Nyhedsanalysen

Hvad Direktør Andersen ikke burde tillade

Føljetonisten Herman Bang skriver i dag om ”et Theater om Formiddagen, I Foyeren, En Førsteforestilling, Lady Arabella indstuderet paa tolv Timer, Theatergarderoben, En Anekdote om Ristori, Jordskjælv og Luftspring, Trængsel i Kulissen, 300 Lygter, Viftedansen,  1 Pund Krudt, Hr. Zangenberg ved Sydpolen, Hvad Direktør Andersen ikke burde tillade og Noget, han derimod gjerne ser”

25.1.1880

Det lugter af Maling og af gammelt Støv, af Sminke og af udstrømmet Gas. Rundt om et Virvar af Snore, af Tove og af forskjellige Gasrør, af Slanger, Vandrør og Lægter, af Bjælker, Sparrer og Snore. Der et lille Stykke Skov, her en lille Stump Gade, til Høire en Salon, til Venstre et Vindue fra en Kvist. Og alle Farverne forvrængede: Træerne skrigende grønne, stærkere end nogen spinatgrøn, Salonen brandgul og rød, Husene kun nogle Klatter, hvor den ene Klat er et Vindue, den anden skal gjælde for en Dør. Alting uden Overgange, uden Nuancer og uden Finhed, overdrevne Farver, umulige Modsætninger, mørkerødt med lyseblaat, lilla med lysegrønt, altsammen skrigende, outreret og usandt. Og andre af Kulørerne snavsede, falmede, afblegede og slidte, gjennemtrukne af Støv, graa af Ælde og af Slid.

Rundt omkring En en Skumring, der ikke minder om Dagen, og som dog heller ikke er Nat. Et Lys udvisket og ubestemt som en Vintermorgens, naar et graat Skær, blegt, koldt og farveløst timevis kæmper med Mørket. Dagen, der kommer ind ad de aabnede Luger og Skodder, forvilder sig imellem alle disse Snore, Lærreder og Tæpper, frastødes af de forvitrede Farver, vægrer sig ved at kæmpe med Støvet, Gasdunsten og Krogenes uendelige Virvar, bliver borte og taber sig i Mørket bag de utallige Lemme, inde mellem de opstablede Sætstykker, bag Kulissestativernes Bjælker.

Saaledes ser et Theater ud om Formiddagen, og man maa have Kunstnerblod i sig for lige som en af vore bekjendteste Skuespillerinder, da hun første Gang kom op paa Scenen netop en saadan Formiddag, at kunne udbryde: »Nei, hvor her er deiligt!« Thi der er, mildest talt – ikke deiligt!

Men saa bliver det Aften. Man ruller Tæppet ned, og man lukker Skodderne. Og naar det store Forhæng gaar op igjen, ere Farverne sande, Luften ren, Scenen et Trylleland. Theatrets Fe har udstrakt sin Haand og skabt en Verden af et Kaos. En mægtig Fe, bedragerisk som Fata Morgana, hul i Ryggen som en Ellepige, tvehovedet som Janus, bedaarende som Sirenernes Dronning, tilbedt som ingen anden Fe i Verden, mægtigere end alle Eventyrets Alfer, Herskerinde i det eneste Eventyrland, Nutidens Vantro har levnet os…

Jeg havde set »Kaptain Grants Børn« fra Tilskuerpladsen, tilmed den første Aften, da Carey blev fremkaldt, og man fik næsten dobbelt saa meget for Pengene som nu, hvor Sangene mere end halvveis ere strøgne. Jeg havde lige som alle andre beundret Wallins Dekorationer, det elektriske Lys, Balletpersonalet, der dansede saa godt, man kunde forlange, og saa meget bedre ud, end afdøde Bournonville har vænnet os til at fordre, det ildsprudende Bjerg, som bragte Tanken hen paa Amicis Fyrværkerier, og Jordskjælvet, der gjenkaldte Erindringen om det storartede Tableau, som frelste »Thrymskviden«; fremfor alt havde jeg dog beundret Direktør Andersens Energi, thi hans Villiekraft havde dog til syvende og sidst været den herskende, levende Sjæl i denne storartede, uendelig forgrenede Organisme, hvis Forside jeg saa den Aften, og hvis Bagside jeg forleden ved Hr. Andersens Godhed fik Leilighed til at iagttage.

