En Karnevalsspøg, en simpel Historie

14.3.1880

»Men saa skynd Dem dog, Jomfru Olsen«, siger hun, medens hun staar og stamper i Gulvet med Pernilles smaa spændebesatte Sko. »Klokken er over ni«

Hvor hun dog glædede sig umaadelig til det Karneval. Hun havde jo aldrig været til Karneval før, ja det vil sige nok til Maskerade: hjemme paa Egnen havde Præstens jo en Gang havt Kostumebal, og hun havde været Pierette, og Godsforvalteren havde friet til hende under en Mazurka; han var Landseknægt fra Wallensteins Tid og havde en stor Knebelsbart for at skjule sit Hareskaar; men det var slet Ingenting, de kjendte jo hinanden alle sammen, og de tog Maskerne af ligestraks … Men nu iaften, saa var det rigtigt, stort, umaadelig deiligt … saadan … ja hun vidste jo slet ikke, hvordan … Men glæde sig, det gjorde hun, og hun stod og trak i sine lange Handsker og pillede ved Pernilles hvide Forklæde …

»Kunde Frøkenen ikke staa lidt rolig«, siger Jomfru Olsen tørt … »Ellers stikker jeg Frøkenen.«

»Ja, men, Jomfru Olsen, jeg glæder mig jo saa umaadelig, saa voldsom umaadelig, Jomfru Olsen!«

»Frøkenen har da danset før«, siger Jomfru Olsen, medens hun hefter Pernilles Hue fast paa Haaret.

»Ja, danset«, svarer Pernille foragtelig, »men det er jo ikke at danse at gaa paa Karneval, Jomfru Olsen. Det er jo slet ikke at danse – det er noget … noget helt andet.« Og Pernille ler til Speilet.

»Tror De, der bliver mange Perniller, Jomfru Olsen?« spørger hun.

»Det ved jeg saamæn ikke, Frøken.«

»Ja, men vist i alt Fald ikke mange saadan korrekte som jeg, for Onkel Hagbart har givet Tegningen.« Og saa smiler hun til sit eget Billede i Speilet. »Maaske heller ikke ret mange saa kjønne«, tænker Pernille og rødmer ved Tanken, for hun synes selv, hun er meget net.

Hun ser paa det smukke Liv og paa Huen, som sidder lidt paa Skraa.

»Jo, jeg er net«, siger hun til sig selv, og saa giver hun sig til at nynne af Glæde. »Har De aldrig været paa Karneval, Jomfru Olsen?« spørger hun og bliver ved at se ind i Speilet.

»Nei, Frøken, vi Slags Folk har ikke Tid til Gjøgl.« »Stakkels Jomfru Olsen«, siger Pernille.

Og saa kjører hun med Onkel William og Tante Fanny.

Sikken Hjertebanken hun har i Vognen, hun mærker godt, hun bliver baade rød og bleg, og hun har klamme Hænder.

»Naa, Marie«, siger Onkel William.

»Aa, ja, Onkel, jeg glæder mig saa umaadelig, men jeg er alligevel til Mode, som der skulde hænde en Ulykke. Det er Glæden, tror jeg.«

»Nei, Onkel William, det er jo ækelt, det er slet ikke, som jeg havde tænkt mig«, siger Pernille. »Maskerne glo saa stygt.« Hun hænger sig fast til hans Arm, angst som en skræmmet Fugl. »Og den væmmelige Henrik forfølger mig hele Tiden …«

»Jeg tænkte nok, Du ikke vilde more Dig«, siger Tanten.

»Jo, jeg morer mig nok« – hun gjemmer sig helt ind hos Onklen – »men jeg havde tænkt, at … Hvor mon Hr. Herløv er?« spørger hun saa uden Overgang og lidt hurtig.

»Himlen ved det, han har spist til Middag hos Grosserer Bechwiths. Han kan naturligvis ikke gaa fra sit Selskab og den smukke Fru Kramer.«

»Nei«, siger Pernille, »det kan han naturligvis ikke.« Maskens sorte Kniplinger bevæges af et lille Suk.

Men Hr. Herløv kom.

De sidde nede bag nogle høie Planter – Pernille og han – de have siddet der en hel Time, og Onkel William er fortvivlet, fordi han ikke kan finde dem.

»Men – jeg kunde jo kjende Dem lige straks, Hr. Herløv. Jeg kunde have kjendt Dem mellem Tusinde. Men De kjendte slet ikke mig.« Hun kigger lidt frem. »Hør, hvor Folk dog se latterlige ud. Synes De ikke?«

»Joo, det er haardt nok at bære sine egne Klæder, men at bære andres, det er næsten umuligt« …

»Jeg havde nu troet, at Karneval var noget ganske andet«, siger Pernille og stikker den lille Sko lidt frem under Kjolen.

