløsning, der nu synes Publikum nødvendig, saa er det kun, fordi man vil gjøre den Episode, man yder, helt psykologisk sand og psykologisk sammenhængende, man vil søge at undgaa alle Spring i Udviklingen, og man vil fremstille Karaktererne klarere – kort sagt, man vil søge at gjøre alt det, som Bjørnson ikke har gjort den Gang, han skrev fire Tableauer og gav dem Fællestitlen »Leonarda« … Jeg spurgte forleden en Dame, om hun fandt Fru Falk aandrig. »Nei«, svarede hun, »jeg finder Læserne aandrige – hvis de kan forstaa hende.« Jeg for min Part begriber for Resten heller ikke, hvorledes man kan erhverve og bevare et Ry for Aand, naar man som oftest udtrykker sig i Udraab og aldrig taler undtagen i Forsætninger, hvor Tankestreger sættes i Eftersætningens og – Tankernes Sted … og dog er denne Fremgangsmaade typisk ikke blot for Leonarda – hun har den kun i Arv fra sin Fader!

Om »Nationaltheatret« da ikke burde have spillet Bjørnsons Stykke? Man har troet at burde give »Faraos Ring« af Hensyn til »Ambrosius«’s Forfatter – havde det mon ikke været Pligt overfor »Leonarda« ærbødig at mindes »en Fallit«?

Se det er min hele Introduktion – og dog haaber jeg, at De vil læse denne, ligesom De vilde have læst enhver anden, som maaske var mere kunstfærdig, med mild Overbærenhed mod en ængstet Debutant, hvis Ængstelse – vi ved det jo alle – dog til syvende og sidst kun er – en hyldende Smiger!