Sådan er det jo

Sådan er det jo. Lige så hårdt og skarpt disse fire enkle ord martrede Socialdemokratiet og venstrefløjen tilbage i 2012, lige så triumferende og ekstatisk jublende gentages de nu, ja, næsten som et protestslogan vendt mod den globale storkapital: ”Sådan er det jo”. De allerstørste kan bare komme an. For Margrethe gider ingen sniksnak. Hun mener, hvad hun mener.

Da EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i går offentliggjorde, at Google vil blive straffet med en bøde på 18 mia. kr. for at have misbrugt sin dominans til at indskrænke de europæiske forbrugeres valgmuligheder, blev hun hyldet af forbrugerorganisationer og europæisk erhvervsliv, ja, næsten kronet som den nye general af et EU-samarbejde af folket, gennem folket og for folket. Den 49-årige dansker og tidligere leder af Det Radikale Venstre har på imponerende kort tid gjort det klart og anskueligt for enhver, hvad beslutsomt lederskab kan betyde i politik, og ikke mindst for idéen om et europæisk samarbejde.

Margrethe Vestager har i opgøret med Google – men også tidligere i forhold til bl.a. den russiske gasmastodont Gazprom – udvist ganske enestående mod og integritet til ikke at lade de stærkeste få ret, og blot lade de største pengeinteresser få lov til at diktere deres egne vilkår. Hun sætter sig igennem ved at insistere på det, hun er overbevist om, er rigtigt. Og lige så irriterende og nedbrydende netop den arrogante attitude var over for Socialdemokratiet og særligt SF, da hun som økonomi- og indenrigsminister i SRSF-regeringen styrede kuglerammen fra første færd i Det Sorte Tårn på Amager i 2011 og frem til 2015, lige så omvæltende enerverende er den for de gigantfirmaer, som er vant til at kunne trumfe deres vilje igennem.

Men palaveren stopper ved Vestagers bord. Allerede den italienske fyrsterådgiver og magtfilosof Niccolò Machiavelli skrev de vise ord: ”Det er sikrere at være frygtet end elsket”. Og dét er netop, hvad der er lykkedes for kommissær Vestager. Hun er frygtet af dem, der skal frygte for, hvad en europæisk konkurrencekommissær kan finde på for at øge konkurrencen og nedbryde monopoler. Nu er hun ikke længere kun Danmarks ‘Margrethe III’, men også Europas fremmeste forkæmper for lavere priser.

Efter Margrethe Vestager forlod den hjemlige andedam er hun vokset frem på den internationale stjernehimmel som den mest både frygtede og elskede EU-kommissær blandt henholdsvis erhvervsfolk og forbrugerorganisationer. 
Og opstigningen er faktisk sket påfaldende hurtigt. Så sent som i 2008 blev hun afskrevet af politiske kommentatorer i Danmark som en fiasko, fordi Det Radikale Venstre, som hun netop var blevet leder af, lå og rodede nede omkring spærregrænsen. Vestager blev opfattet som et flop. Men hun har i den grad kæmpet sig tilbage – og vel at mærke ved at holde fast i den nøjagtig samme attitude som altid: Ukueligheden.

Google er det første store trofæ. Men andre gigantfirmaer skal ikke føle sig for sikre. Jagten er kun lige begyndt.

På savannen i Afrika er der fem vilde dyr, som hvide rigmænd betaler i dyre domme for at få lov til at skyde: løven, leoparden, det sorte næsehorn, den afrikanske elefant og kafferbøflen. De kaldes for ‘The Big Five’, og er de fem dyr i Afrika, som er sværest og farligst at nedlægge. Her er kun de færreste i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde: Krybskytterne er modbydelige, mens de fem dyr burde få lov til at strejfe vildt.

Her i Europa findes der dog også fem enorme vilddyr, som ingen hidtil har turdet gå i kamp med – og hvor der vel at mærke er byttet rundt på rollerne, altså byttet rundt på, hvem der er gode og onde. Disse fem giganter hedder Apple, Amazon, Facebook, Microsoft og Alphabet (Google). De er bestemt de sværeste og farligste at konfrontere, i hvert fald for politikere og konkurrenter. Men Vestager er klar. Deres overvældende størrelse motiverer hende kun endnu mere. Og de vil blive tvunget til at åbne for større konkurrence. Før eller siden. Snarere før. Sådan er det jo.