En øde lejr

Krattet rundt om teltlejren er vokset så tæt, at det er svært at kigge ind. Men imellem tjørnene aner man stadig telte, her ni måneder efter de sidste beboere rømmede lejren. Teltene får nu minimal opmærksomhed fra Beredskabsstyrelsen, som er ansat af Udlændingestyrelsen til at vedligeholde stedet. Én mand bruger dagligt tre timer på at føre tilsyn og fikse småting. Beredskabsstyrelsen og teltlejren ligger adskilt af et højt metalhegn, og det er de værnepligtiges gymnastiksal, lokaler og boldbaner, som fortsat er inddraget til mulig indkvartering af asylansøgere.

Identitetsvæggen

Indenfor er flisegangene overstrøet med visne blade, og den “identity wall”, som før var fuld af asylansøgernes tegninger, står med nøgne søm. Nogle få billeder hænger tilbage, det ene af et grinende halloween-græskar, lidt barnligt farvelagt med orange og sort tusch, og med ituslået glasindramning. Den er af Jack, som er afghaner, men klædte sig og talte som en amerikaner. Den anden er en blyantstegning af en bjælkehytte, signeret af den charmerende kurder Barzan. De er begge stadig i Danmark og venter på, at deres sager skal køre i Flygtningenævnet, det sker automatisk, når man får afslag.

I salen hænger den velkendte, sødlige dunst af 100 mænds kropslugt. Her er Barzans kabine, hvor han plejede at sove på gulvet, for han kunne ikke vænne sig til den øverste køje. Han har skrevet sit navn ved indgangen, sjusket og stort med en rød sprittusch, “Barzan, Kurdistan”, gulvtæppet er skjoldet.

Sorte gardiner

Rækkerne af kabiner gentager det samme billede: Det sorte gardin foldet op over åbningen, tom køjeseng, et smalt metalskab. Her opbevarede Danmark de flygtninge og migranter, som kom hertil med det, man kaldte “flygtningestrømmen” i november 2015. Det er 10 måneder og 14 dages liv, man kan lugte og fornemme. Salen bruges stadig til opbevaring, men nu af “materiel”, som det hedder i Beredskabsstyrelsens lingo. Sengene fra teltene står sirligt stablet i den ene ende af gymnastiksalen, og de orange oliefyr, som opvarmede teltene, snor sig som en buttet, metallisk kålorm over det grå, syntetiske tæppe.

Lejren er stadig i beredskab og skal kunne åbne for asylansøgere med 24 timers varsel, hvis det bliver nødvendigt. Ud over Thisted, står Herning og Haderslev klar. Næstved-lejren er som den eneste pillet ned, her mangler man kun at fjerne det sidste træflis og male, så er sporene fra asylansøgerne fjernet. Udlændingestyrelsens kontrakt med beredskabscentrene løber foreløbig 2017 ud.

I beredskab

Udenfor står det orange madtelt. Vinden har været konstant i Thy i tre uger, og det knirker i metalskelettet og rusker i den fugtplettede teltdug. Her opbevares “material” af den grovere slags, sorteret og stablet. Borde/bænkesystemerne, slanger til oliefyrene, tykke metalbor, ledninger af forskellig art og stativer til skraldespandene. Plastiktelte bliver møre med tiden, de giver sig, og dette tapre, orange telt, som var samlingsstedet i lejrens levetid, har nu stået i et år og otte måneder.

Fem rækker af beboelsesteltene står stadig, dog er et enkelt drattet sammen, og et andet har ligesom lagt sig halvt ned. Over vinteren blev flere telte flænset af storme og elektriske installationer rykket over. Det koster “materiel” at have en teltlejr i beredskab.

Genbeboet?

Når man går rundt imellem teltene i den forladte lejr, kan man spekulere over, hvad forskellen på symbolpolitik og realpolitik egentlig er. Dette er stadig forvirrende for mig: Blev teltlejrene kun bygget for at skræmme asylansøgerne væk, og står de der stadig for det samme? Eller løste lejrene reelt et problem ved at huse den store mængde enlige mænd på en fleksibel måde? Under alle omstændigheder er det virkeligheden – og da der skæres ned i asylsystemet og lukkes centre rundt omkring i landet nu, men kun pilles en enkelt teltlejr ned, må man jo tro det, selvom det er svært: Måske er det ikke umuligt, at teltlejren i Thisted bliver beboet igen.