Livet bag Kulisserne pulserer altid stærkt, aldrig saa stærkt som under Opførelsen af et Udstyrelsesstykke, hvor der alt ialt medvirker 207 Personer, og hvor der er indlagt et Balletdivertissement med 80 Medvirkende.

Mellem seks og syv samles alle disse Folk paa Theatret. Maskinkarle og Fyrværkere, Skuespillere og Statister, Pyntekoner, Frisører og Frisøser, Musikere og Danserinder, Brandfolk og Regissører, Skuespillerinder og Soldater, Garderobeforvarersker og Inspektører, Skrædere og Malere, hele Uendeligheden af Børn og Voksne, Smaa og Store, synlige og usynlige Medvirkende. Der tændes i Garderoberne, og Paaklædningsværelserne ere opfyldte af Latter, Nynnen, Sang og Samtale.

Man sminker sig, Elskeren forskjønner sig, Skurken maskerer sig, Elskerinden pudrer sig, flatterer og maler sig, snører sig, dekolleterer og pudser sig, Faderen anlægger Skæg. Danserinderne prøve Trikots, Børnene slaas om deres Palmer. Regissøren gaar omkring og ordner alt, ringer, opmuntrer, advarer, er stadig paa Færde allevegne.

Paa Scenen er der vild Fjeldegn: den berygtede Ø Balker, hvor Kaptain Grant skal sulte og den stakkels Frøken Betzonich udholde lignende Rædsler som den stakkels »Jomfru Æselskind«. Hvor den Fjeldegn ser morsom ud bagfra. Klippestien er en Trappestige, Baaden, som skal frelse Ayrton og de andre Nederdrægtige, bevæges paa Ruller lige som et Par Salonskøiter. Det fjerne, havarerede »Britiannia« er nogle Stykker sammenklistret Pap, der er sat fast paa et Stativ.

Alle disse Ting, som skulle være Tilskuerne saa fjernt, tage sig, nær ved set, ud som Rekvisiter fra et Dukketheater. Nede fra Tilskuerpladsen hører man en bølgende Brusen, en mumlende Larm, der stiger som en voksende Bølge, slaar stærkt imod Tæppet og glider vigende tilbage hen over Mængdens Hoveder. I Orkestret stemmes Instrumenterne, de underlig klagende Lyd fra de større Horn blande sig med Violinernes Røster, med Violoncellernes mørkere Toner, skræmmes op af et enkelt Slag med et Bækken, en enkelt Lyd fra Trommen.

Inde i Foyeren samles efterhaanden de Spillende. Det er ikke mere den første Aften. Saa gaa de urolig omkring uden at tale til hinanden, have en mærkelig sammenknugende Fornemmelse i Halsen, blive afvekslende røde og hvide bag Sminken, rette hvert Øieblik uden at tænke derover mekanisk og ubevidst paa Dragten, speile sig flygtig i det store Speil, trippe rastløst og hvileløst rundt og gnide sig i de valne og klamtfugtige Hænder.

I et saadant Øieblik kunde der blive Republik i Rusland, uden at de vilde undres, naar man fortalte det; de vilde smile vagt og tankeløst, naar man fortalte dem en Ulykke; trykke Ens Haand med vemodig Deltagelse, naar man sagde, at man havde vundet det store Lod. De se ikke, de høre ikke, have kun denne besynderlige, betagende Fornemmelse i Halsen, en klemmende Trykken for Brystet, de vide altfor godt, at Publikum, der i et saadant Øieblik altid er et tusindmundet hyssende Uhyre, sidder dernede bag Lamperækken og venter netop paa dem. De memorere for hundrede Gang deres store Monolog, deres bedste Replik, de gaa hen i en Krog og øve en hurtig Udgang, en langsom Bravursortie.

