Begrebet ‘grøn blok’ var i første omgang tænkt som drilleri på Rådhuset – som en friskfyr-agtig provokation imod Socialdemokratiets manglende vilje til at sætte klima- og naturhensyn før erhvervsinteresser. Men nu er grøn blok en realitet: En opsigtsvækkende måling fra Kantar Gallup viser, at de fire grønne partier i København (Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale) tegner til at blive samlet større ved kommunalvalget til november end de fem ‘sorte’ og traditionalistiske partier, som udover de borgerlige partier (Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti) altså nu også tæller sosserne.
I Danmarks fremgangsrige storby, hvor op mod 75 af vælgerne stemmer på andre partier end flertallet på Christiansborg, står skillelinjen ikke længere mellem rød og blå, men derimod mellem de grønne og de andre. Og skillelinjen er tydelig: Grøn blok i København står til at få i alt 50 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet og de andre i den ‘sorte blok’ kun får 47,8 procent. Sådanne tidlige og enkeltstående meningsmålinger skal naturligvis tages med betydelige forbehold. Valgkampen er knap nok gået i gang, og mange vælgere har næppe taget stilling endnu. Men, men: Tilbagegangen for Socialdemokratiet og den tilsvarende fremgang for de grønne partier er mere end tankevækkende.
Som det sker i andre europæiske storbyer er det politiske landskab i København ved at blive forandret fundamentalt – i retning af yngre, mere progressive og ikke mindst grønne værdier. Overborgmester Frank Jensen (S) er kommet snublende ind i fremtiden. Socialdemokratiet har – igen – sejret ad helvede til, og har møjsommeligt skabt et velstandsløft gennem de senere årtier, som nu sætter sig igennem med fuld kraft, og med det, som samfundsforskere kalder for postmaterielle værdier, hvor en livlig, bæredygtig og sund by i social balance prioriteres over kortsigtet købmandskab. Andre steder i landet afvises de grønne ambitioner måske som flyvske hippie-drømme, men i København er bæredygtighed nu et folkekrav.
Frontlinjen i kampen mellem den grønne blok og resten kan lokaliseres geografisk: Den gamle strandeng på Amager Fælled. Her står den både symbolske og jordbundne kamp frem mod efterårets kommunalvalg. På den ene side insisterer Socialdemokratiet, plus de borgerlige, på at bygge nye betonboliger tæt ved metrolinjen – og dermed rydde den 5.000 år gamle og vilde natur, kun få kilometer fra Rådhuspladsen, hvor der i dag vokser f.eks. de yderst sjældne Ridder-Gøgeurt-orkidéer. På den anden side kræver grøn blok, at området totalfredes, og ét af de sidste åndehuller i København for ægte, vild natur bevares for eftertiden. Fronterne er trukket skarpt op, og ingen synes at ville gå på kompromis med noget som helst.
I en heldigvis lidt mere demokratisk udgave kan Slaget på Amager Fælled virke som en genopførelse af Slaget på Nørre Fælled i 1872, hvor Socialdemokratiet opstod som bevægelse og politisk blok. Inspireret af Pariserkommunen kæmpede de københavnske arbejdere dengang for noget så basalt som stemmeret. Socialistlederen Louis Pio endte i fængsel – i tre mørke år. Så vidt kommer det næppe denne gang, selv om bl.a. kokken Nikolaj Kirk kæmper en indædt kamp for at provokere nutidens socialdemokratiske magthavere. Den endelige beslutning om den gamle strandeng sker først til næste år, altså efter kommunalvalget, men det vil blive én af de vigtigste stridspunkter her i de kommende måneder.
Det nye slag om Fælleden markerer et politisk opbrud, som ser ud til at gavne den nye grønne blok; et brud, hvor fremtidige generationers stemmer ser ud til at kunne overtrumfe nutidens kortsigtede interesser. For uanset hvordan mandatfordelingen præcist falder ud i København 21. november, er én ting sikker: Det bliver kropumuligt at regere uden om grøn blok.