Fra Assistenshuset og Laanekontorerne

11. april 1880

Han vender Dynen for sjette Gang og klasker hæftig paa den med de flade Hænder. “Hvor meget?” spørger han saa og flytter uden at se op langsomt Piben over i den venstre Mundvig.

“Ja hvor meget ka’ jeg faa?” svares der spørgende ud fra Shavlet. Og man mærker, at dette “Hvormeget?” aldrig kan blive nok.

Han ser flygtig op over Brillerne mod Konen, flytter Piben, giver sig saa igjen til at smaske lidt og undersøge Dynen. Inde fra Shavlet følger et ængsteligt Blik uafbrudt hans Hænder, som prøvende glatte paa Bolstret.

“Fem Kroner”, siger han saa halvt spørgende og lader atter Øinene søge hen over Skranken mod Konen. Hun staar halvveis inde i Krogen, udenfor Skæret fra Lampen, helt indhyllet i det graatærnede Shavl. Hendes Skuldre staa ud som to spidse Kanter. Og helt inde i Skyggen et Ansigt, hvor alt er haarde Senebundter og skindbetrukne Knokler. Hun gaar lidt frem, trykker Shavlet op til sig med en lang, brunet, bar Arm, hvor Huden ligger i tætte, mørke Rynker om Knoklerne, og ser bange paa ham.

“Seks”, siger hun ængstelig …

“De sætter Alting ud”, han ser igjen over. Konens Blik glider hurtig bort, forbi hans.

“Det er ham”, vrider det sig frem helt inde fra Shavlet dæmpet, ydmygt, næsten tryglende.

Ham! Han er altid Manden, Manden, som begynder den nye Uge med at komme drukken hjem efter at have soldet den gamles Fortjeneste op; som skal have Mad, selv om Børnene, hun har bragt til Verden, skulle sulte; som betragter sin Fortjeneste som sin egen, og som faar Tak, naar han er naadig nok til ikke at røve hendes; som gaar paa Værtshus, medens hun maa trælle, som prygler hende, slaar hende, tvinger hende næsten i Trældom – og dog bliver ved at være ham; som pløier hendes Ansigt med den graanende Græmmelses dybe, forfærdelige Furer; som dynger Livets Slid som en uafkastelig Byrde paa hendes udmagrede Skuldre; som har glemt hendes Kjærlighed og betragter hendes talløse Ofre kun som forbandet Pligt; som har glemt alt, undtagen at han er Manden, og at Manden er Kvindens Hoved.

Saadan er denne “Ham”, hvem hun gaar hen for at bringe de seks Kroner, hun fik for sin sidste Dyne, og som vil modtage dem uden Tak eller maaske rive dem fra hende med en Forbandelse. Saadan er han. Sligt kan man møde ude i de Arbeiderkvarterer, hvor Spekulationen har leget med vor Byggelov, saa Murene ikke skærme hverken mod Storm eller mod Fugtighed. Derude findes der Kjældere, hvor Konen – det er altid Konen, det er ogsaa hende, som maa skrabe Pengene sammen Pinselørdag, for at han Søndag Morgen kan komme ud og se paa, at Solen danser – sætter det sidste Tæppe for at stille sine Børns Sult; hvor Fattigdommen klæder sig af for ikke at miste det uhyggelige Husrum, de Ulykkelige kalde for et Hjem; hvorhen en Moder bringer sine Børns sidste Klædningsstykker, de sidste sørgelige Pjalter, som dække deres Nøgenhed, for at Staklerne i det mindste ikke skulle dø. Der gives saadanne Steder, og der har der flydt mange Taarer fra hede, udtørrede Øine, har der ventet megen angstfuld Kummer, som biede paa Laangiverens Øre som paa en Dom. Og det er saadanne Laanekontorer, Malerne undertiden male for os, som Digterne fortælle os om, og som vor Fantasi har skabt.

