Nyhedsanalysen
'Catcalling – med gevinst'
Det er sommer, og du har læst alle bøger på din liste. Hvad gør du? Du søger efter nye titler. Men hvor? Føljeton hjælper dig hele juli måned med bøger, nogen burde udgive. Forsiderne er klar, og det samme er bagsideteksterne. I dag: en banal undervisningsbog.
Genre: Undervisningsbog
Indhold: Mange danske mænd har hørt om catcalling, men aldrig prøvet kræfter med det populære, bøvede fænomen, hvor man med aggressiv, fløjtende fremfærd eller liderlige dyrelyde giver sig til kende over for fremmede kvinder på gaden. Verden ville ellers være så meget nemmere at navigere i, hvis der ikke skulle mere til for at finde sig en mage. Aldrig mere tåbelige diskussioner om, hvem der skulle betale restaurationsregningen – blot for at nævne et eksempel.
Med udgangspunkt i egne erfaringer fra sin formative år i en dødsensfarlig by mellem to slumrende vulkaner tager den midaldrende napolitaner Alfredo læseren i hånden og fører ham gennem catcallingens finesser. Hvordan udser man sig sit ‘offer’? Hvilken tid på døgnet er der størst sandsynlighed for at få nogen på krogen? Hvilken lyd passer til hvilken kvindetype? Hvad stiller man op, hvis eventuel modvillighed giver sig udslag i råberi og offentlige beskyldninger om chikane og sexisme? Skal man undgå kvinder med briller? Hvornår er opfølgende befamlinger no go? Alfredo har prøvet det hele og kender svarene som sin egen gylp.
I en stadigt mere feminiseret verden er catcallingen kommet under pres. At anråbe kvinder på gaden er ikke så charmerende, som det har været. I to fyldige kapitler indfører Alfredo i Catcalling – med gevinst den rådvilde danske mand i catcallingens kulturhistorie, så han forstår, at han står på skuldrene af giganter. Alfredo lover gevinst hver gang og har endda overskud til at slutte bogen af med en sjov og nedværdigende quiz.
Forlag: Lige noget for Gyldendal, der allerede brygger på opfølgeren, Pik – eller fine fornemmelser?