Hvorledes vi begrave vore Døde

21.3.1880

Saa bliver da, saaledes sluttede en af Universitetets Professorer sine filosofiske Forelæsninger for Aarets Studerende, Resultatet af vore Undersøgelser dette, at vi kun kunne regne med Sandsynligheder og derfor tør tvivle om alt. Der gives kun en Sandsynlighed, som efter min Mening turde grænse nær til Vished, den, mine Herrer, at enhver af os en smuk Dag skal dø. Derfor gjøre vi maaske vel i at leve med denne Sandsynlighed for Øie.

Professoren bukkede og steg med lidt bøiet Ryg ned ad Katedrets Trin. Saa hørtes Opbrudstegnet, Nøglens raslende Dreining i Døren. Men i Dag var man stille. Det var i nogle Sekunder, som om en Tanke havde taget Veiret fra dem alle, som om hans rolige Ord i et underlig stivnende Nu havde stillet dem alle Ansigt til Ansigt med »Springet ud i Mørket«. Og saa brød Støien op som et Stormkasts Larm, hvis Brusen vokser.

Hvad Professoren sagde, fortjente nok at vække til Eftertanke. Der er jo unægtelig en vis Sandsynlighed for, at vi en Gang skulle dø. Og »død er død«, Døden er en, den samme for alle. Kun Dødens Apparat er forskjelligt og maa være det, thi Apparatet ved sin Død er »det sidste, man kan kjøbe«. Vi pynte som et sidste Farvel alle forskjelligt paa den samme Død. Først efter at hele Apparatet er bragt i Anvendelse, efter at den sidste Tone af Præstens Bøn er død, den sidste Hilsen over Graven vekslet, er Verden færdig med Mennesket den eller den, og saa gaar han socialt set bort – ud i Mørket.

Men netop fordi det er den samme Død, paa hvilken vi pynte, gjør det forskjellige Apparat ofte et saa besynderligt og skærende Indtryk, og vi sige hundrede Gange til os selv: det sidste, der kan kjøbes.

»Nr. 9. Liget af Enken Ane Hertel, indsat i Kapellet d. 15. 3. 80.« Det er Graveren, der staar og læser paa Følgesedlen, som med en Knappenaal er fæstet ovenpaa Kisten. »121/2«, siger han og gaar videre langs de numererede Baarer med de etiketteforsynede Kister. »Nr. 15. Arbeidsmand Jakob Knudsen, indsat i Kapellet«

Et Par Karle skubber Enken Hertel frem paa Gulvet og stiller Trefoden med Sand ved Hovedenden. Saa giver et Par snøftende Koner med Shavler om Hovedet sig til at slaa nogle Kristtornkranse paa Kisten. Følget kommer ud: fem-seks Mænd, som klumpe sig sammen i et Hjørne, hvor de staa og smaasnakke og skule rundt omkring med en underlig forlegen Forknythed; nogle ældre Koner, graablaa i Ansigtet, gaa rundt mellem Kisterne og hviske, mens de studere Sedlerne og snøfte og tørre Næserne med Bagen af de røde Hænder; saa et Par Børn med blaa Strømper og tyndslidte Bluser og et langt brunsort Flor om Kasketterne. De staa midt paa Stengulvet og se snart paa Kisterne, snart paa de kalkede Vægge, snart paa Moderens Kiste og Kristtornkransene med de farvede Evighedsblomster. De se saa besynderlig hjælpeløst forfrosne ud i deres tynde Klæder, og de patte paa Fingrene for at varme dem.

Saa kommer Præsten. Graveren staar henne ved Døren og bukker i en underlig Vinkel. »Enken Hertel?« spørger Præsten. »Ja, Deres Velærværdighed.« Præsten gaar lidt frem paa Gulvet, Hovedet noget paa Siden, Udtrykket i hans Ansigt en vis vag, halvt trøsterig, halvt værdig Bedrøvelse. Han ser hurtig hen paa Kisten, derfra til Mændene i Hjørnet, som staa og lude, rokkende sammen med Hovederne, som om de vilde blive helt borte; gaar saa hen til Konerne, der have stillet sig op med foldede Hænder og nedslagne Øine under Tørklæderne.