Mørke, fidtede Rum, hvor Solen vilde være en Haan. Mødesteder for Hundreders Haabløshed og Kummer, for at dræbende Sult og Fattigdommens stinkende Elendighed. Udtærede Legemer, som Nød og Lidelser have vansiret, i hvis Knokler aarelang Trang har udtørret Livets Marv, dækkede af kummerlige Pjalter, hvis Skidenhed er deres eneste Farve. Sløve Blikke fra de udhulede Øiendybder, Trøstesløshedens sitrende Smil om de smalle Læber.

Saaledes har Hogarth malet et Laanekontor, og man kunde maaske ogsaa her finde en enkelt Krog, hvor man vilde træffe noget lignende. Jeg har ikke truffet det, og et Menneske, som gaar ud for at undersøge et eller andet, maa, naar han kommer hjem, helst kun sige Sandheden, selv om den er mindre sentimental og mindre melodramatisk, og selv om den paa sin Vis er altfor alvorlig til, at man vil græde over den. Men Sandheden har bestandig en ubetalelig Fortjeneste, den, at den er Sandhed. Og derfor bør man helst foretrække den.

Foruden Assistenshuset er der over hundrede Laanekontorer i Kjøbenhavn. Naar man hører, at Assistenshuset alene modtager 200,000 Panter om Aaret og har en Omsætning af circa tre Millioner, vil man forstaa, hvilke Summer der aarlig omsættes i disse Forretninger, og hvilken betydelig Rolle den hele Laane-Institution maa spille i en stor Del af Befolkningens Liv. Man vil kunne indse, at Kontorerne ere blevne en absolut Nødvendighed, at de danne et Led i visse Samfundslags hele Existens. Men hvilket Lag af Befolkningen der fortrinsvis benytter dem, er vistnok de fleste uklart.

Man tror vel i Almindelighed, at Laanekontorerne ere et Tilflugtssted for de Fattige, men dette er kun meget delvis sandt, og hvis de nogensinde have været det, ere de det ganske sikkert ikke længer. Hos os er Hogarths Billede usandt.

“De kommer just paa en af vore store Dage,” siger en af Assistenterne ved Stranden til mig. “Der er Auktionsindløsning idag.” Og da jeg erklærer mig for uvidende om, hvad Auktionsindløsning vil sige, fører han mig ind i en Sal med nogle terrasseformige Trin og en Skranke, bag hvilken en snakkende og puffende Mængde trænges og skubbes.

“Det er allesammen Folk, som ville indløse Panter, der ere satte til Auktion. Saa løse de det her og gaa derefter over paa den anden Side og sætte det igjen. Her ser De netop vort faste Publikum.”

Og Manden havde Ret. Uden at vide det var jeg – da Lykken saa ofte er meget bedre end Forstanden – virkelig kommen paa en af de store Dage, og jeg blev straks og paa et Brædt stillet Ansigt til Ansigt med det Publikum, jeg søgte: Assistenshusets faste Stok af Laanere.

Enkelte Mænd, Haandværkssvende og mindre “Borgere”; Koner med de uund- gaaelige Shavler, runde, snakkesalige Ansigter; halvvoksne Pigebørn med fantastiske Hatte, kjøbte, Himlen maa vide hvor, med Baand, som en Gang have havt Farver, og Kaaber med afrevne og flossede uægte Astrakanskanter; Matroner med sorte Kyser og møisommelig opsatte Spytkrøller som en Krans om Panden, spidse Næser og falske Fortænder bag de smalle Læber; Damer, som paa deres Døre lade sig kalde Enkefruer, hvis Mænd næsten altid have været “Agenter” i Hobro eller Varde eller en anden af de fjerne Ravnekroge, med hvilke den almindelige geografiske Sans er noget i Vildrede, hvis Stolthed er deres russiske Selvkoger – en Opfindelse, der var ny i Hobro – og hvis Passion er Kaffe, som de nyde med Kandis, efter at de have taget de kostbare Fortænder ud; Læredrenge i Lærredsbluser og blaa, lappede Benklæder, bare Arme og sortbemalede Ansiger, for hvem Vandet synes et fremmed og ukjendt Element; unge Tjenestepiger i tynde Kaaber med evige halvtfnisende Smil om de krusede Munde og smaa muntre Stumpnæser, som, naar de tale, ere i stadig Bevægelse op og ned; Børn, som man sender herhen for at vænne dem til Ilden, og for hvem Onkel bliver den første Ven i Livet. Medens Assistenten raaber op, sum- mer og snadrer Skaren som en Flok larmende Ænder, og den, som er kommen her- ind i Forventning om at møde noget hjerteskærende, vil sikkert føle sig skuffet over- for denne muntre, sladrende Ubekymrethed. For alle disse Mennesker er det Hele øiensynligt noget dagligdags, maaske tilmed noget opmuntrende midt i Livets Slid.

