Fra en ensom Ø

4.4.1880

Man har sat Kuplen paa Lampen. Man lægger det ene Ben over det andet og mediterer lidt, slaar saa Bogen op og støtter Hovedet paa Haanden. Stormen glider som med uens, hvinende Vingeslag hen langs Vinduerne og griber rystende fat i Thermometret, som klaprer raslende frem og tilbage, jager saa stødvis stønnende videre.

Man synes, det bliver noget koldt i Stuen, og reiser sig for at lægge lidt paa Ilden, sætter sig i Flugtstolen foran Kakkelovnen og ser ind. Funkerne danse som legende Lygtemænd om Kullenes mørke Masser; de vige, springe frem og atter pludselig tilbage, gnitre i alle Hjørner, bore sig ind i Mørket som hundrede lysende Orme, slukkes, tændes og slukkes. Saa brager det Hele sammen, og ud fra den mørke Skal syder en glødende Flod af slikkende tungede Bølger, hvis Hede brænder imod En.

Og mens vi se paa den legende Ild, blive vore Tanker efterhaanden til Drømme. Det gaar os, som naar i en Feberdøs eller af Træthed vor Tanke glider bort, og Hjernen næsten tager Ferie. Hvad der bølger i vor Bevidsthed, er som et taaget Hav, hvor alt er graat og uklart. Og naar et flygtigt Minde eller en kjær Erindring pludselig stiger frem, lokket hid og født af en Magt, ingen kan lære os at kjende, viser den sig for vor Sjæl i et løsrevet Billedes Konturer paa en Baggrund af uigjennemtrængeligt Mørke. Men Billedet selv staar klart og med rige Farver … Fantasien bemægtiger sig vor Erindring, og medens vi drømme, drager et Tog af Billeder vekslende gjennem vort Sind ligesom et langt Galleri af skiftende Taagebilleder, hvor Foreviseren, hvem ingen ser, lader Billede følge paa Billede uden Tanke og Orden.

Saaledes glide de mange Billeder uforbundne frem af vor Hjernes Dæmring.

Tusinde skiftende Minder.

Stumper af Sange, vor Moder sang, da vi vare smaa, glemte Melodier, som vi en Gang have nynnet, vemodige Toner, vi troede vare døde i vort Minde. Men lige som alt, hvad der virker paa Ørets Nerve, skaffer sig Udslag som Lyd, og alt, hvad der træffer Synets Fibre, viser sig som Farver, er selv Erindringen om Tonerne kun levende for os i et Billede: vor Moder bøiet frem over det gamle Klaver, ned fra Vinduet Gassens Skær spillende uens over de hvide Taster; jeg selv krøben sammen paa en Skammel henne bag Gardinet i Krogen – – – Ud over Gulvet i strygende Fart, hun hviler fast i min Arm; og mens Tonerne glidende vugge sig om os, ser jeg hendes Blik spørgende søge mit. – – Jeg skulde reise bort den næste Dag, og ingen af os vidste, naar min Vei igjen vilde falde forbi det hvide Hus med de slyngende Vedbend.

Jeg var gaaet derind fra Veien, hvor der var solhedt og varmt, for at bede om en Drik for at slukke min Tørst. Saa bad hendes Moder mig sidde ned og satte et Maaltid frem. »Jeg maatte være træt af min Vei« … Medens jeg spiste, fortalte jeg løst og fast, og medens jeg fortalte, lyttede hun. Saa blev jeg længe i det lille Hus, og naar jeg om Aftenen stod paa Høien i Haven og saa mod den graagule Vei, der strakte sig op mellem Bakkerne, lagde hun sin varme duftende Haand dækkende over mine Øine.

Men nu var Efteraaret kommet, og imorgen skulde jeg sidste Gang løfte den grønne Laage og gaa bort alene. Jeg laa med Hovedet i hendes Skød, og medens mit Hjerte var fuldt af en taareløs, usigelig Bitterhed, sang hun, som man synger for et Barn, man venlig dysser til Ro. Saa tog hun mit Hoved op i sine Hænder, og halvt syngende hviskede hun: »Jeg venter, til Du kommer tilbage«.