Graveren vinker, og Mændene komme langsomt og tøvende frem fra Hjørnet, en efter en, keitet, ludende. Og den ene vender sig om for at se, om den anden er med. Et Par Koner tage et langt, myndigt Tag i Børnenes tyndklædte Bluser. De blive stillede op lige ved Trefoden. »Fingrene af Munden«, hvisker en Kone.

Mens man venter, hører man nogle løsrevne Stumper af Psalmesang inde fra det tolvkroners Kapel. Det lyder som en syngende søvndyssende Mumlen.

»Hvormange Børn er der?« spørger Præsten den nærmeste Kone. Det giver et Sæt i Tørklæderne. »Tre«, svares der saa af fem Munde paa en Gang. »Og hvorledes – hvorledes var hendes Liv?« spørger han, ligesaa høit som før. Et nyt Ryk i Tørklæderne, tre-fire Stemmer lade høre en snøftende Optakt, men den høieste Kone faar Overtaget. »Det er jo smaat for en Enke, Hr. Pastor« – Snøften – »ja det er saamæn, Hr. Pastor« – Trykket paa sidste Stavelse – »min Mand faldt ned af et Stillads ifjor« … Lyden bliver borte i Snøften. »Men de sultede ikke«, lyder det saa hurtig fra et nyt Tørklæde. Præsten gaar lidt ned mod den Talende og spørger igjen, halv vendt mod Mændene. Men de staa og skutte sig og søge at skjule deres Hænder i Kasketterne.

»Men«, spørger Præsten igjen, »hvordan var hendes Forhold« – hans Stemme faar en dybere, lige som hemmelighedsfuld tilslørende Klang – »til Gud Fader og vor Herre Kristus?« Tørklæderne tie, der gaar som et elektrisk Ryk tilbage i alle Hoveder. Derpaa bryder den høie Kone ud i en lang, plaskende Ordskvalder.

Præsten er bleven meget opmærksom. »Men det havde dog været godt at kalde mig«, siger han saa tilsidst, og efter at have paabudt Taushed med en ligesom dæmpende Haandbevægelse gaar han to Skridt frem foran Kisten og begynder saa i et halvt smægtende, halvt salvelsesfuldt noget graaddugget Tonefald at tale over Enken Hertel. Fladen af Hænderne ere i ivrig Bevægelse mod Næserne.

Saa er Præsten færdig, han trykker et Par Koner i Haanden, ser medlidende paa de tyndslidte Bluser og gaar.

Følget bærer Kisten ud, de seks Mænd trave nedad Kirkegaardsgangen i en hinkende Luntetrav. Bagefter kommer den høie Kone trækkende af med de to Drenge, som gaa og græde – mest af Kulde.

Det er Verdens Farvel til Enken Hertel. Og naar Konerne komme hjem, have de dog Lov til at sige, at det var »en pæn Begravelse« – – – til fire Kroner.

»Undertiden have vi jo alle Sogne paa en Dag«, siger Graveren, »saa er det noget andet.« Ja, det er rigtignok noget andet. Naar Nr. 11 skal begraves Kl. 12 og Nr. 5 Kl. 121/2 og Nr. 7 Kl. 121/2; naar to Præster maa tale paa samme Tid; naar man maa indskrænke Enkens Graad til Minuter; naar det ene Følge begloer det andets Sørgedragter og Taarer, og naar man slaar Kransene paa den ene Kiste, mens man taler ved den anden; naar Præsten har ligesaa travlt som Graveren og Graveren ligesaa knap Tid som Karlene, naar man haler Nr. 13 frem, før man har baaret Nr. 12 ud, naar Præsten i Skyndingen taler om en Pige, naar han taler over en Dreng … ja saa er det noget andet, som Graveren siger, saa er der livligt i Kapellet til fire Kroner.