Assistenshuset er en elskværdig Anstalt, hvor de hver Uge tage et lille – eller et meget stort – Forskud paa Ugens Fortjeneste. Og da Menigfolk ikke ere Stats- økonomer og derfor ikke tilfulde kunne vurdere det skadelige i at tage Forskud, gjøre de det uden Bekymring. Alle disse Mennesker stole paa “næste Uge” og paa en større Fortjeneste, som skal komme imorgen. Det have de gjort tillidsfuldt men uden Resultat i Aarevis; og hvis den større Fortjeneste kommer – løse de ikke deres Panter. Kom Dag efter Dag, og Du vil møde det samme Publikum, Folk, som hverken sulte eller mangle Klæder – naturligvis have de paa den anden Side heller ikke mere end det, de staa og gaa i – som hverken mangle Husrum eller nægte sig Nydelser, men som simpelt hen ere komne i Baghaanden, fordi de bestandig bruge fem Kroner mere om Ugen, end de som oftest tjene. Folk, som skulle i Skoven to Gange om Aaret, som skulle feire Fødselsdage og nødvendigvis maa i Theatret – Frederiksbergtheater eller Thaliatheatret. Og, som vi siden skulle se, er det vistnok som oftest netop deres Fornøielser, Assistenshuset maa komme til Hjælp.

Men, vil man spørge, hvor er da de Mennesker, som sulte, som ikke have Hus- rum, som ikke have selv det nødvendigste for at kunne opholde Livet? Hvor holder da Sulten til? Sulten, Elendigheden og Nøden? Thi man kan dog vel ikke nægte, at der findes Elendighed i Kjøbenhavn? Desværre, nei! der gives Elendighed og Nød, og mer end nok af begge Dele; men her træffer De den ikke – eller i alt Fald kun undtagelsesvis.

Naar vi lede i den støiende Mængde bag Skranken, kunne vi naturligvis møde en og anden, hvem Trang har bragt herhen – men Ubekymretheden er Regel, Trangen kun Undtagelse.

Helt henne ved Døren, klemt op i Hjørnet saa langt bort fra de andre, som det er muligt at komme, staar der en dameklædt Kvinde: det tætte Slør dækker helt for hendes Ansigt, falder langt ned ad Ryggen paa den Klædeskaabe, som sidder stramt over et fast, høit Bryst; under Kaaben en sort Kjole besat med Atlask, Hanskerne ere skinnende blanke. Engang imellem dreier hun Hovedet og ser sig urolig om, trykker saa Sløret tættere sammen om sit Ansigt. Hvorfor er hun kommen? Den gamle Taxator staar og veier en glat Guldring; det er hendes. Stemmen ryster lidt, da hun takker og lader de fire Kroner glide ned i den skindbesatte Lomme.

Hende har Trangen drevet.

