Statschefer ved vejs ende: Nu regerer rigmænd og storbyer

Han drog ned til Paris, selv om han på forhånd havde mistet troen på, at en COP21-aftale vil gøre en skelsættende forskel. Økonomi handler nemlig ikke om hensigtserklæringer, men derimod om kontante handler. Den dansk-canadiske rigmand Ross Jackson har gennem årene selv tjent hundredvis af millioner på valutahandel, men har nu kastet sine ressourcer ind i kampen for en gennemgribende omvæltning af den globale økonomi i bæredygtig retning. Tidligere på året solgte han sin økologiske grossistvirksomhed Urtekram til det svenske Midsona AB for 215 mio. kr., og donerede kort efter to mio. kr. til partiet Alternativet.

Under COP21 i Paris har Ross Jackson været med til at promovere nye, globale netværk af lokalt forankrede øko-landsbyer – som den korteste vej til grøn omstilling. Den 77-årige Ross Jackson står som symbolet på både det gamle problem i dagens skævvredne verdensøkonomi og et nye, mulige håb om en mere bæredygtig udvikling: Rigmanden, der investerer i hippie-omstilling. For den globale varehandel buldrer tungt videre – uden hensyn til hverken drivhusgasser eller forurening – uanset diplomaternes grønne ambitioner om at holde klodens temperaturstigninger under de kritiske to grader.

Så længe realøkonomien ikke omfavnes af en effektiv miljøregulering, på kryds og tværs af grænser, ja, så gør det hverken fra eller til om alverdens regeringer i dag underskriver endnu en aftale om tilskud til vedvarende småprojekter. Sådan er verden ifølge Ross. COP21 er kun kosmetik.

Den ene procent

Heldigvis er den opbrudsfortælling, som Ross Jackson også har foldet ud sin seneste bog ’Occupy World Street’ ikke kun dyster og deprimerende. Han tror oprigtigt på, at et gennemgribende skift er på vej. Men dét skyldes hverken COP21 eller de gamle statslige politikeres hensigtserklæringer. Håbet gror i de folkelige bevægelser. Men lad os begynde med, hvorfor Ross Jackson står som et symbol på de grænseoverskridende problemer, som COP21 næppe vil kunne ændre på.

»Vi har fået et nyt feudalsamfund, hvor værditilvæksten samles på færre og færre hænder,« siger Ross Jackson: »Det er derfor helt præcist, når demonstranter over hele verden i de senere år har talt om ’den ene procent’, altså den eksklusive elite af superrige, som i sidste ende tjener stort set alle pengene. Overalt er lønningerne for almindelige mennesker under voldsomt pres, middelklassen skrumper, og den globale frihandel tager heller ikke hensyn til, hvordan varerne produceres. Klimaministrene i Paris står reelt handlingslammede over for en global økonomi, der bliver mere og mere ulige – og hvor den rigeste ene procent ikke føler sig forpligtet på hverken befolkningerne eller klodens sundhedstilstand«.

Du tilhører vel selv den rigeste 1 procent…

»Ja, ja, det gør jeg helt sikkert. Men rige mennesker er jo ikke nødvendigvis onde, men har til gengæld enorm magt. Gennem historien har der altid været nogle enkelte rigmænd, som har prioriteret anderledes end mainstream. For mig er det indlysende, at den globale økonomi er ude af balance«.

Bondegård i Birkerød

Ross Jackson bor på en liebhaver-bondegård på de brune marker uden for Birkerød, nord for København. Han er blevet alene, efter hustruen Hildur døde tidligere på året. Hun fik ham til at blive i Danmark, hvorfra han i 1970’erne og 1980’erne opbyggede den finansielle software-virksomhed SimCorp, som i dag er en milliardforretning, og hvorfra han senere styrede sin investeringsfond, Gaia Corp, der specialiserede sig i valutahandel.

Kort inden COP21 tager han imod på gårdspladsen, bag en stor garage med plads til flere biler, heriblandt luksus-elbilen Tesla. Derudover er han dog alt andet end flamboyant: Ross Jackson kunne sagtens snige sig med til et borgermøde på biblioteket, uden at blive mistænkt for at være mangemillionær.

Du fremstår som et paradoks for mig. Eksempelvis har jeg bemærket, at jeres investeringsfond var registreret i skattelyet Cayman Islands. Har du ikke tjent dine penge på nøjagtig samme måde, som dem, du kritiserer i dag?

