Anonym alkoholiker på Roskilde Festival

Fredag klokken 12 forvandles Agora E (en hvid pavillon på campingområdet på Roskilde Festival) til et såkaldt AA-møde. Den bliver dermed et samlingspunkt for ædru alkoholikere, der deler oplevelser og støtter hinanden i ædrueligheden på årets festival. På alle andre tidspunkter af året, finder AA-møderne, der arrangeres af Anonyme Alkoholikere, primært sted i kirker over hele landet. Men nu er det altså rykket ud i mudderet på Dyrskuepladsen i Roskilde. Eller det var planen. Men som med så mange andre ting i Roskilde-regi, kommer forskellige uforudsete begivenheder i vejen og spænder ben for de i forvejen fastlagte planer. I dette tilfælde var det regnen, der forhindrede alle mødedeltagere undtagen én i at møde op til det aftalte tidpunkt.

Det var tilfældigvis mig, journalisten, som havde fået lov til at komme og dække mødet, der som den eneste mødte op under Agora E klokken 12. Den AA’er, jeg havde kontaktinfo på, var akut kaldt på arbejde i Købehavn og kom kun sjældent til telefonen, så nu var det bare om at spotte resten af gruppen. Det kunne umuligt være så svært. Det næste stykke tid, antastede jeg defor alle, der havde rent hår. Eller pænt tøj. Eller som ikke var solskoldede. For man måtte da kunne se det på dem, at de ikke drikker. Efter halvanden time med sporadiske meldinger om mulige forsinkelser, gav jeg op og forlod stedet.

Et par timer senere ringer Peter. Han er ung alkoholiker og en af dem, der aldrig dukkede op til mødet. Han har lige fået en smule strøm på sin ”totalt døde” telefon og vil gerne mødes. Det bliver i en stor hal i medarbejderområdet bag Arena Scene på festivalpladsen. Peter har langt vådt hår, beskidte gummistøvler, alt for optimistiske shorts og mønstret regnjakke. Kort sagt: Han blender perfekt ind med de tusindvis af andre unge festivalgængere, der også render forvirrede rundt og leder efter et tørt sted i ly for regnen. Det første Peter gør, da han sætter sig ved langbordet i hallen, hvor samtalen finder sted, er at tænde en smøg og forklare, at regnen havde ”fucket alt op” siden torsdag nat, så han ikke havde nået mødet klokken 12. Ganske Roskilde-agtigt. Han sætter sin telefon til opladning i de fælles stikkontakter i den store lade for ”ikke at ende som i går,” hvor han ikke anede, hvornår han kom i seng, eller hvordan han skulle få fat i sine venner.

”Jeg føler ingen trang til at drikke. Overhovedet. Det havde jeg nok ikke engang gjort de første år, efter jeg stoppede, men dengang havde jeg ikke vænnet mig til at feste som ædru. Det var dengang ikke godt for mig med så meget fest én gang. Og Roskilde er jo én lang fest,” siger han.

– Men du kan godt feste nu?

”Ja ja, sagtens. Jeg kan mærke, jeg holder mig lidt fra de der lidt formålsløse drukfester i campingområdet, som jo er rigtig sjove, når man er fuld, men ikke så interessante i længden, når man er ædru. Til gengæld får jeg meget mere ud af den samlede oplevelse: Koncerterne, stemningen, samtalerne, dansen,” fortæller han.

– Og du får ikke lyst til at drikke? Roskilde handler jo for mange meget om druk.

”Nej, slet ikke. Jeg bliver slet ikke fristet. Men der har været nogle situationer, hvor det er kommet meget tæt på.”

– Kan du forklare det?

”I går hang jeg ud med en pige, og vi skulle ind på festivalpladsen fra campingområdet. Der tjekker vagterne tasker, og hver gæst må kun have én øl med ind hver. Og den skal være åben. Pigen, jeg fulgtes med, havde to i tasken og stak så mig den ene, så jeg kunne tage den med ind for hende. Så pludselig gik jeg der med en åben øl, som jeg bar, mens hun drak den første færdig. Der blev jeg pludselig meget bevidst om, hvor kort der var op til munden,” fortæller han, mens han bøjer armen og fører hånden op til læberne.

– Men du sagde, du ikke havde været fristet?

”Det var jeg heller ikke. Jeg havde ikke lyst til at drikke af den, men det føltes bare helt forkert. Jeg skal ikke gå rundt med åbne dåseøl. Det er overstået for mig,” fortæller han.

– Hvad er den største forskel på festivalerne, hvor du drak, og nu?

”At være til stede. Før i tiden handlede festivaler for mig om at drikke mig ned hele tiden. At flygte fra virkeligheden og forsvinde. Og det gjorde jeg. Det var én lang meget ufestlig fest. Der var selvfølgelig dele af det, der var sjovt. Men det er ikke fedt at ende med at have et så smadret telt, at man ikke kan sove i det og løse det ved ikke at gå seng i flere dage,” fortæller han og uddyber:

”Men nu kan jeg virkelig tage oplevelserne ind. Jeg kan huske koncerterne, kan engagere mig i folkene omkring mig og være til stede i samtaler. Det er en meget federe oplevelse. I hvert fald for mig,” fortæller han.

– Hvad har været det sværeste?

”Regnen,” siger han og forklarer:

”Ej, det er vitterligt ikke svært for mig at være på Roskilde, men blandingen af regn og ingen telefon tog sgu lige pusten fra mig. Da jeg vågnede i morges og stak hovedet ud af teltet, anede jeg ikke, hvad klokken var. Eller hvornår jeg var kommet hjem. Det var lidt presset,” fortæller han og tilføjer:

”Det hele løste sig jo, men jeg prøver at få opladt min telefon ordentligt i dag.” Han bliver derfor siddende i medarbejderområdet lidt endnu for at våge over telefonen i opladeren, før han skal ud og høre Foo Fighters på Orange.