Romantikkens Sanger

29.2.1880

Man taler saa meget om at se en ny Tid fødes. Det er ikke meget mere end en tom Frase: man ser aldrig en Tid fødes, men der kommer en Dag, hvor man ser, at den er født. Snarere kan man vel tale om at se en Periode dø, thi vi se dens Typer dø.

Vi vide jo alle, at enhver Periode i et Folks Aandsliv eier sine Typer, der ere som en Legemliggjørelse af Slægtens Ideer. Disse Mennesker tro paa Tiden og troes af den, fuldtud Børn af deres Tid give de den saa at sige Kjød og Blod hver paa sit Felt.

Aandelig talt leve og dø disse Tidens Typer med den Periode, de tilhøre, men undertiden overleve de den og dø efter deres Tid. Saa er deres Død som et Hammerslag paa deres Slægts Ligkiste.

Det blev forleden af en Modstander sagt til en af de yngre: I ere egenlig ikke andet end Ligbærere. I følge Lig og gaa til Begravelse hver Dag. Der var noget sandt deri, og dog var den hele Ytring ubillig. Hvis vi virkelig – og hvem vil vel nu, Ven eller Fjende, ønske at nægte det? – staa ved Afslutningen af et bestemt Rum af vor Udvikling eller rettere efter at være naaet over et dødt Punkt, ved Indgangen til et nyt, er det saa mon ikke baade rimeligt og smukt, om vi vise dem Pietet, som gaa bort? om med sænkede Faner hilse Skyggerne af den Slægt, som drager os forbi? Aandelig talt vare de døde, men de levede dog iblandt os, og selve deres Person var en Rest fra Fortiden. Døden minder os om dem, og naar vi hædre Romantikens døende Typer, hilse vi Fortiden.

Romantiken var herhjemme som overalt Ungdommens Tid. I vor første Ungdom er alt Begreber for os, Friheden, Kjærligheden, Patriotismen, alt; intet har faaet Legeme. Alt er ulegemligt, og vi ønske ikke engang, det skal faa Legeme. Vi synge om det, lovprise det, tale om det og alt i denne lykkelige Almindelighed, som ikke kan saare nogens Illusioner. Det er saa let at tumle med Ideer, som vi holde over Livet.

Her er det ikke Stedet til at undersøge, hvor længe denne Tid i Virkeligheden varede, og hvor længe man i Virkeligheden troede at spise Omelet, naar man kun spiste Pandekager. Lad det være nok, at der var en Tid, hvor man troede det. Heller ikke er det Stedet til at paavise, at det Liv, som drømtes, langtfra altid var det samme, som det Liv, der levedes. Selv om en enkelt hyklede, mange drømte.

Slægten var saa ung – alle vare unge, Folket og de Styrende, alle.

Det var den Nat, Kristian den Ottende døde. Hans Hustru sad med hans Haand i sin, hun var i mere end et Døgn ikke vegen fra hans Leie. Kronprinsen gik urolig omkring. Saa trak han Kongens Læge hen i en Vinduesfordybning og sagde: »Holder han det ud?« – Lægen kunde ikke love det. – »Men sig mig, hvad skal jeg dog gjøre, Bang«, spurgte Kronprinsen saa. – »Giv en Konstitution«, svarede Lægen.

Man gav med saa let Haand den Gang, Ungdommens lette Haand, maaske fordi man ikke rigtig vidste, hvad det var, man gav. Desuden tumlede man jo let nok med Friheden, man tumler altid let med Ideer.

Og saa gav man sig saa let hen – Ideerne fordre jo i Grunden saa lidt af os, saa længe de ikke bringes ud i Livet, indtil da nøies de med Sang, Tilbedelse og Følsomhed. Og følte, det gjorde man. Det var Gemytternes Tid, den lyrisk-bevægede Sentimentalitets lykkelige Periode; før Kampen er det forholdsvis let at være Hjertemennesker, det er Kampen, som lægger Skorpen om Hjerterne.

Saa troede de saa fast paa sig selv, de vare Søndagsbørn allesammen. De forgyldte alt, og tog tillidsfuldt Forgyldningen for Guld. Det var en lykkelig Tid.

Men den er forbi, og dens store Typer ere blevne Veteraner og gaa bort en efter en.