Hun har længe staaet uvis. Saa viser en halvvoksen – her velbefaren – Pige hende til Rette: vil hun sætte en Kjole, er det denne Vei. Hun løser Bylten op og tager en sort Silkekjole frem, noget gammeldags med et Par smaa sorte Fløielsbaand om Ærmet. Hun glatter omhyggelig paa Nederdelen, saadan kjælende Stoffet, ser saa sky over paa Taxatricen, der holder Kjolen op mod Lyset.

“Den er noget tyndslidt,” siger hun. Det trækker lidt om Konens Mund.

“Hvormeget?”

“Saa meget, jeg kan faa.”

“Ti Kroner.”

Konen nikker, tager saa Lommetørklædet op og pudser sin Næse, langsomt, stilfærdigt. Taxatricen ruller Nederdelen sammen, Konen ser over, siger derpaa dæmpet, lidt rystende:

“Den bliver nok lidt godt behandlet.”

Taxatricen ser hen paa Konen, deres Blik mødes, saa glider hendes taareblændet bort.

“Den skal blive hængt op,” siger Taxatricen.

Den gamle sorte Silkekjole var vist et Klenodie, og den har Trangen ofret. Men som Regel – jeg gjentager det – træffer man sjældent den nøgne Elendighed her. Den bundløst Fattige kommer her ikke, baade fordi han eier meget lidt, og fordi det lidet, han har, er uden Værdi. Den bundløst Fattige eier jo kun nogle Klædningsstykker; men under de nuværende Konjunkturer, hvor man kan kjøbe alt sligt af den Slags ringe Kvalitet, som Fattigfolk benytte, saa umaadelig billig, kan hverken de private Laanekontorer eller Assistenshuset laane noget paa de Pjalter, den sande Elendighed kan bringe. Under disse Omstændigheder faar man paa Assistenshuset meget sjældent Elendigheden i Tale. Saavel Statsinstitutionen som de private Anstalter – heriblandt jo Aktieselskabet “de billige Laanekontorer” – have nærmest den Opgave at dække den arbeidende Klasses stadige Underballance, og naar man ser, hvorledes denne Underballance opstaar, og hvor sangvinsk-ubekymret den bæres, turde det vel være mere end tvivlsomt, hvorvidt Staten her er forpligtet til eller endogsaa bør træde hjælpende til.

Vi talte før om “store Dage”. De største Dage for alle Laanekontorer ere Pinse- lørdag og Dagen, før Lotteriet trækkes. Disse Mennesker sætte deres sidste Skjorte ud for at kunne forny deres Seddel, deres sidste Dyne for at kunne være i Stadsen Pinsemorgen. Det er hele Karavaner, som endnu Pinsedagsmorgen bestorme Assistenshuset og Laanekontorerne for med Penge, som de have skrabet sammen, hvem ved hvorledes, at indløse et ægte Shavl, en Ring, en Halskjæde eller et Par Støvler. Saa maa Vintertøiet dække Omkostningerne med at faa Sommertøiet hjem; og saaledes bliver det ved. Den store Del af Befolkningen, hvorom her er Tale, er bestandig foruden Eiendom, ikke fordi de egenlig ere fattige – der er f.Ex. Brolæggere, som kunne spise henkogte Hummer til Frokost, og som daglig, saa længe det varer, drikke Rødvin til Middag – men fordi de stadig leve paa Fremtiden og navnlig nyde mere, end de have Raad til.

“Naturligvis er Vinteren den travleste Tid,” sagde jeg til Eieren af et af de Laanekontorer, jeg har besøgt.

“Aa, ja. Maskeraderne ta’er jo meget. Men jeg vil dog ikke sige det: Naar Skoven bliver grøn, trænger Folk s’gu mere til Penge.”

Det samme Svar – som synes at være korrekt, da 10 pCt. af samtlige Panter paa Assistenshuset sættes i Mai – har jeg modtaget overalt. Hvad der om Vinteren driver Folk til Laangiverne, er hverken Kulde eller Sult eller Arbeidsløshed – men fremfor noget Foreningsballer og Maskeraderne.