»Hvad havde De da tænkt Dem, Frøken?« spørger han smilende.

»Aa, det var egenlig noget dumt noget, jeg tænkte – nu indser jeg det nok. Men jeg havde troet, at alle Folk vare meget kjønnere, og at … der var mange flere Riddere« …

Han ler.

»Ja det var dumt, men nu er jeg jo ogsaa glad, jeg morer mig saa deilig.« Karnevalets Støi summede om dem, de sad i Ly af de tætte Buske. Inde fra Dansesalen lød en forvirret Klang af Orkestrets Melodier. En Gang imellem, naar Larmen steg, maatte de bøie sig ganske tæt sammen for at kunne høre, hvad de sagde.

Pernille syntes, at det var en deilig Krog her bag Laurerne, og Herløv glemte helt sit Selskab. Hun var saa fortryllende, den yndige lille Pernille var et helt Foraar, der var mange Fru Kramere, Fru Kramer kunde han se imorgen, iovermorgen, hver Dag, men Pernille var Foraaret, uberørt og friskt, yndigt og fortryllende. Han bøiede sig ind under Fortryllelsen. Han sad hele Tiden og undrede sig over, at han aldrig havde set det før, hvor smuk og frisk hun var. Han havde jo nok altid fundet hende meget net og fordringsløs, men han havde dog aldrig beskæftiget sig med hende. Og nu i Aften var han helt betaget af hende.

»De er yndig, Frøken Holm«, sagde han pludselig, »ganske yndig.«

Og hun var yndig: hendes røde Læber smilede, Øinene lo, Lykkens Skær laa forskjønnende over hendes Træk. Den lille Pernille var forelsket. Den første Forelskelse. Alt er Drømme, Drømmerier, ubevidst Velbehag og Længsel. Den første Forelskelse er Kjærlighedens Førstegrøde, født i Hjertets Barndom paa Sjælens Foraarsdag. Blomsten aabner sig halvt, og Solstraalen, der kysser dens hvide Bæger, trænger legende ind mellem dens Blade – – – Det er første Gang, den kysses af Solen.

Marie havde jo længe været forelsket i ham, hele Vinteren, lige saa længe hun havde været herinde og taget Undervisning. Det var en Forelskelse, som levede af lidt, af et Blik, af et flygtigt Møde og et Haandtryk. Den, der elsker som hun, trænger ikke til Ord, hun er lykkelig ved at se – ikke til Hyldest, hun vilde føle sig uværdig til den.

De Dage, hun havde mødt ham, syntes hun, at alle Mennesker var gladere, og at Solen skinnede klarere, hun følte hans Haandtryk i mange Tider, hun længtes, naar hun ikke saa ham. Men hun havde aldrig tænkt paa at kunne kysse ham.

Her i Krogen bag Laurerne fik hendes Kjærlighed Vækst. Den blev vækket af Musikens Melodier, udfoldet under Karnevalets Hede, den fik Mod i den glade Nat.

»Skal vi ikke danse?« spurgte Herløv.

De dansede.

Aa, hvor Musiken dog lød deilig, lige som Fuglesang, tænkte Pernille, men hun sagde det ikke, hun turde ikke, saa vilde han le ad hende, han lo saa tit, naar hun sagde noget, af hvad hun saadan rigtig følte helt indvendig. Det var naturligvis ogsaa dumt og affekteret alt saadant noget, man sagde helt inde til sig selv. Hun holdt heller ikke af at tale, hun vilde hellere ligge ganske stille inde i hans Arm og bæres – langt, langt bort og bestandig bæres. Hun lagde Hovedet lidt ind mod hans Skulder. Hvor han førte hende fast! Man var saa tryg herinde i hans Arme. Hvis hendes Moder nu var her, hvor hun saa vilde græde! Lægge sig ind til hende og græde rigtig ud – – længe, længe.

Hun følte, han var hendes, helt og aldeles hendes, han saa saa mildt ned paa hende, spørgende og smilende. Maaske var der noget i Smilet, hun ikke rigtig forstod, noget, hun blev saa underlig undselig bange for, men alligevel var hun glad. Det maatte være Kjærlighed, der saa saaledes paa hende og bar hende saadan trygt frem – Det maatte være Kjærlighed …

Han første hende bort fra Dansen, ud af Salen. De var begge blevne varme, kortaandede – lidt gispende Aandedrag – rødplettede paa Kinderne. Hun hang lidt fast paa hans Arm, han var meget bange for, at nogen skulde støde til hende i Trængslen.

De satte sig ude i en kølig Sal.

»Her er deiligt«, sagde hun og lænede sig op til Springvandsbassinet. »Ja, der var da ogsaa deiligt derinde«, tilføiede hun og saa op paa ham.

»Men en forfærdelig Trængsel«, sagde han.