Det er kun et Par Maaneder, siden August Bournonville døde. »Napoli«s Digter var Romantikens ægte Barn, og han brugte hele sit Geni for at skabe en romantisk Ballet, for at skabe den helt i Romantikens – en noget blodløs Romantiks – Aand. Hans uopnaaelige Maal var at skabe en Balletdigtning, hvor alt var Sjæl, at give en Ballet uden Legemer, eller i al Fald at reducere Legemet saa meget som muligt – og det i selve den Kunst, som man vel kunde kalde Legemernes Digtning.

Nu skulle vi idag bringe en anden af Veteranerne til Jorden: Romantikens lyriske Sanger, Christian Hansen, »den gamle Kammersanger«.

Christian Hansen var ikke ved et Tilfælde bleven sin Tids populæreste Sanger, thi han var ret en Kunstner efter Tidens Hjerte, som sang dens Sang og gav netop dens Don Juan-Ide Udtryk. Om han var stor eller lille som Kunstner? Han var netop saaledes, som man ønskede ham.

Paa sit Felt. Thi Kunsten er stor og rig som Livet selv, og den enkelte Kunstner giver naturligvis kun en enkelt Side af Slægtens Idealer Udtryk. Bournonville og Hansen vare begge Romantikere og dog saa forskjellige; hin blodløs og denne nydende.

Jeg var kun et Barn, da Hansen allerede var en gammel Mand, og jeg kan ikke tale om ham som Kunstner. Den første Gang, jeg saa ham, var paa en Provindsscene i nogle Brudstykker af »Don Juan«. Jeg vidste vel den Gang næppe, hvad »Don Juan« var; jeg husker kun, at jeg syntes, det var lidt underligt, Donna Elvira græd saa meget for ham; han var dog saa gammel, fandt jeg, skjønt han sang smukt. Senere saa jeg »Don Juan« i Kjøbenhavn og mindes det hele ret tydelig. Christian Hansen var netop sin Tids Don Juan. En munter Galning, som egenlig ikke vil gjøre nogen Kat Fortræd; en Lyriker, som vil nyde Livet, og som gjerne ser, at alle andre nyde det ligesom han selv. Naar han blot kunde elske Donna Elvira, men han kan nu en Gang ikke, han kan ikke, og saa vil han helst undgaa at se paa hendes Taarer. Det er da saa naturligt! Vidste man ikke bedre, kunde man, tror jeg – men man glemme ikke, at dette kun er et Barndomsindtryk, som min Reflexion senere er vendt tilbage til – gjerne have troet, at hvad denne Don Juan røvede fra de 1003, hverken var Ære eller Lykke eller det halve Liv, men kun Kys og flygtige Favntag. Det var en frisk Don Juan, hvis Lidenskab var nordisk Forelskelse.

Men just saaledes maatte »Romantiken«s Don Juan se ud. Christian Hansen var Repræsentant for den romantiske Nyden.

Desværre har jeg aldrig set ham i »Liden Kirsten«. Mon ikke Sverkel maa have været Høidepunktet i hans Kunst? Derimod har jeg ofte hørt ham som Romancesanger, dog kun med Resterne af den skjønne Stemme. Grundtonen i hans Romancesang var maaske en vis vag Blødhed, en eiendommelig Lyrik, som lod Stemmens noget sanselige Klang saa at sige dukke under i en vis Smægten. Egenlig sang han alle Sange ens: han bemægtigede sig Sangen og bøiede den helt efter sin Individualitet.

Det gjorde i de sidste Aar et noget eiendommeligt Indtryk at se den gamle Mand staa og synge de smægtende Kjærlighedssange. Man kom til at tænke paa en Bedstefader, som sang sin Ungdomssang for sine Børnebørn. Men næsten til det sidste bevarede han sin Tids store Fortrin: han troede paa sig selv. Han vidste, han var et Søndagsbarn; naar han tog Don Juans Kappe paa, blev han Don Juan – i fire Timer og maaske lidt længer; han arbeidede vist ikke synderlig i sin Kunst – han var aldrig nogen Sangkunstner – Inspirationen kom, og saa sang han og sang saa smukt.

Netop saaledes maatte Romantikens Sanger være som Kunstner. Og ogsaa som Menneske var Christian Hansen netop saaledes, som man tænker sig hin Tids Kunstner.