»Jeg har aldrig lavet valutaspekulation forstået som angreb på svage valutaer. Vores valutahandler boede bare på Cayman Islands, så dét var altså ikke så underligt, som du gør det til. Selve forretningen blev skabt i kølvandet på sammenbruddet for Bretton Woods-systemet i 1971, hvor virksomhederne oplevede øget risiko ved handler, fordi kurserne pludseligt begyndte at svinge vildt. Mine kunder spurgte om jeg ikke kunne hjælpe med at mindske deres eksponering over for valutakurser. Med min baggrund som fysiker – og med min ph.d.-grad i operationsanalyse – udviklede jeg computerprogrammer, der indregnede mange forskellige faktorer i valutakursernes udvikling, og som dermed kunne give virksomheder større sikkerhed. Og det er dét, som jeg har arbejdet med hele tiden, altså at strukturere markedsinformationer. Dengang var dét en ny metode, men det er bestemt ikke suspekt«.

Den virtuelle økonomi

Efter finanskrisen har der oplagt været voldsom kritik af spekulanter. Fortryder du i dag, at du skabte din formue gennem bl.a. valutahandel?

»Nej, du må adskille tingene. Der er afgørende forskel mellem på den ene side at sikre forudsigelighed i varehandlen, som jeg har forsøgt at medvirke til, og så på den anden side at investere i den stadigt mere virtuelle papirøkonomi, som ikke har noget at gøre med realøkonomien. Vi har fået et ekstremt ustabilt finansielt system, fordi enorme summer i dag investeres i spekulative finansprodukter, som er helt afkoblet varer og produkter. Spekulationsøkonomien omsætter i dag 4.000 gange mere end varehandlen, og dét er helt uholdbart. Det er et korthus, hvor omkostningerne først viser sig senere«.

Jeg har fundet artikler fra Wall Street Journal, hvor jeres investeringer dengang blev beskrevet som meget volatile, altså med andre ord spekulative… 

»Ja, vi havde forskellige fonde, hvor nogle af dem havde en høj risikoprofil. Jeg kan huske, at vi havde en forretning på 100 procent i de første måneder, men det gik hurtigt den anden vej igen, og derfor gik vi væk fra så risikofyldte investeringer«.

I samme periode begyndte du at interessere dig for økologi. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg mødte Hildur, som vel kunne beskrives som en græsrod og en del af kvindebevægelsen her i Danmark«.

Grøn Robin Hood

Du fortsatte alligevel med investeringsporteføljerne. Kan man sige, at du trak penge ud af den traditionelle produktionsøkonomi, for så at kanalisere overskuddet over i alternative projekter?

»Ja, bestemt! Jeg kunne bruge min ekspertise til at tjene nogle penge, der så efterfølgende kunne investeres grønt gennem vores nyoprettede Gaia Trust. Allerede dengang tænkte jeg, at det handlede om at tage fra de onde og så give til de gode. Haha… Ja, sådan tænkte jeg. Og dét lykkedes. Idéen var at give bedre muligheder til de folk, som turde eksperimentere med nye og mere bæredygtige måder at leve på. Og dét er også ved at lykkes: Flere og flere erkender, at en økologisk levevis også skaber et bedre socialt liv«.

Men små økosamfund er jo ikke ligefrem ved at omvælte verdensøkonomien. COP21 eller ej, hvorfor er der endnu ikke en  større vilje til at konfrontere årsagerne til den globale opvarmning?

»Det handler igen om den ene procent. De rigmænd og de virksomheder, som i dag profiterer af tingenes orden, ønsker ikke større ændringer. EU vil derfor ikke gøre for meget, og USA slet ikke. Selv er jeg kommet til den erkendelse, at mindre lande må bryde ud og turde gå nye veje. I min bog slår jeg til lyd for, at små lande må gå sammen og vise i praksis, at man kan leve på nye måder«.

Demokratiets svaghed

I din bog ‘Occupy World Street’ skriver du, at der er brug for drastiske beslutninger, som ikke ligefrem kan siges at være græsrodsbaserede. Står demokratierne simpelthen impotente over for klimaudfordringen?  

»Nedsmeltningen af kloden kan ikke stoppes uden et vist omfang af ‘top-down’-beslutninger, dét vil jeg ikke lægge skjul på. Nogle må træde i karakter og tage ansvar. Men spørgsmålet er jo, hvordan den situation fremprovokeres. Selv nærer jeg store forhåbninger til, at borgerne i mange af verdens største byer – som har forståets problemernes omfang – vil alliere sig med hinanden og sætte en stopper for ‘den ene procent’. Kræve folkeafstemninger! Der er et enorm mobiliseringspotentiale. Millioner af mennesker er frustrerede, og i de store byer er der mange mennesker, som har ressourcer til at kræve forandring«.