Man kan rolig gjøre det: de andre øve sig ogsaa, og der er saamæn ingen, som ser det. Tjeneren er ligesaa ængstelig som Markisen, Pyntekonens Hænder ryste lige saa vel som Primadonnaens; Manden, som tænder Lamperne, har den samme mærkelige Kilren ude i Fingerspidserne som Direktøren og den første Elsker. Maskinfolkene tale sagtere og bande mindre, Manden ved Tæppet har ondt ved at faa det trukket op. Lampefeberens Kuldegysninger have grebet og betaget dem alle.

Men nu, ved den niende Forestilling – er Angsten ovre. Man snakker muntert, og man gaar og kommer. Skurken staar foran Speilet og parodierer sin Rolle. Et Par Indianere diskutere Spørgsmaalet »Schandorph« og Digterunderstøttelse.

Man ler ad et Par hurtig malede Landskaber, forfærdigede under Paaklædningen ved Hjælp af Sminke af et Par af de agerende Kunstnere, Landskaber, som vise, at det ikke er nogen ubegribelig Kunst at være Signor Carlo. Man fortæller Kulissehistorier, man skumler i et Hjørne, to og to, man opfinder, man bringer videre, man pludrer. I en Theaterfoyer skyde Historierne frem lige som Paddehatte, grassere som Fluer i September, dø ligesaa hurtig som de Insekter, om hvilke Aristoteles fortæller, at de kun leve tre Timer. – – – Man ser sig flygtig i Speilet, retter lidt paa sig selv eller paa en anden. – – – Saa ringer Regissøren.

Ud i Kulissen. Man hører Finalen af Hr. Brandts Ouverture. Tæppet gaar op. Vi ere paa Øen Balker. Den skandaløse Ayrton. Han burde piskes; det er da godt, man ved, at han dør i fjerde Akt. Og saa Burke, der allerede, set fra Tilskuerpladsen, syntes mig en hemmelighedsfuld, sfinxagtig Person, og som heroppe bliver endnu mærkværdigere og endnu mere mystisk. Man begynder i Baggrunden at forberede Fyrværkeriet, der skal forestille »Britannia«s Brand, tre Mænd ligge paa Knæ bag Bølgerne. Nu støder Ayrton fra Land, og Baaden ruller ud. Det er godt for Maskinkarlene, at Burke er bleven hos Grant: Hr Hunderup er ikke saa let at trække. Ovre i venstre Kulisse slaar

Maskinmesteren Baaden sammen og stiller den hen. Hele Fartøiet kunde ligge i en temmelig lille Pakke. Nu skal »Brittannia« brænde. Fyrværkeriet futter af – de tre Maskinfolk, der ligger paa Knæ bag Bølgerne, kravle ud. Man hører nede fra Lamperækken et Skrig fra Grant og hans Søn. De ulykkelige – ene paa denne forfærdelige Ø, ene med deres Dødsfjende! Tæppet falder – og Kaptain Grants Fremstiller gaar ned for at øve sig i »Patience«.

Mens Publikum summer ude foran Tæppet, bliver Øen Balker i et Nu til Lordens deilige Park. Hr. Wallin er en Mester, selv her oppe fra er Lordens Dampskib troværdigt – Lady Arabella kommer ud fra sit Paaklædningsværelse. Vi tage et Øieblik Plads paa Terrassen, og Kunstnerinden fortæller mig, hvorledes hun var til Mode den første Aften, da hun, efter flygtig at have gjennemlæst Rollen om Natten og faaet den definitivt tildelt om Morgenen Kl. elleve, skulde spille den fyrretyve Sider store og for Stykkets Sukces særdeles vigtige Rolle.

Hun spillede som i Søvne, Angsten havde næsten bedøvet hende, alt, hvad hun gjorde, var mekanisk, men hun sagde Replikkerne rigtig, tabte ingen Pointe. Men hvor var hun saa ikke ogsaa træt, da det var forbi! Det var jo ikke alene Rollen, som skulde læres, der skulde afholdes Prøve, og hun havde maattet skaffe to Toiletter. Publikum kjender sjældent de Opofrelser, der ere den sceniske Kunstners daglige Brød, skatter dem endnu sjældnere. Alligevel maa man tro, at der hører et vist Fond af Arbeide og af Villie til for at gjøre et Kunststykke som dette.