Saaledes glide de tusinde Minder bestandig som Billeder frem fra den taagede Dæmring.

Men undertiden stanse vi, og den slumrende Tanke vækkes. Saa kredser, først usikkert og svagt, siden bestandig mere tydelig, den vakte Tanke om et enkelt Billede, som kom, Himlen ved hvorfra. Og forbundne af den ivrigblevne Tanke blive vore løsrevne Drømme til en sammenhængende Gjenoplevelse.

Solen var oppe over Havet, en rig straalende Sommersol, som brødes med de stigende Bølger og legede med deres Skum, der faldt paa den mørkeblaa Flade som en lang Række funklende Perler, man strøede ud paa et fløilsblødt Tæppe. Og helt ude i Horisonten, saa langt Øiet strakte, mødte det det samme bølgende, bløde Tæppe med sine Perlestrømme. Over os Himlen lys og skinnende og rolig. Det er en herlig Fart.

Der har været Sang og Latter i Baaden, bøiede ud over Rælingen have de unge Piger pjasket og sprøitet med de blottede Arme i det skvulpende Vand, de have ladet det glide ind mellem deres udspilede Fingre, stemmet for det med Armen som med en Aare, saa pludselig med et Skrig pjasket det hen paa os andre. Saa blev der mere stille. Et Par af Herrerne laa udstrakte nede i Bunden af den store Baad, de andre hviskede rundt omkring langs Tofterne. Og i Stilheden hørte man Vandet slaa skvulpende mod Fartøiets Planker.

Havet bringer os til at lytte. Dets Musik er altid et betagende Akkompagnement til vor egen Sjæls Stemning.

Saa begynder Baadføreren at fortælle. Det er en gammel, rundskægget, veirbidt Karl. Han har længe siddet og smisket og vendt Skraaen i Munden og rokket lidt i Sædet, hvor han ellers sidder saa stødt. Men det er jo Magsveir. Saa bruser det pludselig frem: at vi dog ikke maa tro, det hver Dag er saa lysteligt. Om Efteraaret, naar »Drengen beder sit Fadervor hvert Minut« – saa er der ikke gemytligt. »Men saa indstilles vel Farterne?«

»Kan hænde, men henimod Juletid er’et jo ikke saa lige at nænne det. Saa vente de derovre jo »Maagen« i alskens Veir, baade Snestorm og Fygning. Og det kan ogsaa blive Isslag over Baaden og hundekoldt, saa Fingrene fryse af en. Saa kan vi ikke se fra den ene Ende af Fartøiet til den anden, og Drengen maa bindes fast. Og Alting gaar i Et, baade Himmel og Hav, og det Hele baade Vand og Luft bliver til tætte Mure, der taarne sig op omkring En. Vi høre ikke meget andet end Stormen, der skriger op, og Seilene, som klapre, saa de er lige ved at rive sig løs. Og en Gang imellem brøler jeg til Drengen for at høre, om han er der endnu«

Jeg saa uvilkaarlig hen mod »Drengen«. Jo, han var der, solbrændt, bred over Skuldrene og frisk. Han ler over til os. Saa spørger jeg ham, om han ikke hellere vilde gaa paa »lange Farter« for at se noget af Livet. Det maatte være trist altid at sidde her i denne Baad og evig seile frem og tilbage de samme fire Mil.

Det syntes han ikke, man saa ogsaa meget her.

