Portræt af Morten Messerschmidt mandag den 5. juni 2017 i Frederikssund. Morten Messerschmidt gjorde politisk comeback, mandag den 5. juni 2017, hvor han talte til et grundlovsarrangement i Frederikssund. Messerschmidt, der er medlem af Europaparlamentet, har været ude af politik siden oktober efter et stressreleteret ildebefindende. Forinden var han centrum i flere afsløringer af misbrug af EU-midler i EU-fondene Meld og Feld. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Der har været ret stille omkring Dansk Folkepartis snart midaldrende gulddreng Morten Messerschmidt, efter at han 22. oktober klokken cirka 14.45 lod sig indlægge med et ildebefindende ved akutmodtagelsen på Hillerød Sygehus. Som Dansk Folkepartis presserådgiver udtalte den dag, havde Messerschmidt ”været under et ekstremt pres” i ”ti sindssyge dage, hvor vi er blevet kimet ned fra morgen til aften og skulle forsvare os mod alle mulige latterlige ting. Så det er klart, at det sætter sig”. Det handlede om, at Dansk Folkeparti via partiet MELD og fonden FELD ifølge Europa-Parlamentet havde medvirket til at bruge EU-midler ”skødesløst og overdrevent” og endte med at skulle betale et millionbeløb tilbage.
Nå, men nu er Morten Messerschmidt tilbage. Man havde måske håbet, at han havde haft tid til at tænke tingene igennem, da han i princippet har hovedet skruet rigtigt på. Men det er der ikke så meget, der tyder på. I dagens udgave af Berlingske har han skrevet en kronik med den ildevarslende overskrift ‘Opskriften på et lille lands undergang’. Den begynder stille og roligt med en beskrivelse af nogle indvandrere, som han husker fra sin skoletid i Frederikssund. De var gode til at tilpasse sig, og med lidt ”fasthed og struktur, ikke mindst i skolen, kunne Danmark godt håndtere dem”, som han formulerer det (vores kursivering).
Men, men. På 40 år er det hele bare blevet ”værre og værre” med de indvandrere. ”Den daglige nedslidning af Danmark er blevet værre”, ”den daglige brutalitet er blevet værre”, ”den daglige terror er blevet værre”, og vi er blevet ”nødt til at frygte, at hellige krigere med knive, lastbiler, sprængstoffer og automatvåben forvandler det offentlige rum til et blodbad.” Knap er partifællen Mogens Camre død, før Morten Messerschmidt har overtaget hans svulstige retorik én til én.
Og hvor vil han så hen? Jo, det er de fremmede, muslimerne, som er problemet. Og her trækker Messerschmidt så på Danmarks Statistik: ”I 1980 var der officielt 28.345 personer fra 57 muslimske lande. Nu er der – officielt – 253.425 muslimer, altså knap en tidobling. Imens er danskernes andel af den samlede befolkning gået tilbage fra 91 til 87 procent.” Uha.
Sondringen muslimer og ‘danskere’ er til at blive meget træt af i de her år. Man kan ikke blive ved med at opfatte muslimer, der er født her eller har boet her i 35 år, som fremmede. Det går ikke. Det er latterligt. Det havde været dejligt, hvis Messerschmidt efter en tur på hospitalet havde fået et mindre dystopisk livssyn. Så havde han måske opdaget den nyhed, vi bragte i går om, at andelen af ikke-vestlige unge i landets ghettoområder, som får en studentereksamen, for første gang er højere end andelen af etnisk danske studenter, der bor samme sted. Hvorfor er den det? Fordi indvandrerforældre er sindssygt fokuserede på, at deres børn skal blive til noget i deres nye land. I øvrigt fuldstændig på samme måde som Messerschmidts egen indvandrede tyske familie gjorde det for otte generationer siden.
Så mange måneders rekonvalescens til ingen verdens nytte.