Jeg skal fortælle Dem en Anekdote om Ristori. Den store Skuespillerinde havde reist Dag og Nat, kom saa hertil om Formiddagen med Toget fra Korsør, prøvede med sine Skuespillere, som hun aldrig havde set, og hvoraf Signor Piacentini havde lært sin omfangsrige Rolle i en Jernbanekupe, ventede under Prøven, hvor hun i Løbet af to Timer besjælede de danske Statister med sin italienske Glød, uafbrudt paa sine Kostumer, som skulde komme fra Hamborg. Klokken blev imidlertid fire, og der kom ingen Kostumer. Klokken syv skulde Ristori som Medea for første Gang vise sig for et fremmed Publikum. Hun gjennemsøgte hurtig Theatrets Garderobe, valgte en Dragt fra »Ifigenia« og lod den bringe hen paa Hotellet. Saa tilbragte Marchesa del Grillo to Timer med at sy paa Medeas Dragt, spillede Rollen om Aftenen og prøvede om Natten paa Maria Stuart – – – Lorden kommer ned fra sit Paaklædningsværelse.

Akten begynder. Der er intet mærkeligt i denne Afdeling, og Theatrets »Kostumier« viser mig omkring i Garderoben. Hvilken Uendelighed af Klædningsstykker, hvilke Modsætninger. Alle Lande, alle Tider og alle Folkeslag have fundet Plads i dette Rum: Aander og Mennesker, Engle og Djævle, Keisere og Tiggere, Dronninger og Feer, Trolde og Bagere, Helte og Krystere, Soldater fra Republiken og Hofmænd fra St. Petersborg, fantastiske Beboere af Eventyrenes Verden og Hverdagsfolk fra Peter Sørensen. »Hvor mange Aars Theaterhistorie har Legeme i disse Stuer?« spurgte jeg. »Aa, vi gaa til attenhundrede og halvtreds«, svarede den elskværdige Kostumier. Hvor mange tusinde Minder gjemmes der dog ikke indenfor disse Vægge, de lure bag Dragternes Folder, ligge gjemte bag de Atlaskes Rober, de tyrkiske Silkehuer, Sultanes Kaabe, Dronning Krinolines Dragt, Aladdins Jagtkostume.

Tusinder af Eventyr hviskes her fra Krog til Krog, de brogede Dragter faa Liv, Lamperækkens straalende kortblændende Liv. Hvert Stykke har sin Historie. Ud af hvert eneste Ærme stikker en skælmsk Anekdote sit smilende Ansigt, en lattermild Kulissehistorie dukker frem af hver Ridderstøvle og hver Stridshandske. Treti Aars Theaterliv drømmer og hvisker langs disse tætbehængte Vægge, hvor alle Nationer, hvor alle Tider og alle Lande mødes i det samme forvirrede Karneval.

Der ligger to Harnisker fra »Den skjønne Helene«. »Jeg er Ajax den Første« – »Ajax den Første« – – man hører hele Operetten; Paris’ Dom paa Bjerget, Duetten, Orestes’ Sang. Nu ligger Heltenes Harnisker støvede ved Siden af Aladdins Klinge og Morgianes Rok. Fra »Helene« til Eventyrenes Eventyr. Veien er lang, men i en Theatergarderobe ligger alt hulter til bulter lige som Ideerne i en moderne Hjerne eller Fantasiskabningerne i en Digters Hoved. Aarhundreder ere Dage, og Offenbach har taget Plads ved Siden af Øhlenschlæger. Der er ingen Love undtagen Katalogets, som hænger Benklæder for sig og Veste for sig.

Der staar Portechæsen fra Bagermadammen. Man fortæller en morsom Anekdote om den Portechæse. Ved Generalprøven gik Bunden ud – Bagermadammen havde ikke spist Hvedeknopper for Ingenting. »De syv militære Piger« hænge Side om Side med »De Forviste«s Kapper. Der er et Skjørt, i hvilket Pepita har danset. Tænk, hvilke Triumfer dette Stykke Atlask har feiret! Al Pepitadagenes Vanvid drager forbi vort Blik, medens vi betragte dette Atlaskesskjørt, der har frydet med vidunderlig Skjønhed, som Europa har beundret mere end selve »El Ole«. Der har vi en broderet Gallakjole, den er meget støvet, men den har sin Historie.