Tværtimod: Arbeidsløshed og Forretningsstilhed holder dem borte. Assistenshusets og Laanekontorernes Omsætning har aldrig været saa stor som i Opsvingets Aar i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Assistenshuset havde den Gang en 30,000 Panter aarlig mere end nu. Da Stilstanden indtraadte, og den lette Adgang til Fortjeneste ophørte, satte man overalt langt mindre og løste lige saa meget som i de gode Aar. Kontorernes Omsætning staar i ligefremt Forhold til Publikums Velhavenhed, og med dette Faktum for Øie turde man vel have Grund til at tro, at Nøden i de arbeidsløse Aar har været en Del mindre end antaget. I alt Fald synes det, som om den korte Krise har været en god Læretid, god, men ikke tilstrækkelig, thi det sidste Aar viser med den forøgede Lethed til Fortjeneste – man kan jo kun uegenlig sige Velhavenhed – en tilsvarende Forøgelse i Pantsætningen.

Saa snart lidt bedre Tider ere indtraadte eller rettere begyndt at dæmre, slipper Befolkningen altsaa tilsyneladende atter Sparesystemet og giver tøilesløst efter for sin Lyst til ubekymret at leve med en Underballance, som skal dækkes af en Dag “imorgen”, som aldrig kommer.

“Hvad vi møde her,” sagde en af Assistenterne “ved Stranden” til mig, “er frem- for alt andet Folks Letsindighed. Ingen har saa rig Leilighed til at beundre eller forundre sig over Folks sangvinske Ubekymrethed som vi.”

Men naar man kan betragte det som en Kjendsgjerning, at Assistenshuset kun som Undtagelse er en Hjælp for den virkelige Trang, som Regel en Institution, der træder hjælpende til og støtter alle dem, som af Mangel paa økonomisk Sans trods god Fortjeneste eller maaske netop paa Grund af for god og for let Fortjeneste leve paa en stadig fornyet og muligvis stadig forøget Underbalance, saa kunde man maaske finde det overflødigt, at en saadan Anstalt understøttes og ledes af Staten.

Assistenshusets Nødvendighed eller Ønskelighed som Statsinstitution er vistnok en Overtro, som har sin Rod i den falske Formening, at Anstalten er en Hjælp for den virkelige Trang. Men vil man hjælpe den nøgne Trang, maa man søge Midlerne andet Steds; vil man bøde paa den uforskyldte Nød, bør man vistnok hellere gaa frem paa anden Vis. Som det nu er, er Assistenshuset hovedsagelig en veltalende Opfordring til at leve letsindig. Og det danske Folk er ikke længer saa sparsommeligt, at man just behøver at opfordre det til økonomisk Letsindighed.

Hvilket Publikum tror man vel sætter de 20,000 Lommeuhre, som, lavt anslaaet, aarlig sættes paa Assistenshuset? Og hvem mon der sætter de andre 40,000, som aarlig kunne antages at blive anbragte i de ca. 120 private Laanekontorer? Mon det ere de Fattige, der sætte dem ud, eller mon det ikke snarere skulde være dem, der leve over Evne, som gjøre det?

Og selv om det var de virkelig Fattige, Assistenshuset hjalp, vilde det jo dog kun være Kjøbenhavns Fattige, som bleve hjulpne; selv i saa Fald vilde det være rimeligere, om det var Staden og ikke Staten, som eiede Anstalten. Hvad det øvrige Land sætter, er en forsvindende Del, og jeg ser ingen Grund til, at Staten skal eie og lede en Institution, som høit regnet Kommunen i Kjøbenhavn kunde have nogen Forpligtelse til at holde gaaende.