Han var lykkelig-letsindig saaledes som al Datidens typiske ungdommelige Elskværdighed, let at begeistre som en ægte Romantiker. Man har en karakteristisk Historie, som i al sin Ubetydelighed klart belyser hans Sinds Bevægelighed. En af Kjøbenhavns bekjendteste Politikere, som undertiden har beskjæftiget sig en Del med Theaterkritik, havde blandt andet skrevet en Artikel om Hansen, som nok var temmelig nærgaaende, og som i alt Fald opbragte Sangeren saa stærkt, at det, hvis de vare mødtes paa et ensomt Sted, vistnok vilde være gaaet Kritikeren temmelig ilde. Saa skulde Politikeren stille sig – i femte Valgkreds – hvor Hansen boede, og Sangeren gik hen i Exercerhuset uden just at være ledet af de blideste Følelser. Men hans Modstanders Veltalenhed tog ham, Talerens Friskhed fandt vel noget beslægtet i hans egen Natur – og han var en af de første, som stemte paa ham.

Han glemte hurtig Fornærmelser. Selv fornærmede han ingen, han var ikke irritabel. Men undertiden, naar han følte sig tilsidesat, kunde han nok blive bitter. Man kjender vist Anekdoten om hans Besøg hos Theaterchefen Geheimeraad Tillisch. Hansen var bleven tilsidesat og forbigaaet for nogle Yngre. Saa gik han en smuk Dag op til Chefen og sagde, at han beklagede sig ikke, »nye Koste feiede jo altid bedst«, men naar de Unges Stemmer en Gang vare slidte op, vilde han bede hans Excellence tænke paa, at han endnu var ved Theatret.

Saadanne Kunstnernaturer som Hansens ere altid besynderlig barnlige. Der var noget af en H. C. Andersen i ham, en vis barnlig, umiddelbar og usminket Forfængelighed. Hansen vidste, han var en smuk Mand, og han glædede sig over det. »Har jeg ikke Lov til det?« sagde han. »Jeg har jo ikke givet mig det selv.« Den Ytring, og den Tankegang, der har dikteret den, er karakteristisk for hele den Slægt af Kunstnere, han tilhørte. Deres Forfængelighed er egenlig en usminket Glæde over deres lykkelige Talent, de glæde sig høilydt derover ligesom Børn, der endnu ikke have lært, hvad der er passende. Barnet dør aldrig i den sande Kunstner, men saaledes barnlige ere vor Tids Kunstnere vel næppe mere. Reflexionen har omformet det kunstneriske Naturel.

Hansen var et stort Barn. Der havde længe hængt saadan en deilig, fristende Pels henne i et Vindue paa Østergade, en polsk Pels med Snorebesætning og foret med særdeles kostbart Skind. Den havde fristet flere end Hansen: Prins Christian havde ogsaa spurgt paa den, men ham var den for dyr. Saa kjøbte Kammersangeren den, han havde Raad til det. Han var saa lidt økonomisk, at den Pels mer eller mindre ikke gjorde ham synderligt, og det elegante Kostume med de mange Snore klædte ham fortræffelig. »Prins Christian havde ikke Raad til at kjøbe den«, sagde han ofte og lo glad. Pelsen blev gammel med sin Eiermand, de polske Snore blev taget af, og endnu sidste Vinter kunde man se den gamle Sanger spasere i det Pelsværk, som Kongen ikke havde havt Raad til at kjøbe.

Han gik altid meget vaklende og slæbte lidt paa Fødderne, stod ofte stille og talte med den eller den. Han kjendte Alverden og Alverden kjendte ham. Om Vinteren var han, som sagt, i Pels, om Sommeren gik han altid i Kjole, blaa med gule Knapper, og høi Hat. Han saa ud som en gammel Elsker, som skal ud at fri, gik ofte og mumlede eller snakkede med sig selv. Og saa havde han altid sin store Diamantnaal i Brystet, Gaven fra hans Konge.

Hans Konge var Frederik den Syvende. Der var vel nok et vist Slægtskab mellem Kongens og Hansens Naturer, og Sangeren stod i stor Gunst hos ham, var hans Farinelli, og Kongen gjorde ham baade til Kammersanger og til Ridder. Ridder blev han ude paa Skydebanen, hvor han ved et Gilde, hvor Kongen var nærværende, havde sunget ved Bordet. Ved Kaffen gik saa Frederik den Syvende hen til en af Kavalererne og sagde: »H. tag Deres Kors af! Hansen skal have det.« Derpaa hængte han det paa Hansens Bryst.