Og medens den Gamle blev ved at fortælle, gav jeg den Unge Ret. Man kunde vistnok møde meget her i denne Baad, som bestandig seiler paa den samme Fart, megen Pligtopfyldelse, urokkelig Tro og sikker Fortrøstning. Maaske ere disse Mennesker nærmere ved det, de kalde Gud. Han bliver levende i Faren for dem, og Faren slumrer overalt. Derfor have disse Mennesker saa at sige bestandig den Guddoms Kappeflig imellem deres Hænder, som de dyrke paa deres egen Vis. Bramfrit, uden Ord dyrke de Stormens Gud, og naar han efter en Snefogs Storm fører dem gjennem de fygende Hagl hjem til det faste Land, takke de ham som Kjærlighedens Fader. Jo, han har Ret, man kunde lære meget i denne Baad.

Saa ser man ud over Havet. Bestandig smilende ruller Østersøen sine fløilsbløde Bølger mod os, stiger og synker, synker og stiger med sagte skvulpende Suk. Og dog er det det samme Hav, om hvilket den Gamle fortæller.

Graat, skumdækket graat kan det vælte sig mod Baaden som et Svælg, medens Stormen synger over dets gabende Afgrund. Og Snefoget kan piske det som et mørknende Uveir, og det er, som Himlen havde sænket sine Skyer, saa Bølgerne vædede deres Masser.

Medens Baadføreren fortalte, gled vi hurtig fremad mod »Danmarks Malta«, mod den nedlagte Fæstning Kristiansø.

Man flagede fra Taarnet, da man saa, der var Gjæster om Bord; nu ere Gjæster sjældne, piskede af Havet og Stormen ligge de ensomme Klipper forglemte og forladte … Og naar de gjæstes, er det altid af en Kunstner, som er kommen herhen for at opsøge Havet.

Vil De, jeg skal fortælle Dem om Dr. Dampe? Om ham kan man læse i ethvert af de Konversationslexika, som er vor Tids Dannelses Bibel. Hvad jeg kan give, er et Indtryk, mit Indtryk af disse Klipper, ikke andet.

Vi stod paa Taarnet paa den store Ø. Nedenfor os saa vi hele Klippefladen. Øen er Granit. En ensom Klippe ragede op af Østersøen, nøgen og kold. Saa gjorde et Kongebud denne Klippe til en Fæstning. Og fra Bornholm og Sjælland bragte man Jord herover, saa man kunde dække Klippen med en Tomme Muld. Kanonerne dundrede fra de byggede Volde, Garnisonens Damer holdt Fest i Kongens Have, man jublede i glade Maskefester i det lille Taarn. Det var den gode Tid. Ovre paa den lille Ø laa Statsfangernes Fængsel. De farlige for Land og Rige bleve bragte herhen. Her kunde de meditere over Kongernes Magt af Guds Naade.

Vi saa Taarnet. Der var mange Navne ridsede i de hvide Mure, Aarstal, Datoer, stemplede dybt ind i Stenen. Hvilket taalmodprøvende Arbeide har det ikke kostet at prænte disse Skrifttegn i Graniten. Men de, som have prentet dem, have havt Tiden for sig, og maaske have de sukket, naar Arbeidet var til Ende. De have siddet her Aar efter Aar og lyttet til Havets Sang, der for dem var sørgelig som Livet selv. Men saa undertiden ere de blevne vakte af en muntrere Klang. Lysende for sig med Lygter ere Honoratiores komne over til den muntre Ø for at holde Maskefest i Taarnet. Saa gaar Dansen muntert i den runde Sal, og man giver levende Billeder paa den opreiste Scene.

Sang og Latter lyde ud fra Taarnets aabnede Vinduer, ud over Havet, der slaar sine graa Bølger mod den klingende Klippe. Nu er Taarnet øde: af den gamle Lidelse er der kun nogle Skrifttegn tilbage, som ingen af os kan tyde. Men vi sige, naar vi læse de snirklede Aarstal og de spredte Bogstaver, til os selv, at vel Smertens Historie bestandig er den samme. Af Maskefesterne er der intet blevet tilbage. Naar vi aabne Døren, slaar der os en kvalmende Stank i Møde: Støv, Hospitalslugt. Da Koleraen kom, gjemte man Ligene her. Det er svært at faa Gravene gravet her i Klippen, saa maatte Ligene vente, og de ventede her i Garnisonens gamle Dansesal. De sidste Toner af den glade Kehraus bævede endnu i Krogenes Spindelvæv. Livet mødtes med Døden …

Men vi staa endnu paa det store Taarn og se ud over Øen.