Men der er maaske for livligt derinde. Der er maaske under denne hæsblæsende Travlhed født for mange Harmtanker i dette nøgne, kolde og fugtige Rum, der har huset saa megen Sorg og saa megen smertesaaret Kjærlighed; her, hvor Manden har maattet æde sine Taarer i sig, fordi fremmede Øine vogtede paa ham; hvor Enken ikke har kunnet finde en eneste Krog, hvor hun kunde græde alene, og hvor Moderløses Hjerter under udeltagende Blikke ere blevne til Stene i deres Bryst; hvor Døden er bleven en Forretning, som maa afgjøres helst i Sekunder, hvor en utaalmodig Graver maaler en Datters Sorg, og hvor den Fattige ikke har Lov til at være ene med sine Døde …

Man siger, det er farlige Tider. Naar man ser et Skuespil som dette, skulde man ikke tro det. Thi det er i Øieblikke som disse, hvor vi kan faa Menneskene i Tale, hvor selv den sløveste vaagner, selv den mest forstenede er modtagelig for Indtryk. Det var maaske derfor ogsaa ganske klogt at vogte noget paa, hvilke Indtryk Samfundet skænker sine Individer i et saadant Øieblik. Og disse Indtryk ere maaske i dette Tilfælde lidt for farlig blandede. Vi vide jo, hvis vi have havt nogen Sorg, at vor Smerte trænger enten til Ensomhed eller i det mindste til Venner. Den bliver til forstenende Bitterhed, fremmede Menneskers Kulde isner os, glacerer vort hele Væsen.

Sorgen trænger til Taushed, for at vi kunne tænke den ud, til Stilhed, for at kunne fordybe os i Trøst, til Ro, for at vi kunne græde. Sorgens Gudinde har tilhyllet Ansigt, og det er umenneskeligt at afrive hendes Sørgeslør midt paa Torvet. Og den fattige – fra Firekroners Kapellet – føler samme Sorg som vi, han trænger lige saa fuldt til Ensomhed, lige saa fuldt til Stilhed, lige saa fuldt til at kunne sørge uset. Og naar han saa ikke kan det, naar den sidste Time, han lever sammen med sine Døde, hverken er rolig eller ensom eller helt hans egen, mon han ikke saa kunde fristes til at misunde den lidt rigere, som har kunnet betale otte Kroner for Kapellet, og som derfor kan være alene med sin Sorg og sine Venner?

Mon man har betænkt dette, da man byggede det store Kapel med dets tre Afdelinger, den ene til fire Kroner med mange Kister og megen Larm, den anden til otte, med en Kiste og nøgne Vægge, den tredie til tolv Kroner, med Klædesligklæde og stor Plads?

Mangen Fattig, hvis Kiste stod udenfor uden Sang og uden Blomster, har maaske knyttet Hænderne mod det store Kapels Psalmesang og hvisket: Men det er dog det sidste, de kan kjøbe!

Det burde man dog betænke. Thi den Bitterhed, som fødes i et Menneskes Bryst i et saadant Øieblik, den yngler. Der maa jo være Forskjel, den Fattige kan ikke begrave sin Døde saaledes som den Rige, men man kunde maaske dog gjøre et eller andet for at lade Forskjellen blive mindre iøinefaldende, i det mindste tillade, at den Sørgende blev alene med sin Sorg. Det kan selv den fattigste fordre – selv om han kun giver fire Kroner for Kapellet. Og det er, som sagt, den samme Død, vi pynte paa, den samme Jord, vi skænke alle Legemer … Lad os huske det og søge at gjøre Forskjellen og – Forargelsen saa ringe som muligt.

For otte Kroner faar man, altsaa, Lov til at være ene med sin Kiste. Rummet er koldt, Væggene nøgne, det Hele uhyggeligt, men det er dog mit. Ellers er det det samme Skuespil: en Kiste med nogle fattige Blomster, nogle faa Venner, nogen sand og megen hyklet Deltagelse. Ved Kisten en Præst, der her som der taler om et Liv, han som oftest ikke kjender.