Af samme årsag har du doneret to mio. kr. til Alternativet. Men er du ikke dermed med til at skævvride det politiske landskab – ligesom Saxo-bankmanden Lars Seier Christensen også er blevet kritiseret for med sin støtte til Liberal Alliance?

»Jeg kan sagtens se parallellen. Bortset fra at vi trækker i hver sin retning. Og da de fleste, der har mange penge, står samme sted politisk som Lars Seier Christensen, er det vel ganske sundt, at jeg skaber lidt balance, ikke?«.

Loft på udledning

Under COP21 i Paris har Ross Jackson doneret endnu flere penge til Alternativet, konkret til en happening med en flodbåd i Seinen, et såkaldt »floating political talk show«. Men når det kommer til stykket, har han ikke stor tiltro til klimadiplomatiet i FN. Hverken tidligere eller nu. De politiske spilfægteri i korridorerne er helt afkoblet den hårde, økonomiske virkelighed udenfor.

»Vi vidste på forhånd, at COP21 ville blive en fuser. Kendsgerningerne viser, at temperaturerne stiger og stiger, til trods for de mange hensigtserklæringer. FN-systemets forsøg på klimaaftaler har hidtil ikke haft nogen som helst effekt. Jeg kan ikke se, hvorfor dét skulle blive anderledes nu. For så længe man ikke lægger et fast loft på det samlede CO2-udslip, altså et ‘cap-and-trade’-system, så vil man reelt ikke påvirke – og slet ikke reducere – udledningen af drivhusgasser. Et globalt kvotesystem, der gradvist begrænser den samlede udledning, dét er den eneste virkningsfulde løsning – men dét tør politikerne ikke«.

En anden vej er udvikling af vedvarende højteknologi, der gør fossil energi overflødig. Hvad er dine forhåbninger til en grøn energirevolution?

»Det er ønsketænkning. Vi har ikke tid til at vente. I mellemtiden risikerer vi alle at lide varmedøden. Jeg er da bestemt fascineret af f.eks. Elon Musk, der gennem en decentral infrastruktur vil forsøge at levere strøm via solceller fra alverdens hustage. Lad os håbe, det virker. Men det vil under alle omstændigheder tage meget, meget lang tid, og vi kan ikke sidde og vente på, at kloden når det kritiske ‘tipping point’. Men måske «.

Varehandel er nøglen

Ross Jackson er i dag engageret i en række græsrodsinitiativer, der alle handler om at udvikle alternative produktionsformer, f.eks. er han involveret i et projekt, hvor syriske flygtninge i Europa skal uddannes som øko-bønder. Drømmen er, at en ny økonomi kan vokse frem, i kølvandet på kriserne. Men også dét kræver et fundamentalt opgør med den herskende, økonomiske orden:

»I dag er konkurrencen i verden alt andet end fair. Gamle virksomheder fra lande, der spiller efter reglerne, f.eks. klimamål, taber til nye virksomheder fra lande, hvor miljøstandarder er ikke-eksisterende og arbejdsforholdene som i England i 1800-tallet. Eksempelvis er det umuligt at fortolde varer, der kommer fra Kina, selv hvis varerne er produceret knaldsort, altså med massiv fossil forurening til følge. Og så ved man jo godt, hvad der sker: Virksomheder i Danmark går fallit, hvis de skal leve op til en bæredygtig produktionsform, hvor miljøbelastningen tænkes fuldt ind. Ellers må de forsøge at konkurrere på de skæve vilkår – og enten flytte til billigere lande og/eller dumpe lønningerne til deres ansatte. Den voksende sociale utryghed og klimaødelæggelserne hænger sammen, og folk vil reagere på det«.

Hvad for dig til at tro, at folk skulle blive mere grønne i takt med faldende lønninger? Den konventionelle visdom hævder det modsatte – og vreden synes i dag at rette sig mere mod f.eks. indvandrere?

»Det er nemt at blive pessimist. Måske er det for sent? Måske vil vi opleve konflikter? Måske er mennesket næsten genetisk disponeret til at tænke kortsigtet? Men overalt i de vestlige lande har vi fået det, som kaldes ‘working poor’, altså mennesker, der må knokle løs til så lave lønninger, at ikke engang ét job er nok til at holde fattigdommen fra døren. Det er mindst lige så uholdbart som overophedningen af kloden. Og derfor kan der pludselig ske en større omvæltning, hvor folk begynder at kræve bedre livsbetingelser. Ja, det er nok først dér, at politikerne begynder at tage både den voksende ulighed og klimakatastrofen alvorligt, for alvor«.