Saa skiftede Tiderne. Kongerne vare ikke rigtige Konger mere, og Folket behøvede ingen havomflydte Fængsler for at indeslutte sine Forbrydere. En smuk Dag kom der Opbrudsordre til Øen: Fæstningen skulde nedlægges og Befolkningen føres bort. De gyldne Dage vare forbi, og Fæstningens Kanoner sendte for sidste Gang deres Røgskyer ud over Havet som Farvel til dem, der drog bort fra den Ø, som havde født dem. En sørgelig Hilsen.

Der blev kun faa tilbage, og disse faa gik nu magtesløse om og saa paa det Ødelæggelsesværk, som Havet og Stormen fuldbyrdede, og som de ikke kunde stanse. Træerne i Kongens Have stod hen uden Pleie, disse Træer, som Øen elskede saa høit, som man havde fredet om, mens Aarene gik baade gjennem Sommer og Vinter; og Vinrankerne forkrøbledes og bar ingen Frugt; Vinden slog mod Pavillonens Vinduer Nat efter Nat, saa de brødes af Stormens Kast, og Tiden jævnede, tilintetgjorde alt. Gangene forsvandt. Blomsterne, man havde plantet, forvildedes, krøb hen ad Jorden, fandt for megen Jord til at kunne dø, for liden Pleie til at kunne leve. Kongens Have blev en sørgelig Græstomt.

Saa ligger Øen nu saaledes, som vi se den her fra Taarnet. Granitklipperne rage op som brudte Søiler, som mægtige, halvomstyrtede, kyklopiske Mure, som nedfaldne Kapitæler. Rundt imellem de sammensunkne Paladser vokser Græsset frodig, et enkelt Træ, hvis Krone er pisket af Stormen, nikker med bøiet Ryg for Vinden. Det ser ud som en mægtig By i Ruiner.

Eller man kunde tro sig paa en Kirkegaard. Alle disse Granitsøiler ere som halvt sammenstyrtede Mindesmærker, hvor Korsene ere splintrede af Stormen. Vinterens og Efteraarets Vinde have jaget hinanden over de forladte Grave, hvor der hviler en Slægt, som er død, en Tid, som er forbi, og som aldrig vil vende tilbage. Og naar vi se ud over disse Træer, som Uveiret har knækket, og som hensygne uden Pleie, ere de os som forkrøblede Grædepile midt i al denne Ødelæggelses Vederstyggelighed.

Rundt om Klippen Havet. Saa langt vi kunne naa, den samme bølgende Flade, og selve Ensformigheden trykker os med en knugende Trøstesløshed.

Vi gaa over paa den mindre Ø. Her træder Graniten stærkere frem, her er de Fattiges Hjem, og de Fattige have ikke saa megen Jord behov, ikke engang til deres Grave. Den mørke Sten staar lige op som nedstyrtede Vægge; snart som Spidser, snart som runde Blokke, snart som mægtige Grundmure. Og hvor der i Sprækker og Revner har samlet sig lidt Muld og lidt Sand, blomstrer Tidslen frodig – de Fattiges Blomst, som man lader dem beholde, fordi den ikke giver Frugt. Her vokse Nælderne frodigere: de ere blevne et helt grønt Tæppe, som dækker over Klippen. Man gaar ind iblandt dem, og Foden støder under Tæppet paa et Trækors: det er paa Kolerakirkegaarden, vi staa.