Adam Øhlenschlæger har baaret den ved Hoffesterne. Nu bruges den undertiden af Tjenere i fornemme Huse, som have Sorg, og hvis Tjenerskab derfor er i Sort. Hvilken Mængde Liberier forresten! Adskillige meget kostbare, et Par originale, franske, med det adelige Vaaben indvævet paa de Baand, hvormed Frakken er helt besat. Alle Aanderne fra »Mere end Perler og Guld«, »Den lille Hertug«s Brudedragt, en Bondedragt fra »Fastelavnsgildet«; Stigaards Kostume fra »Mester og Lærling«, den Dragt blev syet til Kristian Schmidt; det er Gulnares Slør, som sidst blev baaret af hans Datter; Zangenbergs Hat fra »Cornevilles Klokker«, Fru Schwartz-Nielsens Toga fra »Den skjønne Helene«, Hanernes Uniformer fra »Tornerose«, Frøken Lerches Armringe fra »Mad. Angot«, en Uniform fra Erik Bøghs første guddommelige Nytaarsrevue, Pagernes Dragt fra »Den lille Hertug«, Amagerpiger, Bjergkongens Krone fra »Æselskind«. Det Gevandt er brugt af Oda Larsen, den Dronningkaabe har Amalie Hagen baaret, det Slør er »Luftens Datter«s og er blevet benyttet af Frøken Petersen, som dansede lige saa smukt, som hun spillede.

Denne Kjælder er ikke Lampens Have, men den er et vidunderligt Land. Oppe paa Scenen ere de allerede færdige med tredie Tableau. Alle Hr. Albrechts Børn staa opmarcherede paa Scenen for at blive undersøgte. Da holde saa meget af at være altfor snavsede, de smaa. De komme op næsten sværtede, med nogle store, sorte Klatter i Ansigtet. Saa blive de sendt ned at blive vadskede igjen og komme efter Vadskningen op og ere blevne alt for rene. Den mindste i den bare Skjorte er alles Yndling, men hun er ogsaa gyselig sort i Ansigtet. Bernhard Olsens Dragter er noget af det bedste – om ikke det bedste – ved hele Stykket. Komedien fortjener at ses alene for dette Børnekompagnis Skyld, som Hr. Albrecht kommanderer …

Lige bag Klippen ligger en Madrats paa en Forhøining. Det er den Afgrund, Frøken Andersen styrter ned i, der hvor Robert glider ned fra Klippen, og hvor Patagonieren redder ham … Tæppet gaar op, og det lille Korps tager Klap. Ude i Kulissen forbereder man Guldgraverfesten, i Baggrunden bag Bagtæppet opstiller man det Fyrværkeri, der skal afbrændes under Jordskjælvet. Børnene, der skulle danse, staa oppe paa Damernes Gang og skændes om Palmerne, saa Regissøren maa hysse ad dem. Frøkenerne Carey gaa, endnu dameklædte, hurtig gjennem Foyeren. – – Robert er allerede gaaet op paa Klippen, hvor han staar og raaber ud over Sletten til Fru Krum, som sidder i Kulissen og venter paa Stikordet, men som ikke maa høre og redde ham fra at styrte i Afgrunden.

Saa glider Robert ud over Klipperanden, og Frøken Andersen falder ned paa Madratsen, hvor der sidder tre Mænd paa Hug forat tage imod hende. Hr. Aagaard løfter hende op og gaar op ad en Trappe til det øverste af Klippen. Der stanser han med den besvimede Robert i sine Arme, og da Lorden spørger, hvem han er, siger han alvorlig – en Patagonier er meget alvorlig – sit barbariske Navn, som jeg har glemt og ikke kan komme paa.