Der fortælles Anekdoter nok, som vise, at ikke alle Præster – og hvorledes skulle de vel kunne det, siden de jo dog kun ere Mennesker? – have Tid til at holde Examination saaledes som han, der talte over Enken Hertel. Den Præst har sagt om en ung Pige, at hun faldt paa Ærens Mark, den om et ungt Menneske, at han havde været sine Forældre en lydig Datter, den har om Frøken D’s Brødre, hvoraf den ene var skaldet og den anden hvidhaaret, udbrudt: Disse unge Ynglinge, uerfarne i Livet, nye i Sorgen, som begræde Din Død! Vi kjende alle i Dusinvis af saadanne Historier, som hænde, og som maa hænde, naar en Fremmed skal tale om Fremmede. Men sligt er dog kun sjældent. Det er dog ikke hyppigt, at Ligtalerne blive rene Farcer, som oftest skaffer Præsten sig nogle Oplysninger om den Afdøde, og han holder saa sin Tale paa Grundlag af disse Oplysninger.

Vi have set, hvorledes han skaffede sig disse Oplysninger ude i Kapellet. Ved de store Begravelser gaar det ogsaa i denne Henseende anderledes til.

En saadan naiv offenlig Examination vilde maaske støde en eller anden, og tænk saa, hvis alle gav sig til at tale i Munden paa hverandre. Det vilde ikke kunne gaa an.

Graamørkt Lys i den blændede Kirke, Flor om Kandelabrerne, sorte Tæpper paa de hvide Trin. Foran Daabens Engel, der smiler koldt i graagult Skær fra Gassen, Kisten palmedækket som et Alter, man har smykket med Blomster.

Nede i Kirken en sky og hviskende Taushed over de fyldte Stole. Kirkebetjenten lister hilsende rundt med Sange. En Sabel klinger mod Flisen, og alle Ansigter vende sig rykvis.

Man mumler videre, speider mod Pulpituret, man ser nogle blege Ansigter dukkende frem af Bølger af sort Tyll. Orgelet intonerer. Man er ganske glad ved at høre Sangen, den tunge Melodi, det slæbende i Tonerne. Man sidder og rokker betagen af en vag Følsomhed. Undertiden skræmmes man op af en Skratten fra Orgelet.

Saa træder Præsten frem. Værdig med Ridderkorset paa Præstekjolen. Han gjør en underlig Bøining frem mod Kisten, dukker ned med de foldede Hænder mellem Knæerne. Ser saa ubestemt ud i Rummet, mod noget fjernt, hinsidigt, tørrer sig i Mundvigerne med Lommetørklædet og taler:

Her som der om et Liv, han sjældent kjender. Han har aflagt Besøg hos Enken, raadspurgt en af den Afdødes Venner, plukket lidt sammen baade hist og her fra. Saa taler han. Men det ligger i Sagens Natur, at en Ven bestandig, i et saadant Øieblik giver et meget ensidigt Billede og ikke tegner med nogen fast Griffel. Derpaa fantaserer Præsten over dette løse Udkast til en Karakteristik, og naar man mødes i Kirken for at bringe det sidste Farvel, kjender Vennen sjældent den, han er kommen for at hilse. Selv det løseste Billede kan paa denne Vis mod Præstens Vidende – thi naturligvis er han i god Tro – blive en Parodi, og Ubekjendtskabet skænker maaske den Døde Dyder, hvor han snarere besad Laster, og tier mulig der, hvor man kunde rose.

Ikke sandt, vi have alle været til Stede ved saadanne Leiligheder? Man siger jo vel, at man vil indskrænke sig til at bede en Bøn, at man hverken vil veie eller dømme. Men der er dog faa Præster, som ikke knytte et Par Ord til det Menneskes Liv, ved hvis Baare de tale, og de Par Ord, som tales, kunne altfor ofte blive sandhedsfordreiende Misforstaaelser. Det er saa svært for en Fremmed at tale om en Fremmed. Derfor bliver i Præstens Tale altfor ofte den Afdødes Karakter fordreiet. Og dette er ikke det eneste.

»Men hvorledes – hvorledes var hendes Forhold til Gud Fader og til vor Herre Kristus?« spurgte Præsten de rokkende Tørklæder ved Enken Hertels Kiste. Og med dette Spørgsmaal naa vi til det vigtigste Punkt ved den nuværende kristelige Begravelse, det Punkt, der giver adskillige af de Velhavende Forargelse.