»Var der? det synes jeg ikke.«

De sad hinanden ganske nær, helt inde i et Indhug af Bassinkanten. De sagde ikke meget. Naar de tav, kunde de høre Musiken ganske svagt oppe fra, og det syntes de begge to var deiligst. De behøvede ikke at tale, de nød i Stilhed. Bag dem plaskede Springvandet ganske sagte, blødt, som om det pludrede i Takt til Musiken oppe fra Dansesalen.

Men saa begyndte Tausheden at forvirre hende, og hun vilde bryde den. »Hvordan har De moret Dem?« spurgte hun. Lige da hun havde sagt det, blev hun rød i Hovedet: hun vidste jo godt, at han havde moret sig godt.

»Udmærket naturligvis«, sagde han, og da deres Blik mødtes, smilede de begge to. »Og De?«

»Jeg? Jeg har aldrig troet, man kunde more sig saa vidunderlig.«

Saa blev der igjen Taushed. Springvandet mumlede uophørlig. Pernille syntes, det gav sig til at tale, men hun turde ikke høre efter, hvad det sagde – –

Han saa paa hende, havde saa taget hendes Haand, talte dæmpet. Og medens Nattens Timer gik, blev der vekslet mer end halve Ord og givet hele Løfter.

Da han hjalp hende Kaaben paa, kyssede han hende i Nakken lige under Haaret. Hun syntes, Blodet brændte, der hvor han havde kysset, blussede hæftig og saa paa ham. Hun havde Taarer i Øinene.

»Nei, Tante, jeg skal ikke forkøle mig«, raaber hun. Hun lukker Døren, dreier Nøglen om to Gange. Hun maa være alene, helt alene. Hun trænger til at klare sine Tanker, til at fortælle sig selv alt, hvad hun har oplevet.

Men hun vil ikke begynde at tænke endnu; hun vil først i Seng, og saa vil hun ligge der ganske rolig og drømme det altsammen om igjen … Bare skynde sig at komme i Seng …

Ja, hvor det er deiligt at elske, saa deiligt, at hun slet ikke ved, hvordan hun skal maale det. Hun kan dukke ned i sin Lykke lige som i et stort Hav. Hun laa længe ganske stille, med foldede Hænder og med Øinene lukkede. En Gang imellem smilede hun, et blødt længelevende Smil. Saa virrede hun lidt med Hovedet, reiste sig for at slukke Lyset, greb det og satte Fødderne ud paa Tæppet.

Hun gik med Lyset i Haanden hen over Gulvet, stansede foran Speilet og løftede Lyset op, saa Skæret faldt paa hendes Ansigt, smilede, rødmede og pustede hurtig Lyset ud – – – trippede i Mørket hen over Tæppet. Pludselig gav hun sig til at nynne den Vals, hun havde danset med ham, hun laa længe og sang den ganske sagte. Saa faldt hun tilsidst i Søvn, lullet ind af sin egen Sang.

Det var høit op paa Dagen, da hun vaagnede. I Begyndelsen kunde hun slet ikke samle noget; da hun lidt efter lidt kom til sig selv, gik hun helt op i et uendelig saligt Velvære, en vis Tryghed, hun mere ubevidst betoges af end egenlig gjorde sig klar. Saa kom der en stærk Længsel efter at se ham. Men han maatte jo komme i Løbet af Dagen.

Hen paa Eftermiddagen kom Onklen ind med et Brev.

»Det er til Dig, Marie«, sagde han, »fra hvem kan det dog være?« Marie greb efter Veiret. Hun følte som et Sting i Brystet, tog Brevet.

Ja – det var fra ham, hun kjendte Haanden, han havde en Gang skrevet nogle Ord bag paa et Visitkort til Tanten – – Hvorfor turde hun dog ikke lukke det op. Hun foldede Brevet op. Der stod ikke mere end tre Linier. Hvor hendes Haand rystede.

»Ogsaa for Dem, Frøken, var jo alt det, der hændte i Aftes, kun en lykkelig Spøg.« Brevet gled ud af hendes Hænder. Hun syntes, at hendes Følelse var stivnet, at Aandedraget døde hvinende i hendes Bryst. Hun saa kun Brevet, som gled ned ad hendes Kjole. Papiret var en graa Plet midt i alt det sorte.

»Naa, fra hvem er det saa?« spurgte Onklen.

»Fra Hr. Ingerslev«, sagde hun. Det var Musiklæreren.

Hun vilde gjerne været gaaet ud af Stuen, men der laa som en tung Vægt paa hendes Skød. Hun kunde ikke reise sig.

»En Spøg – en Spøg« – hun lænede Hovedet tilbage mod Væggen og lukkede Øinene. Hun mærkede, at hendes Kinder vare isnende kolde …

Stakkels lille Pernille!