Bed mig ikke om at fortælle Dem noget om Jordskjælvet. Under femte Tableau tror man ogsaa i Kulisserne at opleve Begyndelsen til Verdens Undergang. Maskinkarlene er febrilske, og Sætstykkerne danse Galoppade. Det er umuligt at sanse, Paganel kommer op af Kjælderen, Frøken Andersen forsvinder, og det er næsten livsfarligt at færdes paa Scenen, hvor alle Lemmene ere aabne, for at Jorden skal kunne opsluge baade Klipper og Mennesker. Indianerne komme ind, Tordenen begynder. Saa, nu have vi Jordskjælvet. Indianerne hyle, flygte, kæmpe. En Sergent af Artilleriet rutscher paa et Klippestykke oppe fra Soffitterne ned i Kjælderen; et fuldstændigt Luftspring, der ser nok saa ængsteligt ud herinde fra, som set fra foran Lamperækken. Fyrværkeriet futter af, en hel Ildkaskade, forsikrer jeg Dem, og næsten ligesaa smukt som det største Nummer i et af Tivolis Fyrværkeriprogrammer.

Tæppet maa op to Gange. Inde i Foyeren er der ligefrem Trængsel, alle de unge Damer staa foran Speilet og øve sig med de pailletterede Vifter. Burke kommer ind med en Jakke, han har kjøbt af en Kulsjover for en Pægl Brændevin, og som først har maattet damprenses, inden den kunde bruges. Frøkenerne Carey samtale smilende med Lorden og hans Næstkommanderende. Mary slaar venskabelig Ayrton paa Skulderen. Hvilket Mylr af Danserinder, Børn, Guldgravere, Matroser og spanske Kavallerer. En Rigdom paa Farver, Atlaskesbaand, Vifter, Palmegrene, brusende Skjørter, Guldmor, Skjoldliv, Baand, Flor og Shavler, hvide Halse, straalende Øine, pudrede Arme. Luften er meget varm og gjennemtrængt af Lugten af Fedtsminke, Parfume, Violpudder og Pomade. Man mærker Krøllejernet, der har efterladt en sveden Lugt i adskillige Lokker, Pudderkvasten, der er gleden hen over alle disse Buster. Man ler, spøger, tripper frem og tilbage i de Atlaskes Sko.

Ude i Kulisserne har man begyndt at opstille den store Række Lygter til Dansen. Omtrent 300 Lygter med cirka 400 Lys. Lygterne staa i lange Rader, Regissøren gaar omkring for at tænde dem. Frøken Holter sidder i den nederste Kulisse og nynner sin Sang om Guldgraverne, en Sang, hele Kjøbenhavn allerede nynner efter, og som snart vil blive spillet paa alle Lirekasser. Naar Hr. Neumann har dræbt Lady Arabellas Pappegøie, gaar Regissøren hurtig igjennem Foyeren ringende med sin Klokke. Balletpersonalet strømmer ud i Kulissen, man kan hverken komme frem eller tilbage, man staar omgivet af Tarlatanskjoler – ligesom, nei, jeg kan i Øieblikket ikke finde noget Billede, der er smigrende nok. Alle de Mennesker skulle ud at figurere paa et Rum, der knapt er 225 Kv. Alen. 80 Damer og Herrer skulle bevæge sig frit paa denne Scene. Og i Balletten »Valdemar«s Fakkeldans, hvor man paa Nationaltheatret virker ved Masser, optræde ikke mere end 60 Dansende paa en Gang.

Processionen begynder, Damerne ordne deres Kjoler. Solodanserinderne staa ovre i den anden Kulisse og kridte deres Fødder. Nu gaa de Dansende frem mod Lamperækken og slaa deres Vifter op. Det elektriske Lys blænder næsten, naar det kastes saaledes ned gjennem de farvede Glas. Disse Vifter og dette Lys har skabt Kaptain Grant en Sukces – alle maa se de Vifter. Man kan opnaa meget ved smaa Midler, naar man forstaar at benytte dem : naar man er Balletmester Carey og Direktør Andersen. Og alligevel – for at frembringe dette elektriske Lys har man oprettet et helt Batteri, stort nok til en Telegrafstation og 120 Elementer stærkt. Saadanne »smaa« Midler ere kostbare.