Ser De, her bleve de lagte, de Ulykkelige, som døde i hin Rædselstid, hvor det var en Lykke at dø først og let at dø, men forfærdeligt at vente paa Døden. Ingen Udvei til Frelse. Inderst om dem Soten, som hærgede og paa Timer gjorde Mennesker til Aadsler, uden om dem Havet; og ingen maatte tage bort, ingen. Hvor de saa, Døden, og alle Veie spærrede. Havet om dem var blevet dem en spottende Mur, de ikke kunde overstige.

De danse paa Agterdækket. Ud i Sommernatten lyder Orkestrets Melodier – Minder fra Stædernes Operaballer – klingende hen over Oceanets Bølger. Oceanet er roligt, de dumpe Vande gaa sagte, stige som runde Høider og sænke sig som brede Dale, nede fra Dybet lyder Understrømmens Larm som et Kæmpedyrs Snorken. Langs Skibets Sider glimre og glitre de ophængte Lamper paa de glidende Vande. Om Skibet Natten som et Tæppe.

Der er Fest og Tummel. Men hvislende som en ulykkebringende Snog komme – ingen ved, hvorfra – mørke Rygter og snige sig mellem Festens Lys hviskende fra Mand til Mand: Der er Kolera om Bord. Og Skrækken stivner de glade Ansigter, saa at Læberne smile endnu, medens Øinene stirre forfærdede. Rædslen griber dem. Den ene flygter for den anden, han kan have Smitten med sig. Det er, som Skibet var uddød under denne Rædsel, som ikke græder, og hvis Klager kun ere tunge Suk. Man undgaar hinanden, søger Ensomhed i alle Skibets Kroge, ser speidende ud over Havet, bundne, angstbetagne.

Derpaa følger Ventetiden med de lange Dage. Hver Aften høre de skrækslagne et forfærdeligt Plump, dumpt, uhyggeligt og tungt, et Skvulp mod Skibets Side, som et Gisp fra Vandet, der aabner og lukker sig over et Offer. De tælle med Angst – en – to –. Det er Dagens Døde, man kaster ud fra Skibet … Og de levende vente. Der er en kriblende Syndflodsforfærdelse over disse Levende. Hver Aften høre de det samme Plump, og Blikket siger sky, hvem det var, men man spørger ikke. Om man fik Guld, man spurgte ikke …

Koleraskibet gaar videre med Døden om Bord.

Saaledes have de lidt, de Ulykkelige, som ere jordede under disse Tidsler, her paa denne Klippe, som er saa sørgelig bar.

Hytterne rundt omkring ere faldefærdige og gamle. De ere hjemfaldne til Tiden.

Hvad Menneskene forlade, er hjemfaldet til Ødelæggelse.

Vi gaa videre langs Fæstningsmuren. Bølgerne skvulpe imod den, Marehalm og Græs slaar viftende frem og tilbage langs Kanten. Murene forfalde. Hist og her i Gluggerne ligger en gammel Kanon: man har ikke flyttet den, den var ikke Flytningen værd. Selve den rustne Kanon, som skal ligge der og smulre hen i Taushed, er som en bitter Haan. Trøstesløst, forfærdeligt. Deres Stemmer lød, den Gang Danmark kæmpede om Herredømmet paa Østersøen, den Gang vore Flaader fyldte Havet, den Gang vore Kanoner talte med myndig Røst. Men nu blev de sidste Ildrøster, der talte, de, der lød sørgelig ud over de danske Lig ved Dybbøl. Kanonerne her, som ruste, fordi de ikke vare værd at flyttes, blive næsten et Sindbillede.

Vi forlade den mindre Ø, gaa langs Stien rundt om Klippen til Kirken. Et lyst og venligt Rum. Der er noget hjemligt over alt herinde, men disse Mennesker maa ogsaa faa hjemme her. Herinde kaldes de jo alle sammen for at byde Farvel til dem, som gaa bort, Goddag til dem, som komme. Man samles her som i en stor Familie, alle ere i Slægt, og her mødes man. Desuden er man paa saadanne ensomme Steder altid nærmere Gud, eller snarere Gud er nærmere os. De Ensomme ville endnu bestandig have en Gud, naar vi, som færdes i Larmen og Mængden, forlængst have mistet ham. Han lever i Naturen, det er ham, som sender Stormen over Vandene, han taler i Ensomheden. Og selve Trøstesløsheden i alt og over alt bøier Menneskenes Knæ. –

Disse Menneskers Synskreds er snæver som deres Ø, og der er ingen Plads til Tvivl.