Man kan lære meget ved at færdes i den gamle Gaard ved Stranden, møde mange Besynderligheder og se meget paa Vrangen. Alt muligt findes paa disse Lofter, nyt og gammelt, Klædningsstykker og Sengklæder, Dyner og Frakker, Støvler – en hel Skomagerbutik – Overfrakker – til Vinterbrug om Sommeren, til Sommerbrug om Vinteren – Damedragter og Herrekostumer, Klæde og Lærred, Overtøi og Undertøi. Der staar en Kuffert med en Damegarderobe, Silkekjoler, franske Blomster, Balsko og Slæbeskjørter; i den Kurv ligge to Maskeradedragter af lilla Fløil med Rødt og vente paa næste Aar; alle de Galocher ere sendte ind af en Fabrikant, over hundrede Par: der er laant 50 Øre paa hvert Par, siger Assistenten; den store Pakke er sat af en Handlende; der er Kjoletøier; den Ladning Overfrakker er en Skrædders Eiendom. Her er baade Silke og Fløil og Pelsværk og Kniplinger, som have maattet hjælpe “i en øieblikkelig Forlegenhed” … 200,000 Panter … naar man naaer saa høit op, har man altid lidt svært ved at skjønne, hvad Tallet virkelig dækker.

Kobberkjælderen er dog det interessanteste Rum. Det lugter af Holberg dernede: alle de gamle Kobberkjedler, Kar og Lysestager, gamle Maskiner, Kjøkkenredskaber, Buddingformer og Tinbægere, Lysekroner og Lampetter, Kaffekander og Gryder her dog er … og det ser altsammen ud til at være fra det forrige Aarhundrede.

“Nu sættes der jo ikke meget Kobber,” siger Assistenten, “men vi har dog stadig noget; der er saa mange gamle Ting, som Eierne stadig fornyer.” Og han viser mig et Par Lysestager, simple, gamle Lysestager, som have staaet her i Kjælderen i tre og tyve Aar.

“De blive aldrig løste, Konen ligger paa Almindeligt Hospital, det har hun ikke Raad til. Men Fornyelsespenge skaffer hun, og saa ved hun dog, at hun har Stagerne, og at de staar her.”

“Det er da en tarvelig Fornøielse,” siger jeg.

“Ja, især, da hun aldrig faar dem at se.”

… Jeg kan ikke lade være at le.

“Saadan gaar det dog med adskilligt af det gamle Skrammel,” siger Assistenten og gaar videre. Og medens jeg kaster et sidste Blik paa de rustne Kobberkar, holder jeg op at le.

Den gamle Kone, som holdt paa sine Lysestager, var ikke til at le af. Hvis der er noget Sted paa hele Assistenshuset, hvor man kan blive rørt, er det her i Kobberkjælderen, og den er fra det forrige Aarhundrede.

Sølvkammeret er ikke nær saa interessant. “Folk holde ikke Sølv mere,” siger Opsynsmanden, der dog gaar rundt i disse Stuer og vogter paa en Trediedel af en Million … “Sølvtiden er forbi, nu hjælper man sig, som man kan, med Plet.”

Der er mere “Plet” blandt Folk, end nogen aner – det lærer man fremfor noget paa en Vandring gjennem vore Laaneanstalter.

Du finder i det samme Pulterkammer Din bedste Vens Vinterfrakke, fru Z’s Opsats, som Du var med til at forære Ægteparret til deres Sølvbryllup, Grosserer S.’s Uhr, Fabrikant D.’s Kandelabrer og Frøken K.’s lyseblaa Silkekjole, den ominøse Kjole med de helt lysegule Roser, som Du var nær ved at forlove Dig med paa Grosserer T.’s Bal …

Alt det finder Du. Og naar man kommer hjem træt af sin Vandring, spørger man ængstelig sig selv, om man da i vore Dage virkelig er saa meget mere letsindig end i vore Oldfædres Tid.

Thi hvad vi møde, er fremfor alt en skrigende og forbausende Letsindighed.

“Hvad mig angaar,” sagde en af Assistenshusets Embedsmænd til mig, “saa ønsker jeg Folket en Række af daarlige Aar. Uden det – – –.”

De Ord ligne i meget en Fordømmelse.