Han vilde ogsaa en Gang gjøre ham til Professor, men Hansen vilde ikke. »Det passer sig ikke«, sagde han. »Nei«, sagde saa Kongen tilsidst, »Du er heller ikke skabt som en Professor«. For Resten kølnedes Monarkens Venskab en Del efter hans Giftermaal med Grevinden. Hansen kjendte nok Louise Danner fra Theatrets Danseskole, og den Slags Fortidsminder skøttede hun vel, som naturligt var, ikke om at se leve omkring sig. Dog besøgte Kammersangeren Kongen lige til det sidste. Denne holdt meget af hans Stemme og lo altid hjertelig ad Hansens noget »smørrede« Vittigheder.

Som Exempel paa Arten af hans Vid kan jeg anføre en lille Anekdote. En af Hansens Samtidige ved Theatret, en af Scenens mest yndede Kunstnere, vilde ikke nøies med at være Skuespiller, han gjorde Fordring paa ogsaa at være Sanger. En Dag mødte han Hansen i Store Kongensgade. »Det er umaadeligt, hvor min Stemme gaar frem«, siger han, »tænk Dig, nu kan jeg ta’e A, uden at det generer mig.« – »Nei Kjære«, sagde Hansen, »men det generer Publikum.« Og saa gik han.

Hans Omgangsfæller – og han havde mange – kaldte Hansen »den glade Sanger«, og han var en glad Natur. Et saadant Kunstnernaturel minder om en Maidag. Det kan nok baade være Regn og Solskin, kan endogsaa en Gang imellem træffe ind med Nattefrost og Sne. Men der er dog Foraar i Luften, og man ved, at det snart bliver Sommer – saa tager man sig ikke det enkelte Snefog saa nær.

Romantikens Kunstnere gik gjennem Livet som dragende Svende, der var noget af en Folmer Sanger i dem allesammen. Livets Sorger ramme dem, men de saare dem ikke. De flygte bestandig bort fra Livet, smutte væk fra dets Bekymringer over i den Bevidsthed: Vi ere Kunstnere, og Kunstneren staar over Livet. Og de havde Ret: de stod virkelig over Livet, fordi de troede at staa der. De ere »Kunstnere« lige som den hostrupske Student var »Student«, og for dem begge var deres Stand født med en Guldske i Munden.

Man bliver bestandig et Søndagsbarn, naar man kun tror, at man er det.

Hvor vore Dages Kunstnernaturer dog ere forskjellige fra hine, som nu dø. De begyndte med at tro paa deres Fortrin, vor Tid begynder med at ængstes for sine Feil, for vor Tid er Produktionen en Forstandssag – som altsaa fordrer Anstrængelse – for dem var det et Instinkt. De følte der, hvor vi maa undersøge, de saa en Helhed, hvor
se Modsætninger og Brudstykker.

Livet og Kunsten var og blev for dem noget helt. Der var intet gaaet i Stykker for dem, og der var intet at sætte sammen. Det var deres Lykke. De vare lykkelige som Kunstnere og lykkelige som Mennesker … Men nu dø de gamle Veteraner.

Jeg skal aldrig glemme Kammersangerens sidste Forestillinger. Det er vel snart et Aar siden: den gamle Sanger skulde optræde som Gjæst paa Kasinos Scene. Han havde valgt sin gamle Glansrolle som Majoren i »De Danske i Paris«. Hvor Vaudevillen var afbleget, den mindede om et gammelt Akvarelmaleri. Og den gamle Kunstner var ligesaa ældet som hans Ungdoms Vaudeville, Duften var borte, Foraaret, Troen paa, at det snart vilde blive Sommer. Det var en gammel Mand og et ungt Publikum. For de Ældre var hans Sang som et svagt men behageligt Ekko fra hans og deres Ungdoms skjønne Sange; hver Tone var en Erindring, hvert Ord, han sang, var et Minde. De saa for sidste Gang, hvad han havde været. Men for de Unge var han en gammel Mand med kroget Ryg, og hans Stemme var ældet som de Strofer, han sang. For dem var Christian Hansen et Sagn, som nu, da de saa ham, svandt bort og blev til en Mythe.