Hin Præst var i sin gode Ret, naar han gjorde dette Spørgsmaal. Ud fra sit Standpunkt maa han gjøre det. Og de fleste, til hvem han retter det, ville vistnok svare lige som Konen – med Udflugter. De ville gjøre det af flere Grunde. Der er noget ved Døden, som ryster op i Indifferentismen, Døden set i Nærheden ængster de fleste; selv den, som til daglig er ikke blot irreligiøs, men endogsaa uden Religion, vil ofte blive religiøst bevæget ved et Dødsleie. Den Vantro – i alt Fald den af Vane Vantro – vil ofte for et Øieblik tvivle om sin egen Vantro, og han vil saa at sige skygge med Haanden over Øinene for at skimte ud i Mørket. Naar saa Præsten spørger denne for Øieblikket Rystede om den Dødes religiøse Standpunkt – ja saa vil han og Præsten i Forening let finde Tegn paa Tro i den Afdødes Liv. Den Spurgte, fordi han viger tilbage, og ikke tør andet, den Spørgende, fordi han vil se saadanne Tegn. Han maa jo ville det: ud fra hans Standpunkt er jo Vantro Fordømmelse, hans Menneskelighed krymper sig ved at fordømme, hans Menneskekjærlighed glæder sig ved at kunne prise salig.

Denne dobbelte Aarsag afføder al den »slumrende Tro«, som paaduttes saa mange, som »vel ikke talte om de himmelske Ting«, men som dog sikkert »tænkte paa dem i deres stille Timer«. Præsten maa ud af de ædleste Bevæggrunde føres til at voldtage Hundreders Livsførelser, levede ud fra andre Synspunkter og paa andre Standpunkter. Han maa gjøre det for at redde en kristen Baggrund for deres Liv, en Baggrund, som han maa ønske dem, hvis han er en sand Kristen. Saaledes opstaa da disse Hundreder af Ligtaler, hvori Præsten, for ikke ud fra sit Standpunkt at maatte fordømme, drives til mod sin Villie at fordreie.

Set fra et andet Standpunkt – maaske et Synspunkt tilmed, som i mer end et Tilfælde Flertallet af de Tilstedeværende deler – vilde dette Liv, hvorom der tales, maaske være sympathetisk, i alt Fald forklarligt, ærligt; nu under Fordreiningen henimod et Indhold, der laa det fjernt og var det fremmed, forrykkes det, bliver uærligt, usandt. Noget indeni os skriger uophørlig op imod denne Fordreielse af Sandheden, denne Usandhed, som Ubekjendtskabet og den religiøse Iver debiterer, men som vi vide er en Usandhed. Og denne Usandhed forarger.

Ved Enken Hertels Begravelse gjør det mindre. Denne Snes Mennesker er maaske religiøst ligegyldig til daglig: idag bliver deres noget trælske og træge, bange Forknythed maaske oftest til en Bøien sig ind under hans Autoritet, som taler med en saa overlegen Myndighed. De tro ikke – man kjender kun lidet den næsten forbausende Religionsløshed hos den kjøbenhavnske Almue, den har ikke ofte Tid til at se mod Himlen – men de bøie sig. Kritiken tier – som oftest. De ere mindre vante til at staa omkring en Kiste. Men en stor Del af det Følge, som samles til de større Begravelser, gaar der af Høflighed mod en Forretningsven, en fjern Bekjendt, kommer der, fordi de have været til Bal hos den Afdødes Broder, spist til Middag sammen med hans Søster, kort sagt, af hundrede Grunde, som Konveniensen gjør til Grunde, men som umulig kan lade Vedkommende føle nogen virkelig Deltagelse. Og selv den Afdødes bedste Venner ere saa vante til at overvære Begravelser, at de trods deres Sorg have deres Kritik lysvaagen. Naar nu Præsten taler og i den bedste Hensigt – den nemlig, jeg gjentager det, at løfte denne Sjæl op fra Fortabelse til Naaden – fortegner det Liv, som her er afsluttet, vaagner ofte ikke blot Kritiken, men ogsaa Forargelsen.