Præstens Hus ligger skjult bag Skrænten ved Salomons Brønd. Det er besynderligt at møde et Pust af det store Liv her i dette Øde. Thorvaldsens Relieffer paa Væggen, Mozart og Schubert over Klaveret. Og rundt omkring Nips og Bøger, smaa Borde, Etagerer og Blomster. Det er nygifte Folk, og det ser ud, som om Kjærligheden trivedes vel her ved Salomons Brønd i Præstens hvide Hus.

»Man tror, her er saa ensomt«, siger den unge Frue. »Jeg synes nu, her er deiligt.«

»Men her er dog meget trist?«

»Trist, nei.«

»Jo, i Naturen.«

»Aa, Naturen er jo ikke andet, end hvad man gjør den til.«

Og saa siger man endda, at Menneskene kun ere, hvad Naturen gjør dem til. Men vi drage videre. Langs Muren til den hellige Kilde. Klippen gaar skraat ned, steilt som et bonet Gulv, og paa begge Sider reiser sig Vægge, lige som Mure. Naar der raser en Storm fra Øst, er den hellige Kilde begravet i Havet, dækket af de skummende Bølger. Men idag kan man vove sig ned ad den steile, bonede Skraaning, og naar man bøier sig langt frem, drikke af den ferske Kilde, som ved Klippens Fod risler ud i Havet.

Bølgerne slaa tunge op mod Skrænten. Helt inde under vort Blik er Vandet blaasort. Længere ude blinker det metallisk violblaat. Man har et Sagn paa Øen om en ulykkelig Kvinde, som styrtede ud her ved den hellige Kilde. Hun sank dybt, thi her er mange Favne, mange af dette mørke Vand.

Hendes Fader var Opsynsmand paa den lille Ø ved Fængslet. Han var kommen dertil som Fange, men Kjærligheden spørger ikke om Folk, heller ikke om Sprog. Den taler bestandig sit eget, besynderlige Maal. Og saa en Nat gik hun langs Klippen ned mod den hellige Kilde, og de dybe Vande modtog to Liv.

Mon det er om denne Kvinde, Tausheden her fortæller? om hende eller om en anden? Her, hvor alt er uden Haab og bart for Stormen og trøstesløst for menneskelige Forhaabninger, kan det ligesaa godt være om det ene som om det andet … Medens Aftenen blev tættere, seilede vi tilbage mod Bornholm. Men Latteren var forstummet. Den gamle Fisker fortalte dæmpet, som trykket af Nattens Taushed, et Sagn fra det stolte Hammershus. Og Sagnet var melankolsk og tungsindigt som Folket selv, der har gjemt det. Thi Øens tungsindige Klipper have gjort dens Beboere mørke og strænge, som den selv er det. Solen smiler forgæves til disse Granitmasser, som synes at true Havet.

Og medens vi lyttede til Sagnet om Skjalm Hvides store Æt, sad vi tause og betagne af alt, hvad vi havde set paa Invalideforsørgelsens trøstesløse Ø.

Foran os saa vi store og skrækkende frem imod den mørke Himmel Ruinerne af Hvidernes mægtige Borg: Hammershus. Ogsaa den er et Mindesmærke, som smulrer over en Slægt, der er død.

Og selv Pieteten har glemt den.

Havet sang tungt om Baadens Sider. Alt gled sammen i den samme Dæmring. Men vi, som drog hjem i Natten, bleve af Vindenes Røst lullede ind i forunderlig tryllebundne Drømme.