Viftedansen er tilende, Leontine og Fanny have atter hævdet deres gamle Ry – man styrter ind i Paaklædningsværelserne til Omklædning. En dygtig General mangfoldiggjør sine Tropper … medens de halvvoksne Piger danse med deres Palmer til Métras henrivende Vals, skifter en stor Del af Danserinderne Toilette. De danse saa en Pas de Shavl, mens alle de utallige Lygter, som nu endelig ere blevne tændte, staa parate til Slutningstableauet. De har jo set dette nervepirrende Virvar af Lygter? 300 Lanterner af forskjellige Farver, der svirre rundt om hverandre, surre og dreies i Rundkredse, danne Æreporte og Guirlander, Halvkredse og lige Linier, danse frem og tilbage, storme fremad i Løb og vige tilbage i Valsetakt. Og de bæres af smaa og store, Damer og Herrer. Et magisk Syn. Man stiller sig op i Rækker, som brydes, saa snart de ere blevne dannede, man hæver og sænker alle disse Lys, som synes at danse en Heksedans, baarne af de oprakte Arme, vuggede af de dansende Legemer.

Solodanserinderne ile frem og tilbage mellem Rækkerne, storme fremad som Bakkantinder, tabe sig saa i Vrimlen. Og der kommer bestandig flere Lygter. Et surrende Hav af flimrende Lys … Man er næsten blind, naar Tæppet falder.
»Rolig«, raaber Regissøren, »rolig med Lygterne.«

Den næste Dekoration er den smukkeste i Stykket. »Den illuderer os«, siger en af de Spillende til mig. Det er umuligt at bringe en Theatermaler en smukkere Kompliment. Under dette Tableau er Kulissen egenlig ikke noget misundelsesværdigt Opholdssted. Man skyder lidt for meget – man bruger i Indianerkampen et Pund Krudt. En rasende Matros fyrer en Pistol af lige for Næsen af mig. »Fremad, Børn, fremad!« brøler Lordens Næstkommanderende, og hans Replik er et raabt Indskud i en livlig Konversation med Fru X. om Studenternes Karneval. Hele Scenen er opfyldt af Røg og Krudtdamp. Man hyler, skriger og fyrer. Robert affyrer to Skud og finder det saa morsomt, at den unge Kunstnerinde vilde ønske, at hele »Kaptain Grants Børn« var saadan en Fægtning.

Men det vilde dog vist være lidt for meget.

Kaptain Grant er bleven meget gammel, og Frøken Betzonich er meget medtaget. Det er maaske Dansen, som har taget paa hende. Jeg tilstaar ærlig, jeg sætter ikke Pris paa sidste Tableau, men Publikum har ganske sikkert her en anden Mening. Jeg har aldrig hørt et saa dybt følt »Aah« som det, der gik gjennem Huset, da Burke vilde dræbe Drengen. Og det »Aah« kommer igjen hver Aften. For mig er Ekviperingen af Lorden og hans Selskab ubetinget det morsomste. Lord Glenarvon gaar i Land ved Sydpolen i Foraarsspaseredragt, og med en Plaid – i Haanden. Det er uforsigtigt af Lorden, meget uforsigtigt; Kasino vilde lide altfor uerstatteligt et Tab, hvis Hr. Zangenberg gik hen og fik Svindsot. Direktør Andersen burde ikke tillade det.

Forestillingen er forbi. Nede i Salen skynder Publikum sig hjem. Om lidt ville Lysene være slukkede – for iaften. Men imorgen drager Lord Glenarvon atter ud for at finde Kaptain Grant, og De vil ganske bestemt være velkommen, naar De vil følge hans Reise – fra Tilskuerpladsen. Paa Scenen er der altfor daarlig Plads.

 

/Herman Bang

Sommer-Feuilleton

Danmarks første og største føljetonist hed Herman Bang. Fra 1879-84 skrev han fast 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner – eller føljetoner, som Herman Bang selv foretrak at kalde genren. Henover sommeren 2017 genopliver Føljeton disse gamle føljetoner, som i 2007 blev genoptrykt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Themaer.

DSL, som har medvirket til udvælgelsen af sommerens føljetoner, skrev dengang, at teksterne ”betegner et højdepunkt inden for dansk journalistik og er en broget blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver læseren et enestående indblik i Københavnerlivet i 1880’ernes første halvdel”. Føljetonerne lever bestemt også her i 2010’ernes sidste halvdel.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12