Vi høre saa ofte sagt, at Tiden er uden Religion. Men er dette sandt, burde først og fremmest Kirken selv vogte sig for at give Forargelse.

Og undertiden gives der Forargelse. Som oftest er det den Afdødes nære Venner, hvem Usandheden i det Sagte piner, og der sidde som paa Naale, medens Præsten taler. I saa Fald ryster man blot paa Hovedet, ærgrer sig eller smiler. Men værre er det, naar den Afdøde var Folkets Eiendom, naar hans Liv var kjendt, naar han som Kunstner eller Digter havde tilhørt os alle, saa at vi alle kjendte ham; naar det, saa at sige, er Folket, som samles om hans Baare for at mindes og for at sige Tak og Farvel.

Lad os sætte, at denne Mand var lyrisk Digter. Problematisk som alle Digter-naturer, altfor modtagelig til at være stærk, altfor blød til just at være Granit som Personlighed, lige saa umoralsk som de fleste Genier, nydende sig selv, et Stykke af en Gud. Men denne Mand, der var saaledes som Menneske – og at han var saaledes, vide vi alle – var en stor Digter. Hvad skal nu den Præst gjøre, som skal tale over denne Mand? Kun berøre hans Værd som Digter? Hans Samvittighed vil forbyde ham det, han tør i Dødens Stund ikke glemme det for ham vigtigste: Digterens Menneskesjæl. Kun bede for Mennesket? Menneskets Betydning som Digter kan ikke tillade det. Og saa ere vi inde paa de halve Fortielsers og de hele Usandheders vide Marker.

Præsten har besøgt den syge Digter i hans sidste Dage: han var plaget af Dødsangst, der netop stærkest griber en Natur som hans, betaget af Sygdommen; hans Kraft er knækket. Præsten taler til ham om Religionens Trøst, om Naaden, om Kristus, som døde for os alle. Stemningen vinder Herredømmet over Digterens syge Sind: dette Budskab om Naaden er saa mildnende, naar Dødsangsten martrer os. Naadebuddet er et sagte Ekko fra hans Barndomshaab. Præsten beder, den Døende hvisker Bønnens Ord – –

Og saa idag er den livsglade Digter bleven til en troende Kristen, der hele sit Liv længtes mod Naaden, Præstens Iver gjør ham til en naadetørstende Asket, til en Mand, der en Gang var ung, og som i Ungdommens hede Tid har skrevet nogle atraaende Sange, men de vare ikke Del af hans Væsen, ikke Blod af hans Blod eller Kjød af hans Kjød, kun Børn af den Unges verdslig febersyge Drømme – Menneskesjælen er reddet, men vi, som ere komne for at hilse Digteren til Afsked, ja vi – forbauses. Vi vide jo dog bedre. Det var jo netop hans Væsen, hans Sang var jo netop hans Liv. Derfor kunne vi ikke tro paa, hvad man nu fortæller os. Vi kunne ikke tro det og saa – forarges vi.

Derfor er det da ved saadanne Leiligheder, vi stærkest føle Savnet af den større Frihed ved vore Begravelser. Saa længe Præsten skal tale ved Kisterne, saa længe der ved en Afdøds Baare skal tales ud fra et helt andet Standpunkt end det, hvorpaa den Afdøde stod, maa der komme til at klæbe megen Usandhed ved det Talte. Thi selv om Præsten ikke dømmer, maa han jo dog maale med sin Overbevisning. Og baade hans Ubekjendtskab og hans Mildhed vil forvrænge Sandheden af hans Udsagn. I andre Lande tale Venner ved de Dødes Baarer.

Selv den Følesløseste er mere end almindelig modtagelig, naar han staar ved en Baare, men netop – jeg siger det endnu en Gang – fordi Døden vækker os og giver os stærkere Indtryk, maa vi sørge for, at Dødens Apparat hverken hos den Rige eller hos den Fattige hos hver paa sin Vis – vækker nogen Slags Forargelse, thi Forargelse kan spire.